Forfatter: cpobasse

Noget af det ædleste stykke politisk arbejde der nogensinde er blevet udført er efter min opfattelse affattelsen og vedtagelsen af Menneskerettighedserklæringen. Erklæringen blev til på verdens ruiner efter 2. verdenskrigs katastrofe og blev vedtaget i 1948.

En anden – og efter min opfattelse parallel – tekst Kristi Tale i Vandrer mod Lyset blev til endnu tidligere; talen blev angiveligt modtaget og nedskrevet i 1914, altså på tærsklen til 1. verdenskrigs katastrofe.

Når jeg nævner de to tekster og hævder dem parallelle, er det dels på grund af den høje ånd, der præger dem hver for sig, og dels fordi de har som fælles mål at skabe universel, global fred, kærlighed, forståelse og fordragelighed mellem alle mennesker. 

I Kristi Tales 2. del er udgangspunktet hvad det enkelte menneske uanset livsstilling og situation kan gøre for sit land og andre mennesker for at vi kan leve netop i indbyrdes fred, tolerance, kærlighed og forståelse. Ånden i talens 2. del har en parallel i J. F. Kennedys ord: Spørg ikke, hvad samfundet kan gøre for dig, men hvad du kan gøre for samfundet.

I Menneskerettighedserklæringen er fokus et lidt andet; nemlig hvad samfundet kan gøre og er forpligtet til for at beskytte individets, borgernes, universelle rettigheder, værdighed, liv og sikkerhed. Dette opregnes i erklæringens 30 artikler; fx retten til liv, frihed, sikkerhed, arbejde, retten til at ytre sig frit, lighed for loven osv.

Dermed supplerer de to tekster hinanden ved dels at tilsige os, hvad vi kan gøre for vores land, dels hvad vores land kan og bør gøre for os med den universelle, globale fred som fælles mål, og vi kan sige, at teksterne hver for sig, med hvert sit udgangspunkt, udtrykker og forpligter os på essensen af Den gyldne Regel (som kendes i en række traditioner, fx Jesu Bjergprædiken (Matt. 5-7); gør kun mod andre, hvad du vil, andre skal gøre mod dig) og næstekærlighedsbuddet; dette oprindeligt – og sikkert med rette – tillagt Gud i Det gamle Testamente (3. Mos. 19,18):

Da ethvert individ, enhver borger og ethvert samfund vel ønsker, at der gøres godt mod det – og ikke ondt – må både individ og samfund gøre godt mod – elske – andre individer og samfund. 

Individet, borgeren, må elske sit land og vise denne kærlighed i gerning, i handling, fx gennem samfundsnyttigt arbejde eller på en af de andre måder, Kristus nævner i sin tale, ligesom ethvert samfund må gøre godt mod – elske – enhver borger, ethvert individ, og også vise denne kærlighed eller gode vilje i handling ved fx at sikre og beskytte individets universelle rettigheder, som opregnes i Menneskerettighedserklæringen.

Jeg tror det ikke forkert eller for højstemt at sige, at med Kristi Tale og Menneskerettighedserklæringen smelter himmelsk og jordisk ånd sammen i to af de ædleste kulturprodukter, der nogensinde er skabt. De viser hver for sig og tilsammen en vej, fredens; det er op til os som menneskehed at gå den.

(Kristi Tale kan – sammen med hele Vandrer mod Lyset – downloades som gratis pdf-fil på Vandrer mod Lysets Forlags hjemmeside; Menneskerettighedserklæringen kan downloades som gratis pdf-fil via menneskeret.dk)

Om tankers og ideers ontologiske status

Hvad er en tanke? Hvad er en idé? Eksisterer tanker og ideer, og i givet fald i hvilken forstand?

Ved disse spørgsmål er der tråde helt tilbage til Platon og hans idé om ideverdenen og fænomenverdenen (og dens skyggebilleder af ideerne), og til middelalderens universaliestrid; striden om, hvorvidt ideer eller almenbegreber eksisterer og i givet fald hvordan. Der er også tråde helt op til nutidens moderne fænomenologi og begrebet om intentionalitet og dermed om – eller snarere hvordan – vi kan vi tænke på ting, der ikke eksisterer, fx romanfigurer, bjerge af guld, enhjørninger, julemanden osv?

Kan vi tænke ting, ideer, der kun eksisterer som ideer, og ikke som fysiske genstande i tid og rum? Får ideer eksistens idet vi tænker dem? Er ideer tankens eller tankers indhold eller måske essens eller mening, og eksisterer de idet tanken eksisterer?

Der er her også tråde til diskussionen om ånd og materie, og om ånd (sjæl) og legeme.

Er tanker og ideer fysiske, fx repræsenteret ved eller identiske med elektro-kemiske processer i den fysiske hjerne, sådan som moderne bevidsthedsfilosofi synes at mene og antage bredt, eller er tanker og ideer åndelige processer (i sin oprindelighed lysprocesser) i den åndelige hjerne, sådan som man kan tænke det ud fra Vandrer mod Lyset?

