Det er velkendt, at en del af den ydre verden kan beskrives matematisk, og at dele af menneskets indre verden kan beskrives ved logik. Der er i begge tilfælde tale om en orden, som vi kan takke Urtankens og Urviljens sejr over mørket ved Guds emanation, fremståen som Personlighed, som lysets behersker og mørkets besejrer, for. Dette følger af værket, Vandrer mod Lyset.
Det er også velkendt, at verdens foranderlighed skyldes visse uforanderlige love. Disse uforanderlige love skyldes også Guds sejr over mørket, og har alle deres udspring i Ham/Hende. Da Gud var fremstået af lyset, gav Han/Hun således alle de uforanderlige love, som gælder for den foranderlige verden. Af sådanne love kan nævnes tyngdeloven, loven for stoffers kemiske reaktioner, lovene for atomernes og elementarpartiklernes bevægelser og opførsel generelt, deres tiltræknings- og frastødningsevne, og mange andre.
I Supplement I til Vandrer mod Lyset, no 62 (med note) siges det, at Gud har givet love for både det åndelige og det molekylære mørke. Jeg slutter deraf i tilknytning til det ovenstående, at Gud har givet love for alt det, vi kan kalde materie i den udvidede betydning af materie og partikler, der gives i Kommentaren til Ardors beretning i Vandrer mod Lyset, kap. 1, s. 149 (stykket med småt), og som altså også omfatter lyset og lysets partikler. Jeg slutter videre, at Gud har givet alle naturlove, herunder dem, der oplistes en række af i Oversigten i Vandrer mod Lyset s. 282, og som udover lovene for stof og materie også omfatter lovene for forskellige kræfter og udstrålinger, herunder lovene for elektricitet, elektromagnetisme, varme, radioaktivitet og flere andre, hvoraf flere former endnu er ukendte af mennesker.
Der findes imidlertid andre Gudgivne uforanderlige love end dem, der gælder for materien og for kræfter og udstrålinger (og for rum og tid), love, som gælder specifikt for mennesker, hvoraf en del dog kun er temporære, og altså ikke evige. Af sådanne love kan nævnes inkarnationsloven og karma- og gengældelsesloven. Disse love er temporære i den forstand, at de kun gælder så længe, der er menneskeligt liv på Jorden, men uforanderlige i deres funktion og virke indenfor denne grænse. Fx karma- og gengældelsesloven ændres ikke så længe der lever mennesker på Jorden, men når Jordens rolle som bærer af og scene for menneskeligt liv engang er udspillet, vil denne lov ophøre med at eksistere.
Al den orden vi kan iagttage i naturen og i os selv skyldes altså Gud, og har sin oprindelse i Ham/Hende. Hvis ikke Urtanken og Urviljen havde sejret i den kosmiske kamp mellem lys og mørke, godt og ondt, ville denne orden aldrig være blevet skabt. Hvis mørket havde sejret, var alt blevet kaos, uorden, hæslighed og forvirring, da dette kendetegner det ondes urkraft, modsat lysets orden. Verdens grundlæggende orden skyldes således Gud og Hans/Hendes love, Gud, som er lysets og kærlighedens almægtige Gud og Herre, og som er Fader til og Skaber af den menneskelige ånd.
Det jeg her har søgt at skitsere, er naturlovenes oprindelse, som er i Gud. Vandrer mod Lyset giver derudover en forklaring på naturlovenes hensigt. Her må vi igen skelne mellem de naturlove, der gælder for materien og for kræfter og udstrålinger (og for rum og tid), og de love, der gælder specifikt for mennesker, så længe som der er menneskeligt liv på Jorden.
I Kommentaren til Ardors beretning i Vandrer mod Lyset, kap. 1, s. 148, siges det, at Gud for at kunne eliminere, udrense, mørket, det onde, af verdensaltet, kosmos, efter sin fremstigen som Personlighed, satte både lys- og mørkepartiklerne i en kredsagtig bølgebevægelse omkring hinanden. Her må vi igen bruge den udvidede betydning af materie og partikler, som gives i samme kapitel, og som jeg nævnte ovenfor. Denne omkring hinanden bølgende kredsbevægelse har fået en teoretisk formulering i den klassiske atommodel eller atomteori: Omkring atomkernerne bølger eller pulserer en ”sky” af elektroner, som holder atomet stabilt, og som forhindrer det i at henfalde ved radioaktiv stråling. Her kan vi nok forstå atomkernen som bestående af det, Vandrer mod Lyset kalder mørkepartikler, mens elektronerne er af lyset.
