Visdom

(Illustration: AI via Microsoft Bing)

Alle mennesker søger ifølge Aristoteles indsigt og lykke. Dette afhandler han dels i sin Metafysik og dels i sin Etik (Den nikomakhæiske etik). Lykken når vi gennem dyden eller den gyldne middelvej. Med Vandrer mod Lyset vil vi sige, at vi når lykken gennem samvittighedens vej, idet denne peger i retning af Lyset, der giver fred, ro og lykke, og samvittigheden bevarer os, når vi lytter til den og følger den, for mørket, det onde, der giver ufred, uro og lidelse.

Indsigt og viden har ifølge Aristoteles flere kilder og kan deles i forskellige kategorier. Vi kan således opnå viden gennem sansning, som for ham er den laveste form for viden, vi kan opnå indsigt i de konkrete, specielle ting og forhold, hvilket Aristoteles i Metafysikken kalder erfaring, og vi kan nå kendskab til og viden om de almene ting og begreber, hvilket han kalder fagkundskab.

Af disse former for viden og indsigt vægter Aristoteles fagkundskaben højest, dernæst erfaringen og til sidst altså den viden vi kan nå gennem sansningen. Fagkundskaben er til for sin egen skyld, og den er ikke en frembringende, men en betragtende videnskab. Fagkundskaben og med den visdommen er videnskaben om de første årsager og begyndelsesgrunde.

Disse første årsager og begyndelsesgrunde søger Aristoteles da at komme til klarhed over i Metafysikken. Nogle af de første årsager og begyndelsesgrunde angår det ontologiske aspekt af verden, andre gælder for erkendelsen. Det ontologiske aspekt har at gøre med eksistens og det værende som værende, og Aristoteles søger her viden om eksistensens grundlæggende natur og struktur.

Med hensyn til erkendelsen når Aristoteles frem til flere grundlæggende årsager og begyndelsesgrunde. Det mest grundlæggende er her kontradiktionsprincippet, det princip der siger, at en given tanke eller teori ikke må modsige sig selv. En tanke eller teori skal være modsigelsesfri for at være sand (se også artiklen Aristotle on Non-contradiction på Stanford encyclopedia of Philosophy).

Et andet erkendelsesteoretisk grundprincip som Aristoteles kommer frem til i Metafysikken er princippet om den udelukkede midte: Enten må en påstand eller dens negation være sand. Der er ingen mellemvej. 

Et tredje grundprincip er den mig bekendt tidligst kendte formulering af det, der senere blev kaldt Ockhams ragekniv, Ockhams razor (efter den engelske filosof William af Ockham (ca 1288-1347)) eller parsimoniprincippet, der går ud på, at man i erkendelsen bør søge den teori eller forklaringsmodel, fx for verden, med de færreste antagelser. En sådan teori eller forklaringsmodel er for Aristoteles den mest præcise.

Derudover grundlægger Aristoteles den formelle logik i skriftet Den første analytik (Analytica Priora) med sin syllogismeteori, der omhandler nødvendig slutning fra sande præmisser til sande konklusioner (deduktion), en logik der var dominerende indtil drivende kræfter som George Boole, Charles Sanders Pierce, Gottlob Frege og Bertrand Russell udviklede den matematiske logik i det 19. århundrede og i begyndelsen af det 20. århundrede.

Grundlæggende opererer Aristoteles med fire årsagstyper: Den materielle, den formelle, den virkende og den finale årsag. En tings materielle årsag regner Aristoteles som det materiale en ting er lavet af, fx træ i forbindelse med en stol af træ. Den formelle årsag er stolens design eller form. Den virkende årsag er den snedker eller producent, der fremstiller stolen. Den finale årsag er stolens funktion, det at den er lavet for at man kan sidde på den (hensigten med at producere stolen). (Se også artiklen Aristotle on Causality på Stanford encyclopedia of Philosophy).

Jeg skal i det følgende forsøge at sætte Aristoteles´ begreb om årsager i relation til Vandrer mod Lyset, særligt med henblik på Guds skabelse af det Lyskosmos vi lever i, i forhold til de naturlove, der hersker i dette Lyskosmos, hvorved jeg både mener de åndelige, de astrale og de fysiske naturlove, der alle har deres oprindelse i Gud, samt med hensyn til begreberne eller fænomenerne rum og tid.

