Tankefelter og kontekst

I en del af nyere sprogfilosofi antager man, at ord og begreber kun eller fortrinsvis tager betydning ud fra den kontekst, de optræder i, den såkaldte pragmatisme. Et eksempel på en sådan pragmatisme har vi i den sene Wittgensteins Filosofiske undersøgelser. 

Parallelt til denne tænkning kan vi undersøge den tanke, at også tanker, teorier og måske logik tager betydning af kontekst; fx i form af videnskabelige og filosofiske teorier eller i form af det enkelte menneskes private tanker i kontekst.

Vi kan da tænke, at fx den moderne materialistiske monisme, der synes at præge videnskaben i dag, kun giver mening i forhold til den tid, teorien er tænkt i, tænkt op imod, både den videnskabshistoriske, den filosofihistoriske og den almindeligt samfundshistoriske tid.

Den materialistiske monisme er, som jeg opfatter det, tænkt i forhold til, med afsæt i, og op imod en metafysisk tradition, som nu synes opgivet, oprindeligt i forbindelse med den sproglige vending i filosofien omkring 1890 og frem, hvor vægten ikke længere lægges på store, metafysiske systemer (a la Kants og Hegels), men derimod på en undersøgelse af sproget og dets rolle i filosofiske og videnskabelige problemer.

Den materialistiske monisme er ydermere en reaktion på religionens rolle i tænkning og liv, og er en del af et større religionskritisk projekt, hvor man søger at frigøre sig fra tanken om og troen på Gud, henimod et fokus på mennesket og den materielle verden. Fx mener man, at bevidsthed udelukkende er udtryk for fysiske processer i den fysiske hjerne, og opgiver tanken om ånd. Der findes – mener man – kun det materielle, og det åndelige er illusion. Man vil ”affortrylle” verden og videnskaben.

I tanken her – opfattelsen af tanker og videnskab i kontekst – kan både metafysikken og materialismen opfattes som del af en større kontekst, som tankepunkter eller tankemasker i et større netværk, kontekst, felt, historie, og vi kan da betragte de enkelte bidrag til filosofien og videnskaben – og i øvrigt også til teologien – som dele af et netværk, en kontekst, et tankefelt, der tilsammen giver mening til de enkelte punkter ud fra deres placering i kontekst og felt. 

Tanker, teorier og hele paradigmer giver måske kun eller overvejende mening ud fra den kontekst, de optræder i, og den overordnede kontekst kan vi da kalde den menneskelige tænkning og videnskab som sådan; alt hvad mennesker nogensinde har tænkt, troet, håbet og levet.

Det er således ikke sikkert, at vi tænker og udvikler filosofi og videnskab og tro lineært fra A til B, men derimod tænker og udvikler bidrag i netværk, kontekst, felt, historie.

Men om denne tanke – der ved første øjekast kan virke triviel, idet den kun tilsyneladende gentager selve begreberne om filosofihistorie, videnskabshistorie og religionshistorie – er frugtbar og brugbar, og i givet fald i hvilket omfang, kan kun yderligere undersøgelser, udvikling, perspektivering og præcisering afgøre.