Kald det kærlighed

(Meditationer)

I litteraturen er kærlighed undertiden et onde vi ikke kan leve med, og ikke uden. Kærlighed er da evnen og måske viljen til at gøre fortræd. Hos fx Proust, Singer og Morante er mennesker rovdyr i kærlighed: 

Som i pop- og trivialkulturen, fx i musikken, kaster vi vores skarpe kroge i menneskehavet ved catchy hooklines, udspekulerede plots, der blot knytter en knude, for så at opløse den igen, skygger, der bagtaler kærligheden, chokerer og forarger ved deres mørke:

Kærligheden som en stærk, mørk, tjærefyldt flod, en blues, en sø hvis vande vi besværger for at undslippe eller nå eller bringe til hvile, det mørke, upåvirkede, vandspejl, der uroligt bliver liggende. Smerte, lidelse, kærligheden som en kvinde, der går i havet, en sandhed, der skrives i vand uden at efterlade andet spor end det skrig, der ledsager nedgangen, undergangen, et skrig, der snart forsvinder, bliver til intet, som var det aldrig til.

Sådan bagtaler litteraturen undertiden kærligheden, lyver den sort. Selv den litteratur vi kalder den store, og kalder den stor netop for dens løgn og smerte, lyver, omtegner afgrund til bjergtinde, lyver kærligheden kilde til sjælsødelæggende sorg, forrevne sjæle og knuste sind, lyver kærligheden en knusende magt vi tilbeder, søger og frygter.

Når nu kærlighed er noget helt andet. Enkel, varm, usammensat, almindelig, nærende, opbyggende, tryg, nær. Et træ, der langsomt vokser fra kerne og gren til kvist og blomst, fra jord til himmel, fra menneske til Gud; hjertet dybt i himlen, frygtet – og med urette – af os i kulgruben, hvorfra vi kun ser dens skygge, selv kun skygger.

Kærlighed er sol – ikke måne – en sol, der spreder skygger uden selv at kaste skygge, en sol, der kalder blomsten og træet frem af jordens mørke, trange skød, til livet.

Men vi er skygger, der kan frygte lyset og Solen, frygte vores tilintetgørelse ved gennemlysning gennem kærligheden, frygte livet, skyggernes død.

Når nu kærlighed er noget helt andet.