Indre varme

Som vel de fleste mennesker kender fra deres eget liv, så gælder det, at ægte varme gror indefra. Vi kender denne sammenhæng og sandhed fra mange forhold og i mange sammenhænge. Lad os her tage nogle få:

Hvis man har for vane at tage et brusebad om morgenen, og afslutter badet med en kold dusch, så vil kroppen begynde – indefra – at producere varme. Hvis derimod man afslutter med varmt vand, så vil de fleste fryse efter badet.

Hvis man har kendskab til og praktiserer fysisk træning under en eller anden form, så vil man vide, at træningen – igen indefra – skaber varme i kroppen, og man føler sig efter træning sund og stærk og i en tilstand af velvære. Hvis det er koldt i vejret, er den bedste kur mod at fryse at bevæge sig – ikke at stå eller sidde stille, og mærke, hvordan kulden kryber ind under huden.

Sammenhængen kendes i en parallel også fra det politiske liv. Ægte værdier som frihed og medindflydelse kan ikke påtvinges noget land udefra, men må gro frem – langsomt – indefra. Hvis ikke den gør det, vil ethvert udefrakommende indgreb være forgæves og kun føre til kaos og borgerkrig, fordi den indre basis der skal bære værdierne mangler eller er for svag. Vi ligner her de ægte politiske værdier med den indre varme.

I en anden parallel kender vi fænomenet fra uddannelse og læring og almen dannelse. Hvis ikke vi forstår en bestemt tekst eller teori par ceur, men kun par lettre, vil læringen være overfladisk og egentlig værdiløs. Vi kan så måske opremse en politisk eller litterær teori eller kunne en tekst på fingrene – men det indre menneske lades uberørt og derfor udannet. Vi ligner her den egentlige dannelse med den indre varme, en dannelse vi kun kan nå ved – indefra – at tilegne os en given tanke eller teori, som regel gennem lang tids arbejde med stoffet.

Som et sidste eksempel vil jeg nævne den indre, åndelige varme. Denne varme kan vi nå ved at rette først vores vilje i retning mod Lyset, hvorefter tanken langsomt vil følge den af viljen viste og tilstræbte retning. Også den kræver altså en indsats. Den indre, åndelige varme er ikke noget mystisk og svært tilgængeligt, som vi kun kan nå ved erkendelse af bestemte sandheder eller filosofier, eller ved mangeårig meditation; den indre, åndelige varme er kærlighed. Og som med alle ægte værdier lader denne kraft sig ikke påtvinge udefra, men må gro, kan kun gro, i frihed og indefra ved en selvstændig indsats.

Med den indre varme; fysisk sundhed og velvære, politisk bærekraft for ægte værdier som frihed og fred, personlig dannelse og forædling, den åndelige renhed og varme og meget andet; følger fysisk og åndelig, mental personlig sundhed og det sunde samfund. Denne sundhed må altså gro indefra, og kræver en indsats, men så bærer den også; ja, den kan ikke bære på andre måder. Og hvem ønsker ikke at leve et liv, der oppebæres af ægte værdier, og hvem ønsker ikke at være en del af et sundt samfund, hvor fællesværdierne bæres af dannede og harmoniske mennesker, der forenes i kærlighed til det ægte?

En advarsel mod krig

Som politisk leder er det let at blive indfanget i jordiske magtspil, og måske tænke, at krig kan være en god ting. Det kan for andre vise handlekraft og give stemmer (i demokratiske lande). Under Anders Fogh Rasmussens regeringstid formuleredes og praktiseredes den såkaldte “aktivistiske udenrigspolitik” og man deltog fra dansk side både i krigen i Afghanistan, Irak og senere i Libyen.

Da det er almindeligt at tænke, at krig kan være en god ting (i nødstilfælde), noget der dog overhovedet ikke er tilfældet, skal jeg her bringe en alvorlig advarsel mod enhver krigsførelse, og min advarsel, som jeg bringer i Gud Herren den Almægtiges Navn, gælder alle politiske ledere i alle lande og andre, der direkte eller indirekte er involverede i krig og i krigsførelse, fx også de menige soldater og mennesker, der forsker i, producerer og sælger våben:

Ethvert mord, ethvert liv, der tages i fredstid som i krigstid vil have den konsekvens for den eller de ansvarlige, at Guds gengældelseslov kræver, at lige så mange liv, man har forbrudt, lige så mange liv skal senere frelses fra en brat død. Om mord og drab (gælder også i krig) siger Kristus således i sin tale i Vandrer mod Lyset:

“Myrder og ihjelslår ikke hverandre! Thi gør i dette, da standse I for lange tider jeres fremgang mod Lyset og Hjemmet; ja, ofte må I da gennem flere hundrede jordeliv blive stående på det samme sted; thi I kan ikke vandre videre, førend I har frelst lige så mange mennesker fra en brat død, som I har ihjelslået eller sendt i døden”.

