Forbemærkning: Denne frit og gratis tilgængelige version af mit skrift om Verdensstaten er en bearbejdet udgave af det skrift, der kan købes hos Saxo. Grunden til at jeg lægger det ud her er, at jeg i det oprindelige manuskript har glemt at medtage en meget betydende faktor med hensyn til krig og fred, nemlig tilgivelsen af Satan (Ardor) (for dette; se Vandrer mod Lyset).
Denne tilgivelse må henregnes til de etiske, menneskelige kilder til krig og fred, og den kan absolut ikke undværes i udviklingen af de ideer, jeg præsenterer i skriftet. Jeg har derfor søgt at indarbejde tanken i skriftet (cpo, 18.10.2024).
_____________
Som måske bekendt har jeg tidligere forsøgt at argumentere for det nyttige og rationelle i skabelsen af en Verdensstat med det sigte at skabe bedre muligheder og chancer for global fred, sikkerhed og velstand. Tanken er enkel:
Hvor der er politisk og økonomisk adfærd, er der behov for politisk og økonomisk regulering. Hvis ikke der forefindes en sådan regulering, skabes der et politisk og økonomisk magttomrum, et vakuum, som alle aktører – stater, virksomheder, magthavere – søger at fylde. Dermed har vi konflikten og krigen, politisk, militært, økonomisk og kulturelt.
Denne situation er parallel til den, jeg beskrev i indlægget Krigens anatomi (2015) på Blogger, om de tvungne, militære regimeskifter, der naturnødvendigt fører til borgerkrig, idet man ved med magt at fjerne et lands styre og ledelse skaber et magttomrum, et vakuum, som alle aktører og oppositionsgrupper hver for sig i kamp mod hinanden prøver at fylde. Samtidig giver truslen om tvunget regimeskifte diktaturstater en klar interesse i at udvikle eller anskaffe sig masseødelæggelsesvåben for at gøre sig usårlig og umulig at angribe militært.
Magttomrummet og manglen på (håndhævet) lov skaber samtidig et anarki, til skade for mennesker og deres sikkerhed, idet det er udtryk for alles kamp mod alle i relation til stater og virksomheder og enkeltpersoner. Anarkiet er den tilstand, som Thomas Hobbes beskrev i Leviathan (1651) som naturtilstanden.
I verden i dag er den politiske og økonomiske adfærd global, og derfor har vi brug for en globalt regulerende og lovgivende politisk og økonomisk magt, en Verdensstat. Da vi ikke endnu har en sådan, eksisterer der internationalt anarki, lovløshed og konflikt i en tilstand, der er udtryk for staternes, alliancernes og kulturernes alles kamp mod alle, ikke kun militært, men altså også økonomisk og kulturelt, til skade for alle, og derfor er en Verdensstat i alles interesse.
Jeg skal her prøve at give den enkle tanke mere krop og fylde og dermed relevans, idet jeg forholder mig til ældre og nyere politisk og økonomisk historie og teori. Samtidig vil jeg prøve at forholde mig til noget af den kritik, der er blevet fremført mod tanken.
Jeg skal med det samme sige, at jeg er klar over, at problemet med krig og konflikt i dag ikke kun er strukturelt, men også etisk, menneskeligt. Den menneskelige og etiske side af problemet vil kun langsomt kunne blive afhjulpet i takt med menneskenes langsomme, etiske, åndelige højnelse, hvor vi lærer at elske fred og afsky krig (jf Vandrer mod Lyset (1920), udgivet ved Michael Agerskov).
Blandt de etiske, menneskelige kilder til krig og fred må nævnes den meget betydende faktor, der omtales udførligt i Vandrer mod Lyset, nemlig tilgivelsen af Satan (Ardor). Så længe denne tilgivelse ikke er givet af et flertal af mennesker, vil ethvert forsøg på ad strukturel vej – fx gennem skabelsen af en Verdensstat – efter al sandsynlighed strande på de indre menneskelige, etiske realiteter. Derfor tænker jeg, at tilgivelsen af Ardor blandt flertallet af mennesker må foreligge før en eventuel skabelse af en Verdensstat.
Tilgivelsen af Ardor er også vigtig i relation til verdensfreden, idet en sådan tilgivelse vil svække kraften i de æteroptegnelser, Ardor skabte, før han vendte tilbage til Lyset og Gud, æteroptegnelser, som for manges vedkommende har sigte på at skabe krig og ufred i blandt os mennesker (for æteroptegnelser og deres natur; se Vandrer mod Lyset). Disse forhold og realiteter må man bestandig have for øje, når man læser det følgende.
