I sin Metafysik søger Aristoteles et grundlag for såvel eksistensen som for erkendelsen. På begge områder må der foreligge et vist grundlag, en første årsag eller et første princip, hvis ikke vores forståelse af eksistens og erkendelse skal ende i en uendelig regres, og således gøre vores erkendelse umulig eller ugyldig.
Således – siger Aristoteles – må der foreligge en første årsag til eksistensen, til det værende. Hvis ikke der foreligger en sådan første årsag, er der ingen årsager overhovedet, og dermed heller ingen virkninger. Årsagskæden kan ikke fortsætte uendeligt bagud i tid (Metafysik, II. Lille alpha, 2). Hvis vi medgiver, at der findes virkninger, må der også findes årsager til disse virkninger. Hvis endvidere verden og dens ting og objekter og forhold til enhver tid er virkninger, må der til disse virkninger svare årsager, der altså ikke kan fortsætte uendeligt bagud i tid.
Da verden og dens ting, objekter og forhold eksisterer og er virkninger, må der findes årsager til disse virkninger, og hvis der altså findes årsager, må der også findes en første årsag, en første årsagsløs årsag til verden og det værende.
Med Vandrer mod Lyset vil vi sige, at denne første årsagsløse årsag er Gud; eller mere præcist: Urkosmos, dvs Urtanke, Urvilje, Urlys og Urmørke. Vi kan føre analysen endnu videre ved at sige, at Tanken (Urtanken) er den første årsagsløse årsag, idet Ardor indleder sin beretning i Vandrer mod Lyset ved at sige, at Tanken (Urtanken) er altings ophav.
Videre med Vandrer mod Lyset kan vi sige, at verden forstået som virkning eller virkninger, dvs verden forstået som bevægelse og forandring, har sin første årsag i Viljen, (Urviljen), der satte verden i bevægelse ved den første dragning ind mod Lyset (jf Vandrer mod Lyset, Kommentaren, kap. 1). Hermed kan Viljen siges at være den første ubevægede bevæger (Aristoteles).
Set på denne måde er altså Tanken altings ophav ontologisk, dvs med hensyn til det værende som værende (Aristoteles), mens Viljen er bevægelsens og forandringens ophav, den første bevæger.
Dette være sagt om verdens ontologiske grundlag, dvs det grundlæggende for det værende som værende.
Med hensyn til erkendelsen og dens grundlag identificerer Aristoteles et grundlæggende princip i form af kontradiktionsprincippet, som han formulerer sådan: ”Den samme bestemmelse kan umuligt både gælde og ikke gælde om det samme på samme tid og i samme henseende” (Metafysik, IV. 3; hele stykket om kontradiktionsprincippet: IV. 3-6).
Et andet sted (Metafysik, IV. 6) siger Aristoteles, at bevisførelsens grundsætning, dvs kontradiktionsprincippet, ikke selv kan bevises. Hvis man kræver bevis også for denne sætning, er den ikke en grundsætning for bevisførelsen, og ophæver således begrebet om det, vi søger, hvis vi søger et grundlag for erkendelsen. Og ligesom i det ontologiske grundspørgsmål må man standse et sted, for ikke at ende i en uendelig regres, og således ugyldiggøre al erkendelse, eller gøre erkendelsen umulig.
Med andre ord: Hvis ikke begrundelserne standser et sted, findes der – parallelt til det ontologiske grundspørgsmål – ingen begrundelser og dermed erkendelse overhovedet. Altså: Hvis vi medgiver at verden findes og at vi kan erkende noget om den, må både verdens eksistens og vores erkendelse af den have et grundlag, en første årsag og begyndelsesgrund (Aristoteles), hvis ikke vi både ontologisk og erkendelsesteoretisk (epistemologisk) skal havne i en uendelig regres.
Med Vandrer mod Lyset vil vi sige, at den fælles første årsag og begyndelsesgrund for både eksistens og erkendelse er Tanken (Urtanken) (jf den citerede udtalelse af Ardor i værket), mens Viljen (Urviljen) som nævnt er den første bevæger og kilde til al bevægelse og forandring og dermed også for tid.
Hvordan og i hvilken forstand Tanken således er altings ophav og grundlag, hører ind under det, der i Vandrer mod Lyset kaldes gåden om det uskabte, en gåde som endnu er uløst, og som først kan løses, når Vandrer mod Lyset forhåbentlig i en ikke for fjern fremtid vinder sin almindelige udbredelse og fællesmenneskelige anerkendelse (jf Supplement II til Vandrer mod Lyset, no 56).
Forfatterskabet Højtryk 
Skriv en kommentar