Forfatterskabet Højtryk

Tag: Karma

  • Kærlighed og karmaloven

    Jeg har tidligere forsøgt at formulere et grundrids til en kærlighedens filosofi på Blogger med udgangspunkt i Kants moralfilosofi og utilitarismen hos Bentham og Stuart Mill. Jeg kunne tænke mig her at nærme mig det samme emne fra en lidt anden vinkel:

    Af og til siger man, at hjerne og hjerte taler forskellige sprog, at kærligheden er irrationel og måske endda gør blind. Men hvis det er sandt hvad Vandrer mod Lyset og fx hinduismen og buddhismen siger, at en af de hovedlove hvorefter livet på Jorden leves er karmaloven, en lov der kan formuleres kort og klart i sætningen som vi sår, skal vi høste, eller som andre formulerer ved den tanke, at det vi sender ud, kommer tilbage igen, så giver kærlighed simpelthen god mening, idet den der sår kærlighed, høster kærlighed; og hvem vil ikke gerne elskes?

    En forening af hjerne og hjerte er altså ikke umulig; det at elske er rationelt, set ud fra karmalovens princip og realitet.

    Den, der sår kærlighed, den, der elsker, høster imidlertid også undertiden sorg og smerte af sin udsæd, fx når vi mister, men det er en del af kærlighedens pris, noget af det, der giver den dybde og vægt; som jeg skrev på Blogger: Ting af værdi koster. Alle virkelige åndelige værdier koster, også kærligheden.

    Men dybest set giver det at elske mening, hvis vi selv længes efter og ønsker at blive elsket. Og gælder det ikke os alle?

  • Karmalovens spejl

    For en kristen kulturkreds bør den tanke, som man sår, høster man, ikke være fremmed. Tanken udtrykker kort og klart karmaloven – som kendes fra andre traditioner og fra Vandrer mod Lyset – og den udtrykker karmalovens spejl – på godt og ondt: Det gode såvel som det onde vi gør, er en del af fremtidens høst, det der sker med os og for os, idet vores tanker og handlinger tilbagespejles i os selv.

    Derfor må konsekvenserne også være klare, hvis vi sætter denne guddommelige lov i relation til begrebet retfærdighed: Nogle mennesker mener, at hævn er retfærdighed, men hvis vi sætter hævn i relation til karmaloven, så er det klart, at hævn i sig selv skaber uforløst karma, det vil sige, hævnen tilbagespejles i os selv engang i fremtiden – måske i nye inkarnationer. Vi rammes af hævnens tilbagespejling, hvilket vil sige, at den hævn vi har taget over andre, idet vi måske tror – fejlagtigt – at det er retfærdighed, rammer os selv med karmalovens renter og renters rente.

    Derfor er hævn ikke retfærdighed, og den udligner ikke gammel syndeskyld, men skaber en ny til indløsning og soning engang i fremtiden. Da det er sådan, er hævn ikke bare ikke retfærdighed, den er simpelthen irrationel, da den skader os selv.

    Dette bør mennesker optegne i deres hjerter, først og fremmest for deres egen skyld. Hvis man insisterer på hævnens retfærdighed, og den tanke er almindelig blandt os, så starter vi en volds- og hævnspiral: Hævn hævnes, der igen hævnes, mens karmaen – syndeskylden – vokser og vokser for alle parter. Kun ved tilgivelsen kan denne voldsspiral standses og bringes ind i mere fornuftige baner.

    Dette bør især lovgivere og statsoverhoveder tænke over, og leve og virke efter – for deres egen skyld, for at de ikke engang skal rammes af det hårde men retfærdige tilbageslag af deres uretfærdige love og af de krige, de måske har startet og udkæmpet med et hævnmotiv.

    Det skal tilføjes, at Gud ikke har skabt karmaloven for at straffe os, men for at vi – smerteligt – i de tilfælde hvor vi nægter at bøje os og indrømme det onde, vi har gjort – ved at rammes af de samme lidelser vi har påført andre – kan se præcis hvad vi har gjort. Hensigten er således ikke straf, men opdragelse. Og det skal siges, at det egentlig ikke er Gud, der “dømmer” os til fremtidig lidelse under gengældelses- eller karmaloven, gengældelsen er ikke “Guds straf” eller “Guds hævn”, men derimod er den et udtryk for, at det mørke vi selv har sat i verden, vender tilbage til sin ophavsmand eller -kvinde.

    Altså: Hævn er ikke retfærdighed og ikke fornuftig på nogen måde, da den hævn vi tager over andre engang i fremtiden uvægerligt vil vende sig mod os selv. Kun tilgivelsen er fornuftig – og barmhjertig – kun den kan standse den voldsspiral og mangedobling af syndeskylden, som hævnen ellers trækker i sit tragiske kølvand.