Den menneskelige mentale og eksistentielle inerti

…alle store tanker gror langsomt i menneskenes sind; fra et brev af Michael Agerskov til Hr. Nielsen, c. 29.5.1927

Lige som det kræver en fysisk resulterende kraft at ændre et fysisk legemes bane, kræver det en mental resulterende kraft at ændre det mentales bane for et menneske og for en kultur. Og lige som det ved de fysiske forhold delvist er afhængigt af det legemes masse, hvis bane man vil ændre, hvor megen kraft der skal til en given ændring, er det afhængigt af det mentale forholds eller fænomens styrke og rodfæstethed, hvor megen kraft der skal til for at ændre et menneskes eller en hel kulturs bane.

Den mentale, resulterende kraft der skal til for at ændre det mentale for et menneske eller en kultur, er vel ofte (altid?) viljen.

Vi kan af denne sammenhæng – hvis tanken er rigtig – til dels forstå, hvorfor fx Vandrer mod Lyset har og har haft så store problemer med at bryde igennem til offentligheden og til almen anerkendelse; fordi tanken og tankerne her er så store, og fordi man forsøger med værket at ændre hele menneskehedens samlede verdensbillede, er den fornødne kraft og vilje tilsvarende stor, hvis dette skal kunne lade sig gøre.

Dertil kommer, at menneskets vilje er fri. Derfor afhænger gennembruddet ikke udelukkende af den vilje, som værkets talsmænd kan præstere, men også af modtagernes modtagelighed og egen vilje.

Af eksempler fra litteraturen på denne mentale og eksistentielle inerti kan vi også nævne Marcel Prousts beskrivelser i hovedværket, På sporet af den tabte tid, hvor forfatteren et sted skriver, at et menneske, der sover, vil søge at bibeholde søvntilstanden, og tilsvarende for det vågne menneske, som undertiden kan have svært ved at falde i søvn, idet den vågne tilstand – måske ubevidst – søges forlænget og bevaret. 

Og Proust skriver meget om vanen og vanens magt; det kræver energi, kraft og vilje – over tid – at ændre en vane, hvilket afholder nogle mennesker fra bare at forsøge. Det er lettere – og energimæssigt billigere – at gøre som man plejer.

Men plejer er ikke altid det bedste. Nogle gange må der nyt til. Og dette nye – fx sandheden – kræver vilje og kraft og indsats for at bryde den menneskelige mentale og eksistentielle inerti.