Tid og tidsoplevelsen

I Supplement II, no 50 står omtalt forskellige forhold, der påvirker oplevelsen af tid for Guds børn; at tidsrytmen er hurtigere i Lyset end i mørket, at oplevelsen af tid er forskellig fx fra det aktive til det passive menneske, og flere andre forhold.

I Kommentaren til Ardors beretning i Vandrer mod Lyset står s. 148, at tiden i sin oprindelse markerer en tilnærmelse mellem Urtanken og Urviljen, da disse samtidig gøs tilbage for mørket og mørkets udstrålinger, og begyndte at bevæge sig ind i Lyset, ind mod hinanden, dvs ved overgangen fra hvile til kamp.

Heraf følger et forhold, som ikke er omtalt noget steds i kilderne (De tre gyldne Frugter):

Nemlig, at da tid altså i sin oprindelse og natur er udtryk for og skabes ved tilnærmelse – eller vi kunne sige samarbejde – mellem tanke og vilje, mellem kvindeligt og mandligt, så vil tiden – før den åndelige kulmination ved tankens og viljens sammensmeltning (jf Supplement II, no 64) – opleves – i et billede – som en punkteret (stiplet) linje, hvor hvert møde mellem tanke og vilje markerer et punkt; der vil altså være mellemrum mellem tankens og viljens møder, hvilke møder hver opleves som ”et øjeblik” eller en tidsenhed.

For den kulminerede ånd derimod vil tidsoplevelsen være – i det samme billede – som en fuldt optrukken linje, da tanke og vilje da er smeltet sammen til en fast enhed, og således mødes permanent uden mellemrum mellem møderne, øjeblikkene eller tidsenhederne.

Derfor vil også selve tidsrytmen opleves forskellig fra den kulminerede i forhold til den ikke-kulminerede ånd, idet tiden vil gå hurtigere for den kulminerede end for den ikke-kulminerede.

En konsekvens af tidens natur er – da tid altså er udtryk for tilnærmelse og møder mellem tanke og vilje, eller for enhed af tanke og vilje (og de deraf flydende begivenheder og begivenhedernes rækkefølge) – at dyr ikke har nogen opfattelse eller oplevelse af tid, da de ingen tanke og vilje har, der kan mødes, og således skabe oplevelsen af tid.

Tiden og tidsoplevelsen er altså, også efter det her meddelte, i høj grad relativ fra menneske til menneske, alt efter hvor vidt udviklet det er, hvor tæt tanke og vilje er på hinanden. Er tanke og vilje tæt på hinanden, og ånden nærmer sig kulminationen, sammensmeltningen, vil møderne mellem tanke og vilje følge hurtigt på hinanden, og da vil tiden opleves stadig hurtigere, stadig mere flygtig. Der vil i billedet med linjen være kort afstand mellem punkterne, øjeblikkene, hvilket er med til at skabe oplevelsen af den hurtige tidsrytme.

Dette er også en medvirkende forklaring på, at tiden for de faldne ældste ”gik i stå”, tiden faldt dem alle for lang i deres dybe mørke i helvedssfæren og under deres inkarnationer, fordi tanken og viljen for dem var så vidt adskilte og splittede, og der derfor var så langt mellem øjeblikkene.