I begge tilfælde er tankers og ideers ontologiske status afgjort, idet vi da kan sige, at tanker og ideer som værende enten fysiske eller åndelige, eksisterer som netop fysiske eller åndelige processer i tid og rum. Tanker og ideer har virkelig og reel eksistens, hvilket verdensbillede vi end bekender eller tror på eller har en begrundet mening om, eksistens som enten repræsenteret ved eller identiske med fysiske, elektro-kemiske, processer i den fysiske hjerne, eller ved åndelige (lys-)processer i den åndelige hjerne.

Jeg tænker mig, at dette spørgsmål har været så længe om at finde sin afklaring – hvis denne gives her – fordi det først, efter hvad jeg ved, er i moderne tid, at man har opdaget de fysiske hjerneprocesser og deres mulige indflydelse på og betydning for vores tanker og bevidsthedsliv.

Og det er først i starten af det 20. århundrede man med Vandrer mod Lyset har fundet en dybere grund for forståelsen af et af de mest fundamentale filosofiske spørgsmål overhovedet.

Note: Ved moderne bevidsthedsfilosofi tænker jeg på epifænomenalismen, integreret informationsteori for bevidsthed, højere ordens teorier for bevidsthed, kvanteteorier for bevidsthed, bevidsthedsteorier med udgangspunkt i neurovidenskab, teorier om bevidsthed som repræsentation; og man kunne sikkert finde andre moderne teorier for bevidsthed, som antager dens grundlæggende fysiske natur.

…alle store tanker gror langsomt i menneskenes sind; fra et brev af Michael Agerskov til Hr. Nielsen, c. 29.5.1927

Lige som det kræver en fysisk resulterende kraft at ændre et fysisk legemes bane, kræver det en mental resulterende kraft at ændre det mentales bane for et menneske og for en kultur. Og lige som det ved de fysiske forhold delvist er afhængigt af det legemes masse, hvis bane man vil ændre, hvor megen kraft der skal til en given ændring, er det afhængigt af det mentale forholds eller fænomens styrke og rodfæstethed, hvor megen kraft der skal til for at ændre et menneskes eller en hel kulturs bane.

Den mentale, resulterende kraft der skal til for at ændre det mentale for et menneske eller en kultur, er vel ofte (altid?) viljen.

Vi kan af denne sammenhæng – hvis tanken er rigtig – til dels forstå, hvorfor fx Vandrer mod Lyset har og har haft så store problemer med at bryde igennem til offentligheden og til almen anerkendelse; fordi tanken og tankerne her er så store, og fordi man forsøger med værket at ændre hele menneskehedens samlede verdensbillede, er den fornødne kraft og vilje tilsvarende stor, hvis dette skal kunne lade sig gøre.

Dertil kommer, at menneskets vilje er fri. Derfor afhænger gennembruddet ikke udelukkende af den vilje, som værkets talsmænd kan præstere, men også af modtagernes modtagelighed og egen vilje.

Af eksempler fra litteraturen på denne mentale og eksistentielle inerti kan vi også nævne Marcel Prousts beskrivelser i hovedværket, På sporet af den tabte tid, hvor forfatteren et sted skriver, at et menneske, der sover, vil søge at bibeholde søvntilstanden, og tilsvarende for det vågne menneske, som undertiden kan have svært ved at falde i søvn, idet den vågne tilstand – måske ubevidst – søges forlænget og bevaret. 

Og Proust skriver meget om vanen og vanens magt; det kræver energi, kraft og vilje – over tid – at ændre en vane, hvilket afholder nogle mennesker fra bare at forsøge. Det er lettere – og energimæssigt billigere – at gøre som man plejer.

Men plejer er ikke altid det bedste. Nogle gange må der nyt til. Og dette nye – fx sandheden – kræver vilje og kraft og indsats for at bryde den menneskelige mentale og eksistentielle inerti.

Er Vandrer mod Lyset i dag et vedkommende og vigtigt budskab? Eller er det ligegyldigt? Hvad har det – om noget – at sige os af betydning?

For mig at se er det så nærværende og vigtigt et budskab som nogensinde. Først og fremmest i værkets radikale lære om tilgivelse.

Tilgivelse, forsoning og forening af menneskeheden i en tid, hvor vi i hvert fald i Vesten synes delte og polariserede som nogensinde.

Tilgivelse, forsoning og forening af os i en tid, hvor vi råder over våben med potentiale til at udslette alt liv på Jorden og tilintetgøre menneskeheden.

Tilgivelse frem for aggression og hævn. Forsoning i stedet for splittelse og polarisering. Forening og et venligt og varmt møde mellem de forskellige kulturer, traditioner og folk, frem for indbyrdes fjendskab og den største hammers politik og magt.

