
(Illustration: AI via Microsoft Bing)
I artiklen Den tragiske kærlighed har jeg forsøgt at beskrive en af de måder, mørket, det onde, søger at forvirre, blænde og narre os på i forbindelse med kærligheden; at det søger at indgive os den tanke, at kærligheden gør ondt og næsten per definition er tragisk og lidelsesfuld, hvor det i virkeligheden er mørket selv, her i skikkelse af forelskelsen, der giver os lidelse og hjertesorg.
Et parallelt fænomen har jeg iagttaget med livet selv. Som sindslidende kender jeg meget til (psykisk) lidelse og smerte. Jeg har da ofte været fristet til at vende mig fra livet, fordi jeg har tænkt og syntes at have erfaret, at livet er så fuldt af lidelse, at det egentlig er ubærligt.
Men i lighed med forholdet omkring kærlighed og forelskelse er det ikke livet, der er lidelsesfuldt, men mørket i os, der bringer os smerte. Når vi således lider, så kan vi i bitterhed søge mentalt eller konkret (gennem selvmordet) at flygte fra livet eller kaste det fra os, men derved flygter vi ind i det mørke, fx døden, der i virkeligheden giver os den lidelse, vi flygter fra.
Hverken livet eller kærligheden bringer os lidelser. Det er mørket, der søger at få os til at vende os fra livet og kærligheden, og hvis vi gør dét, så bringer det os netop de lidelser, vi søger at flygte fra. Og dette er eksempler på mørkets, det ondes, paradokse natur.
Livet og kærligheden hører til Lyset, og Lyset giver os åndelig fred, hvile og velvære. Hvis vi søger at flygte fra livet og kærligheden, stikker vi derved os selv i ryggen med mørkets dolk for hvert skridt vi træder fremad i tilværelsen.
Vi der lider, bør derfor ikke søge at undfly livet og kærligheden, vi bør ikke vende os fra dem, men tværtimod søge ind i livet og kærligheden. For kun de kan give os den fred vi søger. Måske ikke med det samme, men så dog engang i tidens fylde.
Vi der lider, bør ikke i vores lidelse i raseri vende os fra Gud, men til Gud, der er livet og kærligheden selv; Gud, der måske i sidste ende er den eneste, der kan give os fred.
Skriv en kommentar