Livets kilde

Fra Arilds tid hver kvinde god/gik glad ved mandens side./I hjemmets fred ”i med og mod”/hun sysled om på lette fod;/hun gav ham kækt sit unge mod,/hun lærte ham at stride./Nu kvinden går sin egen vej,/sit hus og barn hun vogter ej,/vil bort fra hjemmet glide…Du kvinde sattes her på Jord/at virke i en gerning stor,/men ej som mandens lige./Du barnet tage skal i favn,/du smykkes skal med modernavn/i hjemmets stille rige./…Ja, har du opfyldt Herrens bud,/da kan du trygt i renheds skrud/opad mod Himlen stige! (Fra digtet Til Danmarks kvinder af Chr. Richardt; fra digtsamlingen Hilsen til Danmark (1915) udgivet ved Michael Agerskov; her tilpasset moderne stavemåde)

Kvinde! Lad Gud lære dig at være hjemmets lys, ikke dets skygge, vær en glæde og ikke en sorg i den Almægtiges hjerte. Når du ved manden undfanger livet under dit hjerte, så bær det fuldt og kærligt og med tålmodighed, afbryd ikke ved unatur dets liv og vækst, lad kernen I sammen sænkede i jorden danne rod i jer og i hjemmet, lad den finde naturlig næring og tryg vækst, så træet kan sætte rig frugt til rig, fælles høst.

Når livets kerne er fuldbåren og barnet er født med glæde og i smerte, da lad det ikke leve og vokse til under fremmed hånd og hjerte så det bliver en fremmed i verden og en fremmed blandt mennesker. Lær barnet at elske ved at elske det i tryghed under dine hænder, lær det fred ved at give det et fredeligt hjem at vokse op i, lær barnet glæde ved at glædes over det; du kvinde, hjemmets lys.

Hvor mange kvinder må ikke gøre vold på sig selv, når de vender sig fra deres egentlige opgave og sande storhed, som er menneskelivets kilde, og hvor mange mænd må ikke bittert fortryde, at de frasagde sig opgaven som dette livs værn. Hvor mange spæde livstræer forkrøbles ikke ved manglen på lys og naturlig næring fra naturlig jordbund, idet mænd og kvinder vender sig bort fra lyset i deres indre, og mod deres inderste natur og trang kaster deres største opgaver og ansvar fra sig, og vælger de mindre.

Fuldbær, elsk og værn det liv, I undfanger og føder – med jeres fulde opmærksomhed og omsorg ved den kærlighed, der for barnet er uerstattelig, og som er jeres inderste væsen; den livets kilde, der udspringer i Gud.