Samlet formulering angående åndelig udvikling ud fra Vandrer mod Lyset, Kommentaren, s. 149 (kap. II) og Kommentaren, s. 151-152 (kap. III):

Vi – Guds børn – må nødvendigvis stilles overfor mørket for at lære at lade vores vilje herske suverænt over tanken og derved begrænse eller standse vores tankes begær og begrænse eller standse vores tankes begær efter det, viljen gennem handling kan føre ud i livet.

At lære således at lade vores vilje herske suverænt over tanken er kernen i selvbeherskelse og karaktérdannelse og dermed i vores åndelige udvikling, en udvikling der finder et højdepunkt og kulmination når tanken og viljen i os smelter sammen til en enhed, og der således ikke længere er afstand mellem de to (jf Supplement II til Vandrer mod Lyset, no 64).

Idet Gud skabte os børn, adskilte Han/Hun den tanke- og viljedel vi hver især består af, en tanke og vilje som i Gud var sammensmeltet til et hele. Dette gjorde Han/Hun fordi tankens og viljens indsugnings-, tiltræknings- og frastødningsevne i Gud var latente og således ikke længere – efter Urtankens og Urviljens forening og Guds emanation – virksomme.

Idet tankens og viljens indsugnings-, tiltræknings- og frastødningsevne ved vores skabelse således igen blev aktive og virksomme, blev det vores opgave at lære på et selvstændigt, frit og personligt grundlag kun at lade os påvirke af Lyset, og ikke af mørket, lære kun at indsuge og tiltrække Lyset og frastøde mørket. Deraf karaktérdannelsen. Vi lærer på det dybest tænkelige plan i sandhed at blive selvstændigt tankeskabende og suverænt handlende individer, børn af Lyset og Gud, idet vi ved vores egen personlige og frie vilje lærer kun at følge – tænke og handle – i overensstemmelse med Lyset.

Deri ligger også en del af hemmeligheden ved den frie vilje: Ved den ved vores skabelse genaktiverede indsugnings-, tiltræknings- og frastødningsevne for vores tanke og vilje skabes den selvstændige og frie vilje til godt eller ondt, Lys og mørke, idet vi selv og frit vælger hvad vi vil lade os påvirke af, hvad vi vil indsuge og tiltrække i vores tanke og vilje, og hvad vi vil frastøde. Hvis ikke Gud således havde adskilt vores tanke og vilje, og vi derefter selv må søge at forene dem igen på et selvstændigt og frit grundlag, så ville vores tanke og vilje ikke være frie, og vi kunne da aldrig blive karaktérfaste og helstøbte personligheder.

Når tanken og viljen i os smelter sammen, bliver indsugnings-, tiltræknings- og frastødningsevnen igen latente, hvorfor vi da ikke længere kan – eller vil – indsuge og tiltrække mørke i vores tanke og vilje. Det er derfor – ved den nye latens – at vi ved kulminationen bliver upåvirkelige af det onde. Viljen behersker da fuldt ud tanken, og vil kun det gode.

Til sidst her om værdien i at begrænse eller standse sin tankes begær, hvilket er relativt simpelt, idet begæret generelt er en egenskab eller konsekvens af mørket, det onde, og en modstilling eller modkraft til kærligheden: Ved begæret afskærer vi os fra det vi begærer, fx magt, rigdom og skønhed, mens kærligheden bringer os det, vi elsker.

Begærer vi således fx rigdom eller magt, vil vores begær gøre tørsten efter mere rigdom og mere magt umættelig; begæret er en kilde, der ikke slukker tørsten, men gør den stadig mere brændende. Hvorimod kærligheden er en ren kilde, der virkelig slukker tørsten og mætter den sultende.

Dette følger af det ondes natur: Det har en tendens til ringdannelse, det peger tilbage i sig selv uden hensyn til sin bærer. Derfor vil fx begær efter rigdom pege tilbage i sig selv efter mere rigdom, og derfor slukker det ikke tørsten, men skærper den.

Det er altså meget vigtigt – og et kernepunkt i vores åndelige udvikling – at lære at begrænse eller helt standse sin tankes begær, og til dét findes kun viljen. Det er netop dérfor det er så afgørende at lære at lade sin vilje beherske tanken; fordi begæret er af det onde.

Højtryk, 2024