For hvert skridt vi mennesker i åndelig betydning tager i denne verden, er der to muligheder: Et trin op ad lysets stige eller at kaste os bagover, ned i mørkets bundløse sumpe. Det er valget mellem lys og mørke, godt og ondt. Og det valg er frit.
Lysets vej kræver beslutsomhed og vilje og anstrengelse og selvovervindelse. Mørket fordrer opgivenhed, svaghed i viljen, uvilje til beslutsomhed og utilbøjelighed til selvopofrelse. Lysets vej kræver en stærk vilje, mørket en svag, som Vandrer mod Lyset pioneren Knud Brønnum engang skrev i bogen Tanker over Vandrer mod Lyset. Lysets vej er den svære, men fører til salighed og fred, mørkets vej er den lette, men fører til lidelse og smerte. Lysets vej er den rette, mørkets den fejle.
I Supplement 2, no 64, udgivet i tilknytning til Vandrer mod Lyset, afhandles meningen med det jordiske liv: Vi skal her alle nå til en sammensmeltning af vores tanke og vilje ved lyset, kærligheden, en åndelig kulmination, hvorefter vi i al evighed fremstår som lysstærke individer, upåvirkelige i al evighed af mørkets kræfter og udstrålinger, gennemdannede ved livet og lyset, åndeligt helstøbte individer og væsner.
Denne åndelige sammensmeltning og kulmination indtræder, når alle de mørkekomplekser, alt det mørke vi rummer i hver vores tanke og vilje, er eliminerede og udrensede, og et af de vigtigste midler til denne eliminering og udrensning beskrives i Vandrer mod Lyset, Kommentaren til Ardors beretning, kap. IV, s. 158-159, nemlig sorgen og angeren over tænkte onde tanker eller udførte onde handlinger. Ved sorgen og angeren afpolariseres og elimineres således det åndelige mørke, de mørkekomplekser, vi gennem onde tanker eller handlinger har optaget og givet rum i vores ånd. Denne udrensningsproces og åndelige forædling forløber normalt over mange tidsevigheder, millioner af år, gennem talrige inkarnationer gennem reinkarnationen.
Til udrensningsprocessen hører også soning af onde tanker og handlinger under karma- og gengældelsesloven. Den ondskab vi ikke af os selv indser naturen af, og derfor sørger over og angrer, må vi således sone under denne lov, hvorved mørket – på en anden måde end gennem sorg og anger – afpolariseres og elimineres. Men Guds og menneskers kærlighed og barmhjertighed står over karma- og gengældelsesloven på den måde, at hvis vi oprigtigt sørger over og angrer onde tanker, vi har tænkt, eller onde handlinger vi har udført, og beder vores offer eller ofre om tilgivelse – og får den – så afpolariseres og elimineres det mørke, denne ondskab repræsenterer, hvorefter en soning under karma- og gengældelsesloven er overflødig.
Derved kan alle mennesker yde andre en virkningsfuld hjælp på deres vandring mod lyset ved altid at være parat til at tilgive. Tilgiv jeres fjender, som det hedder efter det gamle ord ved overskriften over Ardors beretning i Vandrer mod Lyset.
For os mennesker kan det være meget vanskeligt i enhver given situation i livet at afgøre, om en given tanke eller handling er af lyset eller af mørket. Men det er alligevel muligt at udpege en helt enkel måde at finde vej på gennem alle livets forhold, en sikker måde at skelne mellem godt og ondt, en dynamisk vej, der er tilpasset enhver situation og ethvert individuelt menneske, nemlig samvittighedens vej. Det vi mennesker hører som en indre stemme, samvittigheden, er i virkeligheden skytsåndens stemme, dens råd, advarsler og vejledning, idet den altid er årvågen, og således forstærker vores egen indre sans for godt og ondt.
Hvis vi altid er lydhøre overfor denne samvittighed, og følger dens anvisninger, råd og vejledning, farer vi aldrig vild, og vi skal da på vores doms dag (ikke den universelle dommedag, som både kristendom og islam fejlagtigt forkynder det; den individuelle doms dag, der for hvert menneske indtræder efter hver inkarnation, jordeliv) stå lige så rene overfor Gud, som da Han/Hun sendte os til vores første liv på Jorden.
Her skal det dog straks siges, at fordi der er så meget mørke i vores jordiske verden, kan intet menneske være syndefrit. Selv ikke en Jesus af Nazareth var uden synd. Mørket angriber os således både indefra (gennem ånden og den astrale genpart) og udefra (gennem mørket i de jordiske omgivelser, æteroptegnelserne og andre menneskers mørke) med en styrke, så ingen helt kan undgå undertiden at handle mod sin samvittighed, og på den måde skabe mørkekomplekser i sin ånd ved synd. Det vigtige er dog retningen: Mod en større og større lydhørhed overfor samvittigheden, og en større og større vilje til ikke bare at lytte til, men også at følge den.
Med Vandrer mod Lyset er der herudover blevet åbnet op for en mulig genvej til Gud, lyset og Paradis – til åndelig renhed og helstøbthed – nemlig gennem tilgivelsen af den dybest faldne, Satan (Ardor). I slutningen af sin beretning i værket, beder han, Ardor, således alle mennesker om tilgivelse for alt det, han har syndet mod enhver af os, og ved af hjertet at skænke ham denne tilgivelse, afpolariseres og elimineres alt det mørke, der ellers strømmer mellem ham og os, det mørke som kan gøre vores liv så vanskeligt og svært at finde konstruktiv vej i, og som kan bringe os så mange og så forskelligartede lidelser, sorger og bekymringer.
Tilgivelsen af Ardor er således det første skridt på den genvej til lyset og Gud – en genvej til fred for den enkelte og mellem alle mennesker, til verdensfreden – som Vandrer mod Lyset anviser.
Gennem sorg, anger og tilgivelse, gennem samvittighedens vej, gennem kærlighed og barmhjertighed, går da vejen og genvejen for hvert menneske til gennemdannelse ved lyset, kærligheden, den vej og genvej, der før eller senere helt vil rense vores ånd for mørke og ondskab – hvorved vores tanke og vilje smelter sammen til en enhed ved kulminationen; og vi kan da vandre videre ad lysere og lykkeligere veje i den oversanselige verden, indtil vi når Guds Rige, Paradis, hvor Gud selv vil modtage os og byde os velkommen ud fra sin rige, sin dybe og uendelige kærlighed.
Forfatterskabet Højtryk 
Skriv en kommentar