Vandrer mod Lyset lærer, at vi i princippet kan føre aggressionen og historien om vold og uret tilbage til de første mennesker. Derfor kan vi altid hente argumenter for krig og konflikt i historien. Hvis det er det vi vil.

Men er det det? Vandrer mod Lyset lærer videre, at historien om vold og dermed fald kan føres endnu længere tilbage i historien ved at berette om nogle hændelser i den oversanselige verden, der fandt sted før mennesket trådte ind på den jordiske scene; det, der i den kristne religion kaldes syndefaldet.

I den kristne tro har vi myten om faldet, Vandrer mod Lyset beretter om virkeligheden og historien bag myten. Nogle meget højtstående, åndelige personligheder, de ældste, faldt i tidernes morgen for mørket. Og disse ældstes anfører eller leder, Ardor (Satan), stod i spidsen for det forløb, faldet, der ledte til skabelsen af det fysiske og dødelige menneskelegeme med alt hvad det indebar og indebærer af synd, lidelser og død.

Til de ældstes fald – for evigheder siden – kan historien om vold, krig og konflikt føres tilbage. Det er som et spil domino, hvor en brik (Ardor) i tidernes morgen faldt, væltede, og rev alle senere brikker med sig i faldet.

Det er virkeligheden bag syndefaldsmyten og voldens første begyndelse. Et fald der for så vidt stadig er i gang ved krigens og konfliktens stadige hærgen i vores verden; og et fald som vil fortsætte indtil vi griber kernen i Vandrer mod Lyset:

At tilgive ham, Ardor, og de øvrige ældste, for derved at sætte kærlighed og barmhjertighed i stedet for hævn, fordømmelse og vold.

Og dermed er Vandrer mod Lyset så aktuel og vedkommende som nogensinde i dag, hvor vi synes på vej til at udslette os selv gennem militær supermagt og en mulig økologisk og klimamæssig katastrofe, idet tilgivelsen af dem, der bærer hovedansvaret for elendigheden og de katastrofer, der lurer, som måske det eneste kan slukke verdensbranden.

Vi kan derved vælge enten tilgivelse eller fortsat vold, vi kan lade os rive med i faldet som brikker i et globalt spil domino, eller vi kan standse faldet og krigen og forenes i en barmhjertig tilgivelse af de faldne.

Men alt må ske ad frivillighedens vej. Den vej – genvejen – som Gud gennem Vandrer mod Lyset peger på, må vi vandre i frihed. Gud tvinger ingen til at vandre ad sine veje, og tvang løser ingen problemer; den hører det onde til.

For at vejen kan blive i sandhed vores, må vi vandre den frivilligt og i selvstændighed. Ellers er det ikke vores vej. Gud oplyser vejen gennem Vandrer mod Lyset, så vi kan se den, men vi må selv gå den og gå den i frihed. Om det ønskes. Men at gå den er i vores egen interesse – da den netop er en kortere vej, en genvej – til Gud, til freden, til saligheden. En vej mod større fuldkommenhed med færre lidelser og elendighed, en vej til større fred, kærlighed og velsignelse.

Vandrer mod Lyset – og gennem den tilgivelsen af de faldne, de, der vækker strid og fjendskab, også i dag – er måske det eneste, der kan bringe os ud af den sump, vi står i fare for at synke i.

Og dermed er Vandrer mod Lyset et frelsende budskab. Hvis vi tager den til os. Hvis vi modtager den i den ånd den er givet. Hvis vi anerkender den som menneskehed. Det er op til os selv, og op til os hver især.

(Denne artikel er også tilgængelig på min forfatterside på Facebook)

Jeg har netop genlæst Michael Agerskovs redegørelse for det arbejde, kredsen omkring Agerskovs og Lysets magter i samarbejde udførte i begyndelsen af det 20. århundrede, det arbejde som førte til, at Ardor vendte tilbage til Lyset og Gud, og mørkets magt derved for evigt blev brudt, samt at værket Vandrer mod Lyset fremkom i den jordiske verden. Denne Agerskovs redegørelse bærer som måske bekendt titlen Nogle psykiske oplevelser – og deres resultater.

Ved slutningen af redegørelsen, s. 86-87, skriver Michael Agerskov, at den kamp, der gennem årmillioner var udkæmpet mellem Lysets og mørkets magter altså blev kæmpet til sejr til fordel for Lyset.

Men – skriver Agerskov – en sidste kamp ventede endnu dengang først i 1920´erne mellem de af Ardor inkarnerede Ældste og de Yngste, mørkets og Lysets repræsentanter på Jorden. Agerskov slutter optimistisk med at sige, at var kampen kæmpet til sejr for Lyset i den oversanselige verden, så ville sejren i kampen i dens sidste, jordiske, udløber også tilfalde Lysets magter her.