Med hensyn til Guds skabelse af Kosmos er det ret enkelt. Gud skabte dette Kosmos af Lyset, idet mørket, det onde, nu kun – efter Guds emanation, fremstigen som Personlighed, og sejr over mørket – er til stede som en svag understrøm i Lyshavet, og det bliver af Gud langsomt elimineret, så der til sidst engang ikke vil være mere mørke overhovedet i Kosmos. Det er altså skabelsens materielle årsag i henhold til Aristoteles´ skema. 

Med hensyn til denne materielle årsag henviser jeg i øvrigt til Vandrer mod Lysets beskrivelse af partikelspektret fra Lys til mørke s. 149 i den trykte udgave (stykket med småt). Partikelspektret er her beskrevet som gående langt videre end det nu er kendt af videnskaben. Muligvis er man i den moderne videnskab ved at nærme sig et videre kendskab til og forståelse af spektret i form af teorierne om såkaldt ”mørkt stof” og ”mørk energi”, idet man i disse teorier så vidt jeg ved mener, at vi nu kun kender ca. 5% af de faktisk eksisterende former for stof og energi.

Den formelle årsag for Lyskosmos er dets form, som vi fra Vandrer mod Lyset ved har Guds Rige, Paradis, i centrum, og udenom dette i evigt kredsløb de fire Modersole med hver deres univers tilknyttet. Den virkende årsag for Lyskosmos i Aristoteles´ forstand er selvfølgelig Gud, idet det var Ham/Hende, der skabte og opretholder Kosmos. 

Med hensyn til den finale årsag, altså i hvilken hensigt Gud har skabt Lyskosmos, skal man nok være lidt varsom. Men jeg mener ud fra Vandrer mod Lyset at kunne forstå, at Gud har skabt Kosmos i den hensigt at have en skøn og harmonisk verden at leve i i Hans/Hendes og vores, Guds børns, legemlige iklædning (hermed mener jeg vores evighedslegemer, der af Gud er skabt af Lyset; altså ikke vores fysiske dødelige legemer) i det liv, der er i al evighed.

For naturlovene – hvormed jeg som nævnt både mener de åndelige, de astrale og de fysiske love – er det vanskeligt at give en egentlig materiel årsag i Aristoteles´ forstand, da lovene jo ikke er genstande skabt af stof, men derimod regulerer forhold mellem genstande (og fx også mellem mennesker, fx ved gengældelsesloven).

Da lovene imidlertid er faktisk eksisterende, er det alligevel muligt at angive en formel årsag til dem, nemlig deres konkrete form, fx i relation til gravitation og bevægelse, en form eller skikkelse som gør, at vi mennesker er i stand til at beskrive lovene matematisk, fx altså de matematiske formuleringer af tyngdeloven og lovene for bevægelse. Den virkende årsag for lovene er igen Gud. Den finale årsag er ikke forklaret eksplicit i Vandrer mod Lyset, men jeg tænker, at hensigten med lovene grundlæggende er at skabe orden i Lyskosmos.

Af åndelige love kan nævnes loven om tankens og viljens frihed, af astrale love kan nævnes de love, der muliggør det astrale mørkes udrensning ved Lyset af menneskers astrale genparter. Af fysiske love kender vi en del, fx de nævnte for gravitation og bevægelse.

Med hensyn til rum og tid er det igen vanskeligt at angive en materiel årsag i Aristoteles´ forstand, da jo heller ikke de er genstande skabt af stof, men derimod rummer genstande og disses successive bevægelser og udviklinger i tid, dvs begivenhedernes rækkefølge.

Men det er parallelt til naturlovene muligt at angive formelle årsager til rum og tid i form af deres skikkelse, dvs rummets evne til at indeholde genstande og liv og legemer, og tidens ordning af begivenheder i en rækkefølge. Den virkende årsag er her igen Gud.

Den finale årsag til rum og tid i aristotelisk forstand angives i Vandrer mod Lyset ved det forhold, at de er skabt af Gud til brug for os, Guds børn og Guds Tjenere, altså til brug for alle af Gud skabte væsener; i min tolkning med det formål at vi kan udvikle os, forædle vores ånd ved Lyset, kærligheden, gøre os eksistentielle erfaringer og dermed danne og forme vores visdom.

Højtryk, 2024