Udånder, udstråler Gud evigt alt liv og al kærlighed, eller udåndes også Gud af det evige åndedrag, bestemt til i al evighed at fødes og dø og genopstå? Hvad er sandt? Det ved jeg ikke. Men dét ved jeg: At om sandhed dømmer hjertet bedst.
Brahmas nat
Når det lave ser mod det høje, ser det kun et mulm som under et skydække. Når det værende ser mod det ikke værende, hylles det i mâyâ, sløret, og binder krans af ord om det ordløse, for eksempel disse. Når det mangfoldige ser mod det Ene, falder tanken mod evighedens stengrund og knuses til tid og støv. Når ånd ser mod ikke ånd, og svarer digt med digt, fødes lysets søn, og verden begynder.
Før tidens morgengry hviler universet i den guddommelige tanke og i det guddommelige skød. Det udåndede kan ikke i tanken nå tilbage i tid før udåndingen, men dét før udåndingen, den absolutte Enhed eller ikke væren som er absolut væren, rummer i kim det udåndede. Ikke væren – hvisker det værende – er absolut væren, og ved dette paradoks iklæder det værende det ikke værende sin egen dragt og glans. Men det er mâyâ, illusion.
Rummet er altings kilde og udspring, selv guderne og Brahma udåndes ved det evige åndedrag som en form af det formløse. Bevidsthed er begrænsning, afgrænsning, det er bevidsthed om noget for nogen. Det evige åndedrag er absolut og ikke begrænset, derfor er det ikke bevidsthed, det kender ikke sig selv. Hvis det begrænsede skal rumme det ubegrænsede, sprænges det til vanvid.
Kun ved den højeste visdom vundet gennem æoners fødsel og død og genfødsel, bliver vi fri for personlig, begrænset eksistens, idet vi går op i det absolutte, samtidig med at vi bevarer en kontemplativ, selvanalyserende bevidsthed, som ikke er bevidsthed, begrænsning. Vi kan ophøre med at eksistere, dog stadig være, idet virkeligheden, det udåndede, ophører, synker tilbage i natten. Men muligheden består som kim i den guddommelige tanke og i det guddommelige skød; som skjulte stråler af lys og liv.
Brahma vågner
Fra evighed af var mørket overalt. I mørket var lyset; i lyset var tanken og viljen. Men tanken og viljen var ikke i mørket. I lyset var alt det godes mulighed, men i mørket var alt det ondes mulighed. Ukendte evigheder svandt. Langsomt droges tanken og viljen mod hinanden. Langsomt bredte lyset sig, det blev klarere og renere. Det blev dæmring. Ukendte evigheder svandt. Tanken og viljen droges end nærmere mod hinanden. Lyset bredte sig mere og mere, det strålede klart og skønt. Det blev morgen. Atter svandt ukendte evigheder. Tanken og viljen nærmede sig hinanden end mere. Lyset vældede frem overalt, det flammede klart, skønt og herligt. Det blev dag. Atter svandt ukendte evigheder. Tanken og viljen forenedes. Da fremsteg af lyset ved tankeviljens kraft en flammende skikkelse, et åndeligt Væsen – Gud. Men i samme stund lod Gud tolv strålende skikkelser, åndelige væsener, fremtræde af lyset. Og disse blev Guds Hjælpere, Guds Tjenere. Da begyndte tiden. (Fra Vandrer mod Lyset; her let bearbejdet).
Forfatterskabet Højtryk 
Skriv en kommentar