Den hemmelige lære. Dzyâns bog, Stanze 4

Hvad er åndelig højhed, og hvordan modtages Lysets engle, når de over himlens høje bue og hjertets dybe bro lader sig føde blandt os for at drage os ud af mørket?

Er Lysets engle vægtløs kærlighed gennem tusinde verdner og rindende tider, er de palmestrøede indtog i den hellige by, deler de mild visdom ud med rund hånd til de jublende skarer ved bjergets og den helliges fod?

Eller må de trænge gennem sten og råd med de bare næver til Jordens indre dyb og til kærlighedens bærende søjler og ranker, og hvis ikke de findes, da selv skabe dem af deres eget? Er de det rolige punkt, hvorimod al verdens storm og sten falder i raseri, og dog står de fast; må ikke den, der vil frelse Jorden bære den, kende dens inderste?

Yogien går enten solvejen eller månevejen. Den, der går til himlens flammende kugle, vender ikke tilbage, den anden kommer igen. Og hvem er at prise højest? Er Hjemmet og hvilen og saligheden i Lysets strålende Borg at foretrække, når så mange vandrer i mørke under tunge byrder og i lidelse? Hvor er de saliges salighed i dette?

Hvordan er da Lysets tale?

Ildsønnerne og ilddøtrene af den flammende Guddom lærte mennesker med ord at afgrænse det ubegrænsede, med tallet det uendelige og således opstod formen, figuren, talen, der kan opfattes af mennesker. Med loven gav de friheden og valget; til at følge eller bryde den. Hvis ikke vi havde ordet, tallet og med dem figuren, afgrænsningen, og hvis ikke vi havde loven, måtte den menneskelige tanke sprænges af det uendelige, og alt ville henhvirvle og opløses i kaos, urmørke.

Derfor giver den yogi eller buddha, der vandrer månevejen, og som stadig kommer igen af barmhjertighed, gennem digt og tanke ordet, tallet, figuren og loven for at give form til det formløse, for at give angsten ansigt og dermed grænse, så vi kan leve.

Yogien, buddhaen, viser vejen, mennesker vandrer den, og derfor er de lige. Ved tanker, følelser, handlinger skriver hvert menneske sit eget kapitel i Livets evige bog gennem ord, tal, figur under karmas lov. Lad os sammen gøre denne fortælling smuk.

Kommentarer

Skriv en kommentar