Det skal også forud siges, at vi mennesker jo ikke lever og virker i lufttomme rum i vores samfund og i verden. Mennesker skaber og påvirker samfund, og samfund påvirker mennesker i en dynamisk, dialektisk proces og vekselvirkning. Det gælder så om, at hver vores påvirkning af samfundet bliver positiv, og at vi ikke kommer ind i en negativ dødsspiral, hvor vi søger at nedbryde og ødelægge vores samfund og institutioner, og hvor samfundet svarer tilbage ved at søge at nedbryde og ødelægge os borgere fysisk og psykisk og menneskeligt fx gennem tvangslove og ved berøvelse af frihed eller liv, åndeligt eller fysisk.
Magtens historiske udvidelse og centralisering
Historisk er menneskers politiske og økonomiske adfærd langsomt, gradvist øget og udvidet, og derfor er også behovet for øget magt og centralisering vokset. Det er en af de mekanismer, der driver og udvider, udvikler magten. Denne proces så vi fx ved stammernes, bystaternes, nationalstaternes og alliancer af nationalstaters (fx EU og NATO) etablering og dannelse.
Den krig, der ofte har ledsaget disse dannelser af større magtenheder, var ikke forårsaget af magtens forsøg på udvidelse og centralisering, men var udtryk for det kaos, man netop søgte at modvirke ved fx nationalstaternes dannelse. Krigen var udtryk for det magttomrum, som alle søgte at fylde. Tomrummet var problemet, nationalstaten, magtens udvidelse og centralisering var løsningen. Det er sådan, jeg læser historien.
Det kaos der lå før nationalstaternes dannelse, skabte et presserende behov for øget magt og centralisering. Magtens udvidelse og centralisering var altså drevet af meget konkrete og presserende behov, og var ikke udelukkende udtryk for magtbegærlige menneskers rov og forbrydelser mod menneskeheden. I dag er situationen den, at tomrummet og anarkiet er globalt, og derfor er løsningen og behovet en global magt.
Denne globale magt kan enten tilranes og gribes af despoter, folkeforførere og diktatorer, eller den kan skabes intelligent og i frihed efter folkenes ønske og vilje ud fra et klart rationale. Det er det rationale, jeg her prøver at skitsere.
Et grundlag ud fra de eksisterende forhold og institutioner og værdier kunne fx være, at Verdensstaten bliver skabt i frihed og med respekt for menneskerettighederne og retsstaten, herunder menneskers universelle ret til liv, frihed og ejendom. FN, Verdenshandelsorganisationen og Den internationale straffedomstol er eksempler på internationale institutioner, som kan indgå i eller støtte oprettelsen af den frie Verdensstat.
Naturtilstand og social kontrakt
Naturtilstanden er et begreb indenfor politisk filosofi, som oprindeligt blev introduceret af Thomas Hobbes i hans bog Leviathan i tilknytning til begrebet og teorien om den sociale kontrakt, en teori, der ifølge artiklen Social Contract Theory på Internet encyclopedia of Philosophy er langt ældre, og i hvert fald går tilbage til (Platons) Sokrates. Af nyere repræsentanter for teorien nævner artiklen foruden Hobbes, John Locke, Jean-Jaques Rousseau, Immanuel Kant og i det 20. århundrede John Rawls.
Naturtilstanden beskrives i Hobbes´ værk som en oprindelig tilstand blandt mennesker af kaos, vold og alles kamp mod alle, en tilstand som søges mildnet eller helt ophævet gennem individernes frie afgivelse af en del af deres magt og frihed og autonomi til en hersker, en Suveræn, til fordel for sikkerhed og fred og beskyttelse af ejendom gennem lov. Den akkumulerede magt hos Suverænen gør ham i stand til at håndhæve loven.
I min teori er naturtilstanden et udtryk for det kaos, den vold og den krig – alles kamp mod alle – der følger af et magtvakuum, hvad enten tomrummet er opstået gennem tvunget militært regimeskifte, eller er en realitet i form af manglende international lov og ret sikret og håndhævet af en Verdensstat. Volden og krigen og det følgende kaos ved tvungne regimeskifter kunne eller kan vi iagttage i Irak efter den vestlige koalitions invasion og opløsning af den irakiske centralmagt i 2003, og i Libyen efter at Moammar Gaddafis styre blev væltet også af en vestlig koalitions militære magt.