Andre steder rundt i De tre gyldne Frugter (en samlebetegnelse for “Hilsen til Danmark”, “Vandrer mod Lyset” (med supplementer) og “Forsoningslæren og genvejen”) siges lignende ting. Enhver politisk leder og andre bør derfor forstå – for deres egen skyld – hvor alvorlige konsekvenser det har at tage liv, hvad enten det sker i krig eller under andre omstændigheder.

Udover den direkte følge af drab og krigsofre – den nævnte soning hvor liv skal erstattes med liv – følger nødvendigvis en masse had rettet mod de for drab og krigsofre ansvarlige; alt dette had kan medføre, at store mørkeophobninger samles om de ansvarlige, så de fristes til at øve flere lignende ugerninger, der så igen har nye alvorlige konsekvenser, osv. De der er ansvarlige for krig eller som deltager aktivt i krig og de, der taler for krigens “nødvendighed” i visse tilfælde skrues derfor let ned i en underverden af mørke, død, ødelæggelse og had, som det vil tage mange tusinde år (eller mere) at komme ud af igen, før de kan vandre videre mod Lyset og Gud.

Som en tredje ting må man som krigsførende nation være klar over, at man er medansvarlig for og medskyldig i de mægtige flygtningestrømme, som man af al magt søger at undvige konsekvenserne af; de mange millioner af mennesker, der så tragisk tvinges på flugt fra deres hjemlande, og som nu næppe finder asyl og beskyttelse noget sted. Disse ulykkeliges skæbne vil senere – ifølge gengældelsesloven – blive de for krig ansvarliges lod og del.

De for krig ansvarlige kan let til dette sige, at jeg er en tosse med store ord; “Gud, hvad har vi med Gud at gøre, Han findes sikkert ikke. Vi gør som vi plejer, vi afviser alt dette som tankespind og vanvid.”

Nu – jeg siger ikke disse ting for min egen skyld, heller ikke for Guds; men for at I for jeres egen skyld ikke skal falde i krigens afskyelige fælde. Jeg ønsker ikke, at I skal erfare mine ords sandhed på den hårde måde, ved selv at høste frugterne af krigens afskyelighed. Jeg ønsker for jer, at jeres øjne vil åbnes, og at I for jeres egen skyld vil lytte til og følge denne advarsel i den ånd, den er givet.

Hvis I er troende, så spørg jeres Gud – hvilket Navn I end giver Ham – om ikke dette er sandheden; hvis ikke I er troende, så rådfør jer med jeres samvittighed, og følg det I inderst inde ved er sandhed og ret. Da vil I ikke fare vild!

Åbne filosofiske spørgsmål

Med godt humør skriver Will Durant et sted i sin Verdens kulturhistorie, at de menneskelige spørgsmål til alle tider er de samme; kun svarene er forskellige – og alle fejlagtige.

I den ånd kan vi spørge – åbent og uden selv at svare:

Er sandhed som et hvidt lys, der brydes til regnbue i et ikke-neutralt prisme; et kamera, en mikrofon, et sprog, en sansning, en tanke?

Er fænomener skyggebilleder af ideer (Platon), eller er ideer svagere efterklange af sansninger (Hume), eller er sammenhængen en helt anden?

Er det inderste menneske et åbent punkt mellem liv og død, lys og mørke, godt og ondt, sandhed og løgn, kærlighed og had?

Er verdenshistorien en fortælling om menneskelig frigørelse fra undertrykkende magter; ikke i verden, men i os selv? Forsvinder det onde i verden, hvis vi overvinder det i os selv? Og omvendt: Tager det onde i verden til, hvis vi vil bekæmpe det i andre, eller ligefrem bekæmpe andre?

Er forelskelse rus, kærlighed ro? Er forelskelse knyttet til kroppen, kærligheden til ånden? Er de to på den måde væsensforskellige?

