Tanken

Ligesom vi ikke præcist og adækvat kan beskrive hvem Gud er, og ikke kan beskrive hinandens eller vores egen inderste kerne, men kun opleve den (se indlægget GUD på min forfatterside på Facebook), således kan vi heller ikke præcist og adækvat beskrive tanken og dens inderste kerne – men alle kan opleve den, og gør det hele tiden, når vi tænker.

Tanken er som et hav, vi svømmer i, uden at kunne hæve os over det. Vi føler vandet omkring os, men kan ikke se det ovenfra i dets totalitet.

Ud fra en moderne materialistisk monisme vil man måske hævde, at tanken som sådan ikke er noget i sig selv, men at vi kun har konkrete og specielle tanker – tanker om det eller det, men ikke en tanke i sig selv som selvstændigt begreb og fænomen – samt at tanker er virkninger af elektro-kemiske processer i den fysiske hjerne – et synspunkt der dog – så vidt jeg kan se – bryder sammen, hvis vi antager dets sandhed:

Hvis tanker er udtryk for og virkninger af elektro-kemiske processer i hjernen, eller er identiske med dem, så må det være tilfældigt, hvad vi tænker på.

Hvis ikke det er tilfældigt hvad vi tænker på i denne model, må der være andre elektro-kemiske processer bag en bestemt elektro-kemisk proces, der er årsag til og bestemmer den eller den konkrete tanke, og bag denne elektro-kemiske proces må der igen ligge andre elektro-kemiske processer osv.

Vi ender da i en uendelig årsagskæde bag ud uden en mulig første årsag til tankerne. Der må – hvis tankerne er fysiske og udelukkende er knyttede til den fysiske hjerne – hele tiden være et led bag ud, hvis tankerne ikke skal være tilfældige. Og dermed kan tankerne – da årsagen til dem antages at være fysiske og dermed tænkes i tid (og rum?) – slet ikke komme igang, da årsagerne bag ud i tid i en uendelig årsagskæde også må være uendelige bag ud i tid.

Tankernes eksistens som kendsgerninger modbeviser dette. Tanker eksisterer faktisk, fx de tanker, jeg prøver at formulere her, og som du, der læser dette prøver at forstå – med tanken.

Og videre vil vel heller ingen hævde tankernes tilfældighed?

Alle kan ved selvprøve og introspektion konstatere, at vi i hvert fald til en vis grad bevidst og frit kan bestemme, hvad vi vil tænke på, idet viljen giver tanken retning og genstand, og med mindre dette er en illusion, skulle det så være bevist, at tanker ikke er tilfældige (det vil sige uden for vores bevidste kontrol), og derfor heller ikke af fysisk, men af åndelig natur.

Jeg hævder – med baggrund i Vandrer mod Lyset – at bag de enkelte tanker ligger tanken som begreb og fænomen, altså tanken i sig selv, og bag denne igen ligger menneskets ånd, der ved viljen kan bevæge tanken til at tænke bestemte tanker eller give tanken retning og genstand. De enkelte tanker giver sig derefter udslag i elektro-kemiske processer i den fysiske hjerne. Disse processer er altså ikke årsagen til tanker, men virkninger i en kæde af bevidsthedsfænomener eller af årsager-virkninger.

Men at godtgøre – eller afvise – dette standpunkt må være op til fremtidige undersøgelser.

Med hensyn til sondringen mellem tanken i sig selv og de enkelte tanker kan vi foreløbig tegne en parallel til Platons idé-fænomen dikotomi, idet tanken i sig selv da er det primære og grundlæggende, og de enkelte tanker det sekundære, fænomener.

Se i øvrigt stykkerne om bevidsthed, herunder den åndelige, astrale og fysiske hjerne, i Vandrer mod Lyset s. 255-270 (Oversigten) og Supplement II, no 71.

(Denne artikel er også tilgængelig på min forfatterside på Facebook).