Internationalt ser vi volden, krigen og kaos som følge af magttomrummet og den manglende internationale, håndhævede lov og ret i nedfrossen tilstand i spændingerne mellem NATO og Rusland, en tilstand, der kun holdes i skak og forhindres i at blive til egentlige krigshandlinger, fordi begge parter råder over et ikke ubetydeligt arsenal af masseødelæggelsesvåben.
Krigen i Mellemøsten mellem Israel og palæstinenserne, Israel og Libanon (eller Hizbollah), og den generelt spændte situation i regionen kan også ses som følger af magttomrummet og den manglende håndhævede internationale lov og ret i ”varm” form ved de regulære krigshandlinger og alle de menneskelige lidelser, der følger deraf på begge sider af fronten.
Alle disse konflikter og tragiske krige har en lang historie, og der er mange ofre, men ingen sejrherrer, og alle de menneskelige lidelser på alle fronter lægger til krigenes og konflikternes etiske, menneskelige aspekt, som det formentlig vil tage hundreder af år at normalisere gennem en sårheling, forsoning og tilgivelse.
Den strukturelle side af krigene kan efter min opfattelse heles eller mildnes og imødegås gennem en frivillig overgivelse af en del af nationalstaternes magt, selvstændighed og suverænitet til en international Suveræn i Hobbes´ forstand, dog ikke en konge, men en Verdensstat og Verdensregering med en fri og demokratisk forfatning bygget på frivillig tilslutning, menneskerettigheder, retsstat og magtens tredeling. Denne Verdensstat kan så til gengæld for magtovergivelsen fra nationalstaterne gennem internationalt håndhævet lov og ret sikre alle folk og alle nationers fortsatte eksistens, sikkerhed, indbyrdes fred, frihed, tryghed og materielle velstand.
Det internationale magttomrum, vakuum, ses også i udpræget grad i nationernes og alliancernes økonomiske naturtilstand – alles kamp mod alle – ved de mange og alvorlige og ødelæggende handelskrige, der skaber fattigdom, sult, lidelse og nød mange steder i verden. Dette kunne en Verdensstat også råde bod på, idet den måtte have ansvar for og magt til at drage omsorg for alle folks økonomiske tryghed og fremgang og velstand uden at favorisere noget bestemt folk, men dele ligeligt af ressourcer, økonomiske muligheder, frihed, behov og rettigheder.
Naturretten
I artiklen Naturret på Danmarks Nationalleksikons hjemmeside beskrives naturretten som en gammel teori og tanke, der som teorien om den sociale kontrakt kan spores tilbage til græsk filosofi, nærmere bestemt til Aristoteles og hans idé om, at der findes en menneskelig og en universel lov, der begge og tilsammen stræber mod harmoni og fred for den enkelte og for hele samfundet eller for menneskeheden.
Med kirkefaderen Augustin skifter den universelle lov karaktér fra at have været et udtryk for naturen, til nu at blive et udtryk for den guddommelige lov, som er åbenbaret i Bibelen gennem dekalogen, de ti bud. Med Thomas Aquinas systematiseres tanken, og han hævder, at den menneskelige lov ikke må stride mod den guddommelige.
I renæssancen og med den det begyndende opgør med kirken lægges vægten på fornuften og mennesket selv med den rationalistiske version af naturretten, og i nyere tid kulminerer naturretstænkningen med FN´ s Generalforsamlings vedtagelse af Verdenserklæringen om Menneskerettigheder i 1948, der følges op i 1950 af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Med Vandrer mod Lyset åbenbares for mennesker flere af de guddommelige, universelle love, der afviger fra Bibelens lære (Moseloven; deriblandt som nævnt de ti bud). En af de love, der fortælles om her, er karma- og gengældelsesloven. Denne lov er givet af Gud for at opdrage os og gøre det muligt for os mennesker at højne, rense og forædle vores udødelige ånd ved at vi ved den møder og på egen krop føler konsekvenserne af vores tanker og handlinger. Loven gælder både de gode og de onde ting, vi gør. Som vi sår, høster vi.
