Mennesket er ikke en undergang, men en overgang (Friedrich Nietzsche, Således talte Zarathustra)
Tiden, enhver tid, rummer sit geni, og gennem geniet sublim værdi. Vores egen tid rummer meget geni, men det er et geni uden retning og derfor eksplosion i alle retninger. Tiden rummer ved det retningsløse geni fascination mod og understrømme i vores bevidsthed af undergang; undergangen som angst og forjættelse. Vi frygter og længes efter afgørelsen, det endegyldige, vi kan ikke længere klare at leve i det uvisse. Vi drager selv det sværd, vi frygter, og i den forstand lever vi i apokalyptisk tid.
Geniet mangler retning, det godes flod kan ikke finde naturligt udløb, vandene opdæmmes og de opdæmmede kræfter truer ved udbrud med at oversvømme landet, verden. Geniet savner retning; og dog er det så simpelt:
Geniet bør søge sin retning mod lyset; i videnskab mod sandhed og ren teknologi, i politik mod fred, frihed og velstand, i kunst mod det skønne, mellem mennesker kærlighed, det enkelte menneske mod lysets Gud. Dette bør geniet og menneskeånden gøre for at kunne høste god frugt af god sæd til gavn for sig selv og for alle.
I romanen Manden uden egenskaber udtrykker Robert Musil beslægtede tanker om geniet uden retning og mål. Romanen blev påbegyndt i 1921, altså kort efter 1. verdenskrigs afslutning, og Musil skrev på romanen – der forblev ufuldendt – frem til sin død i 1942, altså et stykke ind i 2. verdenskrig. Noget af det foruroligende ved værket ligger deri, at handlingen henlægges til 1913, altså til året inden ragnarok i form af den første verdenskrig brød løs.
Manden uden egenskaber er også et memento for vores tid. Den udtrykker vigtigheden og nødvendigheden af, at geniet og menneskeånden – om muligt – finder sin retning og sit mål og dermed menneskeheden sin redning. Og den udtrykker ved kronologien alternativet: Undergangen.
Viljen skaber vejen under vores fødder, viljen ved tankens klarhed – til godt eller ondt.
Forfatterskabet Højtryk 
Skriv en kommentar