Gud Herren den Almægtiges åbenbaring

Født af kærlighed ved roden af åndens evige livskilder fæster den fuldt dannede åbenbaring, Vandrer mod Lyset, evighed til tid, og skaber ved ord trædesten på vejen til Paradis. Fordi kernen er sået så dybt, vokser dette sandhedens træ kun langsomt frem i verden. Buddet går fra menneske til menneske, fra hjerte til hjerte, og lærer os at tilgive den dybest faldne og hinanden, når vi fejler.

Åbenbaringen lærer os barmhjertighed og ikke at søge hævn, den lærer ånden at spejle Guds Væsen, som er kærlighed, lærer os at vi i åndelig forstand er brødre og søstre, lærer os indbyrdes fred ved at bringe fred, lærer os at sigte de gamle hellige bøger gennem det højbårne billede af Gud som Lysets og kærlighedens Almagt, som åbenbaringen rummer og at enhver fordømmelse må sigtes fra, og på den måde bygger den en ny helligdom med plads til og rum for alle.

Den nye helligdom, åbenbaringen, viser os, at med de gamle religioner har mennesker tænkt for ringe om den Almægtige. Med de sandheder Vandrer mod Lyset bringer, og som gives i Gud Herren den Almægtiges Navn og med Hans bemyndigelse, ser vi, at med jødedom, kristendom og islam kommer døden i livets og kærlighedens navn, løgnen kommer under maske af sandhed, krig og strid kommer i fredens navn. Samtidig vises ateismens meningsløshed og blasfemi. Alle disse vildfarelser rives ned med en myndighed, som i sidste ende stammer fra Gud selv, samtidig med at den nye helligdom bygges op på sandhedens urokkelige klippegrund.

Men porten til helligdommen må vi selv åbne og selv træde ind – til den varme, trygge og nære Lysets og kærlighedens Gud og Fader, som venter os derinde, og som længes efter os.