Kristi Tale og Menneskerettighedserklæringen

Noget af det ædleste stykke politisk arbejde der nogensinde er blevet udført er efter min opfattelse affattelsen og vedtagelsen af Menneskerettighedserklæringen. Erklæringen blev til på verdens ruiner efter 2. verdenskrigs katastrofe og blev vedtaget i 1948.

En anden – og efter min opfattelse parallel – tekst Kristi Tale i Vandrer mod Lyset blev til endnu tidligere; talen blev angiveligt modtaget og nedskrevet i 1914, altså på tærsklen til 1. verdenskrigs katastrofe.

Når jeg nævner de to tekster og hævder dem parallelle, er det dels på grund af den høje ånd, der præger dem hver for sig, og dels fordi de har som fælles mål at skabe universel, global fred, kærlighed, forståelse og fordragelighed mellem alle mennesker. 

I Kristi Tales 2. del er udgangspunktet hvad det enkelte menneske uanset livsstilling og situation kan gøre for sit land og andre mennesker for at vi kan leve netop i indbyrdes fred, tolerance, kærlighed og forståelse. Ånden i talens 2. del har en parallel i J. F. Kennedys ord: Spørg ikke, hvad samfundet kan gøre for dig, men hvad du kan gøre for samfundet.

I Menneskerettighedserklæringen er fokus et lidt andet; nemlig hvad samfundet kan gøre og er forpligtet til for at beskytte individets, borgernes, universelle rettigheder, værdighed, liv og sikkerhed. Dette opregnes i erklæringens 30 artikler; fx retten til liv, frihed, sikkerhed, arbejde, retten til at ytre sig frit, lighed for loven osv.

Dermed supplerer de to tekster hinanden ved dels at tilsige os, hvad vi kan gøre for vores land, dels hvad vores land kan og bør gøre for os med den universelle, globale fred som fælles mål, og vi kan sige, at teksterne hver for sig, med hvert sit udgangspunkt, udtrykker og forpligter os på essensen af Den gyldne Regel (som kendes i en række traditioner, fx Jesu Bjergprædiken (Matt. 5-7); gør kun mod andre, hvad du vil, andre skal gøre mod dig) og næstekærlighedsbuddet; dette oprindeligt – og sikkert med rette – tillagt Gud i Det gamle Testamente (3. Mos. 19,18):

Da ethvert individ, enhver borger og ethvert samfund vel ønsker, at der gøres godt mod det – og ikke ondt – må både individ og samfund gøre godt mod – elske – andre individer og samfund. 

Individet, borgeren, må elske sit land og vise denne kærlighed i gerning, i handling, fx gennem samfundsnyttigt arbejde eller på en af de andre måder, Kristus nævner i sin tale, ligesom ethvert samfund må gøre godt mod – elske – enhver borger, ethvert individ, og også vise denne kærlighed eller gode vilje i handling ved fx at sikre og beskytte individets universelle rettigheder, som opregnes i Menneskerettighedserklæringen.

Jeg tror det ikke forkert eller for højstemt at sige, at med Kristi Tale og Menneskerettighedserklæringen smelter himmelsk og jordisk ånd sammen i to af de ædleste kulturprodukter, der nogensinde er skabt. De viser hver for sig og tilsammen en vej, fredens; det er op til os som menneskehed at gå den.

(Kristi Tale kan – sammen med hele Vandrer mod Lyset – downloades som gratis pdf-fil på Vandrer mod Lysets Forlags hjemmeside; Menneskerettighedserklæringen kan downloades som gratis pdf-fil via menneskeret.dk)