Er vi forpligtede til at søge at hjælpe andre hvor og hvis vi kan, uanset hvor i verden de der trænger til vores hjælp lever?

Er det handlingens motiv eller handlingens resultat og konsekvens vi må vægte højest? Er vejen til helvede brolagt med gode hensigter, eller er det tanken, der tæller?

Hvad mener du?

Kærligheden overvinder alt

Jeg vil her prøve at opsummere nogle tanker jeg har gjort mig, og til dels tidligere udtrykt skriftligt her på siden og på Facebook:

Hvis vores tids største udfordringer ligger i klimaforandringer, civilisationernes sammenstød, krig, fattigdom og ensomhed, så mener jeg, at der i løsningen af disse lurende eller aktuelle katastrofer er en fællesnævner eller en fælles vej, så truslerne kan ses som en mulighed og ikke kun som katastrofer, vi intet kan gøre ved:

Vejen ligger i kærligheden; hvis viljen er til det – så vil vejen meget konkret skabes under fødderne på os, mens vi går:

Hvis det er rigtigt, at kloden og dermed menneskeheden trues af at blive ubeboelig for næsten alt liv gennem global opvarmning og menneskeskabte klimaforandringer, så skylder vi – af kærlighed til os selv, til vores børn, til det øvrige liv på Jorden, til Jorden selv – at vi løser dette problem. Der er en masse gode initiativer igang allerede, fx fra politisk side, fra videnskabeligt hold, fra lokale naturgenopretningsprojekter rundt om i verden og fra stigende bevidsthed om problemet blandt almindelige mennesker.

Rundt om dette problem ser vi dog også en polarisering af mennesker, idet ikke alle anerkender problemets eksistens. Men det nytter ikke at grave os ned i grøfter, og føre skyttegravskrig mellem fx miljøforkæmpere og industrien; vi der anerkender problemets eksistens og uomgængeligehed opnår intet ved at lægge modstandere for had eller ved at stille spørgsmål ved deres motiver og integritet. Standpunktet mod de menneskeskabte klimaforandringer kan være begrundet og efterforsket til en vis dybde. Vi må også række ud efter disse mennesker, og i det mindste høre, hvad de siger.

Hvorom alting er: Kernepunktet i løsningen af problemet er – i kærlighed og respekt – at stå sammen som menneskehed, og rumme den eventuelle uenighed i denne kærlighed ved at elske mennesket først, dernæst kritisere holdningen om nødvendigt. Menneske først, holdning eller tro sidst.

Den anden store udfordring vi har i dag, er det Samuel P. Huntington i 1993 kaldte the clash of civilizations, civilisationernes sammenstød. Vi ser det mellem Vesten og den muslimske verden, og løsningen er også her: Kærlighed til og respekt for hinanden, gerne udmøntet i blandede ægteskaber og venskaber ud fra tanken: Menneske og kærlighed først, tro og holdning sidst.

Begge kulturer – den vestlige og den islamiske – står på gamle fundamenter af kærlighed mellem og respekt for mennesker, vi mangler bare at bygge broen. Broen er kærlighed.

Det tredje store problem vi står med er spørgsmålet om krig og fred. Løsning: Kærlighed; ud fra den tanke, at det våben vi retter mod andre, retter vi samtidig mod os selv. Trykker vi på aftrækkeren, er den første vi rammer os selv og vores indre menneskelighed, der går til grunde. Vi skulle behandle medmennesket, som var det os selv.

Vi skulle ikke bekymre os så meget over, hvem eller hvad der startede krigene, men rette opmærksomheden mod at slutte den i fællesskab. Vi kunne sammen stå med æren for at have bragt al krig til ophør, i stedet for hver for sig at stå med skylden for at have startet eller fortsat den.

De “mindre” problemer (som er store nok) med fattigdom, ensomhed, sygdom og andet kan indlysende også løses gennem kærlighed; hvem ønsker at være fattig, udsat, ensom, syg osv? Hvis ikke vi selv ønsker disse onder, så burde vi søge af al kraft at afbøde, lindre eller helt fjerne de lidelser, der er forbundet med dem ved at række ud til medmennesket og ud fra den tanke, at hvis ikke vi gør det, så bliver de selv samme lidelser vores egen lod senere (gengældelsesloven, karmaloven).