Denne lov gælder for alle, uanset tro og overbevisning, og den har særlig vigtighed for og appel til vores politiske ledere, der har magt til at føre hele samfund til lykke og fred og velstand, eller gennem krige, konflikter og ufred ud i katastrofe, undergang og død.
De politikere, der fører hele folk, måske nu hele verden, ud i krig, undergang og død bør – for deres ofres, men særligt for deres egen skyld – tænke sig nøje om, før de slipper krigens kræfter løs. For der er altid en regning at betale. Den krig, død, nød og elendighed de nedkalder over andre ved deres handlinger, vil før eller siden vende sig mod dem selv og bringe dem de samme lidelser, de har bragt over andre. Dette være sagt i Gud Herren den Almægtiges Navn.
Ved skabelsen af en Verdensstat kan vi nærme den menneskelige til den guddommelige lov, hvis en sådan stat skabes i frihed og efter menneskers ønske og vilje i det øjemed at skabe fred, sikkerhed, frihed og velstand for alle. Og hvis det skulle lykkes os at skabe den, og verdensfreden med den bliver en realitet, da kan vi bede Gud velsigne og sikre os og vores fred, at den aldrig mere bliver brudt af krigens gudsbespottelige natur og rædsler.
Universalismen
I sin bog Fredens anatomi (1947) giver Emery Reves den enkle tanke, at jo flere punkter (stater) hvorfra der opstilles suveræne normer for lov og ret, jo større er risikoen for krig og konflikt. Her sigter han til nationalstaterne, der altså ifølge ham er en del af problemet med krigen. Nationalstaten var, som tidligere nævnt, måske en del af løsningen på problemet med de lokale fyrsters og magthaveres evindelige stridigheder og kampe før nationalstaternes opkomst og skabelse, men efterfølgende opstod lignende stridigheder, nu bare på et højere og mere omfattende plan. Problemet var ikke løst, kun forskudt.
Reves´ løsning var at skabe kun ét punkt, hvorfra der opstilles normer for lov og ret, altså en Verdensstat eller Verdensregering. Han kritiserer også FN i den skikkelse denne internationale sammenslutning fik ved sin oprettelse, om end intentionen var god og et ærligt forsøg på at skabe fred efter 2. verdenskrigs rædsler. FN er en sammenslutning af enkelte, suveræne nationalstater, og problemet er derfor stadig ikke løst, stadig kun forskudt, idet normer for lov og ret stadig opstilles og skabes ud fra flere, mange, punkter (nationalstater).
Vi kan forstå Reves´ tanker ud fra et enkelt billede: Magt er som de ringe, der opstår i vandet, når man kaster sten i det. Hvis man kaster flere sten i vandet, opstår turbulens (krig), der hvor ringene fra de mange sten mødes. Stenene er i dette billede de mange nationalstater, hvorfra der suverænt opstilles normer for lov og ret. Løsningen er derfor kun at kaste én sten, en Verdensstat.
Denne opfattelse af magt er tilsyneladende forskellig fra den jeg nævnte tidligere, hvor magt opfattes som en naturlig følge af behov opstået som følge af den stadigt udvidede menneskelige politiske og økonomiske adfærd, og derfor behovet for udvidelse af magten, men også kun tilsyneladende. For den magt jeg taler om i billedet med stenene, der kastes i vandet, er den magt, der søger at tvinge sin vilje igennem (med alle midler), mens den første opfattelse af magt er udtryk for det legitime og naturlige behov for politisk og økonomisk regulering af menneskelig adfærd og håndhævelse af lov med det sigte at skabe fred, sikkerhed og ordnede forhold blandt mennesker. Turbulensen (krigen) i billedet med stenene opstår med nødvendighed, når magten vil tvinge sin egen vilje igennem, uden hensyn til andre. Hvis alle stater og magtpunkter kun søger egen magt og dens udvidelse – hvis dønningerne fra stenene, der kastes i vandet, ikke viger tilbage for noget – vil de før eller siden støde ind i hinanden, og krigen er uundgåelig.
Vi har derfor nu efter min opfattelse to enkle og konsistente billeder på krigen og dens væsen: Magttomrummet, der naturnødvendigt må fyldes, hvis det opstår eller er en realitet, og de mange punkter, hvorfra der suverænt opstilles normer for lov og ret. Begge peger i samme retning: Løsningen er, at nationalstaterne i Hobbes´ ånd og tanke må opgive en del af deres suverænitet og autonomi og magt til et overordnet internationalt organ, en Verdensstat, der opstiller fælles normer for lov og ret, og som håndhæver denne lov og sikrer denne ret – for fredens skyld.
