Kære venner –
Jeg sender jer begge her en hilsen med tak for – hver især – hyggelige og opbyggelige samtaler, hvorunder vi i fællesskab mente at løse nogle knuder i tanken op, så vi af tankens tråd kunne væve os et anstændigt klæde, vi ikke behøver skamme os over at bære til offentligt skue.
Men – ved nærmere eftertanke mener jeg, at vi ikke løste problemerne, men skabte os to nye. I ser: Du og jeg, kære ven, nåede jo i fællesskab frem til, at kærlighed, samvittighed, moral og almindelig anstændighed er nyttige redskaber for den, der søger ved ånden at hæve sig til himlene, samtidig med at han bevarer begge ben på Jorden. Som altså søger at højne sin ånd.
Du husker nok argumentet: Den i sandhed stærke er stærk og har magt, fordi han ved selvbeherskelse behersker sin indre natur, som er ond. Du, kære P, og jeg tænkte derimod, at mennesket grundlæggende er godt, fordi vi ser det onde og ser det som ondt; fordi vi ved at se det onde markerer en afgørende forskel mellem os og dét, vi ser.
Og nu – kære venner – er det som snurrer det hele rundt i mit hoved, og jeg bliver ganske rundtosset. For det vi antog i det første argument, modbeviser vi i det andet – hvorefter det hele måske går op i røg, bliver til intet.
Jeg skriver altså til jer for at søge at løse disse to nye knuder op. Men jeg er ikke så trænet som jer ud i skrivningens ædle kunst, så I vil nok bære over med mine spage forsøg, og måske blot betragte det som et barns ihærdige forsøg på at tegne en flot tegning til sine kærlige forældre for at de kan rose det – det barn jeg inderst inde er. Barn af Gud, naturligvis, i åndelig forstand.
Nu mine skæve bogstaver danser ét efter ét hen over papiret, idet de første galant viger for de næste, men sætter et tydeligt aftryk, forestiller jeg mig fri adgang til jeres store visdom, en visdoms umådelighed jeg ikke kan klare denne opgave uden. For dét takker jeg på forhånd.
Nu til sagen. Spørgsmålet er: Kan vi forene de to – som vi mente – sandheder, at kærlighed, samvittighed, moral og almindelig anstændighed dels er af det gode, og ikke fører til en slavemoral, indpodet i ”den stærke” af ”den svage” for at denne selv kan få magt, at kærlighed og det andet med andre ord ikke slavebinder den stærke, men netop er kendetegn på den i sandhed stærke, og dels at mennesket i bund og grund er godt?
Eller kan vi måske ad andre veje bevise, at kærlighed og alt dét er af det gode, lyset, og kendetegner den stærke, og at vi alle i bund og grund tilhører dette lys, fordi det er identisk med vores inderste natur, at vi er gode? Ja, jeg tilstår, alene det at skrive dette gør mig helt rundtosset, det ene kører over i det andet, og samtidig står min tanke stille, som en trofast tjener, der ved indgangen til palæet venter sin herres hjemkomst, og venter på nye opgaver eller nye anvisninger på og ordrer om ting, han må gøre for ham.
Heldigvis har jeg jo så – i ånden, som jeg skrev før – jeres uendelige visdom og faste tanke som støtte for min spæde og uklare forstand. Dén visdom leder nu mine skridt.
Lad os da til en begyndelse antage, at du, min ven, har ret, og at det jeg vil kalde mørke, og som du kalder lys; magtbegær, brutalitet, vold og hensynsløshed; naturligt hører den stærke til, at det altså er af lyset, det gode. At – med andre ord – mørke er lys, og lys er mørke, og at vi blot af en eller anden ondsindet dæmon, opfinderen af slavemoralen og trælbinderen af den stærke, har fået vendt op og ned på det hele i denne hekseverden, hvor intet er, hvad det lader til at være.
Og hvis det er sådan, så må vi jo takke dig, kære ven, for at du bringer os alle ud af denne vildfarelse og – omsider – får fuld klarhed over problemet og kommer til sandheds erkendelse gennem din omvurdering af alle værdier; at vi altså endelig får vendt alle værdier ret, hvor de før var på vrangen.
Vi antager altså, at mennesket inderst inde er magtbegærligt, voldeligt, brutalt, hensynsløst, men at denne inderste natur ikke er ond, men god; hvilket berører vores problem, kære P, idet du jo til en begyndelse mente, at, ja, mennesket er i sin grundnatur voldeligt, brutalt og alt dét, men at denne inderste natur er tegn på ondskab; at mennesket er ondt.
I en enkel streg: Er lys lys, eller er lys mørke, og hvor hører mennesket rettelig til af de to?
Nu: Vi er alle tre enige om, at livet er af det gode, og døden er af det onde. Altså må den, der tjener livet være god, og den, der befordrer døden, ond. Den brutale, voldelige, hensynsløse befordrer – nægt det ikke, men tilgiv også her min svage, usikre tanke (straks mærker jeg jeres faste tilgreb, og takker) – døden, og idet han gør det, gør han i øvrigt samtidig vold på sin egen indre natur, fordi han selv er menneske.
Den brutale, voldelige, hensynsløse er altså i sandhed ond, og det er derfor ikke rigtigt, hvad du, min ven, siger; at den brutale, voldelige, hensynsløse er god, og heller ikke rigtigt at den svage, den som ikke er brutal og voldelig, i en ond konspiration slavebinder den stærke. Lys er lys, og ikke mørke. ”Den svage” øver ikke vold mod andre (eller mod sig selv), han befordrer andres liv (og sit eget), og han tjener dermed livet. Han er derfor den sande stærke og gode, og ”den stærke” er den sande svage og onde. Så langt, så godt.
Nu, du P. Dit problem synes sværere. Det tårner sig op for min tanke, så jeg er ved at danse af brættet for den vældige tinde; men straks lyner hver jeres ånd mig løsningen i hænde. For det er jo så simpelt: Vi tilhører livet i og med at vi lever, og lever evigt – ifølge vores fælles tro – døden har simpelthen ingen magt over os. Når vi ”dør” lever vi videre, siger vi. Derfor er livet en del af vores inderste natur, ligesom det er en del af eller identisk med Gud, og da livet jo, siger vi, er godt, er vi altså i vores inderste natur gode.
I tilgiver nok disse famlende, vaklende forsøg på at nå et virkeligt resultat af vores fælles overvejelser, og med hver jeres flammende ånd skal I nok vide at gennemlyse argumentet og indrømme dets sejr eller det modsatte. Hvis ikke jeg hører fra jer i øvrigt, betragter jeg dermed sagen for afgjort, og vi alle tre enige.
Vi kan eventuelt tale videre på fredag til en forhåbentlig hyggelig lille sammenkomst i venners lag til en – måske – ny tankedyst. Ellers: Lev vel!
Højtryk, 2024
Forfatterskabet Højtryk 