Som varslet i indlægget Vandrer mod Lyset og nogle parallelle åndelige strømninger vil jeg i den kommende tid søge at forholde mig til nogle af de åndelige retninger og filosofier, der i tid omkranser Vandrer mod Lyset.
Jeg havde egentlig tænkt mig at skrive længere enkelttekster, hvor jeg ville dykke ned i fx teosofien og Martinus´ kosmologi, og først skrive, når jeg havde læst hele fx Blavatskys, Den hemmelige lære, men afviger nu fra denne plan til fordel for kortere indlæg, som jeg skriver undervejs i læsningen af de forskellige værker og skrifter, og så også offentliggører dem undervejs, fx her på bloggen. Dette kan måske også give en mere levende, umiddelbar kvalitet og friskhed til teksterne.
Det første jeg nu vil tage fat på, er teosofien gennem et første blik på Helena Petrovna Blavatskys Den hemmelige lære, og jeg skal understrege, at der her kun er tale om et første, foreløbigt blik på værket. Jeg koncentrerer mig foreløbig kun om selve tankerne i et første indtryk. Senere kan tilløbe oplysninger om den parallelitet, jeg ser mellem Blavatsky og Johanne Agerskov som medier og personligheder, paralleliteten med hensyn til tilblivelsen af Den hemmelige lære og Vandrer mod Lyset, som Johanne Agerskov modtog, og andet.
Den første store tanke jeg udleder allerede af de første sider af Den hemmelige lære og ved at læse lidt frem i teksten er denne: Teosofien forsøger gennem esoterisk filosofi – lige som Vandrer mod Lyset – at forene al religion, filosofi og videnskab. Lige som universet har en yderside og en inderside, en ydre, sansbar side, og en indre, usynlig, har visdommen også en yderside og en inderside. Visdommens yderside repræsenteres fx ved de enkelte religioners doktriner, dogmer, ritus, praksis og helligskrifter, de hellige bøger.
Religionernes inderste kerne og fælles impuls iklædes ofte i deres ydre fremtoninger og skikkelser mytens sprog, symbolik (fx jødestjernen, korset eller halvmånen) og forskellige riter og liturgier til brug ved gudstjenesten. Dette kan opfattes som en form for tilsløring af det inderste, den inderste kerne, en tilsløring som i nogle tilfælde er nødvendig, da kendskabet til de inderste, okkulte kræfter i visdommen medfører vældige kræfter, der i hænderne på de forkerte kan være ødelæggende. Derfor åbenbares også i tiderne kun mindre dele af den oprindelige, altomfattende, fælles, indre kerne og lære og visdom.
En anden kilde til tilsløring opstår når de indviede søger at omvende eller indvie de uindviede, og visdommen således kommer i ukyndige hænder.
Al religion stammer altså ifølge Den hemmelige lære fra en fælles kilde og en fælles universel lære, visdom og sandhed. Dette flugter rigtig godt med Vandrer mod Lyset, idet vi ud fra dette værk kan sige, at al religion i sidste ende stammer fra Gud, og bliver realiseret i den jordiske verden af de personligheder, de yngste, der har lovet Gud at være behjælpelige med at lede alle til Ham/Hende, båret frem af menneskers længsel efter deres guddommelige Ophav.
Nu har jeg jo langt fra læst hele Den hemmelige lære, og jeg ved ikke, hvad der vil komme. Det må tiden vise. Men jeg tænker umiddelbart, at det ikke er så svært at udfinde den inderste kerne af enhver religion, den enkle, altomfattende visdom, som Blavatsky skriver om.
Jeg tænker, at der hvor al religion kan forenes, løber sammen, det fælles punkt, den ene, altomfattende sandhed, det største af alt er én sandhed, ét ord, én virkelighed: Kærligheden. Den helt almindelige kærlighed mellem mennesker og mellem mennesker og Gud. Enhver religion er startet ud fra denne ene, indre impuls, kærligheden, om end de hver for sig har fået forskellige, ydre udtryk, eftersom de er vandret fra den indre impuls og virkelighed til ydre skikkelse. I sidste ende er den indre, oprindelige impuls Guds og de yngstes kærlighed til mennesker (Vandrer mod Lyset).
Religionernes ydre skikkelse – og megen anden menneskelig aktivitet – skal ofte blot – eller kommer til – at sløre denne ene, indre, enkle, fælles sandhed og virkelighed og realitet – af grunde man kan læse nærmere om i Vandrer mod Lyset.
Hvis dette er rigtigt opfattet, så er livet ikke så indviklet. Det hele er udtrykt i jødedom og kristendom ved det fælles bud om næstekærlighed og kærligheden til Gud. Alt andet er støj. Unødvendigt. Vi skal eller bør elske os selv og vores medmennesker og Gud. Dét er retningen. Mod Lyset.
Af den oprindelige, enkle, røde ledetråd danner vi ofte gennem religioner og filosofier sammenfiltrede garnnøgler og knytter tilsyneladende uopløselige knuder, mens vi skændes og strides om, hvem der har fat i den lange ende. Og svaret er måske, at det har vi alle sammen.
Måske finder vi ikke kun sandheden og visdommen i studerekammeret ved kunstigt lys, men først og sidst ude under Solen i den inderste kerne og realitet – blandt mennesker.
Skriv en kommentar