Jeg har i nogen tid fulgt nogle skriverier fra forskellige muslimske skribenter på Facebook, som handler om det kultursammenstød mellem Vesten og Islam, vi oplever i dag i Danmark og vel over hele den vestlige verden.
Fælles for disse skriverier synes at være, at mange muslimer føler sig uønskede i vores vestlige samfund, og de peger på Vestens hykleri, dobbeltstandarder og vores opfattelse af ret og rettigheder som kun gældende for etniske vesterlændinge, og kun når det tjener vores egne interesser. Vi hylder med andre ord universelle rettigheder for de få, og vores begreb om frihed er frihed for os, ikke for muslimer.
Det siges af mange muslimske skribenter, at de føler vores had og ringeagt, at vi dæmoniserer og dehumaniserer muslimer, og at vi ønsker muslimer og Islam ud af Europa og Vesten, fx gennem hjerteløse rejs-hjem kampagner både på SoMe og i den danske lovgivning. Her kan disse skribenter have gode pointer, men en gangbar mønt har som bekendt to sider, og for at få perspektivet med og nå dybde og klarhed i tanken, må man se og opfatte en sag med to øjne og fra flere sider.
Problemet som jeg ser det, er ikke kun Vestens had til muslimer og til Islam, men at hadet er gensidigt. Muslimers had til Vesten næres vel især af staten Israels blotte eksistens og Vestens, især USA´ s, økonomiske, politiske og militære støtte til Israel og Israels politik overfor især palæstinenserne, men også overfor andre nærliggende lande (fx Libanon, Syrien og Iran).
Derudover bærer Vesten historisk et ansvar for mange fejlslagne stater i Mellemøsten og Nordafrika fra koloniseringen af disse områder, og vi bærer et ansvar ved at holde despotiske styrer ved magten til skade for det store og almindelige flertal. Vi forgylder og beskytter eliten, og er med til at holde masserne nede i fattigdom, ufrihed, retsløshed og elendighed.
Der er altså mange grunde til den muslimske vrede mod Vesten. Og af vrede fremstår had, og af had hadets gerninger. Det er den vold og den terror vi i dag kan opleve i vores samfund begået af rasende muslimer. Muslimer opfatter dog ikke volden som terror, men som legitim modstand og frihedskamp. Bemærk, at jeg her ikke taler om alle muslimer, men endnu heldigvis kun et mindretal.
Den muslimske vrede og had mod Vesten er en kendsgerning, men det er hadet den anden vej også. Det er en kendsgerning, at gennem de sidste 25-30 år eller mere – vel egentlig siden udlændingeloven af 1983 blev vedtaget, og Søren Krarup og andre med ham rykkede i felten mod loven og dannede Den danske Forening, eller endnu tidligere gennem Mogens Glistrups politiske virke – er vreden mod og hadet til muslimer vokset til en sådan styrke, at fremmedhadet i dag er mainstream politik og afgør valg til Folketinget. Der er stemmer i hadet. Den politik der med Poul Nyrups ord aldrig ville blive stueren, tegner nu langt de fleste politiske partiers linje i spørgsmål om udlændinge, indvandrere og flygtninge. For nogle år siden kunne Den danske Forening melde, at det der til at begynde var et marginalsynspunkt nu deltes af alle.
Vi står altså – ikke bare i Danmark men i hele den vestlige verden – i en situation, hvor to fronter står overfor hinanden i gensidigt had, vrede, manglende tillid og ringeagt, og hvert eneste tilfælde af vold – enten begået af individer eller af staten gennem lovgivning og håndhævelse af den – der fødes af dette had, skubber flere og flere – på begge sider – ud mod de ekstremer, de to poler, hvor vold opfattes som legitim og berettiget. Og hvis spændingen mellem de to poler får lov til at vokse sig endnu større og stærkere, så skal der til sidst kun en enkelt gnist til for at få det hele til at eksplodere.
De to poler kan kort og spidsformuleret beskrives ved det spejlende råb, der udgår fra dem begge: Underkast jer, eller dø! Fra Vestens side råbes dette ved kravet om assimilation og rejs-hjem kampagner, fra muslimsk side råbes det med en tynd og utroværdig teologisk fernis ved kravet om underkastelse under Gud (Allah) og ved kravet om omvendelse til Islam. Den fælles historie der løber under det fælles råb, er tanken om den anden som undergravende magt med kolonidrømme, enten i de muslimske lande gennem vestlig pleje af økonomiske og politiske interesser understøttet af militær magt, eller i Vesten ved det blotte antal muslimer, der er kommet og som kommer hertil som flygtninge eller indvandrere. Begge parter frygter den andens fjendtlige magtovertagelse og egen udslettelse som kultur eller folk. Det er altså en af de allerstærkeste menneskelige grundfølelser, der er på spil for begge parter: Selvopholdelsesdriften, en drift, der ikke skyr nogen midler, hvis mennesket trues eller mener sig truet.
Så hvad gør vi for at afspænde hele denne situation, der truer vores samfund som sådan? Truslen kommer ikke af den enes had mod den anden, men af at hadet er gensidigt. Hvad gør vi? Hvad gør vi, hvis også andre stormagter, Rusland og Kina, ser en interesse i et svækket og splittet Europa og Vesten generelt, og derfor på forskellig vis puster til ilden, fx gennem desinformationskampagner og hybridkrig?
For det første. Da det der truer os, er menneskers had og handlinger – ikke naturkatastrofer; jordskælv, stormflod, vulkanudbrud – har vi også som mennesker muligheder for at gøre noget ved det. Da det videre først og fremmest er vores eget had og vores egen vrede, der truer os, har vi endnu større muligheder for at begrænse skaden. Ved at besinde os. Ved ikke at give efter for hadet og omsætte det i handling. Vi har først og fremmest magt over og dermed også ansvar for vores egne handlinger, mindre over andres. Derfor påhviler selvbesindelsen og selvbeherskelsen enhver.
For det andet. Enhver handling har konsekvenser; for andre, men særligt for den, der udfører den. Ved den voldelige handling ødelægger mennesket det hellige i sig selv, det menneskelige. Dette bør enhver besinde sig på og handle efter – om ikke for sine mulige ofres, så for sin egen skyld. Som vi sår, høster vi. Bødlen er ved gengældelsesloven især sit eget offer.
For det tredje. I de frie vestlige samfund har vi ved demokratiet mulighed for selv at vælge vores politiske ledere og for at påvirke det åndelige klima i positiv retning gennem ytringsfriheden. Derfor bør vi stemme de politikere til magten, der ikke polariserer os, de der ikke deler os op i dem-og-os efter del-og-hersk tankegangen. Hvis vi ved frie valg giver magten til demagoger, kan vi hurtigt selv blive deres ofre, fx gennem forringelse af retsstaten og retssikkerheden. Og vi bør aldrig forplumre det åndelige klima gennem hadtale, dehumanisering og bøllelogik.
Hvis vi skal afspænde situationen, peger pilen altså på enhver af os. Hvis det altid er de andre, der skal gøre det rette, så gør ingen det rette. Det påhviler ingen specielt, men alle ligeligt at besinde sig. Om ikke for andres, så for sin egen skyld. Men derved har vi også hver især magt over – og ansvar for – freden.
Forfatterskabet Højtryk 
Skriv en kommentar