Kristus er ikke Gud

Dersom sandheden udtales i Guds Navn, da må mørket, det onde, vige.

Gennem tiderne har kristendommen fra sin første begyndelse med Paulus´ udlægning af Jesu liv og død vækket ikke så få ædle og ophøjede følelser blandt mennesker, de kristne. Mange føler og mener at forstå, at de overfor Kristus står overfor Gud selv. Mange vækkes til denne tro gennem evangeliet, når ordet prædikes og høres, eller når man læser i bibelen. Andre vækkes på anden vis.

Står vi ved Kristus virkelig overfor Gud? Er Kristus Gud?

I De tre gyldne Frugter (en samlebetegnelse for Hilsen til Danmark, Vandrer mod Lyset med supplementer og Forsoningslæren og genvejen) siges det, at det ikke er tilfældet, og at de kristne gennem tilbedelsen af Kristus som Gud lægger en tung vægt på Kristi skuldre, samt at man med denne tilbedelse dagligt korsfæster ham, sådan som man har gjort det de sidste 2000 år.

Selv siger Kristus i sin tale til os mennesker i Forsoningslæren og genvejen blandt andet: Mennesker! Alle I, der elske og tilbede mig, I vide ikke, hvilken sorg og smerte I dagligen forvolder mig. I vide det ikke; thi vidste I det, da vilde min sorg, min smerte give genklang i eders hjerter. Jeg vil ikke klage for eder over den byrde, I have givet mig at bære; thi vor Fader har hjulpet mig at bære den. Ja, sandelig, Han har båret den for mig, thi ellers var jeg segnet under byrdens vægt! Og hvilken byrde er det ikke! I have gjort mig, eders ældre broder, til eders Gud! Hvor kunne I gøre det? Bære I ikke alle i eders hjerte et billede af eders Gud, eders ånds Fader? Jeg spørger eder, føle I ikke, at jeg langtfra svarer til dette billede?

Der er ingen tvivl om, at mange kristne elsker og ærer Kristus af deres ganske hjerte, men det sker altså lidt på falske betingelser, da Kristus ikke er Gud, og ikke har sonet alverdens synd gennem sit liv, død på korset og den påståede fysiske opstandelse, og Kristus har ikke gennem dette åbnet vejen til frelse for alle, der tror. Dette siger jeg i Gud Herren den Almægtiges Navn.

I stedet for tilbedelsen af Kristus som Gud, bør vi mennesker løfte guddomsbyrden af hans skuldre, og elske ham som vores ældre bror (i åndelig forstand), der gennem sin kærlighed til os har påtaget sig at lede os alle til Lyset og Gud. Vi bør forstå, at Kristus er frelseren, ikke i kraft af sin død og ”opstandelse”, men gennem sin kærlighed til os, og derved at det var ham, der var hovedmanden bag det gennembrud for Lyset, der skete i 1912, da Kristus ved Guds hjælp brød mørkets magt ved at vinde den dybest faldne, Satan (Ardor), tilbage til Lyset og Gud (for dette; se Vandrer mod Lyset).

Hvis vi mennesker ud fra disse tanker løfter guddomsbyrden af Kristi skuldre, og derved svarer på hans kærlighed til os som vi bør, da først kan vi få det rette forhold til ham, og da vil han lettes i sin gerning, og han vil glædes inderligt og måske elske os endnu mere. Og er end hans, Kristi kærlighed til os mennesker, kun at regne for et fnug mod det hele univers i sammenligning med Guds kærlighed til os, da er den dog rig, dyb og ægte (jf Forsoningslæren og genvejen).