Islam og underkastelse

I en bestemt tolkning af religionen Islam kræves det, at vi mennesker underkaster os Gud (Allah; “Islam” betyder ifølge Wikipedia “underkastelse”, “overgivelse” eller “hengivelse”, og “muslim” betyder “en som underkaster sig”). Hvis ikke vi – i denne tolkning – underkaster os, betyder det død i denne verden og fortabelse i den næste.

Vi må tænke, at hvis eller når vi får kendskab til Gud (Allah) gennem Koranen og hadith eller via islamisk forkyndelse, så afkræves vi underkastelse, og hvis ikke vi da underkaster os, er følgerne som nævnt her (død og fortabelse).

Men – dette krav om underkastelse har intet med den sande Gud at gøre. Hvis vi læser Guds sande åbenbaring Vandrer mod Lyset, så forstår vi af den, at Gud stiller alle sine skabninger absolut frit, og aldrig kræver Han absolut underkastelse, og aldrig vil Han dømme os til død ved menneskers hænder, og fortabelse ved sine egne.

Frit og i kærlighed må vi vandre mod Lyset uden dom, straf og fortabelse som muligheder. Hvis vi tolker Islam som en religion, der kræver den absolutte underkastelse, så har de ret, der kalder Islam en fascistisk religion og ideologi, og Gud bliver en tyran, som vi kun tør nærme os i frygt og bæven.

Men – Gud er ingen tyran, og aldrig har Han dømt nogen til død og fortabelse, og aldrig vil Han gøre det. Alt sådant er kun mennesketanker og løgne, undfanget af herskertrang og muligvis i sin første oprindelse inspireret af Satan (Ardor), da han (Satan) endnu kæmpede mod Gud og mod os alle.

Satan (Ardor) er vendt hjem til Lyset og Gud, og en af følgerne af denne begivenhed i den oversanselige verden, denne kendsgerning, er Vandrer mod Lysets fremkomst i den jordiske verden. Af dette værk lærer vi, at Gud er en Lysets og kærlighedens Almagt, en Gud hvis kærligheds dybde intet menneske kan lodde, da den er uendelig, en Gud der ikke dømmer, men elsker alle, en Gud hvis alkærlighed gør al tanke om død og fortabelse i Hans navn – hvis ikke vi tror eller underkaster os – til intet, til blasfemi.

Derfor er Islams vej (sharia) ikke sandhedens vej, den er ikke “vejen til kilden (Gud)”, lige så lidt som kristendommen er det. Vi mennesker kan vælge mellem at følge de gamle trosretningers anvisninger (fx Islam eller Kristendom), eller vi kan slå ind på den genvej, som Vandrer mod Lyset anviser. Men vi kan vælge frit og uden frygt for guddommelig vrede eller fordømmelse, hvis ikke vi følger denne vej.

Genvejen består først og fremmest i en tilgivelse af Satan (Ardor), og dernæst i tilegnelsen af nogle åndelige og evige sandheder, som gives kort og klart i Forsoningslæren og genvejen (udgivet i tilknytning til Vandrer mod Lyset), nemlig disse:

At Guds faldne børn i tidernes morgen har skabt det synlige menneskelegeme; at Gud er den usynlige menneskeånds Fader; at hvert jordisk liv bringer menneskeånden et skridt fremad mod Lyset og mod Faderhjemmet; at menneskene er ledsagede af usynlige vogtere, der altid er rede til hjælp og vejledning, en hjælp, der opfattes af mennesker som en indre stemme (samvittigheden); at menneskene i bønnen til deres Gud og Fader kan opnå en direkte forbindelse med Ham, med Hans Tanke og med Hans Vilje og derigennem opnå al den hjælp, der er nødvendig til at hærde deres vilje i kampen mod mørket og synden; at hvert menneske selv må sone sine onde og slette tanker og handlinger; at Kristus (Jesus af Nazareth) har lovet at være fører og leder for hvert menneske, til alle dets jordeliv er til ende!

Frit og i kærlighed kan vi vandre denne vej, eller vi kan blive ved de gamle trosretninger og forestillinger. Men vi må vide, at Guds vej, genvejen, netop er en genvej, mens de gamle religioner er omveje. Og dermed bestemmer vi selv hvor kort eller hvor lang hver vores vej til Gud er og bliver.

Sandhedsglimt i Koran og hadith

Det er en grundlæggende tanke i Vandrer mod Lyset, at der findes sandhedsglimt i alle religioner. Sådanne sandhedsglimt findes også i Islam. I en af de første beretninger i hadith-samlingen, Sahih al-Bukhari, finder vi således den tanke, at Gud først og fremmest dømmer os efter vores motiver, og dernæst efter handlingernes resultater.

Et andet eksempel er de ord, der gives i Koranens Sura 3 (Amrams slægt, al Imran), vers (ayat) 92: I vil ikke opnå fromhed, med mindre I giver bort af det, som I holder af, med parallelstedet i Sahih al Bukhari, 40. 2318, som giver beretningen om Abu Talha, der angiveligt var den rigeste mand blandt Ansar (dem fra Medina, der gav Muhammed og hans følgere asyl under hijra (udvandringen da profeten og hans følgere måtte flygte fra Mekka)).

Abu Talha havde en have, som han holdt meget af. For at være tro mod Koranens ord, ville han give sin have til profeten, som ofte kom og drak vand af kilderne i haven. Men profeten overtalte ham til i stedet at skænke haven til sine slægtninge.

Vi kan også relatere denne sandhed om, at vi nogle gange er nødt til at ofre det bedste vi har for kærlighedens skyld til Ardors beretning kap. 14 (i Vandrer mod Lyset), hvor Jesus siger til sine disciple og følgere, at når vi gør noget godt, så må vi ikke udbasunere vores gode gerninger for alverden på torve og stræder. Motivet må være rent.

Og vi kan relatere det til Kants moralfilosofi; at kun de handlinger vi udfører i overensstemmelse med pligten, og som fornuften tilsiger os at vi skal gøre på trods af en tilbøjelighed til at lade være, har egentlig moralsk værdi.

Det harmonerer også med mine tanker om, at kærligheden har en pris, fordi den har værdi, at kærlighedens værdi netop er det, den koster os. Hvis ikke vi kender kærligheden, ikke ved hvad den koster, kan vi heller ikke værdsætte den.

Vi skal ikke kræve Paradis som løn for vores gode gerninger. Vi skal bringe kærlighedens offer uden at det er et offer: Himlen er først vores, når vores venstre hånd ikke ved, hvad den højre gør i godhed.

Note:

Koranen er her citeret efter Ellen Wulffs danske oversættelse. Sahih al-Bukhari er navnet på den mand, der i 800-tallet (200-tallet efter islamisk tidsregning) samlede disse hadith. Sahih betyder så vidt jeg ved sandfærdig eller sand. Hans navn var oprindelig Muhammad al-Bukhari. Samlingen regnes af mange muslimer som den mest autentiske, autoritative samling af hadith. Hadith er små beretninger om, hvad profeten Muhammed sagde og gjorde, og hører altså til profetens sunna eller sædvane, heraf betegnelsen sunni-islam. Hadith kan minde om de kristne evangelier med den forskel, at hadith er episodisk, mens de tre synoptiske evangelier tilstræber en sammenhængende fortælling. Hadith er her læst i engelske oversættelser på sunnah.com