I Vandrer mod Lyset nævnes en tidsfrist for, hvornår de sidste af de af Ardor inkarnerede Ældste ville ”dø” bort fra livet på Jorden. Fristen opgives til mellem ca 50-60 år (s. 302 i Oversigten), hvilket vel må regnes fra den dato og det år, hvor Vandrer mod Lyset blev underskrevet af den af de Yngste, der gav Kommentaren og Oversigten, Leo, eller med hans navn fra hans seneste inkarnation, R. Malling-Hansen, hvilket vil sige maj 1916.

Hvis vi forstår fristen ret, må det da give et tidsrum mellem 1966-76. Jeg tænker mig, at man fra oversanselig side her har givet yderpunkterne for det tidspunkt, hvor den eller de sidste af Ardor inkarnerede Ældste ville dø; det vil sige tidligst i 1966 og senest i 1976. Jeg tænker mig – igen i en personlig tolkning – at det har været umuligt at give en eksakt dato og år for denne begivenhed, da de Ældste jo blev inkarneret under mørkets ledelse, og da mørket er en kaoskraft. Det har derfor måske været umuligt for Lysets magter eksakt at vide, hvornår dette nybrud ville ske.

Men hvis det er rigtigt, at fristen blev opgivet med sine yderpunkter, så må vi altså regne nybruddet indtruffet mellem 1966 og 1976. Det betyder, at vi nu (2023) i små 50 år har levet uden den direkte trussel fra mørkets magter. 

Men der er endnu et forhold vi må tage med i betragtning: Nemlig Ardors æteroptegnelser, som angiveligt blev udtænkt for mange hundreder år frem i tiden, regnet fra 1912, hvor Ardor vendte tilbage til Gud.

De sidst udtænkte æteroptegnelser kan senest være blevet til i marts 1912 (Ardor vendte tilbage d. 3. marts 1912), hvorfor vi nu må regne med, at der er gået godt 100 år fra disse sidste optegnelser blev til. Efter opgivelsen i Vandrer mod Lyset kan vi altså forstå, at vi endnu i nogle hundreder år frem er truet af æteroptegnelserne.

I den perioder der er gået fra Ardor vendte tilbage – altså de godt 100 år – har vi oplevet to verdenskrige og en kold krig, der flere gange truede med at blive varm. Vi har oplevet det frygtelige terroranslag mod USA d. 11. september 2001, krigene på Balkan, i Somalia, borgerkrigen i Syrien og hele det arabiske forår eller tøbrud, der igen frøs til vinter i vold og krig, og mange mange andre krige, konflikter, vold, nød og elendighed, hvoraf en del sikkert må regnes for udløst gennem menneskers vilje, men med baggrund i æteroptegnelserne.

Vi er stadig truede (ex krigen i Ukraine og hvad den måske kan føre til af katastrofer på verdensplan), men det er en kendsgerning, at hverken de af Ardor inkarnerede Ældste eller æteroptegnelserne har formået at gøre Jorden ubeboelig for mennesker, intet mørke og ingen trusler har endnu ført til menneskehedens udslettelse.

Derfor kan vi tilslutte os Michael Agerskovs optimisme, om end vi må tage meget vare på og vogte os for de – ukendte – trusler, der endnu måtte ligge i æteroptegnelsernes mørke. Særligt verdens ledere, statsoverhoveder, lovgivere og politikere må være meget varsomme i deres færd, og være meget opmærksomme på og villige til at søge fredens smalle, vanskelige stier, og ikke begive sig ud i krigens brede vej til død, lidelser og elendighed, de må være meget lydhøre overfor den indre stemme, der taler også til dem – samvittigheden – og altid – særligt når det spidser til, som det gør nu i Ukraine og flere andre steder – være villige til at følge den. Verdens fremtid afhænger af det.

Som det opgives i Vandrer mod Lyset, så var netop de sidst udtænkte æteroptegnelser de værste, og de blev til i Ardors angst og rædsel for, at Lyset endeligt skulle sejre over ham og i et forsøg på at forhale denne Lysets sejr. Han har siden bittert fortrudt og angret også disse forsyndelser.

Og her er vi ved noget andet centralt og påtrængende for vores tid. Det er sandt, at mørkets magt er brudt, Ardor er vendt tilbage til Gud, og endnu har ingen æteroptegnelse gjort Jorden ubeboelig for mennesker. Men æteroptegnelserne er stadig aktive og udgør en trussel, men ethvert menneske kan – parallelt til politikernes rolle – øve sin betydelige indsats for at de frygtelige optegnelser ikke skal ødelægge vores verden – ved at tilgive ham, Ardor, der på så mange måder har syndet imod os alle. Hvis vi tilgiver ham, vil det mørke, der binder os til de forbandelser han har udslynget mod os briste, og da vil også truslerne fra æteroptegnelserne blive mindre, og mange katastrofer kan da sikkert undgås eller dog mildnes. Dette påhviler os alle – i fald vi formår at lide med den lidende og tilgive den angrende.

