I mange år efter at jeg første gang læste værket Vandrer mod Lyset og de værker der knytter sig til det, var min åndelige tilstand præget af tvivl og anfægtelse og sjæleangst. Kernen i denne tilstand var spørgsmålet om Kristus og kristendom. Hvad og hvem er Kristus?
Er Jesus af Nazareth Kristus i kristen forstand, er han en magt og en åndelig realitet, hvorom liv og død drejer sig, er han frelse og samtidig en dommer, der dømmer de ikke-troende til helvedes ild for evigt, er han en snublesten for de vidende og vise, en hovedhjørnesten i den guddommelige visdom og orden, en hjørnesten som verden forkaster eller har forkastet, er han både Gud og menneske med magt til at sætte fri og til at dømme og binde alt efter tro eller ikke-tro og som han vil det?
Hvis jeg tror på Vandrer mod Lyset, er jeg så fortabt? Begår jeg med troen på dette værk den ene synd, som i kristen forstand ikke tilgives, synden mod Helligånden? Hvor skal jeg gå hen i verden med disse spørgsmål? Til en præst? Skal jeg gå i kirke og høre forkyndelsen og muligvis derved vækkes til frelse ved tro? Eller skal jeg simpelthen gå til Gud selv og overfor Ham bekende min tvivl, min usikkerhed, min uvidenhed, min afmagt, betro Ham min angst – hvem eller hvad Gud så end er?
Det kan være, at der i verden findes realiteter, som jeg ikke kender og måske ikke kan kende. Det kan være, at der virkelig findes en god og en ond guddom, der kæmper om menneskers sjæle og om magten i verden. Det kan være, at verden er på vej i afgrunden, og at kun Gud i skikkelse af Jesus Kristus kan bremse helvedsfarten for hver enkelt ved tro på Ham. Hvem ved? Deraf anfægtelsen.
Er Kristus Gud? I Forsoningslæren og genvejen, som knytter sig til Vandrer mod Lyset, er Kristus citeret for følgende ord: Mennesker! alle I, der elsker og tilbeder mig, I vide ikke, hvilken sorg og smerte I dagligen forvolder mig. I vide det ikke; thi vidste I det, da ville min sorg, min smerte give genklang i jeres hjerter. Jeg vil ikke klage for jer over den byrde, I have givet mig at bære; thi vor Fader har hjulpet mig at bære den. Ja, sandelig. Han har båret den for mig, thi ellers var jeg segnet under byrdens vægt! Og hvilken byrde er det ikke! I have gjort mig, jeres ældre broder, til jeres Gud! Hvor kunne I gøre det?
Og videre, lidt senere i teksten er Kristus citeret for disse ord: Thi hvad er jeg mod vor Fader, mod Ham, der var, er og altid vil være? En Almagt, et Væsen, som I ingen sinde kunne fatte, så længe mørket er tæt om jer. Hvad er jeg mod Ham, den Almægtige? Som en dråbe mod Jordens største hav er min magt og vælde mod Hans. Som et sandskorn mod Jordens højeste bjerg er min viden og mine kundskaber mod Hans. Som et fnug, ja som et usseligt fnug mod det hele univers, er min kærlighed mod den kærlighed, som Han bærer til jer! Thi I er Hans børn, Hans elskede børn! Og hvad er en broders kærlighed mod en Faders? Sandelig, Han elsker jer uden mål og grænse! Thi I er fødte af Ham, skabt ved Hans eget guddommelige Væsen.
Er Kristus Gud? I Vandrer mod Lyset, Kommentaren til Ardors beretning, kap. XIII, står blandt andet: Hvor ren og ophøjet en ånd Jesus end var i den for mennesker oversanselige verden, måtte han, ligesom alle de yngste (englene; min kommentar; cpo), medens de er bundne til menneskelige legemer, lide under de synder, urenheder og lave begæringer, som klæber ved menneskeslægten. Men da Gud var hans skytsånd, hans samvittighed, stod Jesus i renhed så højt over alle menneskelige væsner, som kun den kan det, der har ”Guds Tanke og stemme” til samvittighed.
