Lyden af stilhed

Om natten kom ordene. Om dagen løb kilden tør. Men i drømmenes genstrøm var det hele der. Alt det hun prøvede at glemme. Eller måske var de indholdet af dagens tavse skrig. Når stilheden faldt mellem hende og andre mennesker. Som sorte, skarpe sten. Der rev hende til blods. Måske havde hun ikke for få ord, men for mange. Hun vidste ikke, hvor hun skulle begynde, og hvor hun skulle ende?

Nyere søvnforskning tyder på, at om natten når vi drømmer, trækker hjernecellerne sig sammen, og i de således åbnede hulrum løber hjernevæske, der renser hjernen for affaldsstoffer. Var det det, hun hørte? Alle de tavse anklager, hendes og de andres, angsten, knugetheden, ensomheden, vreden, hadet, bebrejdelserne, skylden, skammen, utilstrækkeligheden? Alt det hun overhørte og forlod og søgte at fortrænge om dagen, måtte hun uden at have noget valg lytte til om natten, alene med sig selv, i et ukendt -eller alt for velkendt rum?

De kom om natten. Sorte fugle med spidse næb. Hvide breve kun til hende. Stille eller svagt appellerende musik. En skygge bag en fremstrakt hånd. Ord. De steg som sad hun i et lukket rum, der langsomt fyldtes med fortvivlelsens og fortrydelsens mørke vande, ord hun kvaltes i, druknede i. De ville hende noget, hun følte det i knoglerne, men hun havde ikke andre ord til forståelse eller svar end et råb eller en bøn om hjælp.

Hvis Shakespeare er grundfæstet klippe og skrift i sten, så er Morante det samme landskab og sprog, men efter en syndflod. Undersøiske bjerge umiddelbart før dommen. Intens fortvivlelse. Gråd der ikke vil stoppe. En vindhest i ørkenen. Skyer der rives fra hinanden og oversvømmer alt med en regn af blod fra himlens knuste krop. 

Om natten drømte hun som en roman af hende. De samme ord. Det samme skrig. Hun var Annas hekseagtige ansigtsudtryk, da kærligheden til Edoardo endeligt forliser, og hun var Aracoeli, der må opfinde et had for at beskytte sit hjerte mod kærligheden. Hun var historien, der fortsætter sit amokløb, fortsætter, fortsætter og knuser. Hun var en gletscher, der knuser et landskab eller gør det glat og rent igen, så man kan leve i det. Hun var alle stenene, der males til sand i havet, sand der som tid eller liv løber ud mellem fingrene, eller som samles til en bunke, en grund, en mark, en jord, hvori ting kan gro.

Men nu, hør, for at gøre en lang historie kort: Det er mig, Elsa, og mig, William, der skriver disse ord. Vi skriver dem ud af hendes nat og ind i hendes dag, denne tekst, hendes gennem liv ophobede, opdæmmede ord, vand der kastes i brænding mod forladte øer og glemte lande fra ukendte tider, ord, vand der opdæmmes og skaber energi, hvis da ikke dæmningen brister, det er dét, vi forsøger at forhindre; hendes ord, hende, åndegængeren, ordgængeren, vandrer mellem dag og nat, og nat og dag. Vi skaber verden med det vand, de ord, den energi, hendes; verden, denne lille knop, hvis rod ved ord vandes og som brister til blomst: Verden, vandet, ordet, urdybet, hvorover hendes ånd svæver, og hvorover dommen falder.

Nyd stilheden

Lerapetra, Kreta, 17. juni 20-

Han sejlede ud i sin lille jolle en tidlig morgen. Solen var oppe, stod allerede højt, og havde magt. Den brunede hans skuldre, nakke og ryg i en mørk, nøddeagtig farve og glød. Da han var nået et godt stykke ud fra kysten, standsede han motoren, gjorde maske og harpun klar, tog masken på, satte sig på rælingen, og lod sig med en bøn falde bagover ned i det indigoblå, lune vand.

Sandheden er lige i dét øjeblik, hvor du ser fisken, og den ser dig. For eksempel den halvstore havbars (dicentrarchus labrax). Du ser ind i den. Derinde er noget. En fremmed intelligens. Den ser ind i dig. I kæmper før den egentlige kamp begynder. Før du skyder. Har du det, eller har du det ikke. Så skyder du eller skyder ikke. Rammer eller rammer ikke. Så kan du eller den leve. Være eller ikke være.

Denne morgen var fiskene af en eller anden uforklarlig grund nervøse. Måske var de blevet skræmt af en haj. Eller af ham. De var væk, eller forsvandt så snart de så ham. De flygtede. Uden at tage kampen op. Men hvem tabte mest på dét?

Han svømmede op til overfladen, hævede sig op i jollen, satte sig roligt agter med sit brød og sin ost og sin olie. Så mod Solen. Den hævede sig roligt over havet, over hans ansigt, bryst og blik. Han begyndte at spise. 

Han tænkte på Berenike. På det sekund, hvor han blev hendes, og hun hans? På tid der bliver til evighed i et sekund. På alt det han ikke forstod og havde brug for at forstå. På hvorfor guden hver aften væltede stjerners knuste glas hen over den sorte himmel stump for stump. På dybet under ham og dybet over ham, og han, nej, Berenike, i midten. En node eller to i en musik, der måske begynder eller ender. Han fik lyst til at danse, men begyndte i stedet at synge en af de sange, hans mor sang for ham, da han var lille. Hans mor. Hun var musik, netop denne. Som Berenike. Og han.