Der er altså mange ting, vi hver især kan gøre for at skabe en bedre og mere fredelig verden. Vi kan skabe den gennem lydhørhed overfor vores samvittighed, og ved at tilgive den dybest faldne, nu dybt angrende, Ardor (Satan). Og vi kan gøre det på mange andre måder og ad mange andre veje, hvilket et selvstudium af Vandrer mod Lyset kan anvise den enkelte, alt efter hvilken stilling vi indtager i det jordiske liv, og hvem vi er (se Kristi Tale i Vandrer mod Lyset).

Ansvaret for at skabe den bedre verden og for at verden i det hele taget består, er vores. Gennem Vandrer mod Lyset viser Gud os vejen, genvejen. Denne vej bør vi følge. Vi kan ikke længere sige at vi ikke kender den. Vi kender den, eller har mulighed for at lære den at kende. Ansvaret er vores. Lad os løfte det sammen.

I det omfang overbefolkning er skyld i mange af de store menneskelige problemer, vi som menneskehed kæmper med i dag: Krig, fattigdom, klimaforandringer, mentale og fysiske sygdomme, overforbrug af Jordens ressourcer og andet; og at derfor en reduktion af antallet af mennesker i verden ville være at foretrække, ser jeg en mulig del af løsningen – ikke den hele, men en del af den – gennem genteknologien. På følgende måde:

De enkelte landes regeringer og myndigheder kunne gennemføre en lov om obligatorisk og offentligt finansieret gentest og screening for arvelige sygdomme. Hvis det ved den enkeltes screening – som må gennemføres før kønsmodningen – viser sig, at vedkommende har betydelig risiko for at give alvorlige, arvelige sygdomme i arv til afkommet, så må den enkelte selv – altså efter vedkommendes frie vilje, ikke ved lovtvang – tage stilling til, om han eller hun kan forsvare at sætte børn i verden, eller om man – ligeledes frivilligt, ikke ved tvang – fx vil lade sig sterilisere for at undgå at give alvorlige sygdomme og lidelser i arv til sine børn.

De centrale spørgsmål den enkelte da må stille sig selv må være: Kan jeg ud fra den forhåndenværende viden, opnået gennem gentesten og screeningen, forsvare at sætte børn i verden med den risiko for barnet det medfører, og ville jeg, hvis det var mig, der skulle fødes med den givne risiko, selv ønske at fødes?

Svarene på disse spørgsmål må hver enkelt selv give, de bør ikke påtvinges den enkelte. Dette er meget vigtigt, særligt i sådanne tilfælde, hvor svarene berører væsentlige eksistentielle og følsomme forhold, og har så store konsekvenser – for den enkelte og for de eventuelle børn.

Det er også meget vigtigt, at et sådan muligt fødselsprogram ikke søges løst gennem provokeret abort, hvis man svarer på spørgsmålet om det ønskværdige i at sætte børn i verden i en given situation og under de og de givne omstændigheder med et nej. Provokeret abort er aldrig en ønskværdig løsning på problemet vedrørende forplantning eller ej, hvilket jeg har udviklet i indlægget Problemerne abort og eutanasi i en ny formulering.

Hvis man vælger at følge denne vej, kunne mange – dog ikke alle – menneskelige problemer løses: Først og fremmest de meget konkrete og smertelige problemer med arvelige sygdomme (fx mentale sygdomme eller diabetes), og al den lidelse disse sygdomme skaber, og man ville sikkert kunne imødegå mange krige og konflikter, der i hvert fald i nogle tilfælde skyldes stridigheder om ressourcer, fordi vi er for mange om at dele for få ressourcer, man kunne lempe noget af klimaaftrykket på kloden, man ville generelt kunne skabe et bedre miljø og bedre samfund at leve i, måske også løse nogle af problemerne med racisme og meget andet.

Gennem en ansvarlig lovgivning baseret på offentlig finansieret test og screening  kombineret med frivillighed for den enkelte, en ret til selv at tage stilling og leve sin holdning ud i livet på dette vitale område af det menneskelige liv, kunne vi simpelthen løse en del af hele problemet med den menneskelige lidelse.

Den her skitserede mulige løsning angår de arvelige sygdomme, man ikke er vidende om, men måske bærer af. Jeg antager, at de fleste allerede i dag med hensyn til kendte, arvelige sygdomme, stiller sig selv beslægtede spørgsmål, og har disse overvejelser inde over beslutningen om at sætte børn i verden eller ej, samt at de fleste tænker og handler ansvarsfuldt på baggrund af den viden, den enkelte har.

Ved læsning af en artikel på Stanford encyclopedia of Philosophy om kvantetilgange til bevidsthed (Quantum approaches to consciousness) er jeg blevet ledet videre til en artikel på Wikipedia om procesmetafysik, som her modstilles substansmetafysik.

