Forfatterskabet Højtryk

Tag: hævn

  • Som ringe i vandet

    Både godt og ondt kan brede sig som ringe i vandet.

    Se på tilfældet med krig. Se fx på Afghanistan, Irak og Syrien. Bag hvert offer i krigen står en familie og venner, en familie og venner efterladt i chok, sorg, vrede og had. De står i en storm af mørke – mørke der melder sig indefra og udefra – alt for let griber de selv – selv om de måske fra begyndelsen er gode og fredselskende mennesker – til våben og søger hævn. Alt for let låner de øren til krigsopvigleres mørke råb, og krigens helvedesblomst gror op over det gode, og kvæler det.

    Som ringe i vandet breder det onde sig her, hævn over hævn, had over had. Og det onde får ikke ende.

    Men – se så det største menneske, der findes: Han eller hun der – i denne mørkets storm – formår at bevare roen, og som rækker tilgivelsens lys mod sine kæres mordere. Se det gode, freden, brede sig fra ham eller hende som ringe i vandet: Han eller hun behøver ikke at tage våbnene ud af hænderne på bødlerne; de sænker dem selv, når tilgivelsens lys når det mørke hjertes kerne.

    Den tilgivende efterladte får større fred, morderen får større fred, mange fremtidige menneskeliv spares for en brat og grusom død, og med de sparede liv spares også mange fædre, mødre, brødre, søstre, sønner, døtre, venner for den største sorg, for når Lyset får fat og vinder indpas i hjertet hos den skyldige, vil han aldrig mere rette våben mod nogen. De knyttede næver sænkes, og han vil aldrig mere vælge voldens vej.

    Sådan breder godt og ondt sig – her fred og krig – som ringe i vandet, og sådan skabes de mindste – og de største – mennesker.

  • Karmalovens spejl

    For en kristen kulturkreds bør den tanke, som man sår, høster man, ikke være fremmed. Tanken udtrykker kort og klart karmaloven – som kendes fra andre traditioner og fra Vandrer mod Lyset – og den udtrykker karmalovens spejl – på godt og ondt: Det gode såvel som det onde vi gør, er en del af fremtidens høst, det der sker med os og for os, idet vores tanker og handlinger tilbagespejles i os selv.

    Derfor må konsekvenserne også være klare, hvis vi sætter denne guddommelige lov i relation til begrebet retfærdighed: Nogle mennesker mener, at hævn er retfærdighed, men hvis vi sætter hævn i relation til karmaloven, så er det klart, at hævn i sig selv skaber uforløst karma, det vil sige, hævnen tilbagespejles i os selv engang i fremtiden – måske i nye inkarnationer. Vi rammes af hævnens tilbagespejling, hvilket vil sige, at den hævn vi har taget over andre, idet vi måske tror – fejlagtigt – at det er retfærdighed, rammer os selv med karmalovens renter og renters rente.

    Derfor er hævn ikke retfærdighed, og den udligner ikke gammel syndeskyld, men skaber en ny til indløsning og soning engang i fremtiden. Da det er sådan, er hævn ikke bare ikke retfærdighed, den er simpelthen irrationel, da den skader os selv.

    Dette bør mennesker optegne i deres hjerter, først og fremmest for deres egen skyld. Hvis man insisterer på hævnens retfærdighed, og den tanke er almindelig blandt os, så starter vi en volds- og hævnspiral: Hævn hævnes, der igen hævnes, mens karmaen – syndeskylden – vokser og vokser for alle parter. Kun ved tilgivelsen kan denne voldsspiral standses og bringes ind i mere fornuftige baner.

    Dette bør især lovgivere og statsoverhoveder tænke over, og leve og virke efter – for deres egen skyld, for at de ikke engang skal rammes af det hårde men retfærdige tilbageslag af deres uretfærdige love og af de krige, de måske har startet og udkæmpet med et hævnmotiv.

    Det skal tilføjes, at Gud ikke har skabt karmaloven for at straffe os, men for at vi – smerteligt – i de tilfælde hvor vi nægter at bøje os og indrømme det onde, vi har gjort – ved at rammes af de samme lidelser vi har påført andre – kan se præcis hvad vi har gjort. Hensigten er således ikke straf, men opdragelse. Og det skal siges, at det egentlig ikke er Gud, der “dømmer” os til fremtidig lidelse under gengældelses- eller karmaloven, gengældelsen er ikke “Guds straf” eller “Guds hævn”, men derimod er den et udtryk for, at det mørke vi selv har sat i verden, vender tilbage til sin ophavsmand eller -kvinde.

    Altså: Hævn er ikke retfærdighed og ikke fornuftig på nogen måde, da den hævn vi tager over andre engang i fremtiden uvægerligt vil vende sig mod os selv. Kun tilgivelsen er fornuftig – og barmhjertig – kun den kan standse den voldsspiral og mangedobling af syndeskylden, som hævnen ellers trækker i sit tragiske kølvand.