Jeg, Ardor, er af den Almægtige sendt til jer for at besvare jeres spørgsmål, og jeg har lovet at forme mine tanker således, at de ord, hvormed tankerne gengives, kunne fattes af mennesker. Dog beder jeg jer ihukomme, at ordet er midlet, hvorved den guddommelige Tanke bliver åbenbaret for mennesker; thi mange mener, at ordet er i og af Gud; men dette er urigtigt. Ordet, i de former, der kendes af jer, er af jordisk oprindelse. Men jo enklere ordet er, jo klarere vil det gengive tanken, der kommer fra Gud og er i Gud, Tanken, der er altings ophav (Indledningen til Ardors beretning i Vandrer mod Lyset; her let bearbejdet).
Er verden (universet), erkendelsen og mennesket med eller uden (påviseligt) centrum eller grundlag? Dette spørgsmål kan knyttes til grundlagstænkningen, idet vi med Vandrer mod Lyset kan hævde tanken som verdens centrum og ophav, samt hævde tanken som erkendelsens grundlag (se det indledende citat). Her må vi forstå tanken som Guds Tanke, og der er altså også i dette en linje til det religiøse og dets afklaring.
Jeg vil i det følgende undersøge denne tankerække, idet jeg dog med det samme tager det forbehold, at tanken måske ikke helt kan afklares før vi får løsningen på gåden om det uskabte Urkosmos (se Vandrer mod Lyset). Denne gådes løsning får vi dog først, når Vandrer mod Lyset forhåbentlig i en ikke alt for fjern fremtid vinder sin almene udbredelse og anerkendelse (Supplement II til Vandrer mod Lyset, no 56).
Spørgsmålene er forsøgt besvaret af en del tænkere gennem tiderne, hvilket jeg vil søge at illustrere her:
I buddhismen tænker man jeget eller egoet som en illusion; en art psykisk, atmosfærisk lavtryk, hvorom tanker, følelser og handlinger kredser, hvirvler i et mentalt uvejr, som kun kan stilles, ophæves ved erkendelsen af jeget som illusion. Ved denne erkendelse fyldes lavtrykket eller tomrummet med sandhed, og mennesket falder til ro, forløses, det indgår i nirvana. Mennesket forløses ved erkendelse af jegets illusion og ved udslukkelse af alt begær, der har sit sæde og udspring i det illusoriske jeg, fra samsara, genfødslernes eller lidelsernes hjul. I buddhismen tænker man sig altså, at mennesket er uden (påviseligt eller virkeligt) centrum.
Med Platon finder vi et muligt grundlag for verden i og med ideernes evige og uforanderlige verden, modsat fænomenernes omskiftelige verden. Ideerne skaber afbildninger som fænomener i den jordiske, menneskelige verden i rum og tid. Fænomenernes verden er altså et billede af ideernes verden. I bogen Tankens arkitektur skriver Torben Boas, at Platon hermed som den første opdagede og beskrev begrebet. Platons tanke siger altså, at verden har et grundlag, et centrum eller udspring, nemlig de evige ideer eller begreberne.
Aristoteles søger i sin Metafysik de første årsager og begyndelsesgrunde for verden og erkendelsen, og for ham er bevislærens grundsætning erkendelsens grundlag eller det mest stabile i tænkningen: Den samme bestemmelse kan umuligt både gælde og ikke gælde om det samme på samme tid og i samme henseende. Hertil vil en moderne kvantefysiker kunne indvende, at dette modbevises ved, at elektroner og måske andre elementarpartikler netop på samme tid og i samme henseende både kan optræde som partikler og som bølger, alt efter hvordan vi måler på dem, og søger at erkende deres natur. Elektroner kan således både være og ikke være partikler (eller bølger) på samme tid og i samme henseende.
For David Hume er alle ideer afledte af sanseindtryk (impressions), og sansning er derfor erkendelsens grundlag (A treatise of human nature). Men da vi ikke har noget sanseindtryk af, at alle ideer er afledte af sanseindtryk, er Humes tanke ikke en idé, og altså ikke en virkelig erkendelse, hvorved Humes teori synes at ophæve sig selv, den er selvrefuterende.
Immanuel Kant reagerer også mod Humes teori, og formulerer sin idealistiske erkendelsesteori, at erkendelsens grundlag og blotte mulighed er knyttet til de syntetisk a priori domme, altså erkendelsesdomme der er uafhængige af erfaringer i rum og tid (Kritik af den rene fornuft). Samtidig knytter Kant dog erkendelsen til netop rum og tid som a priori anskuelsesformer (den transcendentale æstetik), hvorfor hans resultat bliver paradoks og ikke et virkeligt erkendelsesteoretisk resultat. Kant ender med en erfaringsuafhængig erkendelse, der ikke kan overskride enhver mulig erfaring i rum og tid.