Op gennem historien er disse to tilgange til en verdensforståelse repræsenteret ved tænkere som Heraklit, Henri Bergson og Alfred N. Whitehead (procesmetafysik), og Platon, Aristoteles og Immanuel Kant (substansmetafysik).

De grundlæggende spørgsmål opfatter jeg at være:

Er verden grundlæggende dynamisk eller statisk? Er verden forandring eller evigt uforanderlig? Er vores erkendelse med til at forandre den foranderlige virkelighed, eller ser vi i en vis forstand udefra en evig verden, som er uafhængig af vores erkendelse af den?

Jeg tænker et kompromis mellem de to tilgange, hvilket har sit grundlag i værket Vandrer mod Lyset:

Verden forandrer sig evigt i henhold til og forårsaget af evige – af Gud givne – love for grundlæggende kræfter (lys og mørke) i verden. Da Urtanken og Urviljen kæmpede sig gennem mørket, frem mod Lyset, en kamp der kulminerede og sluttede ved Guds emanation, fremstigen som Personlighed – som Lysets behersker og mørkets besejrer – eksisterede kræfterne, men ikke lovene for dem. Disse love er givet efter Guds emanation, og gør det lettere for os mennesker selv at kæmpe os gennem mørket som et lille ekko af Guds kamp.

Den fysiske virkelighed forandrer sig efter naturlove som gælder for tyngdekraft, stærke og svage kernekræfter og elektromagnetisme, og den psykiske, mentale og åndelige verden forandrer sig i henhold til evige mentale, åndelige love som fx logik, love for association, hukommelse, projektion af indre tilstande på ydre ting, mennesker og forhold osv.

Spørgsmålet er så videre: Om den fysiske verden influerer på den åndelige verden, og omvendt?

Der er næppe tvivl om, at det fysiske influerer på det åndelige. Fx giver smerte i maven også mentalt ubehag, beskuelsen af forskellige landskaber skaber mentale billeder og tilstande via synet osv.

Og der er næppe heller tvivl om, at mentale, åndelige tilstande og fænomener indvirker på det fysiske (selv om epifænomenalister vil benægte det; se artiklen Epiphenomenalism på Stanford encyclopedia of Philosophy), idet jeg fx kan beslutte (i tanken via viljen) at løfte det krus kaffe jeg er ved at drikke til munden og så gøre det, jeg kan beslutte at rejse til Ribe, købe en togbillet dertil og foretage min rejse; alt hvorved jeg (vi) med vores bevidsthed skaber forandringer i den fysiske verden; koppen løftes og jeg drikker, jeg stiger på toget, og flytter derved min fysiske krop osv.

Det, der er foranderligt er altså dels den fysiske verden, dels den åndelige, og de forandres begge gennem evige, uforanderlige love, givet af Gud.

Derfor opfatter jeg verden både som evigt foranderlig (substansen; det fysiske og det åndelige), og som evig og uforanderlig (de evige love; der evigt forandrer verden).

Og den fysiske og den åndelige verden indvirker på hinanden. Der er ikke tale om to principielt adskilte verdener, men to dele af den samme verden og virkelighed, som vi ikke ved erkendelse (neutralt) betragter udefra, men er en del af, og som også vores erkendelse er del af.

Sådan tænker jeg, at forholdet er mellem det evige og det foranderlige.

(Dette indlæg er også bragt på min Facebook profil. Her let bearbejdet)

En del af Middelalderens tænkning, måske den væsentligste, havde som bestræbelse og mål at søge at forene tro og viden. Denne bevægelse i tanken findes både i den kristne, vestlige, verden, hvor man søgte at forene græsk tanke, primært Aristoteles´ tænkning, med kristendommen, og den findes – så vidt jeg ved – i den islamiske verden med navne som al Ghazzali, Averröes (ibn Rushd) og Avicenna (ibn Sina).

Måske begyndte Middelalderen i en vis forstand med denne opgave, og sluttede da det endeligt mislykkedes at forene de to, og tro og viden endegyldigt måtte skilles.

Derfra pegede den videre tænkning og kultur mod det sekulære og moderne; det sekulære og moderne menneskes og samfunds splittelse mellem det, vi tror, og det vi ved, splittelsen mellem tro og viden.

Hvis vi i en vis forstand forstår tro som udpræget følelse, og viden som rationalitet, så er det sekulære og moderne menneskes (tragiske) splittelse splittelsen mellem rationalitet og følelse, mellem hjerne og hjerte.

Dette leder – idet vi støtter os til Vandrer mod Lyset – til en måske frugtbar tanke ved betragtningen af åndens grundbestanddele: Åndens hjerne og hjerte (jf også beskrivelsen af åndelegemet, s. 171-173 i Vandrer mod Lyset). Egentlig er der tre bestanddele: Tanke, vilje og følelse, hvor tanke og vilje tilhører hjernen, og følelsen hjertet.