Så tog han årerne, og begyndte at ro ind mod havnen igen. Byen. Den solvarme asfalt. Børnenes latter og knægtenes skrattende stemmer og pigernes kåde eller hånende tilråb. De hvide mure og de sorte øjne i glatte eller furede ansigter, dybet under dem og over dem og i dem. Det var som med fiskene. Nogle gange ser du ind i dem, og de i dig. I mødes et sekund, I kæmper en kamp, før den egentlige kamp begynder, den kamp på liv og død man kalder kærlighed. Har du det, eller har du det ikke. Og så ved du det. Om du skal være eller ikke være i det ene sekund, der bliver til evighed. Livets eller dødens evighed.

Men han havde tid nok. Han slentrede gennem byen med masken i den ene hånd og harpunen i den anden. Tasken med proviant på ryggen. Blikket rettet mod lyset i byen og hjertet mod lyset indeni. Der var Berenike. Der var andre. Og så dette ene evige øjeblik engang. Det ville komme. Lad det komme.

Stille i storm

600 km sydøst for Halifax, Nova Scotia, Canada, natten mellem d. 14 og 15. april 1912

White Star Line byggede luksusdamperen RMS Titanic – rederiets andet skib i Olympic-klassen – med vertikale sikringsrum i hele skibets længde for at forhindre det i – ved enhver tænkelig ulykke – at forlise. Hvis skibet sprang læk for eksempel agter, ville kun et af de mange sikringsrum fyldes med vand, og skibet ville holde flot. Det værst tænkelige var umuligt. 

Nu ved vi jo, eftersom skibet blev revet i stykker af det fatale isbjerg langs hele den ene side, at de skulle have bygget den med horisontale sikringsrum i stedet, eller vi ved, at trods al menneskelig snilde og kunst og forsigtighed kan det værst tænkelige ske, og sker jævnligt.

Det er et par timer siden, alarmen gik. En time siden den sidste redningsbåd forsvandt af syne fra skibet. De tilbageblevnes skrig og panik. Mørket. Vandet ligger under dem som flydende granit, sort og utilnærmeligt og koldt som alverdens onde. Som et tegn. En kendsgerning. En krop. En drøm. Snart vil det opsluge dem. Vandet stiger. Skibet synker. De ved det. Der er ingen vej. Den fremmede krop under dem vil knuse dem med kulde. Det er enden.

Idet vandet stiger og hun synker, tænker neurologen Alice McCall det gælder om ikke at gå i panik og forsøge at flygte, det gælder om at rumme det, være i det, være i rum med det uden at give efter, se det som det er, blot registrere, døden.

Åh, Gud.

Vandet når hende til knæene. Hun prøver at holde fast i sin tanke. Leve blot et øjeblik mere. Vandet stiger, hun synker. Hun føler det som om en mørk og kold hånd griber om hendes hjerte nedefra, griber om det, og klemmer til. Ikke flygte. Blot registrere. Ikke give efter. Blot et øjeblik. Så løsnes grebet. Hun kan tage tre dybe indåndinger. Så gisper hun, da vandet når op til brystet. Hun tænker på sin mand. På sine børn. Freddie. Max. Jennie.

Åh, Gud.

Hvis jeg kan være i dette, kan jeg hjælpe. Hvis jeg kan rumme det. Være stille i det. Blot registrere. Leve et øjeblik mere. Ikke give efter, ikke lade mig overskylle. Døden. Det er nu. En hidtil ukendt klarhed fylder hende. Nej, om 36 sekunder. Måske. Brister mit hjerte, fyldes mine lunger, sprænges min hjerne. Men jeg har – nu 28 sekunder. Måske. Leve. Til næste åndedræt. Det næste. Nu.

Pludselig føler hun en varme omkring sig. I sig. Som slår Gud en ring af varme omkring hende. Kulden forsvinder. Hun ser en vej af gyldent lys åbne sig for hendes fødder. Prøvende tager hun et skridt. Vejen bærer. Hun ser ned ad sig. Hendes ben er lys. Hendes arme, hendes hænder, hendes bryst. Alt er lys. Gyldent og varmt og venligt.

Hun ser sig tilbage, ser ned på kroppen, der synker, kroppen der stadig kæmper, kroppen der forsøger at skrige. Hvem er det? Hvad er det for en krop? Er det mig? Latterligt! Det kan ikke være. Hvad er dette? Og alle disse andre kroppe. Hvorfor græder de, hvorfor skriger de, hvad er problemet? 

Hun smiler, vender sig om mod lyset, der vælder frem oppefra og fylder hende. Lyset der er over alt. Det sorte vand er kun en skygge. Uvirkeligt. Fra alle kroppene dernede ser hun strenge af lys spindes ud som elastiske tråde af guld. For enden af strengene er de som hende. Af lys. En mand af lys ser på hende. Smiler. Trækker på skuldrene. En kvinde vinker til hende. Kom, siger hun, og det er som om hun hører hendes tanker og føler dem i hjertet. En for en brister strengene, nu hendes, og alt bliver varmt og rundt og gyldent. Ja, kom, det er tid, siger det smukkeste Væsen hun nogensinde har set – og øjnene, øjnene! Væsenet tager blidt om hende, fører hende op ad snoede, stærke ranker af lys, fører hende Hjem.

Cpo 2021