Ved en korsvej

Vandrer mod Lyset er fundamentet for det arbejde, der siden værkets første fremkomst i 1920 er pågået med at bringe åndens lys til Jorden. Det har siden min tidlige ungdom også været mit eksistentielle og religiøse udgangspunkt, og hovedinspirationen til min virksomhed som forfatter.

Mit forfatterskab har gennem tiden undergået visse ændringer, og fokus for det har skiftet. I 2007 foretog jeg en sådan drejning eller ændring, idet jeg – inspireret af en drøm – erkendte, at jeg havde fokuseret for meget på min personlige lidelse – jeg lever med en alvorlig sindslidelse – og for lidt på de evige sandheder, som bringes i Vandrer mod Lyset.

Den del af forfatterskabet der lå forud for 2007 kan vel nok have haft værdi for enkelte, især for mennesker der som jeg selv lider på forskellig vis, men tankerne deri er falmet og er hurtigt afblomstret, idet de savnede den nødvendige åndelige vægt og ballast og almenmenneskelige interesse.

Senere igen foretog jeg en ny ændring af fokus, idet jeg tænkte, at jeg – som flere andre – når udgangspunktet er Vandrer mod Lyset let kommer til at tænke, skrive og tale i en slags lukket rum uden forbindelse til verden. Et ekkokammer hvor vi prædiker for de omvendte, ikke for syndere for at bruge en gammel, bibelsk term.

Jeg søgte da at bringe en forbindelse og en dialog mellem de to verdner – Guds og menneskers – ved at forholde mig til den almindelige åndshistorie med hovedpunkt i filosofien. Dette kan vel også have en vis værdi, men resultatet har været, at jeg har brugt en mængde tid på studier af filosofiske værker, og har måske forsømt grundlaget, Vandrer mod Lyset, en smule. Døgnet har jo stadig kun 24 timer.

Samtidig må jeg erkende, at en del af motivationen for studierne af åndshistorien har været at høste bifald og anerkendelse, og nu stiller jeg mig selv det grundlæggende spørgsmål: Vil jeg tjene Gud eller søge bifald fra mennesker, vil jeg vedblive gennem måske dybsindige læsninger af filosofien at søge ”det palmestrøede indtog i staden” og verden, eller holde mig tro mod fundamentet?

Hvis jeg vælger at fortsætte kursen mod dialog mellem Gud og mennesker med den motivation at vinde berømmelse og anerkendelse og bifald, så har Gud ingen brug for mig i relation til at bringe åndens lys til Jorden og til mennesker. Dette erkender jeg klart. Og dette ville markere en fortsat afdrift fra det væsentlige. Derfor skifter mit forfatterskab nu igen fokus – det vil jeg i hvert fald bestræbe mig på.

Det bliver et skifte tilbage til fundamentet, Vandrer mod Lyset. Det bliver igen hovedfokus. Formålet er at bringe lys og klarhed og at øse af de uendelige og evige åndens livskilder, som værket er så rigt på. Til dette arbejde har jeg et klart eksempel til efterfølgelse i den norske Vandrer mod Lyset forsker og ekspert, Sverre Avnskog, der i artikel efter artikel og i skrift efter skrift holder sig tro mod udgangspunktet for lysarbejdet på Jorden. Interesserede kan læse Avnskogs skrifter på vandrermotlyset.net og på toward-the-light.net.

Jeg vil søge at vise, at det virkelig er sandt, at Lyset er brudt igennem i vores verden i og med Vandrer mod Lysets fremkomst og realitet og alt det, der ligger bag denne kendsgerning: At det i starten af det 20. århundrede lykkedes Lysets magter at vinde mørkets fyrste, Satan (Ardor), tilbage til Lyset og Gud, hvorfor det også lykkedes at bringe en god del af åndens evige sandheder uforfalskede til verden og til menneskers kendskab og viden.

Samtidig vil jeg søge at pege på den genvej til Lyset og Gud, som åbnedes som mulighed for alle mennesker, da mørkets magt blev brudt: Gennem tilgivelse af den dybest faldne (Ardor), og alt der knytter sig hertil.

Men frem for noget vil jeg søge at holde mig fri af den samtids- og fremtidspessimisme, der ifølge Avnskog kan gøre os sårbare overfor æteroptegnelsernes fortsatte aktivitet og realitet (for æteroptegnelser; se Vandrer mod Lyset). Dermed vil jeg søge at tegne et billede af verden og virkeligheden præget af håb, tro og tillid, hvilket kan være med til at skabe den bedre verden, der virkelig er mulig. For er ikke den, der kun ser mørke, blind?

Lyset er brudt igennem i vores verden. Djævelens trone står tom. Gud kalder gennem Vandrer mod Lyset på alle mennesker, Hans/Hendes uendeligt elskede børn. Lad os svare Ham/Hende. Gud er kun en tanke og en bøn væk. Gud er tryg og varm og nær. Der er, som en anden Vandrer mod Lyset kender engang sagde det, ikke noget at være bange for. Gud kalder på os. Hører I det ikke?