En filosofisk bestræbelse på at forene viden og tro må på dette grundlag (nødvendigt?) slå fejl. For hjerne og hjerte skal – i åndelig forstand – ikke smelte sammen, men afbalanceres. Der er tale om to (eller tre) selvstændige dele, tanke, vilje og hjerte, hvor tanke og vilje ved kulminationen smelter sammen, forenes (Supplement II, no 64), men hvor tanke og vilje på den ene side, og følelsen på den anden ikke gør.

Disse tre dele er gensidigt forbundne, idet tanker kan vække eller skabe følelser, og følelser kan omvendt skabe tanker. Tilsvarende kan følelser inspirere handlinger (ved viljen), og handlinger kan skabe følelser. Sluttelig kan tanker inspirere handlinger, og handlinger kan skabe tanker.

Det er denne trehed, som Peter Kjærulff misforstår eller (bevidst?) fordrejer ved sit begreb om tanke-vilje-handling sammenhængen, eller far-mor-barn balancen (Ringbærerens Dagbog). Treheden er ikke tanke, vilje og handling, men altså tanke, vilje og følelse; overordnet set hjerne og hjerte.

Kjærulff skriver videre, at tanke og vilje ikke skal (kan) smelte sammen, forenes, men blot afbalanceres, hvilket er forkert, hvis udgangspunktet er Vandrer mod Lyset. Tanken og viljen skal faktisk, som nævnt, forenes (ved kulminationen); det er tanken og viljen (fornuften, hjernen) på den ene side, og følelsen (hjertet) på den anden, der skal afbalanceres, men ikke smelte sammen, parallelt til dualparrenes afbalancering (se igen Supplement II, no 64).

Hvordan hjerne og hjerte, fornuft og følelse, kan afbalanceres, kan være opgave for fremtidige undersøgelser.

Provokeret abort og eutanasi er på mange måder hver for sig ømtålelige, følsomme emner, som skaber og rummer stærke følelser; for og imod. Måske fordi de to fænomener rammer og anfægter vores inderste menneskelighed og selve livet.

Derudover er historien fuld af hjerteskærende historier om unge, uønsket gravide kvinder, som ”tvinges” i armene på kvaksalvere, der under risikable forhold ”hjælper” kvinderne; nogle gange med dødelig udgang både for kvinden og for fosteret.

Alligevel er der nogle ting, det er nødvendigt at sige i diskussionen, ting som måske ikke er så populære og ikke gerne høres og forstås:

Med abort og eutanasi anfægtes livet i begge ender af livsspektret: Begyndelsen og enden. Dermed relativeres livet, bort fra dets absolutte værdi og værdighed, hvorved livet bliver billigere og lettere at tage – også for andre. Abort og eutanasi underminerer dermed alles livs absolutte værdi og værdighed.

Af og til fremføres det i diskussionen, at abort er en menneskeret. Men hvis vi tager Menneskerettighedserklæringen, så tilsiger den ethvert menneske retten til liv (artikel 3). Og da livet jo starter ved undfangelsen, starter den universelle menneskeret til liv dér: Abort (og eutanasi) er ikke en menneskeret.

Hvis vi anlægger en religiøs synsvinkel på problemet, og her bygger på Vandrer mod Lyset, så ved vi fra dette værk, at det guddommelige element og lysstrømmen fra Gud tilflyder ethvert menneskefoster ved undfangelsen. Denne lysstrøm brydes ved provokeret abort.

I den anden ende af livsspektret afbrydes lysstrømmen i utide ved eutanasi.

I den religiøse tydning af problemet kan vi også bruge Lejeune-erklæringen, som vi kan fange essensen af og give følgende korte formulering og fortolkning: Menneskelivet er helligt og ukrænkeligt fra undfangelse til naturlig død, dvs en død, der ikke er selvvalgt og som ikke påføres én af andre.

Vi må føje yderligere tanker og vægt til argumentet; ikke for at fordømme mennesker, der i ord eller gerning støtter de to fænomener, abort og eutanasi, men i et oprigtigt forsøg på at hjælpe, hvor hjælp nu er behov:

Vi ved fra Vandrer mod Lyset, at hverken abort eller eutanasi er en virkelig hjælp til lidende og fortvivlede. For abort regnes efter de guddommelige love som drab (se Vandrer mod Lyset generelt og specielt Tillægget til Supplement I og Kristi Tale), hvorved det menneske, der enten får foretaget en provokeret abort eller som støtter disse indgreb i ord eller handling derved får ophobet syndeskyld (karma), og skal i senere liv, inkarnationer, frelse lige så mange menneskeliv, som der tages, og som man er medansvarlig for ved abort (og eutanasi).

Ved eutanasi bringes ydermere de lidelser, man søger at flygte fra eller søger at undgå ved en selvvalgt død med over i den næste verden, hvor disse ved tanken og på et mørkt og ensomt sted igen og igen må gennemlides til den dag og den time er nået, der af Gud Herren er sat som det pågældende menneskes sidste på Jorden (se Supplement II, no 34). Ved eutanasi undgår man altså ikke lidelser, men forstærker dem.

