Venligt at høre, mildt at dømme.
Med dette citat fra Shakespeare (Henry V, prologen) indleder Helena Petrovna Blavatsky sit værk, Den hemmelige lære, og det er et godt og velvalgt citat, som jeg vil prøve at efterleve, nu hvor jeg prøver at forstå og skrive om værket. For en ordens skyld skal jeg sige, at jeg læser værket i dansk oversættelse af Adyar-udgaven (1962) ved Sigrid Møller, udgivet på Strubes Forlag, 1980.
Straks skal det siges, at det på en måde er misvisende at kalde værket Blavatskys, for det har en særegen tilblivelsesproces, der er parallel til den, der blev fulgt ved skabelsen af Vandrer mod Lyset. Blavatsky så således – hedder det i afsnittet først i bogen, Hvordan ”Den hemmelige lære” blev skrevet – manuskriptet i astrallyset, en arbejdsform, der dog snart blev for vanskelig, hvorefter hun fik det forevist ”som i en drøm” af en af Mestrene.
Blavatsky siger selv i samme afsnit af bogen med et citat fra Michel Montaigne: Mine herrer, jeg har blot bundet en buket af blomster, jeg har samlet, og af mit eget har jeg ikke bidraget andet end den snor, der holder dem sammen. Værket er efterfølgende fremkommet som et mosaikarbejde af det, hun således modtog, parallelt til Johanne Agerskov, det medie, der modtog Vandrer mod Lyset, og som i fortalen til dette værk siger, at hun ikke egenmægtigt har slettet noget eller lagt noget som helst til de meddelelser, der blev givet hende ved tankeinspiration af oversanselige intelligenser.
Vandrer mod Lyset er også derefter – parallelt til Den hemmelige lære – fremkommet som et mosaikarbejde, hvor svarene på forskellige spørgsmål, stillet af en lille kreds omkring Agerskovs, blev givet fra oversanselig side, og derefter ordnet i en bestemt rækkefølge efter de oversanselige intelligensers vejledning og anvisning (se Efterskriften til værket).
Jeg skal her forsøge at forstå og gengive den skabelsesberetning eller kosmogoni, der udfoldes i Den hemmelige lære så åbent og loyalt jeg kan, og dermed også forklare nogle af teosofiens grundprincipper, som de er formuleret i den esoteriske filosofi i dette værk. Derefter vil jeg gengive Vandrer mod Lysets forklaring på det samme spørgsmål. Hvor der kan forekomme afvigelser og forskelligheder mellem de to værker, vil og kan jeg ikke for læseren afgøre, hvilken kosmogoni der er mest sand eller sandsynlig – om nogen af dem – men overlade dette til læserens selvstændige vurdering, alt efter hvad den enkeltes indre sans, samvittighed, tilsiger ham eller hende.
Verden, kosmos – siger Den hemmelige lære – pulserer eller ånder ud og ind i en evig cyklus af aktivitet, bevægelse, og passivitet, ubevægelighed. Udåndingen og indåndingen er Brahmas (Guds) dage og nætter. Ved udåndingen vågner bevidsthed, verdensånden og intelligensen, deriblandt menneskers ånd og bevidsthed, ved indåndingen indslumrer de igen, og “svæver drømmene over vandene” (smlg. 1. Mosebog, 1, 1-2). Ved udåndingen dannes også stoffet og dets bevægelse, og universet får en sansbar, ydre, konkret form, om end det er uendeligt.
Vi mennesker bevæger os i forskellige verdensaldre gennem inkarnationerne og reinkarnationerne fra de laveste til de højeste livsformer; fra mineraler over planter og mennesker til ærkeengle (smlg. Martinus´ kosmologi).
Vi mennesker kan ikke rigtig forstå Brahmas nætter eller Guds passive, slumrende tilstand, da vi er led i Bevidsthedens eller Åndens udstrømning, emanation, dens vågne tilstand. Når vi forsøger at forstå nætterne, gør vi det fra den vågne tilstand, som når vi søger at tolke vores drømme. Resultatet bliver ofte uklart og måske misvisende. Ånd kan ikke forstå ikke-ånd, det værende ikke det ikke-værende.
Verdens, kosmos´, evige pulseren eller åndedræt foregår på stadigt højere niveauer (smlg. igen med Martinus. Smlg også med moderne videnskabelige teorier om Big Bang og Multiverset), og den er evig uden begyndelse og ende.
Vandrer mod Lysets kosmogoni er lidt anderledes. Her siges det, at Gud fra evighed var Urtanke og Urvilje, adskilte, men at de fra et vist tidspunkt, eller rettere ved tidens begyndelse, rakte mod hinanden ved kærligheden og dermed mod Livet, og efter en kamp mellem Lys og mørke, godt og ondt, i ukendte evigheder, sejrede Lyset, kærligheden, og Gud fremstod, emanerede sig selv, som Lysets behersker og mørkets besejrer. Denne sejr er evig, og kampen vil aldrig blive gentaget. Den tid vil komme, hvor der intet mørke mere findes overhovedet i kosmos, og vi mennesker, Guds børn i åndelig forstand, deltager i den kosmiske udrensning af mørket ved vores egen og selvstændige kamp mod denne urkraft.
Ved denne kosmogoni giver det mening at sige, at Tanke og Vilje sammen med kærligheden og livet er verdens bevægende principper, og dermed også at de er kernen i den inderste visdom, verdens bevægende og bærende kræfter og principper. I sidste ende bærer kærligheden alt, da Tanken og Viljen i løbet af deres kamp ud af mørket, og ved Guds sejr og emanation ved Tankens og Viljens harmoniske forening, er blevet koncentrationer af Lyset, hvis essens er kærlighed (se indlægget Vandrer mod Lyset og teosofien. Et første blik). Samtidig er Tanke, Vilje, Lys og kærlighed uerkendelige for mennesker i deres inderste kerner, og det udgør en principiel grænse for vores viden. Vi vil dog fortsætte vores udvikling og åndelige vækst og forædling i al evighed i en evig vandring mod Lyset.
Efter at Gud emanerede sig selv, skabte Han/Hun (Gud er i Vandrer mod Lyset lige så meget en kvindelig som en mandlig Personlighed) et mægtigt Rige til bolig for sig selv, sine Tjenere og de senere tilkomne Guds børn, englene. Engang vil alle mennesker også modtages i dette Rige, som vi normalt kalder Paradis, af Gud selv, når vi har overvundet mørket, det onde, og har fuldendt vores udvikling i Lysets verdner. Dette Rige, Paradis, er skabt og gennemsyret af Lyset og dermed af kærligheden, da kærlighed altså er Lysets essens.
Hvilken af de to kosmogonier man finder rigtigst, må som sagt være op til den enkelte at afgøre. At de er forskellige, er der ingen tvivl om. Måske har andre helt andre bud. For mig personligt ser det ud til, at en af forskellene er kærligheden. Jeg ser den i den ene, og ikke i den anden – med det forbehold at min læsning og forsøg på forståelse af Den hemmelige lære indtil videre kun omfatter bogen til og med fortalen. Min opfattelse kan således være en misforståelse og fejlagtig, utilstrækkelig. Andre kan naturligvis have andre vurderinger.
Skriv en kommentar