Forfatterskabet Højtryk

Tag: Politik

  • Fornuft og vold

    I George Orwells Kammerat Napoleon (Animal Farm) er der en nøglescene, hvor dyrene diskuterer og forhandler frem og tilbage om, hvordan de bedst kan indrette det nye samfund efter at de har taget magten fra menneskene på gården, hvor de lever og bor.

    Med pludselig og chokerende vold bryder nogle svin ind i forhandlingerne og afbryder på den måde diskussionen. De øvrige dyr lammes af chok og frygt, og ved voldens intimidering kryber de sammen, krympes indeni, de bøjer nakken af frygt for volden, og de er ude af stand til at fortsætte diskussionen, chokerede, lammede, intimiderede som de er. Svinene har ved vold taget magten.

    Denne scene og hele værket er sigende for forholdet mellem fornuft og vold. Det er to forskellige sprog, to forskellige virkeligheder: Ved fornuften søger vi at opbygge gode samfund, hvor mennesker kan leve i frihed og velstand og tryghed, hvor mennesker kan trives og vokse, ved volden og diktaturet nedbryder vi samfundene og menneskene i dem.

    De voldsparate, demagogerne, tyrannerne, er ikke interesserede i fornuft og gode forhold for mennesker. De taler et andet sprog ud fra en anden virkelighed, og de har andre mål: Deres egen magt og kun dén. Vi kan også kalde det – ikke det fælles bedste – men det fælles værste. Vi misforstår situationen, hvis vi tror, at vi kan argumentere med og mod volden.

    Volden – den fysiske, åndelige og verbale – rykker hele tiden grænserne nedad for, hvor usle mennesker kan være; dette ser vi i dag fx i de eksisterende diktaturer og autokratiske styrer (fx Nordkorea og Rusland), og vi ser det med hensyn til den verbale og åndelige vold fx i den danske udlændingedebat ved chikanen mod og intimideringen af danske muslimer; på samme måde som islamister har kidnappet islam, har danske demagoger kidnappet – og ødelagt – begrebet danske værdier ved at gøre ødelæggelsen af mennesker til mainstream politik (fx ved at tvinge mennesker på såkaldte udrejsecentre).

    De voldsparate samfundsaktører er ikke interesserede i fornuft og den fornuftige opbygning af gode og trygge samfund. De taler voldens og ufornuftens sprog, de er ikke tilgængelige for fornuft og fornuftige argumenter, men bruger vold og intimidering (fx også på sociale medier) netop for at bryde fornuften og freden. De søger ikke fornuften og den fornuftige fred, men krig og vold og konflikt – for egen magts skyld.

    Hvordan beskytter vi os mod volden og barbariet?

    Det gør vi ved lov og ret og klar tale. Ved at stille volden og dens repræsentanter til regnskab for deres handlinger gennem love mod fysisk, åndelig og verbal vold, sådan som det også er tilfældet i dag i de civiliserede samfund; eller rettere: Det, der er tilbage af dem.

    Og vi gør det ved ikke at bøje nakken for volden, ved at turde sige den imod, ved ikke – som dyrene i Orwells roman – at lade os kyse. Ved rank ryg, mod og klar tale.

    Dette tror jeg er det mest effektive – og måske det eneste – våben, vi har mod den vold – den fysiske, åndelige og verbale – der i dag truer hele den civiliserede verden ved diktatorers, demagogers, autokraters og andre aktørers voldsparathed og hadtale.

  • Vidensspecialisering og magtfragmentering i relation til menneskehedens overlevelse

    I skriftet Åndelig kultur (1912) skriver Harald Høffding, at den videnskabelige specialisering, arbejdsdelingen på det åndelige, videnskabelige område er et problem, fordi den menneskelige tanke og ånd af natur søger enhed, sammenhæng, kontinuitet. Siden Høffding skrev dette, er udviklingen fortsat i samme spor og for fuld styrke.

    Specialiseringen betyder samtidig, at energien på de enkelte områder formindskes i takt med specialiseringen ud fra en (ikke bevist og måske ikke-bevisbar) tanke om energiens konstans og beståen på det åndelige, videnskabelige område, som man kender og hævder det på det fysiske.

    Heroverfor kunne måske indvendes, at i takt med at vi bliver flere og flere mennesker, er det ikke givet, at energien på de enkelte områder formindskes, idet der også bliver flere og flere (special-)forskere.