Da lyset – i kraft af de af Gud givne love – har en langt større vedhængnings-, tiltræknings- og fastholdningsevne end mørket, og da lysets partikler er langt mindre og finere end mørkets, bevirkede den indbyrdes omkring hinanden kredsende bølgebevægelse, at mørket bundfældedes i lyshavet efter Guds emanation, fremstigen som Personlighed. Samtidig satte Gud den samlede æter i en evig cirkulation gennem sit eget flammende Væsen, og da mørket heri findes som en svag understrøm, føres mørket langsomt ved æteren og cirkulationen gennem Guds Væsen, hvorved det lutres, elimineres, udrenses.
Michael Agerskov – udgiveren af Vandrer mod Lyset – har en interessant tanke i denne forbindelse, en tanke, som han formulerer poetisk i sin digtsamling, På forklarelsens bjerg (i digtet Sangen om mørket): At mørkets store og grove partikler (i forhold til lysets) ved passagen gennem Guds flammende Væsen sprænges i mindre partikler, der herefter ved Guds Vilje bringes til at vibrere og pulsere langt hurtigere end før sprængningen. Ved denne sprængning og acceleration af partiklerne bliver mørket – siger Agerskov – langsomt til lys. Den samlede mængde af lys tiltager således bestandigt, hvorimod mængden af mørke stadigt svinder for til sidst helt at forsvinde; det vil engang helt ophøre med at eksistere. Når det sker, har Gud nået sin hensigt med de naturlove, der gælder for materien og for kræfterne og udstrålingerne: At mørkets onde urkraft er elimineret for al evighed.
Rum og tid, der også har deres oprindelse i Gud, er ligesom naturlovene, der gælder for materien og for kræfterne og udstrålingerne, skabt af Gud med en hensigt, nemlig den at være til nytte og brug for alle af Ham/Hende skabte, åndelige væsner (Oversigten i Vandrer mod Lyset, s. 252-253, stykket med småt).
Det samme gælder for de naturlove, der gælder specifikt for mennesker; de er skabt af Gud med en hensigt, nemlig den at opdrage alle Hans/Hendes skabninger og børn til at blive myndige, selvstændige og selvstændigt tankeskabende og suverænt handlende, lysstærke personligheder. Dette gælder fx for karma- og gengældelsesloven, som jeg har behandlet i et andet skrift, Om gengældelsesloven, og som er baseret på Vandrer mod Lysetsmeddelelser angående denne lov. Hensigten med karma- og gengældelsesloven er således netop dette, at opdrage os mennesker, ikke at straffe os.
Sammenfattende kan det altså siges, at alle naturlove er givet af Gud i en bestemt hensigt, og at disse love tilsammen skaber verdens grundlæggende orden. I moderne naturvidenskab har man mig bekendt ingen præcise teorier for naturlovenes oprindelse, og ingen teorier for oprindelsen til den ydre og indre orden, vi kan iagttage overalt. Man har måske nogle vage ideer om, at naturlovene på en eller anden måde er dannet ved eller efter Big Bang, men intet endegyldigt er endnu udtænkt og formuleret.
Man har heller ikke i moderne videnskab teorier for den mulige hensigt med naturlovene, hvilket er naturligt, da en hensigt kræver en bevidsthed, en personlighed; i denne størrelsesorden og sammenhæng: Gud. Moderne naturvidenskab opererer som bekendt ikke med Gud som en mulig årsag til naturlovene og verdens orden, og kan derfor heller ikke tænke en mulig hensigt med dem.
Det kunne være interessant at prøve at sammenholde ovennævnte redegørelse med moderne naturvidenskab og filosofi, men da jeg ikke er videnskabeligt eller filosofisk faguddannet, ligger et sådant arbejde udenfor min kompetence og mulighed for at realisere. Et sådant arbejde må jeg derfor overlade til andre, der måtte finde interesse for sagen.
Højtryk, 2025
Forfatterskabet Højtryk 