I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden. Jorden var dengang tomhed og øde, der var mørke over urdybet, og Guds ånd svævede over vandene. Gud sagde: Der skal være lys! Og der blev lys. Gud så, at lyset var godt, og Gud skilte lyset fra mørket. Gud kaldte lyset dag, og mørket kaldte han nat. Så blev det aften, og det blev morgen, første dag. (1. Mosebog, 1, 1-5)
Livets og universets fødsel. Den store udånding.
Fra evighed og før tiden begyndte dvæled´ verdensæggets gyldne kugle i Nyx´, nattens skød. En vibration dirrer gennem uendeligheden, en stråle af lys gennemtrænger mørket, der ånder over livets slumrende vande, det rammer ægget, kimen, og danner mælkehvide masser i moderens dybder. Fader-Moder spinder et væv, hvis øverste ende er fæstet til ånden – det lys, der udgik fra det store mørke – og hvis nederste er fæstet til stoffet. Dette væv og ranke sammenbinder og bærer ved kærlighed og Guds Tanke og Vilje universet. (Sammenstillet af elementer fra Dzyâns bog, Stanze 3, Den hemmelige lære, elementer fra græsk og orfisk mytologi, samt fra Vandrer mod Lyset).
Et af de punkter hvor jeg mener, at Den hemmelige lære og Vandrer mod Lyset kan nå hinanden og mødes, er synet på verdens og universets, kosmos´ og verdensaltets, mulighed overfor deres virkelighed, og i synet på det, der binder Altet sammen og bærer det.
I Den hemmelige lære siges det, at ikke væren er absolut væren, og i Vandrer mod Lyset siges det, at alle muligheder – til godt eller ondt – fandtes i Urkosmos. Jeg tolker Den hemmelige læres tanke sådan, at ikke værens absolutte væren er det kim, det verdensæg, der som mulighed for alt før tidens begyndelse eller begyndelser lå nedsænket i mørke, og parallelt hertil altså Vandrer mod Lysets beskrivelse af Urkosmos.
Det væv, der i Den hemmelige lære binder verden og kosmos sammen, er det lys, der udgik fra det store mørke, i Vandrer mod Lyset er det lyset, kærligheden, der ved Guds Tanke og Vilje som en tråd eller ranke binder alt sammen og bærer Verdensaltet.
Ved den store udånding i Den hemmelige lære er verden gået fra mulighed til virkelighed, i Vandrer mod Lyset er Verdensaltet gået fra mulighed til virkelighed gennem Urtankens og Urviljens kamp gennem ukendte æoner og Guds emanation, fremstigen som Personlighed, ved Hans/Hendes sejr over mørket, det onde. Ved Guds sejr er livet og kærligheden bundet uopløseligt sammen i Hans/Hendes Personlighed, og er gået fra mulighed til virkelighed, fra væren til tilværelse.
Som før nævnt er en af forskellene mellem de to værker den, at i Vandrer mod Lyset er Guds kamp og sejr kun sket én gang, og kampen vil aldrig blive gentaget, mens i Den hemmelige lære er – som jeg tolker det – overgangen fra mulighed til virkelighed, fra det ene udifferentierede til det differentierede, udtryk for et evigt, kosmisk åndedrag, fra det aktive til det passive, fra dag til nat, et åndedrag, der bestandigt skifter, veksler mellem de to tilstande.
En anden forskel er, at mørket i Den hemmelige lære fortrænges ved udåndingen og bliver lys, mens lyset atter slumrer ind og bliver mørke ved indåndingen. Lys er her stof (manifesteret), og mørket er ren ånd. Lyset er en samling skygger ved udåndingen, det er ikke evigt, og det er mâyâ, illusion. I denne forståelse er mørket det egentlige, det ene udifferentierede, ren ånd. I Vandrer mod Lyset er det omvendt. (smlg her også med Martinus´ kosmologi, hvor den bevægende kraft for det kosmiske åndedrag er sult-mætheds-princippet, og hvor verden eller kosmos også bestandig veksler mellem lys og mørke, dog på stadigt højere niveauer).
Forfatterskabet Højtryk 
Skriv en kommentar