I indlægget Lineær og ikke-lineær tænkning har jeg søgt at beskrive et af de grundlæggende filosofiske og erkendelsesteoretiske problemer som problemet med den uendelige regres og de cirkulære slutninger på den måde, at derfra hvor regressen stopper, er alt cirkulære slutninger, eller kun analytisk begrebsafklarende eller tautologiske i Kants forstand, hvorfor erkendelsen ophæver sig selv, i hvert fald hvis vi med erkendelse mener og søger ny viden og erkendelse. Hvis ikke regressen stopper, kommer vi heller aldrig til viden og erkendelsesmæssig ro og afklaring, men fortsætter i et erkendelsesmæssigt styrt ned eller ud i intetheden.
Hvis vi standser regressen ved verden – forstået som alt eksisterende i samtlige dimensioner – så vil alt herfra, hvis min tanke er rigtig – være cirkulære slutninger. Da vi mennesker er i verden, er dele af verden, og vores erkendelse derfor også er i verden og er dele af verden, så har vi erkendelsesteoretisk brug for noget uden for verden, hvis erkendelse skal være mulig og gyldig, og ikke kun ophæves i uendelig regres eller cirkulære slutninger. Et (erkendelsesteoretisk) systems gyldighed kan ikke bestå indenfor det selv, i kraft af sig selv, hvilket Kurt Gödel har vist for aritmetikkens vedkommende ved sine to ufuldstændighedsteoremer (se artiklen Gödel´ s incompleteness theorems på Stanford encyclopedia of philosophy). Et system der skal bære sig selv, ophæver sig selv, eller vil kun bestå af tautologier. Et systems gyldighed og legitimitet må udgøres af noget uden for sig selv. Derfor må en teori om verden hente gyldighed og legitimitet uden for verden.
Dette noget uden for verden som kan gøre vores erkendelse og viden gyldige er Gud, forstået som verdens skaber og opretholder, og dermed i en vis forstand uden for eller hævet over verden (se Vandrer mod Lyset). Derfor er Gud nødvendig, hvis (ny) erkendelse og viden skal være mulig og gyldig og ikke kun bestå i cirkulære, selvophævende slutninger eller ende i uendelig regres, og derfor er Gud den faste grund i erkendelsens dyb, den der giver vores erkendelse og viden gyldighed.
Det springende punkt i denne tankerække er, om det er rigtigt, at et erkendelsesteoretisk systems gyldighed må søges uden for det selv, og i hvilken forstand dette er tilfældet, hvis det er tilfældet. Om det er rigtigt, at et system der skal bære sig selv, ophæver sig selv eller ender i tautologier. Dette må fremtidige undersøgelser – om muligt – klargøre. Foreløbig mener jeg at have nedskrevet problemet med den uendelige regres og de cirkulære slutninger til dette.
Højtryk, 2024
Forfatterskabet Højtryk 