    Den åndelige, videnskabelige arbejdsdeling og specialisering er en parallel til Adam Smiths tanke om arbejdsdeling på det økonomiske område (Wealth of Nations (1776)), og hvis vi videre skal trække parallellen også til spørgsmålet om effektivitet, så har specialiseringen på det videnskabelige område den gavnlige effekt, at den skaber højere effektivitet og kvalitet, men altså på bekostning af den menneskelige trang til enhed og overblik i erkendelse og viden.

    I en parentes kan vi sige, at Hegels ideal om åndelig, videnskabelig, filosofisk globalisme – man må (som filosof) “vide alt” – er svært efterlevelig i dag, som på Høffdings tid, netop på grund af specialiseringen.

    Den videnskabelige specialisering har også politiske og eksistentielle implikationer:

    Da ingen i dag har totalt overblik over de forhold og kendsgerninger, som danner baggrund for politiske beslutninger – fx viden om klimatiske forhold og konsekvenser af menneskelig aktivitet for klimaet, viden om økonomi og konsekvenser af menneskelig og naturlig aktivitet og realiteter for den samlede økonomi og natur, herunder menneskelig frihed (frie valg og beslutninger fx i forhold til køb og salg og produktion) – og da ikke kun vores viden, men også vores magt er spredt og fragmenteret (i nationalstater og koalitioner af nationalstater), og hvor samtidig nutidens problemer, fx i forhold til klimaforandringer og spørgsmålet om krig og fred og menneskelig overlevelse i en tid med masseødelæggelsesvåben kræver en samlet, koordineret, global indsats, så ser vi let problemet:

    Verden udvikler sig som en samlet helhed og totalitet (verden til ethvert givent tidspunkt), men vi har hverken viden eller (central) magt til at imødegå de politiske og eksistentielle problemer, vi oplever og søger at løse. 

    På det politiske område synes den rationelle løsning at være en global myndighed til varetagelse og sikring af vitale og almenmenneskelige interesser i forhold til overlevelse, men en sådan løsning støder an mod flertallets modstand mod at overgive en del af sin suverænitet og magt til en overstatslig myndighed – under påberåbelse af retten til folkelig og national selvstændighed og uafhængighed (Vandrer mod Lyset foreslår en decideret permanent siddende Verdensregering – for fredens skyld – men tilføjer, at en sådan ikke bør oprettes førend en almindelig vilje til fred er en realitet).

    Det er paradoksalt, at i en tid hvor videnskaben og med den teknologien fejrer store triumfer, og vi med vores fornuft måske kan udpege rationelle løsninger på vores problemer, så spænder irrationelle og dunkle følelser og stemninger ben – måske – for vores overlevelse som menneskehed: 

    De enkelte folkeslags og nationers trang til og krav om selvstændighed, uafhængighed og overlevelse er det, der nu truer med at kaste os alle i afgrunden både i forhold til krig og fred og i forhold til klimaet, hvor snævre nationale hensyn blokerer for en varig og bred og international eller transnational løsning, som ville være i alles interesse.

  • Magt

    Foranlediget af en diskussion på Facebook vil jeg her prøve at klargøre og præcisere nogle tanker jeg har gjort mig om magt. Tankerne tager afsæt i Emery Reves geniale analyse i værket, Fredens anatomi, som stammer fra tiden omkring 2. verdenskrig og oprettelsen af FN:

    Jo flere magtpunkter (stater, nationer), siger Reves, hvorfra der suverænt opstilles normer for lov og ret, jo større vil risikoen for krig være. Vi kan anskueliggøre tanken i et enkelt billede:

    Magt breder sig som ringe i vandet, og der hvor de forskellige magtpunkters dønninger og ringe mødes, støder sammen, opstår ofte kold eller varm krig. Krigen kan både være militær, diplomatisk eller økonomisk. Hvis der kun er ét magtpunkt, vil der ikke være sammenstød af ringe i vandet, og vi har freden.

    At magt breder sig og synes at have en indbygget tendens til ekspansion skyldes, at menneskers adfærd og interesser udvides i takt med udviklingen af teknologi, viden, handel og horisont, og der hvor der er menneskelig adfærd og interesser, vil vi have et behov for love og regler til at regulere adfæren og interesserne. Med adfærd og interesser mener jeg i denne sammenhæng først og fremmest handel og de deraf flydende interesser. Man kunne også tænke på råstofudvinding, deling af viden og andre ting. Hvor der er adfærd og interesser, men ingen lov og ret, har vi anarkiet eller ultimativt krigen (militær, økonomisk, diplomatisk).

