For det meste er verdens gang roligt fremadskridende, tiden bærer os blidt gennem nuet fra fortiden og mod fremtiden, og vi følger blot med, vi kan ikke andet. Vi bæres på tidens blide vinge i rummets trygge favn stedse nærmere os selv som dem vi er og til dem vi bliver.
Men af og til standser tiden sin rolige gang i rummet og hvirvler verdens støv op til storm, når høres en anden ro, en anden sandhed end verdens gennem en tanke, der i al sin nye og dybere ro bryder med verdens tilstand og tidens løb i rummet: Når tanke finder evighed og forkynder den.
Dette sad Sokrates en aften og grundede over hos sin gode ven Simon. Simons hustru havde netop båret servicet fra deres fælles måltid ud i køkkenet til opvasken, og de to venner sad nu en stund i tavshed og fordøjede maden og kornene fra den samtale, de havde nydt imens de spiste.
Da trådte en anden ven, J, ind ad døren, hilsede dem og sagde:
J: Giv mig en drik vand og en bid brød at spise. For jeg tørster og hungrer meget efter mange dages lange og tunge vandringer.
Men vennerne bød ham velkommen, og de gjorde efter hans ønske. Simon skænkede mester J et bæger fra husets rene kilde, og han hentede en rest fra det nys overståede fælles måltid, at J kunne drikke og spise deraf for derved at styrke sit trætte legeme og ånd.
Da mesteren havde spist og drukket, vendte Sokrates blikket til ham, og han talede og spurgte:
Sokrates: Det er et stykke tid siden vi sidst har set og hørt dig, og det er en skam, for vi nyder dit selskab og din ånds frugt, som du deler så gavmildt med alle, der har ører at høre med og hjerte til at forstå. Du går og forkynder vejen, men hvad er den egentlig? Hvilken vej skal vi følge for at nå til målet, Hjemmet, som du forkynder; hvor skal vi sætte vores fod, at vi ikke skulle styrte på vejen til sandheden og livet?
J: Jeg er vejen og sandheden og livet.
Sokrates: Nå nå. Nu rolig. En ting ad gangen, min ven. Du er vejen, sandheden og livet, siger du. Det er et godt ord. Dog, min ånd skælver ved at høre det. Lad os se. Du er vejen. Nu, når du går på vejen til, lad os sige Magdala, er du og vejen da ét?
J: Når jeg går til Magdala, ligger vejen foran mig.
Sokrates: Ja, derom er der ingen tvivl. Men nu vejen under dine fødder. Er du og denne vej da ét?
J: Stenen jeg træder på er ét, og jeg er ét, og vi er ikke den samme.
Sokrates: Så du og vejen til Magdala er forskellige?
J: Ja.
Sokrates: Så du er ikke vejen til Magdala?
J: Nej.
Sokrates: Når da du går til Hjemmet, hvortil du søger at drage os, er du da denne vej, eller ligger også den foran dig og under dine fødder?
Her brød Simon ind, og sagde:
Simon: Min ven, min ven, lad nu mesteren hvile en stund. Han kommer nys fra en lang vandring ad støvede og stenede veje, und ham dog en rast. Plag ham ikke med dine spørgsmål, hvor vigtige de end er. Lad os nu blot sidde i ro og nyde hinandens selskab og aftenens kølighed og timens stilhed.
Men J svarede ham og sagde:
J: Nej, jeg vil svare, for spørgsmålet er godt.
Sokrates: Jeg spørger altså, ligger vejen til Hjemmet foran dig og under dine fødder, eller er du og denne vej ét?
J: Vejen jeg går, om jeg går til Magdala eller til Hjemmet, ligger foran mig og under mine fødder. Vi er ikke ét.
Sokrates: Og når jeg går til Magdala eller til Hjemmet, ligger vejen så foran mig og under mine fødder, eller er vi ét?
J: Vejen og du er forskellige, I er ikke ét.
Sokrates: Ja, sådan må det være og ikke anderledes. Men gælder det ikke for alle mennesker, eller gives der undtagelser?
J: Nej, det gælder for alle mennesker.
Sokrates: Nu sandheden. Du siger, at du er sandheden. Når du ser på Simon her, er du og Simon så ét?
J: Nej, Simon og jeg er forskellige.
Sokrates: Når du ser sandheden, er du og sandheden da ét?
J: Nej. Sandheden jeg ser, er noget jeg ser, ligesom jeg ser Simon, og vi er forskellige.
Sokrates: Så det der ser er forskelligt fra det, der ses?
J: Unægtelig.
Sokrates: Så du er ikke sandheden?
J: Det må jeg indrømme.
Sokrates: Til sidst livet, så. Du er livet, siger du. Hvis du er livet, så er alle andre, fx jeg, vel forskellige fra livet?
J: Ja.
Sokrates: Men hvis jeg er forskellig fra livet, så er jeg jo døden, eller bare død? Eller findes der noget mellem livet og døden?
J: Nej. Der findes kun livet og døden. Intet imellem.
Sokrates: Så hvis du er livet, må jeg være døden eller død?
J: Når du siger det på den måde.
Sokrates: Og dog lever jeg, som du ser.
J: Din krop lever, men din ånd er død. Jeg giver den liv gennem tro og ved opstandelse.
En sagte vind blæste om dem ind ad det åbne vindue. Det var som fuglene tav i skumringen et øjeblik.
Sokrates: Nu skælver min ånd for alvor, den som for blot et øjeblik siden troede sig fuld af liv og virketrang, men nu har fået sin dom. Sig mig, J, kan dyr tale og tænke?
J: Nej, det kan de ikke.
Sokrates: Men jeg kan tale og tænke?
J: Det hører jeg jo.
Sokrates: Og hvad er det i mig, der kan tale og tænke? Er det ikke min ånd, det der adskiller mig fra et dyr?
J: Jo, din ånd taler og tænker.
Sokrates: Men kan det døde tale og tænke?
J: Nej, det døde er stumt og uden tanke.
Sokrates: Men hvis det døde er stumt og tankeløst, og min ånd er død, så kan jeg vel ikke tale og tænke?
J: Nej. Jeg forstår, hvor du vil hen.
Sokrates: Ja, for idet vi her både taler og tænker, også jeg, så er min ånd, det i mig du siger taler og tænker, vel ikke død?
J: Nej.
Sokrates: Det vil sige at min ånd lever?
J: Ja.
Sokrates: Men hvis min ånd lever, så er jeg vel ikke forskellig fra livet?
J: Nej.
Sokrates: Men så er du jo ikke identisk med livet, mens jeg er forskellig fra det?
J: Nej. Vi har begge del i livet. Det indrømmer jeg.
Sokrates: Det glæder mig, at du siger det. Det beroliger mig. For nu ser jeg, at du ikke er vejen, sandheden og livet, det ord, der bragte mig til at skælve i mit inderste. Er du enig, eller er der noget vi mangler at drøfte om vores vej til sandheden og livet?
J: Jeg er enig, og jeg tror ikke vi mangler mere i tanken lige nu.
Sokrates: Det er godt. Så lad os blot sidde stille og tie en stund og lade nerverne få ro. Jeg vil skænke os et bæger af den ædle vin, Simon har sat på bordet. Lad os skåle på livet!
Højtryk, 2024
Forfatterskabet Højtryk 