Kants paradokse resultat har ført til, at man bredt inden for filosofien afviser et muligt Gudsbevis, idet man ifølge Kant med lige ret kan bevise og modbevise eksistensen af et nødvendigt Væsen, altså Gud. Dette udvikler han under afhandlingen af fornuftens antinomier eller fire konflikter (4. konflikt), som opstår, hvis tanken og dermed erkendelsen søger udover enhver mulig erfaring i rum og tid. Da Gud må antages at være uden for eller hævet over rum og tid, vil et bevis enten for eller imod Hans eksistens være umuligt. Men da Kants resultat som nævnt kan opfattes som et paradoks, er det ikke sikkert, at dette er rigtigt.
Med oplysningstid, det naturvidenskabelige og det moderne gennembrud kan menneskets historie skrives som et gradvist tab af et eksistentielt og erkendelsesteoretisk centrum, et fast holdepunkt eller grundlag. Dette er sket ved, at man fra at være tilfredse med at tro, nu vil vide besked om tingene. Da vi ifølge Kant ikke kan vide, om Gud eksisterer eller ikke eksisterer, har vi mistet Gud som det mulige centrum for og grundlag for alt. Kulminationen af denne tankebevægelse har vi i Friedrich Nietzsches berømte råb: Gud er død. Guds ”død” opfatter jeg dog ikke som Nietzsches rapport om et virkeligt guddommeligt Væsens virkelige død, men derimod som en tanke om, at ideen om Gud er død, eller blot at ideen ikke længere er gyldig eller relevant. Med de logiske positivisters tanker: Ideen er meningsløs, da den hverken lader sig objektivt bevise eller modbevise ved sansning eller ved de nu kendte videnskabelige metoder.
Med det naturvidenskabelige og det moderne gennembrud prøvede man først at sætte mennesket selv som centrum og grundlag for alt. Senere erkendte man dog ved bevægelser i psykologien og ved psykoanalysen, at mennesket ikke engang er herre i eget hus, eller at heller ikke dét kan opfattes og forsvares som et grundlag for vores viden og tænkning. Vi er kastebolde for alle mulige divine og diabolske kræfter i os selv (overjeget og det underbevidste eller id), og det jeg vi intuitivt opfatter som centrum og grundlag er yderst skrøbeligt, og langt mindre magtfuldt end disse kræfter. Måske er jeget – med en krølle tilbage til buddhismen – virkelig ikke andet end en illusion. Dertil kommer, at vi måske lever i et uendeligt univers under stadig udvidelse eller i et Multivers, hvor Jorden er som et atom eller en celle i en mægtig verdensorganisme i mange og os ukendte dimensioner, og mennesket er endnu mindre og endnu mere betydningsløst.
Med Vandrer mod Lyset har vi overfor dette som nævnt et samlende begreb om altings centrum og grundlag både for eksistens, verden og erkendelse i og med tanken, den guddommelige Tanke – eller Gud selv. Men det er en tanke, som først rigtig kan oplyse og få vægt, når vi kender sandheden om det uskabte Urkosmos, den første årsagsløse årsag, hvoraf alt andet er virkninger.
Den teori fra idehistorien der kommer tættest på dette resultat, har vi i Réné Descartes´ tanker, som de er nedfældet i Afhandling om metoden. I denne bog forsøger Descartes den metodiske tvivl i en erkendelsesteoretisk afsøgning, idet han undersøger, om der findes noget, hvorom vi ikke kan tvivle. Vi kan, siger Descartes, tvivle om alt, så dog blot ikke om, at vi tvivler. Da tvivl er en tanke, kan vi heller ikke tvivle om tankens eksistens, og når tanken eksisterer, eksisterer der også én, der tænker. Dermed kommer han frem til sin berømte sætning: Jeg tænker, altså er (eksisterer) jeg (je pense, donc je suis; cogito ergo sum), der som Vandrer mod Lyset sammenkæder tanke, erkendelse og eksistens.
Jeg har selv tidligere foreslået tanken som erkendelsens grundlag, hvortil vi dog nok må føje sansningen og på den måde hævde et kompromis mellem eller en syntese af Kants og Humes teorier, eller generelt en syntese af idealisme og empirisme. Det er muligt, at sansningen er central i erkendelsen (se også John Lockes An essay concerning human understanding), men for at skabe en sammenhængende erkendelse eller teori ud fra sanseindtryk eller sansedata behøves den sammenbindende og sammenkædende, erkendende, resonerende tanke ud fra de givne indtryk og data. Vi sanser ikke teorier, men tænker dem, eventuelt på basis af sansning eller eksperiment. Andre, som Jiddu Krishnamurti, har set tanken som et fænomen, der adsplitter og polariserer og adskiller en oprindelig enhed i modsætninger, og for ham står tanken således i vejen for erkendelse, og må derfor bringes til tavshed, dens virke til ophør.
Højtryk, 2025
Forfatterskabet Højtryk 