Efter indledende og specielt i fortalen at have søgt at forklare grundprincipperne i teosofiens esoteriske filosofi, går Den hemmelige lære, som Blavatsky angiveligt modtog, først ved at se i astrallyset, dernæst ”som i en drøm” af en af Mestrene, over til at gengive og kommentere syv såkaldte Stanzer, mindre tekststykker, fra Dzyâns bog, som skal være en ældgammel visdomsbog, hvori den inderste og altomfattende visdom er givet, dog i kodesprog eller i paradoks form, hvortil kræves en nøgle for at forstå.
Et eksempel på den paradokse form er denne fra Stanze 1: Tilværelsens årsager var fjernet; det synlige, som var, og det usynlige, som er, hvilede i ikke-væren, den ene væren”.
Det, der tales om her i Stanze 1, er Brahmas, eller Guds nat, den passive, hvilende, drømmende tilstand, der går forud for enhver udånding af kosmos og universet i det, der kaldes den kosmiske evolution. Alt er i denne hviletilstand, men kun som mulighed, endnu ikke virkelighed, og derfor – tænker jeg – bruges den paradokse formel, at alt både er, og ikke er; væren er endnu ikke blevet tilværelse.
En anden mulig forklaring til den paradokse form i Stanzerne kan vi måske forstå ved en tanke fra Aristoteles, nemlig den, at vi mennesker, da vores bevidsthed og tanke er endelig, begrænset, ikke kan forstå eller opfatte det ubegrænsede, det uendelige. For alligevel at søge at forstå det, må vi begrænse det, fx gennem ord og begreber, hvorved det ikke længere er ubegrænset, uendeligt. Det vi kan opfatte, er formen, markeret ved grænsen. Men det grænseløse har jo netop ingen grænse, fx Brahma eller Gud.
Vi har også begreberne det ubegrænsede og det uendelige, men ved selve disse ord og begreber begrænses det ubegrænsede, og vores ord og begreber bliver da på en måde pr definition misvisende eller utilstrækkelige. Vores erkendelse af det absolutte eller ubegrænsede, uendelige bliver gennem vores ord og begreber mâyâ, illusion. Derfor får det ubegrænsede i sproget paradoksets form for at søge at gøre det tilgængeligt for den menneskelige tanke.
I syv Stanzer fra Dsyâns bog beskrives syv stadier, der hver for sig varer en evighed, i det, der kaldes den kosmiske evolution. Denne kosmiske evolution består af Brahmas eller Guds udånding og indånding, hvor ved udåndingen Brahma udånder en tanke, der bliver til kosmos eller universet og alt, der findes deri. Ved denne udånding skaber Brahma ikke egentlig noget, men viser kun forskellige aspekter af sig selv, fx ånd, krop, tid, dyr, mineraler osv. (smlg med Martinus´ kosmologi og Spinozas Etik om den ene selvberoende substans og dennes fremtrædelsesformer).
Rummet, den evige moder, der er årsag til alt uden selv at have en årsag, slumrer i hviletilstanden, og tiden findes ikke. Tiden er en illusion, knyttet til bevidsthed, og da der i hviletilstanden ingen bevidsthed findes, er der heller ingen bevidsthed tidens illusion kan opstå i. Lidelse og forløsning (nirvana) findes heller ikke, for der er ingen til at lide eller forløses. De syv veje til salighed (nirvana), de store årsager til lidelse, nidâna (årsager til tilværelsen), og mâyâ er ikke.
Rummet er i hviletilstanden udifferentieret, og den første differentiering ved Brahmas udånding er ånden, derefter stoffet. Ånd, sjæl og krop er en treenighed, hvis syntese er livet. Englene, Ah-hi eller Dhyân-Chohaner, i det åndelige hierarki er manifestationer af den guddommelige tanke og vilje, der kommer til udtryk ved Brahmas udånding. Hierarkiet opstår ved, at alt liv, hvortil også regnes mineraler, atomer og dyr, gennemgår alle stadier af liv.
Jeg håber her at have gengivet indholdet i Stanze 1, med kommentarer, i det mindste nogenlunde korrekt. For den der er fortrolig med Vandrer mod Lyset, min reference, vil det antagelig hurtigt fremgå, at der er visse ligheder og forskelle mellem Den hemmelige lære og Vandrer mod Lyset.
En af forskellene er, at i Den hemmelige lære beskrives den kosmiske evolution som en evig udånding og indånding, en aktiv og en passiv periode eller tilstand, et evigt åndedræt, der gentages fra evighed til evighed uden begyndelse og ende. En udånding og en indånding der dog sker på stadigt højere og dybere niveauer, mens kampen fra mørke til Lys for Urtanken og Urviljen, og Guds sejr og emanation i Vandrer mod Lyset siges at være foregået én gang, og at denne kamp aldrig vil gentages. Sejren er evig.
En anden forskel er, at der i Den hemmelige læres hviletilstand kun er mørke, i Vandrer mod Lyset både Lys og mørke, godt og ondt (se også indlægget Vandrer mod Lyset og teosofien. Kosmogoni). Udsagnet i Den hemmelige lære nuanceres dog ved, at der her siges, at set fra ét perspektiv, det guddommelige, var der i Urtilstanden kun lys, men at dette oprindelige lys af den menneskelige tanke opfattes som mørke. Jeg håber denne tanke er rigtigt opfattet.
Der er altså visse forskelle mellem de to værker, men hvad der er rigtigst, må læseren selv afgøre.
Forfatterskabet Højtryk 
Skriv en kommentar