Hvis dette er sandt, så er Kristus ikke Gud. Gud står da uendeligt højt hævet over selv en Kristus, over en Jesus af Nazareth, både i sanselig og i oversanselig forstand. Vi må antage – i fald dette er sandheden – at Jesus fx havde et sexliv som de fleste andre, at han begærede kvinder seksuelt. Men så vidt vi ved, havde han ingen børn. Det siges et sted, at Maria af Magdala (Maria Magdalene), var den kvinde, der i den sidste periode af Jesu liv stod ham nærmest, og deraf er det nærliggende at tænke, at de sammen også delte elskov, og at de var hinanden inderligt hengivne.
I Vandrer mod Lyset siges det også, at Jesus af Nazareth var af et heftigt, temperamentsfuldt sind, og at han ofte for frem med ubehersket tale specielt mod den tids skriftkloge, farisæere og saddukæere. Mod Josef af Arimatea mistede han helt besindelsen, fordi han netop følte denne mands hele betydning for hans virke som reformator og religionsstifter. Josef var angiveligt af Gud udset til at nedskrive Jesu taler til folkene, og da Josef svigtede sin opgave ved ikke ubetinget at slutte sig til mesteren, følte Jesus det som et blodigt forræderi, og han for op mod denne magtfulde, rige og ansete skriftlærde i et udbrud af vrede og fordømmelse, som skilte dem for livstid. De nåede aldrig til forståelse og forsoning.
Alt i alt er Vandrer mod Lysets lære klar: Kristus er ikke Gud, og ved at klamre sig til kristendommen, specielt til forsoningslæren; den lære at Kristus har sonet al menneskelig synd ved sin død på korset; korsfæster mennesker sig selv åndeligt ved ud fra en bekvem smutvej udenom det personlige ansvar for egne tanker, ord og gerninger, at lægge al vægt på Kristi skuldre. Derved er mennesker tilbøjelige til ikke at angre deres fejl og synder, og bede andre om tilgivelse, når de har syndet, og ved dette misforhold ophober vi negativ karma eller syndeskyld i henhold til karma- og gengældelsesloven i stedet for selv at sone og udligne den; vores vej til Gud og Paradis bliver en meningsløs omvej.
Men hvad er sandt? Er Kristus Gud eller er han ikke Gud? Er kristendom sand og Vandrer mod Lyset en vej til helvede? Eller er kristendom en blandt mange omveje til saligheden og Gud? På de spørgsmål tænker jeg, at kun den enkeltes sind og hjerte, det inderste ved samvittigheden, kan svare med ærlighed, og fx mit svar kan ikke være gyldigt eller autoritativt for andre. Vi må selv finde svar og vej.
Dog; i mit indre lyser Guds milde Åsyn, og Han har nu i nogle år givet mig fred for anfægtelser, tvivl og usikkerhed på dette punkt. Jeg er ikke længere i tvivl. For mig at se findes der ingen fortabelse. Det er ikke en mulighed i Lysets og kærlighedens Almagts, i Guds univers og verdensalt. Jeg erkender og føler sandheden i, at Kristus kun er en dråbe, et sandskorn, et fnug mod den Almægtige. Og jeg mener derfor, at vi mennesker ikke bør tilbede Kristus som en gud, men løfte guddomsbyrden af hans skuldre, så brede de end er. Vi bør menneskeliggøre ham, ikke guddommeliggøre ham. Erkende at han som alle andre er Guds barn, ikke Gud selv. Og derved kan vi hjælpe ham, som han har ofret alt for at hjælpe os.
(Citaterne fra Vandrer mod Lyset og fra Forsoningslæren og genvejen er let tilpassede til moderne sprog og retskrivning)
Højtryk, 2026
Forfatterskabet Højtryk 