(Illustration: AI via Shutterstock)
Et af de mest dybsindige og så vidt jeg kan se nybrydende filosofiske værker jeg har læst længe, er Torben Boas´ Tankens arkitektur (2014). Jeg har læst den før og genlæser den nu. Jeg skal her forsøge at gengive nogle centrale pointer fra værket, samt drage videre paralleller og perspektiver til det religiøse, videnskabelige og filosofiske grundlag, der gives i Vandrer mod Lyset, samt til andre dele af filosofien.
Ifølge Boas har tanken visse grundfunktioner som ikke er identiske med tanken, men angår dens brug. Vi har den absolutte og den relative tankefunktion, der sættes i forbindelse ved begreber, og vi tænker i kontekst og ved analogi.
Kontekster skabes ved det Boas kalder begrebsudmøntning, hvor begreber får betydning ud fra konteksten, og hvor kontekster får mening gennem begreber. Kontekster skabes ved den logiske tanke eller tankefunktion. Analogi skabes ved tankespring mellem to kontekster, og ved den foretages ingen begrebsudmøntning. Begrebsudmøntningen er ved analogien foretaget på forhånd gennem de kontekster, tanken springer fra og til.
Som eksempler på kontekster kan vi tage Boas´ egen teori eller fx Kants erkendelsesteori, og som eksempler på analogi kan vi tage Jesu lignelser og Salomos ordsprog fra Det gamle Testamente.
Den logiske tanke ordnes i konstellationer (konstellationstanken), den analogiske tanke i strukturer (strukturtanken). Hvis vi opfatter fx Boas´ eller Kants teorier som konstellationer eller kontekster, så kan de – da de er fremkommet ad logisk vej – søges bevist eller modbevist ad logikkens vej. Derimod giver det ikke mening fx at ville bevise eller modbevise Jesu lignelse om hvedekornet (Joh. 12, 20-36) ved logik, da der her er tale om en analogi og struktur fremkommet ved et tankespring mellem to kontekster.
Det faste grundlag for erkendelsen og videnskaben som filosoffer og videnskabsmænd har søgt efter siden Aristoteles, det arkimediske punkt hvorfra vi kan løfte tilværelsen og erkendelsen, er den absolutte tankefunktion, som ifl Boas ikke er noget udenfor os, men inde i os, i tanken, tanken der ifølge Ardor er altings ophav (Vandrer mod Lyset). Grundlaget er altså ikke udenfor os, men inden i os hver, i tanken selv.
Denne tanke er måske også et svar på den grundlæggende tankefigur og problem, som allerede Aristoteles var opmærksom på i forbindelse med grundlagstænkningen: At vi i erkendelsen idet vi søger et grundlag for den og videnskaben, tilsyneladende nødvendigt ledes ind i en uendelig regres tilbage mod mulige udgangspunkter, idet disse udgangspunkter igen søger en begrundelse og et udgangspunkt. På det punkt hvor vi standser regressen, ved et punkt vi ikke begrunder, starter de cirkulære slutninger, idet de nødvendigvis fører tilbage til det ikke-begrundede udgangspunkt.
Hvis vi tager tanken selv som udgangspunkt og grundlag for tænkningen og videnskaben, så løses problemet måske. Tanken som løsning har også hjemmel i Vandrer mod Lyset, idet det her siges, at den menneskelige tanke har sit udgangspunkt og udspring i Gud, og at Gud selv er fremstået som Personlighed ud fra Urkosmos´ udgangspunkt efter en langvarig kosmisk kamp mellem Lys og mørke, godt og ondt. Urkosmos bestod af Tanke, Vilje, Lys og mørke, og Tanken kan her muligvis forstås som grundlaget for alt, den ene årsagsløse årsag – både i tid, logisk, ontologisk (det vil sige i relation til alt værende) og i relation til muligheder (til alt godt eller ondt).
Og i værket siger Ardor indledende som nævnt, at Tanken er altings ophav, således også ophav og grundlag for tænkningen og videnskaben selv. Dette stemmer jo også godt med den kendsgerning, at et grundlag og udgangspunkt for tænkning og videnskab nødvendigvis må søges ved tanken gennem viljen, viljen til at forsøge at udpege og tænke og finde et grundlag.
Der er her konnotationer til Descartes´ teori, hvor han i grundlagstænkningen også standser ved tanken gennem sin metodiske tvivl; det ene, der ikke kan betvivles, da en tvivl også er en tanke.
Tilsvarende med Aristoteles´ teori for erkendelsens grundlag: For ham er kravet om, at en given tanke eller teori ikke må modsige sig selv grundlaget for tænkningen og vores viden om alt værende (Metafysikken, IV, 3-6; se også artiklen Aristotle on non-contradiction på Stanford encyclopedia of Philosophy). Men denne teori må han jo først tænke, siden formulere i ord. Så også her er tanken og med den viljen til at søge og måske finde et grundlag det mest grundlæggende.
Grundlæggende må enhver teori tænkes ved tanken og ved viljens mellemkomst, eventuelt støttet eller igangsat af observation, idet jeg med observation både mener øjets fysiske observation af et fænomen eller genstand (synet), og tankens observation af et problem, fx som her spørgsmålet om erkendelsens og tankens natur og egenart.
Tilbage til Boas´ teori: Ved sammenstrømningen af den ydre og indre foranderlighed, den ydre verden der bestandig er i forandring og omdannelse og den indre relative tankefunktion og de skiftende tanker, udvælger vi ved den absolutte tankefunktion en kontekst ved begreber. Begrebet er som nævnt den samvirkende faktor mellem den absolutte og den relative tankefunktion.
Denne sammenstrømning og udvælgelse af kontekst ved begreber kan vi som antydet se eksemplificeret ved Kants erkendelsesteori og hans begreb om rum og tid som knyttet henholdsvis til den ydre og den indre sans, og som er grundlaget og betingelserne for al erkendelse, og ved Kants deduktion af erkendelsens grundlæggende kategorier. Her har vi de grundlæggende begreber rum, tid og kategorierne, og konteksten, som skabes ved den absolutte tankefunktion, er Kants teori (Kritik af den rene fornuft). Men også Kant må jo først tænke sin teori ved tanken og ved viljen til at finde et grundlag og siden formulere den i ord. Så også her er tanken og med den viljen fundamentet og det logisk første.
Vi kan som antydet se Boas´ teori eksemplificeret i hans egen teori, der således bekræfter og ikke modsiger sig selv, idet han ved tanken observerer tankens grundlæggende funktioner, sætter dem i relation til hinanden ved den relative tankefunktion, og anbringer dem ved den absolutte tankefunktion i en kontekst ved begreber, som er hans teori.
Og sådan kan vi i virkeligheden læse hele filosofiens og videnskabens historie, hvis her rigtigt opfattet. Vi iagttager som filosoffer eller videnskabsmænd og -kvinder visse fænomener, indre som ydre, sætter dem i relation til hinanden ved den relative tankefunktion, og udvælger ved den absolutte tankefunktion en kontekst ved begreber, som er en given filosofisk eller videnskabelig teori.
Med alt dette kan vi se Boas´ teori – også i relation til Vandrer mod Lyset – som et meget vægtigt bidrag til tænkningen og til forsøget på at finde et grundlag for den menneskelige erkendelse og videnskab.
Forfatterskabet Højtryk 