Disse lovmæssigheder og forhold gælder uanset om man tror på dem og anerkender dem eller ej.

Når det nu er sådan, så kan enhver se, at det, der på overfladen ligner omsorg og respekt for eller kærlighed til mennesker i fortvivlede situationer, reelt ikke er det. Ved abort og eutanasi ophobes i dag mægtige mængder af syndeskyld (karma), skyld, som uvægerligt må sones under gengældelsesloven i senere inkarnationer.

Derfor løser man ingen problemer ved denne fremfærd, men skaber mange nye, og derfor bør intet samfund have fri og lovlig adgang til hverken abort eller eutanasi, og intet menneske bør på egen hånd søge disse fortvivlede ”udveje” på ubærlige problemer. Dette sagt, ikke for min eller for Guds skyld, men for menneskers egen, for at de ikke skal berede sig selv nye, værre og ubærlige lidelser.

_

Note: Verdenserklæringen om menneskerettighederne i sin helhed kan downloades som pdf-fil via menneskeret.dk.

Som mange ved, og som alle bør vide, hedder det i det gamle bud: Hør, Israel! Herren vor Gud, Herren er én.

Denne tanke – tanken om Guds enhed – findes både i jødedom (5. Mos. 6, 4), i kristendom (Mark. 12, 29; citeret af Jesus og bekræftet af Paulus (1. Kor. 8, 4.6) og i Islam.

Gud Herren – siger traditionerne altså samstemmende – er én. Vi kan give denne Gud forskellige navne (Jahve, Den treenige Gud, Allah), men grundlæggende er Han én og den samme for alle.

Der findes ikke en Jahve for jøder, en treenig Gud for kristne og en Allah for muslimer. Gud Herren er én, uanset hvad vi kalder Ham, og uanset hvordan vi opfatter Ham.

I denne ene Guds Navn taler jeg nu. Hør mig, alle I jøder, kristne og muslimer, for jeg taler i jeres Guds Navn, hvilket Navn i nu end bekender, eller hvordan I nu forstår Ham:

Gud Herren, jeres Gud, jeres fælles Gud og min Gud er en Lysets og kærlighedens Almagt, der byder os elske hinanden og at tilgive hinanden. Og Han er en barmhjertig Gud og Herre.

Da vi altså alle er skabninger af den samme Gud, bør vi ikke slå hinanden ihjel og forfølge hinanden, men elske og agte hinanden, for vi er – åndeligt set – alle brødre og søstre og den samme Guds skabninger!

Derfor bør vi ikke strides og kriges indbyrdes, og I, der nu strides om Det hellige Land, bør ikke kriges, men række hinanden hånden og dele dette land, ikke myrde, røve og kriges i vores fælles Guds Navn. Kun derved kan Det hellige Land bevares helligt.

Ethvert mord, ethvert krigsoffer og enhver flygtnings tragiske skæbne vanhelliger således det hellige.

Og I vesterlændinge og I muslimer, der nu strides om Vesten og Østen, strides om deres goder og fordele, I burde – som kristne og muslimer – række hinanden hånden til broderligt forlig, og dele de goder og rettigheder, der tilkommer os i fællesskab, som skabninger af den samme Gud og Herre!

Aldrig bør vi strides og kriges indbyrdes, og aldrig bør vi ringeagte og forfølge hinanden, for vi er – som kristne og muslimer – brødre og søstre.

Aldrig bør vi mennesker – hvilken tro vi end bekender – kriges, forfølge og hade hinanden i vores fælles Guds Navn. For hvis vi gør dét, vanhelliger og ødelægger vi dét hellige, den Almægtige har nedlagt i hver vores hjerter, sind og sjæle.

Derfor bør vi alle – jøder, kristne og muslimer – nu enes om en varig fred og standse al krig, forfølgelse, had og ringeagt – enes om en varig fred i vores Guds Navn og efter Hans Vilje.

Dette siger jeg i jeres Guds Navn og i min Guds Navn – Han, der gennem værket Vandrer mod Lyset har sendt alle mennesker et budskab og en Åbenbaring for at minde os om vores forpligtelse til at elske og agte hinanden og holde indbyrdes fred, og for at lære os at tilgive hinanden og dem, der har syndet imod os; for derved at åbenbare en mulig genvej for alle til vores fælles Gud – gennem kærlighed, barmhjertighed og tilgivelse.

Hør mig, alle jøder, kristne og muslimer, og spørg nu jeres Gud, om ikke dette er sandheden, om ikke dette er Guds Vilje.

Og når I da har forstået, at mine ord er sande, da må I følge denne sandhed – ved at skabe en varig og evig fred mellem alle verdens folk og nationer. For dette er Guds Vilje!

Fred være med os alle! Amen!