Hvis vi anerkender sandheden i og gyldigheden af disse ord og tanker, og hver styrker vores vilje til at elske os selv og hinanden, så vil vi opleve, at kærligheden lægger sten til vej gennem vildnisset mens vi går. Og når det sker, da vil verden lysne og vågne til dæmring og til dag. Menneske og kærlighed først; dét er det ene fornødne.

Note: Tankerne her er hovedsageligt inspireret af værket Vandrer mod Lyset! men henter også inspiration fra Bibelen og Koranen.

Viden. Dannelse. Eksistens

I en stadig mere personlig retning, natur og realitet kan vi, idet vi går dybere og dybere, lagdele mennesket i viden, dannelse og eksistens:

Viden, et billede: En jonglør jonglerer med farvede bolde. Han kan tilføje bolde, skifte nogle ud, og stadigt holde dem i luften.

Det kan fx være videnskabelige teorier. En upersonlig viden, principielt tilgængelig og den samme for alle. Det kan være livet selv, som vi ser drive forbi, ufiltreret. Andre mennesker vi ser, men ikke træder i forhold til. Det kan være verden, idet vi betragter den som objekt, uden for os selv; hvor vi ikke forstår os selv som en del af den.

Dannelse, et billede: En skulptør hukker overflødigt marmor eller sten væk fra en blok. Når han er færdig – hvis han nogensinde bliver det – fremstår et kunstværk, en form.

Det kan være en nation, et land, et landskab vi træder i forhold til og lever i. Luften vi indånder. Jorden vi går på og næres af. Et kendskab til en nations kulturarv. Til et gængs paradigme. Til fælles historier og myter og tro. Kendskab til en nations eller verdens historie. Til alt hvad der angår alle, også os.

Eksistens, et billede: En elverkvinde går iført sin høje, spidse spejlhat og langskødede indigo dragt ud under stjernerne en nat. Med sig har hun en lille kerte, et lysende punkt i mørket. Hun skærmer flammen med højre hånd. Hun ser ned i stenkummen med vand, idet hun lader lyset spejles i det. Og her ser hun verdens skæbne.

Det er kernen. Det er når vi sætter verden, et menneske, et kunstværk, en tro, livet selv i forbindelse med det indre menneske. Det er evigt det samme, og forandrer alt. Det er forskellen mellem godt og ondt og fornemmelsen af dét. Det er verden forandret og beskyttet og bevaret af et enkelt hjerte eller et enkelt digt, fx dette.

En advarsel til alle potentielle selvmordsterrorister

Foranlediget af dagens terrorangreb i Kabul vil jeg her bringe en alvorlig advarsel til alle potentielle selvmordsbombere. Hør mig, for jeg taler i Gud Herren den Almægtiges Navn. I kalder Ham Allah; så taler jeg da i Hans Navn.

Hvis I – trods denne advarsel – alligevel overvejer det forfærdelige, det afskyelige, det blasfemiske, da skal I vide, at der ikke efter jeres død som selvmordsbombere venter jer Paradisets herligste glæder. I vil ikke blive lagt til hvile på bløde puder i skønne boliger i Haven med de rindende floder, og opvartes af 72 hurier. Hvis I gør alvor af jeres tanker, vil der ske dette:

I vil efter døden blive bragt til et mørkt og ensomt sted, hvor I – med knust åndelegeme – igen og igen – ved tanken – må genopleve jeres rædselsgerning, angsten, smerten, skrigene – indtil den dag og den time, der af Gud Herren er sat som jeres sidste på Jorden. Det vil være uudholdelige lidelser, og det vil være langvarigt, da de fleste selvmordsbombere rekrutteres blandt unge mænd (og kvinder).

Derefter vil der følge hundreder, måske tusinder eller flere, tunge, lidelsesfulde liv på Jorden, indtil I fuldt ud har sonet alt, I har forbrudt. Det vil være uudholdeligt, og det vil tage jer særdeles lang tid og mange lidelser at fuldbyrde soningen.

Tænk derfor nøje efter, og spørg jeres Gud til råds, om ikke dette er sandheden.

Jeg siger ikke dette til jer for min egen skyld, men for jeres ofres skyld – dog først og fremmest for jeres egen. Hvis I gør denne gerning, da vil det ske som jeg her har sagt (tekstbelæg for disse tanker: Supplement II, no 31 og generelt Vandrer mod Lysets meddelelser om soning under gengældelsesloven). Tro ikke dem, der søger at stikke jer blår i øjnene i denne sag, og som lokker med falske ord og falske forhåbninger.

