Gud Herren den Almægtige

Som led i det bebudede kursskifte for mit forfatterskab – tilbage til rødderne, dvs Vandrer mod Lyset (se indlægget Ved en korsvej) – vil jeg her gentage en tanke vedrørende de etablerede religioner, jeg for år tilbage formulerede, nemlig den, at tilhængere af jødedom, kristendom og islam og også af hinduismen og til dels buddhismen kan og bør rense deres tro, praksis og hellige skrifter ved at filtrere gudsbilledet i de forskellige trosretninger og religioner gennem billedet af Gud som Lysets og kærlighedens Almagt, dvs gennem det billede af Gud, som gives i Vandrer mod Lyset.

Væk må alle tanker om Gud som den straffende, hævnende og fordømmende Almagt, den lunefulde ”Gud” som mennesker kun tør nærme sig i frygt og bæven og med passende ofre enten fysisk eller som ofring af fornuft og frihed og integritet, og væk må tanken om de mange guder. Ind må billedet af den varme, nære og trygge Gud og Fader, som alle kan nærme sig i tro, tillid og kærlighed under hjertets inderlige hengivelse eller gennem bønnen og tilliden til at den høres og bønhøres, når bønnen bedes af ganske ånd, hjerte og sind.

Ud må alle tanker om mennesket som notorisk syndefuldt og skyldigt og elendigt og uværdigt for Gud, og ind må tanken om menneskets åndelige, guddommelige oprindelse og værdighed, ind må tanken om Guds Rige, Paradis, der åbnes for enhver, når vi har fuldendt vores åndelige udvikling, og vandret vejen til Lyset og Gud til ende, ind må tanken om at vi da vil modtages i Guds åbne Favn som værdige børn af Gud, som myndige der vinder værdighed og integritet og åndelig vægt og fylde ved at lære det onde at kende og at overvinde det gennem talrige jordiske inkarnationer, genfødsler.

Dette siger jeg til alle, hvad enten man kalder sin Gud Jahve, Jesus, Kristus, Den treenige Gud, Allah eller kalder Gud ved andre navne. Mine ord gælder jer alle, og jeg taler i Gud Herren den Almægtiges Navn. I skulle vide, at er jeres navne for Gud end forskellige, så er Herren dog én og den samme for alle. Og vi skulle ikke strides med hinanden om, hvem der forstår den Almægtige bedst, og hvem der rettelig tilhører ”Guds udvalgte flok” og hvem ikke. For vi tilhører alle Gud, og Han/Hun er alles ånds Fader og Skaber, og Gud længes efter os.

Ved at kæmpe mod hinanden og kriges i den Almægtiges hellige Navn vanhelliger vi Gud, der gav os livet. Vi bør følges hånd i hånd som brødre og søstre, og vi bør ikke kæmpe mod hinanden, men sammen kæmpe mod den fælles fjende, mørket, det onde, dét der falsk peger på medmennesket og siger: Dét er fjenden, dét der vækker striden mellem os, dét der falsk siger disse er de hellige, disse ikke. For alle mennesker har del i det hellige, det er i vores ånds inderste, vores ånd er skabt af det, og til det skal vi engang vende tilbage – til det liv i lykke og salighed, der er i al evighed.

Dette hellige er Lyset, kærligheden. Så enkelt er det. Vi behøver ikke være professorer i filosofi eller kvantefysik, vi behøver ikke at udmærke os med det ene eller det andet, vi behøver ikke at være rige, eller hvis vi er rige, da at bortgive alle vores rigdomme for at tækkes Gud og vinde retfærdighed. Vi er gode nok. Det ene fornødne er at elske og at følge sin samvittighed, idet vi gennem kærligheden og ud fra vores indre sans for godt og ondt søger at højne og forædle vores ånd. For kærligheden er alle lige. For Gud er alle lige.

Gennem Vandrer mod Lyset kalder Gud på os, kalder på alle mennesker, og Gud længes. Hvornår vil vi svare Ham?