Med lov skal verden bygges
En del af lovens og lovenes funktion er, at de skaber orden. Hvis ikke der findes lov, hvor der findes mennesker, er alt kaos og anarki, og mennesker gør da lige hvad der passer dem, uden at kunne stilles til ansvar for deres handlinger. Men vores love må være humane og tage sigte på netop orden og fred. De må beskytte basale menneskelige rettigheder og behov og sikre liv, frihed og ejendom. Hvis vi derfor skal have en ordnet verden i fred, må vi have globale love og håndhævelse af disse love. Derfor må vi skabe en Verdensstat.
En del af den kritik, der fra forskellig side er blevet fremført mod tanken om nødvendigheden af en Verdensstat, går på, at magt korrumperer, og absolut magt korrumperer absolut. Dette er for så vidt en god indvending, men den gælder kun for den magt, der virker ved tvang og mod menneskers interesser og basale behov. Det er tvangen og med den magtmisbruget, der korrumperer, det at ville tvinge andre, ikke magten i sig selv, hvis den tager sigte på menneskers frihed, fx ytringsfrihed og foreningsfrihed, og beskyttelse af menneskers liv og ejendom. For at sikre os mod magtmisbrug og korrumpering af magten må også magthaverne i en Verdensstat kunne drages til ansvar for deres handlinger.
Hvis en Verdensstat skabes blandt andet ud fra princippet om magtens tredeling, så mener jeg, at den magtdefinition jeg tidligere har givet, kan beskytte mennesker, og sikre os mod den magt, der ved tvang korrumperer sig selv og sine borgere: Den udøvende magt må ikke udstrækkes længere end til, at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Brydes denne lov, står borgeren imidlertid til ansvar over for den dømmende magt.
Dertil må føjes det, Kristus siger henvendt til lovgiverne i sin tale i Vandrer mod Lyset: At lovgiverne må udforme lovene, som om de selv skulle rammes af hver eneste lov og bestemmelse. Al dødsstraf må ophæves.
En anden kritik, der er blevet fremført, er den, at kun den decentrale magt kan skabe menneskeværdige samfund og ordnede forhold og sikre menneskers basale behov for fx frihed og fri livsudfoldelse. Dertil er blot at sige, at det netop er den decentrale magt, der er problemet, hvilket skulle være demonstreret ved de to enkle billeder på krig og fred: Magttomrummet og de mange magtpunkter (nationalstater), hvorfra der suverænt opstilles normer for lov og ret. Hvis vi insisterer på at indrette vores samfund ud fra nationalstaterne og den decentrale magt, får vi aldrig fred, men må lide under stadig krig og konflikt, militært, økonomisk og kulturelt (se her det indledende forbehold i forbindelse med tilgivelsen af Ardor og denne tilgivelses betydning for verdensfreden).
Dermed ikke sagt, at alt bør bestemmes centralt af en Verdensstat eller en Verdensregering. Vi kan her hente inspiration fra subsidiaritetsprincippet, som indgik i Maastricht-traktaten i begyndelsen af 1990´ erne: At alle love og beslutninger må træffes så nært på borgeren og borgerne som muligt. Der er bare visse problemer, såsom spørgsmålene om krig og fred i en tid hvor vi råder over masseødelæggelsesvåben, grænseoverskridende økonomisk kriminalitet, skattely, klima, forsyningssikkerhed osv som i deres natur har international karaktér, og som kræver international lov og håndhævelse af lov.
Med alt dette sagt mener jeg, at en Verdensstat er nødvendig og bør skabes, men kun hvis det sker efter folkenes vilje og efter deres ønske, og den bør først skabes efter at tilgivelsen af Ardor er givet af et flertal af os mennesker. Den bør ikke sniges igennem efter et fåtals ønsker og tanker, og intet bør holdes skjult og i mørke eller stikkes under stolen. Den må skabes på et frit og fuldt oplyst grundlag, fx med bidrag fra det rationale, jeg her har søgt at tegne. Og hvis det sker på denne måde, tænker jeg, at vi omsider kan få den fred, vi har så hårdt brug for, til gavn for os, vores efterkommere og for alle.
Højtryk, oktober 2024
Forfatterskabet Højtryk 