Jeg siger til jer: Tænk nøje efter. Tænk meget nøje efter, og spørg jeres Gud til råds, så I ikke vælger det værste – en gerning, I ikke behøver at udføre, som er helt unødvendig og som har så mange og så alvorlige konsekvenser for jer selv! Undlad først og fremmest at gøre denne gerning for jeres egen skyld!

5/95

Ifølge Joe Dispenza (Placeboeffekten) er det kun ca 5% af vores egentlige personlighed, vi er bevidste om. De resterende 95% er ukendt for os. Samtidig siger nyere fysisk teori om mørkt stof og mørk energi, at det kun er ca 5% af universets stof, vi direkte kan måle og observere, de resterende ca 95% er ukendt; det vekselvirker ikke med fysisk stof via elektromagnetisme, men med gravitation, og det er via den, vi kan påvise det; man regner med, at ca 25% er “mørkt stof”, mens resten regnes for at være “mørk energi” (kilde: Dansk Wikipedia).

Disse talmæssige konvergenser, er de tilfældige, eller ligger der en hidtil ukendt lovmæssighed eller et hidtil ukendt fænomen bag? Personligt vil jeg umiddelbart tænke, at de 95% af universets stof og energi, som nu er ukendt, er udtryk for den oversanselige verdens masse og energi. Parallelt vil jeg tænke, at de 95% af vores personlighed, der er ukendt eller ubevidst for os, er udtryk for den oversanselige del af vores bevidsthed, som er uafhængig af den fysiske hjerne.

Dette siger jeg med baggrund i Vandrer mod Lyset, som netop siger, at langt størstedelen af universet eller verdensaltet ikke umiddelbart er tilgængelig for menneskelig observation og iagttagelse, da det er oversanseligt. Det samme er ifølge værket tilfældet med vores bevidsthed; langt det meste af den er ubevidst for os. Med hensyn til mørkt stof og energi stemmer det også med det, man har iagttaget med dem; at de ikke vekselvirker med fysisk stof elektromagnetisk, men kun via gravitation.

Måske kan man endda sige, at de 95% af universets masse og energi er udtryk for Lyset i Vandrer mod Lysets forstand, mens de direkte observerbare 5% er mørke. Lidt mere kompliceret er det med den menneskelige personlighed, da jeg ikke tror, at det er rigtigt bare at sige, at 5% af menneskets gennemsnitsbevidsthed er mørke, mens 95% er Lys. Her må vi nok nøjes med at sige, at 5% er sanselig og direkte observerbar, bevidst, mens de 95% er oversanselig og umiddelbart ubevidst.

Det kunne være interessant hvis man kunne afprøve denne teori videnskabeligt. Hvordan det eventuelt kunne gøres, ved jeg ikke. Men måske der er nogle forskere derude, som har nogle ideer?

Islam og underkastelse

I en bestemt tolkning af religionen Islam kræves det, at vi mennesker underkaster os Gud (Allah; “Islam” betyder ifølge Wikipedia “underkastelse”, “overgivelse” eller “hengivelse”, og “muslim” betyder “en som underkaster sig”). Hvis ikke vi – i denne tolkning – underkaster os, betyder det død i denne verden og fortabelse i den næste.

Vi må tænke, at hvis eller når vi får kendskab til Gud (Allah) gennem Koranen og hadith eller via islamisk forkyndelse, så afkræves vi underkastelse, og hvis ikke vi da underkaster os, er følgerne som nævnt her (død og fortabelse).

Men – dette krav om underkastelse har intet med den sande Gud at gøre. Hvis vi læser Guds sande åbenbaring Vandrer mod Lyset, så forstår vi af den, at Gud stiller alle sine skabninger absolut frit, og aldrig kræver Han absolut underkastelse, og aldrig vil Han dømme os til død ved menneskers hænder, og fortabelse ved sine egne.

Frit og i kærlighed må vi vandre mod Lyset uden dom, straf og fortabelse som muligheder. Hvis vi tolker Islam som en religion, der kræver den absolutte underkastelse, så har de ret, der kalder Islam en fascistisk religion og ideologi, og Gud bliver en tyran, som vi kun tør nærme os i frygt og bæven.

Men – Gud er ingen tyran, og aldrig har Han dømt nogen til død og fortabelse, og aldrig vil Han gøre det. Alt sådant er kun mennesketanker og løgne, undfanget af herskertrang og muligvis i sin første oprindelse inspireret af Satan (Ardor), da han (Satan) endnu kæmpede mod Gud og mod os alle.

