Hvis man som menneske erkender, at ens eget liv er af umålelig værdi, må man også anerkende enhver andens tilsvarende værdi. Hvis det er sandt, hvad Vandrer mod Lyset siger, og hvad vel alle religioner vedkender sig, at vi som mennesker åndeligt eller legemligt eller begge dele er skabt af Gud, så er sagen klar. Livet er da af Gud, og som sådan af umålelig, ikke bare uendelig, værdi. Og det er evigt, i det mindste i åndelig forstand.
At tage et liv – også hvis det er ens eget – er da at tilintetgøre en umålelig værdi. Det er at gå mod Guds kærlighed og vilje, da Han har skabt os, og dermed tilkendegiver, at Han ønsker, at vi skal leve. At tage et liv er at sætte sig i umålelig gæld til Gud. Den eneste måde vi kan betale denne gæld på – siger Vandrer mod Lyset – er ved karma- og gengældelsesloven i nye inkarnationer at frelse lige så mange liv fra en brat død, som man har taget. Dette gælder også for de liv, der tages ved provokeret abort eller eutanasi, aktiv dødshjælp.
Men man behøver ikke at være troende for at anerkende livets umålelige værdi og for ud fra denne tanke at værne og pleje livet som det mest dyrebare, der findes. For med hvilken sandsynlighed er livet da for det ikke-troende perspektiv opstået, og med hvilken sandsynlighed er netop du og jeg – og enhver anden – i universets og Jordens milliard årige eksistens undfanget og født til livet ud af uendeligt mange andre muligheder for stoffets, atomernes, kombinationer? Måske ville vi aldrig være blevet født som netop os, du og jeg, hvis bare ét eller to atomer var kombineret anderledes i kroppen eller hjernen, eller hvis blot ét eller to atomer manglede, eller var erstattede af andre.
Sandsynligheden for at netop vi på de givne vilkår og med de givne forudsætninger ville vinde eksistens går for den ikke-troende mod nul, og derfor går værdien mod uendeligt, det umålelige. Også for den ikke-troende kan livet være mirakuløst, da du og jeg og enhver anden eksisterer og lever som en kendsgerning, som fuldbyrdede realiteter. Derfor er det at tage et liv også for den ikke-troende at tilintetgøre en umålelig værdi, det er at tilintetgøre et livets mirakel og at gøre verden uendeligt meget fattigere, at tilføre den et ulægeligt sår. Døden selv kan, når den kommer naturligt, for den ikke-troende være den skygge, der giver livets billede en umålelig dybde og skønhed, tanken om den kan være det salt, der giver livet dets smag og næring.
Hvis livets værdi er umålelig, hvad er det da vi gør, troende og ikke-troende, når vi tager liv, når vi fører krig og tager tusinder af liv eller flere, hvad er det vi gør, når vi udtænker, producerer, sælger og bruger våben mod hinanden? Hvilken sag – det være sig NATO´ s udvidelse, amerikansk eller russisk trang til ekspansion, zionisme, væbnet palæstinensisk modstand mod staten Israel, indførelse af det islamiske kalifat, tilintetgørelse eller bevarelse af det iranske præstestyre – kan bære tabet af blot ét menneskeliv?
Forfatterskabet Højtryk 
Skriv en kommentar