    Da den menneskelige adfærd og interesser i dag er globale, har vi brug for en global magt, der kan opstille normer for lov og ret, en Verdensstat, en Verdensstat, der kan regulere den globale adfærd og interesser.

    Det er selv sagt ikke uden betydning, om Verdensstaten bliver fri og demokratisk eller tyrannisk. Vi vil – hvis Verdensstaten oprettes engang – have brug for en Verdensstat eller Verdensmagt, med en fri og demokratisk forfatning, baseret på tankerne om en lovgivende, udøvende og dømmende magt, samt på respekten og anerkendelsen af de universelle menneskerettigheder.

    Med et blik på verdenshistorien er det let at påvise, at magten har en indbygget og reel tendens til ekspansion. Fra stammer over bystater til nationalstater og til alliancer af nationalstater (fx EU og måske også USA) er magten historisk og faktuelt ekspanderet til at omfatte større og større områder, adfærd og interesser. Der hvor magten er centraliseret, har der – med undtagelser – været fred inden for magtens grænser (landegrænser). Krigen har da skiftet karakter og omfang. Fra at være konflikter mellem fx bystater (fx den peloponnesiske krig) har krigen udvidet sig til at være en krig mellem stater. Krigen synes at udvide sig i takt med den ekspanderende magt – fordi man ikke har taget det sidste, logiske skridt mod en Verdensstat.

    Jeg er ikke i tvivl om, at Verdensstaten vil blive realiseret på et tidspunkt – selv om det skulle ligge langt ude i fremtiden. Den menneskelige adfærd og interesser udvides løbende, og derfor er behovet der, det samme behov for regulerende lovgivende, udøvende og dømmende magt, som historisk har drevet udviklingen mod større og større magtenheder.

    Hvis ikke vi låner den indbyggede tendens til magtens ekspansion “øjne” og sikrer os, at Verdensstaten bliver fri og demokratisk, som her skitseret, så bliver den tyrannisk og undertrykkende og totalitær.

    Det vi ser i dag, fx mellem USA og Kina og Rusland er eksempler på en blind stræben efter større og større magt og dominans. Alle stater vil gerne være de største og stærkeste. Vi kan vælge at lade denne proces og realitet fortsætte blindt, hvilket vil føre til tyranni og undertrykkelse og intern ufred, eller vi kan oprette Verdensstaten bevidst og ved en frivillig tilslutning og samarbejde mellem alle verdens stater og nationer, en Verdensstat med en fri og demokratisk forfatning.

    Med moderne teknologi behøver afstanden mellem borger og magt ikke at blive uoverstigelig og dermed give anledning til oprør og ufred. Med forbillede i det subsidiaritetsprincip, at magten bør ligge så nær borgerne som muligt, som man forsøgte at indskrive i Maastricht-traktaten i begyndelsen af 1990´ erne, kunne man yderligere styrke Verdensstatens demokratiske og folkelige forankring. Eller man kunne tage forbillede i det kommunale selvstyre som vi kender det i Danmark. Et billede på den borgernære magt kunne være at se magten som en pyramideform, med få men afgørende beslutninger på magtens top (det globale), og flere og flere, men mindre beslutninger nedad mod “bunden” (det lokale). I ord kunne man kalde princippet for magtens lagdeling, så toppen ikke bestemmer alt, men kun har magt og kompetence på områder af indlysende grænseoverskridende og global karakter; fx spørgsmålet om krig og fred, om udnyttelse af energiressourcer og miljø osv.

    Men det er under alle omstændigheder afgørende, at Verdensstaten kun oprettes hvis alle magter ønsker det, og hvis flertallet af almindelige mennesker bifalder det. Ellers vil det kun resultere i tyranni, undertrykkelse og ufred, og drømmen om verdensfred vil da blive en dystopi og et mareridt, som vel ingen ønsker.

    Note: Man vil i mit værk “Én Jord, én menneskehed, én Gud” kunne finde beslægtede tanker i den politiske afdeling. Gå ind under menupunktet, “Bestilling af bøger”, hvis dette har din interesse.