Et begreb der er dukket op for nylig i forbindelse med forskellige krige og konflikter – her tænker jeg på krigen i Israel/Palæstina og krigen i Ukraine – er tanken om fred gennem styrke. Måske er tanken og begrebet dog ikke så nyt, det er bare først nu, at jeg for alvor bliver opmærksom på det.
Med styrke mener man militær styrke, og som basis for denne militære styrke er man nødt til også at have økonomisk styrke og magt. Tanken om fred gennem styrke forstået på denne måde er en tanke, man ikke bare kan afvise, hvis man som jeg er optaget af, hvordan man skaber fred mellem krigene parter, og af at de spændinger der fx er mellem Rusland og NATO ikke skal blive til regulær og potentielt fatal krig. Og man kan heller ikke bare afvise tanken ud fra en instinktiv afsky for og modvilje mod oprustning og krig. Hvis tanken skal imødegås og erstattes af noget bedre og mere konstruktivt, må dette standpunkt forklares og begrundes.
Som jeg ser det, er der grundlæggende to realistiske veje til fred: Den ene er den nævnte vej, fred gennem (militær og økonomisk) styrke, den kalder jeg den menneskelige vej, og den anden er den vej, jeg kalder den åndelige vej til fred: Fred gennem tro på og tillid til Guds Almagt; at den Almægtige kan beskytte enhver, der tror på Ham og Hans Almagt, og som trygt ved sig i Hans Hånd og er under Hans beskyttelse og værn.
Jeg vil her kort behandle de to veje, som jeg opfatter dem, idet jeg tager den menneskelige vej først.
Fred gennem styrke
Denne tanke opfatter jeg som logikken bag den kolde krig. Ved at opbygge knusende militær magt og evne afskrækkede de to supermagter, USA og Sovjetunionen, hinanden fra at angribe modparten. Den fred der dermed herskede mellem de to magter, og som er en kendsgerning, var dog ikke en rigtig fred, men derimod snarere en nedfrossen (kold) krig. Parterne stod fjendtligt overfor hinanden, og de lovede hinanden gensidig tilintetgørelse (MAD, mutual assured destruction), hvis den anden part angreb.
Da USA i 1980´ erne ville militarisere rummet, det såkaldte Stjernekrigsprojekt, var det et skridt, Sovjetunionen økonomisk ikke kunne svare på, og derfor var den daværende sovjetiske leder, Michail Gorbatjov, nødt til at finde en anden vej i forholdet til ærkerivalen, USA. Resultatet af det var den i begyndelsen unilaterale nedrustning, hvor Sovjetunionen nedskar deres atomare slagstyrke markant, og USA fulgte nølende efter, og begyndte også at nedruste. Den efterfølgende tilnærmelse og afspænding af forholdet mellem de to supermagter kalder vi tøbruddet, og en af følgerne var Murens fald.
Dermed kan man sige, at princippet om fred gennem styrke havde sejret – i denne omgang. Først gennem afskrækkelse, senere gennem USA´ s overlegne økonomiske magt, der måske ville have kunnet bære militariseringen af rummet.
Parallelt hertil kan vi se forholdet mellem Israel og de omgivende arabiske lande. Da staten Israel blev udråbt i 1948, fulgte et angreb fra flere arabiske lande. Men Israel – støttet af USA – afviste alle angreb og sejrede overlegent. Senere forsøgte nogle arabiske lande igen at angribe Israel, men led også nederlag. Israels militære magt var knusende, igen hovedsageligt på grund af støtten fra USA.
Efter de markante og ydmygende nederlag for de arabiske lande, har visse muslimske lande og grupper forsøgt at bekæmpe Israel med ”den fattige mands atombombe”: Terroren. Men det har kun været som nålestik mod en overlegen magt, specielt gennem de to intifadaer; terrorens afskyelige natur og bestialitet her ufortalt.
Også i tilfældet Israel/Palæstina kan man derfor med en vis ret tale om og begrunde, retfærdiggøre, tanken om fred gennem styrke. Eller som det hedder nogle gange: Vil man have fred, må man forberede sig på krig. Man må holde krudtet tørt.
Spørgsmålet er så: Er dette den eneste vej til fred? Er den eneste vej til fred at nedfryse krigen gennem knusende militær og økonomisk magt og afskrækkelse, og er dette overhovedet fred? Er den eneste mulige evige fred en evig kold krig? Her kommer så den anden vej, den åndelige, i spil:
Fred gennem tro på og tillid til Gud og Hans Almagt.
For ethvert menneske og ethvert samfund som bekender sig som jødisk, kristent eller muslimsk, er tanken om Gud ikke fjern. Det er tanken om Guds Almagt derfor heller ikke. Hvis Gud er Almægtig, så kan Han beskytte enhver, som tror på Ham, og Han kan beskytte enhver, som ud fra denne tro og tillid trygt giver sig ind under Hans værn og beskyttelse, beskytte ethvert menneske og enhver nation, der ved sig i den Almægtiges Hånd.
Derfor kan ethvert jødisk, kristent og muslimsk land naturligt leve i fred og uden krigens trusler og forfærdelige natur, hvis man tager sin tro – af hvad art den så må være – alvorligt. Det kan være, at jøder, kristne og muslimer har forskellige billeder og opfattelser af, hvem Gud er, men hvis der findes en Gud, findes der kun én. Der findes ikke en Gud for jøder, en for kristne og en for muslimer. Hvis Gud findes, er Han Gud for alle.
Derfor kan alle beskyttes af Gud, den samme Gud, uanset hvordan vi så ser og forstår Ham. Og derfor kan Gud skabe fred for alle, hvis vi trygt giver os i Hans Hånd – gennem vores tro på og tillid til Ham. Intet ondt vil kunne ramme det menneske og det samfund, der ved sig i den Almægtiges Hånd. Dette er den åndelige vej til fred. Fordelen ved den vej er, at den for det første er en ægte fred, ikke kun en nedfrossen, kold krig, der hvert øjeblik truer med at blive varm og fuldbyrdet kendsgerning. For det andet koster den ingenting; ikke én dollar, ikke én rubel, ikke én euro, ikke én krone. Det eneste fornødne er tro og tillid.
Hvilken af disse to veje bør vi foretrække, hvilken af de to er den mest rationelle? Dét vil jeg lade stå som et åbent spørgsmål efter denne korte gennemgang af nogle centrale tanker i forbindelse med krig og fred.
Højtryk, 2025
Forfatterskabet Højtryk 