Satan (Ardor) er vendt hjem til Lyset og Gud, og en af følgerne af denne begivenhed i den oversanselige verden, denne kendsgerning, er Vandrer mod Lysets fremkomst i den jordiske verden. Af dette værk lærer vi, at Gud er en Lysets og kærlighedens Almagt, en Gud hvis kærligheds dybde intet menneske kan lodde, da den er uendelig, en Gud der ikke dømmer, men elsker alle, en Gud hvis alkærlighed gør al tanke om død og fortabelse i Hans navn – hvis ikke vi tror eller underkaster os – til intet, til blasfemi.

Derfor er Islams vej (sharia) ikke sandhedens vej, den er ikke “vejen til kilden (Gud)”, lige så lidt som kristendommen er det. Vi mennesker kan vælge mellem at følge de gamle trosretningers anvisninger (fx Islam eller Kristendom), eller vi kan slå ind på den genvej, som Vandrer mod Lyset anviser. Men vi kan vælge frit og uden frygt for guddommelig vrede eller fordømmelse, hvis ikke vi følger denne vej.

Genvejen består først og fremmest i en tilgivelse af Satan (Ardor), og dernæst i tilegnelsen af nogle åndelige og evige sandheder, som gives kort og klart i Forsoningslæren og genvejen (udgivet i tilknytning til Vandrer mod Lyset), nemlig disse:

At Guds faldne børn i tidernes morgen har skabt det synlige menneskelegeme; at Gud er den usynlige menneskeånds Fader; at hvert jordisk liv bringer menneskeånden et skridt fremad mod Lyset og mod Faderhjemmet; at menneskene er ledsagede af usynlige vogtere, der altid er rede til hjælp og vejledning, en hjælp, der opfattes af mennesker som en indre stemme (samvittigheden); at menneskene i bønnen til deres Gud og Fader kan opnå en direkte forbindelse med Ham, med Hans Tanke og med Hans Vilje og derigennem opnå al den hjælp, der er nødvendig til at hærde deres vilje i kampen mod mørket og synden; at hvert menneske selv må sone sine onde og slette tanker og handlinger; at Kristus (Jesus af Nazareth) har lovet at være fører og leder for hvert menneske, til alle dets jordeliv er til ende!

Frit og i kærlighed kan vi vandre denne vej, eller vi kan blive ved de gamle trosretninger og forestillinger. Men vi må vide, at Guds vej, genvejen, netop er en genvej, mens de gamle religioner er omveje. Og dermed bestemmer vi selv hvor kort eller hvor lang hver vores vej til Gud er og bliver.

Magt

Foranlediget af en diskussion på Facebook vil jeg her prøve at klargøre og præcisere nogle tanker jeg har gjort mig om magt. Tankerne tager afsæt i Emery Reves geniale analyse i værket, Fredens anatomi, som stammer fra tiden omkring 2. verdenskrig og oprettelsen af FN:

Jo flere magtpunkter (stater, nationer), siger Reves, hvorfra der suverænt opstilles normer for lov og ret, jo større vil risikoen for krig være. Vi kan anskueliggøre tanken i et enkelt billede:

Magt breder sig som ringe i vandet, og der hvor de forskellige magtpunkters dønninger og ringe mødes, støder sammen, opstår ofte kold eller varm krig. Krigen kan både være militær, diplomatisk eller økonomisk. Hvis der kun er ét magtpunkt, vil der ikke være sammenstød af ringe i vandet, og vi har freden.

At magt breder sig og synes at have en indbygget tendens til ekspansion skyldes, at menneskers adfærd og interesser udvides i takt med udviklingen af teknologi, viden, handel og horisont, og der hvor der er menneskelig adfærd og interesser, vil vi have et behov for love og regler til at regulere adfæren og interesserne. Med adfærd og interesser mener jeg i denne sammenhæng først og fremmest handel og de deraf flydende interesser. Man kunne også tænke på råstofudvinding, deling af viden og andre ting. Hvor der er adfærd og interesser, men ingen lov og ret, har vi anarkiet eller ultimativt krigen (militær, økonomisk, diplomatisk).

Da den menneskelige adfærd og interesser i dag er globale, har vi brug for en global magt, der kan opstille normer for lov og ret, en Verdensstat, en Verdensstat, der kan regulere den globale adfærd og interesser.

