Verdensregeringen

Fra nogle læsere har jeg modtaget forskellig kritik af mine tanker om Verdensregeringen, kritik, der i og for sig kan være berettiget nok, og som må tages med i overvejelserne. Kritikken har bla gået på, at magt korrumperer, og absolut magt korrumperer absolut. Det kan så være rigtigt eller forkert, men absolut værd at overveje og medtage i tankerne om Verdensregeringen.

Andre har påpeget, at en absolut verdensmagt kan – og måske med nødvendighed vil – tiltrække magtbegærlige og magtsyge mennesker, der kun vil deres eget bedste, og ikke tænker på folkenes vel og sikkerhed.

Vi må også nævne de nuværende kulturelle og samfundsmæssige forskelle mellem nationerne og folkeslagene og kulturerne, og den modstand en nulstilling af verdens grænser dermed kunne blive mødt med. At dette givetvis vil være et stort og vigtigt problem, hvis man ønsker og forsøger på at skabe en Verdensregering kan fx ses af EU´ s massive problemer og folkelige modstand, når man indenfor EU´ s grænser søger at harmonisere møntfod, sikkerhedspolitik, politik i forhold til flygtninge og migranter osv.

Alligevel tænker jeg – trods alle indvendinger – at en Verdensregering vil have flere fordele end ulemper, og det vil jeg prøve at udvikle videre her.

Den stærkeste og enkleste tanke jeg mener at have formuleret på dette felt er den tanke, at hvor der er politisk og økonomisk adfærd, er der brug for politisk regulering af denne adfærd. Hvis adfærden er global – som den jo er i dag både økonomisk, militært, politisk – er der brug for global regulering, altså en Verdensregering.

Hvis ikke adfærden reguleres af en magt med tilstrækkelig styrke (en Verdensregering), har vi den alles kamp mod alle, som Thomas Hobbes skrev sine tanker op imod i Leviathan: Kaos, anarki, vold, krig, fattigdom osv (urtilstanden). Dette er tilstanden i dag.

Vi kan illustrere tanken med et andet billede: Alle politiske og aktører hiver i dag i hver sin retning (mod sig selv) i det tov, der hedder magt og rigdom. Denne trækken frem og tilbage gør samfundene ustabile, og skaber en bølgende kurve for kulturernes og økonomiernes opgang og henfald i stedet for en jævnt stigende kurve. Lande og imperier opstår, men forgår med matematisk sikkerhed igen, fordi alle andre aktører (lande, alliancer) hiver i en anden retning, og med alle midler søger at svække dem og overtage førerskabet i forhold til magt og rigdom.

Dette er også situationen i dag. Rusland hiver i en retning, Kina i en anden, USA og Vesten i en tredje, Israel i sin retning, palæstinensere i den modsatte, Iran i én retning, Saudi Arabien i den modsatte osv osv.

Vi kan også gøre tanken om behovet for en Verdensregering mere klar og anskuelig ved at låne en tanke fra Immanuel Kants moralfilosofi (fra Kritik af den praktiske fornuft), nemlig hans kategoriske imperativ, der omtrent lyder sådan: Handl kun sådan, at du kan ville, at den maksime du handler efter, kan ophøjes til almen (universel) lov.

Med et blik på dagens verdenspolitiske situation kan vi sige, at regeringerne (og internt i landenes partier og politiske grupperinger) slet ikke lever op til dette princip, og ud fra Kants tanker derfor må siges at virke ved umoral og anløbenhed: Alle aktører hiver som nævnt i sin egen retning, og prøver at svække og destabilisere alle andre, hvilket efter Kants princip er meningsløst og umoralsk, da alle så gør det samme, hvilket også destabiliserer og udhuler landenes rigdom, velfærd og sikkerhed, og hvilket skaber den springende og svingende kurve, jeg nævnte før.

Kun at hive i sin egen retning angående magt og rigdom er således ikke i nogens interesse.

Det rationelle vil være – netop for at undgå kaos, krig, fattigdom, ødelæggelse af miljøet og andre ting – at overgive en del af landenes og alliancernes suverænitet og selvbestemmelsesret til en overstatslig myndighed (Hobbes´ Suveræn); en del af den, ikke den hele; en Verdensregering – af hensyn til den nationale sikkerhed og landenes og folkenes fred og velstand.

Hvordan kunne man forestille sig denne delvise magtovergivelse, uden at det – som kritikken lyder – vil føre til et globalt diktatur og despoti og bliver skabt imod folkenes vilje?

Det kunne man fx ved at tage inspiration fra Maastricht-traktaten fra begyndelsen af 90´ erne og denne traktats subsidiaritetsprincip; at alle beslutninger og så mange som muligt skal træffes så nær borgerne og landene som muligt. Her kunne man fx også låne inspiration fra Danmarks kommuner (og det kommunale selvstyre) og regioner. 

Man kunne se den delvise magtovergivelse udmøntet fx i en hierarkisk klassificering af politiske problemer og udfordringer; så fx spørgsmål om krig og fred (i en tid med masseødelæggelsesvåben), spørgsmålene om klima og miljø og om grænseoverskridende kriminalitet kommer i klasse 1 (og overgives til Verdensregeringens beslutning og myndighed), spørgsmål om velfærd, fordeling og de fleste økonomiske problemer i lavere klasser sammen med kulturpolitik osv.

Jeg tror det nødvendigt, hvis vi skal slippe ud af den fælde, vi er gået i, eller synes på nippet til at falde i – menneskehedens snarlige udryddelse, enten som følge af krig ført med masseødelæggelsesvåben eller som følge af økologisk og klimatisk kollaps – at gå i den her skitserede retning, og med Hobbes´ (og Emery Reves; Fredens anatomi) tanker og klare logik overgive en del af vores folkelige og nationale suverænitet til en overstatslig myndighed, en Verdensregering, der – som minimum – kan sikre menneskehedens overlevelse.

Dette også af hensyn til folkenes og landenes sikkerhed og fortsatte beståen og er altså, så vidt jeg kan se, i alles interesse.