Det er selv sagt ikke uden betydning, om Verdensstaten bliver fri og demokratisk eller tyrannisk. Vi vil – hvis Verdensstaten oprettes engang – have brug for en Verdensstat eller Verdensmagt, med en fri og demokratisk forfatning, baseret på tankerne om en lovgivende, udøvende og dømmende magt, samt på respekten og anerkendelsen af de universelle menneskerettigheder.

Med et blik på verdenshistorien er det let at påvise, at magten har en indbygget og reel tendens til ekspansion. Fra stammer over bystater til nationalstater og til alliancer af nationalstater (fx EU og måske også USA) er magten historisk og faktuelt ekspanderet til at omfatte større og større områder, adfærd og interesser. Der hvor magten er centraliseret, har der – med undtagelser – været fred inden for magtens grænser (landegrænser). Krigen har da skiftet karakter og omfang. Fra at være konflikter mellem fx bystater (fx den peloponnesiske krig) har krigen udvidet sig til at være en krig mellem stater. Krigen synes at udvide sig i takt med den ekspanderende magt – fordi man ikke har taget det sidste, logiske skridt mod en Verdensstat.

Jeg er ikke i tvivl om, at Verdensstaten vil blive realiseret på et tidspunkt – selv om det skulle ligge langt ude i fremtiden. Den menneskelige adfærd og interesser udvides løbende, og derfor er behovet der, det samme behov for regulerende lovgivende, udøvende og dømmende magt, som historisk har drevet udviklingen mod større og større magtenheder.

Hvis ikke vi låner den indbyggede tendens til magtens ekspansion “øjne” og sikrer os, at Verdensstaten bliver fri og demokratisk, som her skitseret, så bliver den tyrannisk og undertrykkende og totalitær.

Det vi ser i dag, fx mellem USA og Kina og Rusland er eksempler på en blind stræben efter større og større magt og dominans. Alle stater vil gerne være de største og stærkeste. Vi kan vælge at lade denne proces og realitet fortsætte blindt, hvilket vil føre til tyranni og undertrykkelse og intern ufred, eller vi kan oprette Verdensstaten bevidst og ved en frivillig tilslutning og samarbejde mellem alle verdens stater og nationer, en Verdensstat med en fri og demokratisk forfatning.

Med moderne teknologi behøver afstanden mellem borger og magt ikke at blive uoverstigelig og dermed give anledning til oprør og ufred. Med forbillede i det subsidiaritetsprincip, at magten bør ligge så nær borgerne som muligt, som man forsøgte at indskrive i Maastricht-traktaten i begyndelsen af 1990´ erne, kunne man yderligere styrke Verdensstatens demokratiske og folkelige forankring. Eller man kunne tage forbillede i det kommunale selvstyre som vi kender det i Danmark. Et billede på den borgernære magt kunne være at se magten som en pyramideform, med få men afgørende beslutninger på magtens top (det globale), og flere og flere, men mindre beslutninger nedad mod “bunden” (det lokale). I ord kunne man kalde princippet for magtens lagdeling, så toppen ikke bestemmer alt, men kun har magt og kompetence på områder af indlysende grænseoverskridende og global karakter; fx spørgsmålet om krig og fred, om udnyttelse af energiressourcer og miljø osv.

Men det er under alle omstændigheder afgørende, at Verdensstaten kun oprettes hvis alle magter ønsker det, og hvis flertallet af almindelige mennesker bifalder det. Ellers vil det kun resultere i tyranni, undertrykkelse og ufred, og drømmen om verdensfred vil da blive en dystopi og et mareridt, som vel ingen ønsker.

Note: Man vil i mit værk “Én Jord, én menneskehed, én Gud” kunne finde beslægtede tanker i den politiske afdeling. Gå ind under menupunktet, “Bestilling af bøger”, hvis dette har din interesse.

Kærlighedens rum

Måske kan vi kende den ægte kærlighed på dette:

Den er ikke dig overfor mig, eller mig overfor dig, dig der giver, og mig der modtager eller omvendt; dig og mig, der på den måde sætter hinanden i gæld.

Måske er ægte kærlighed et rum, vi går ind i sammen, noget vi deler; her skylder vi ikke hinanden noget, her er vi frie. Den er det største og det sværeste og det mest kostbare; den koster alt og intet; alt, fordi den er det mest værdifulde, intet fordi den er vores inderste tilbøjelighed.