Blog

Den, der fører sværd mod de onde, fører samtidig ved karma- og gengældelsesloven sværd mod sig selv, og han eller hun træder ved volden selv ind i de ondes rækker. Den virkeligt gode kæmper ikke ved sværd, men med åndens våben, der får sværdet til at synke: Medfølelse, tilgivelse, bøn. Han vil ikke dræbe de onde, men forvandle dem, så de træder ind i det godes vidtstrakte rige, hvor de som alle hører til.

Hvis en Donald Trump, en Vladimir Putin, en Kim Jong-un, en Benjamin Netanyahu, en Ali og en Mojtaba Khamenei, lederne og menige i de forskellige islamiske terrororganisationer og andre er onde, hvis de er faldne og ved vold og undertrykkelse har eller vil begrave deres egen indre guddommelige kerne i mørke, så gælder det for den gode ikke om at nagle kisten til og forsegle det onde ved død og drab, men om ved kærlighed og barmhjertighed og tilgivelse at genvække den lysets kerne, som de alle og som alle andre rummer. Gud har også i åndelig forstand skabt dem af lyset ved kærligheden i forbindelse med noget af sit eget guddommelige Væsen, og også de er vores brødre og søstre i åndelig forstand.

Hvis man virkelig ønsker at hjælpe de faldne, de ældste (jf Vandrer mod Lyset), så må man for det første aflægge alt frelservæsen og undgå frelsersyndromet, idet man forstår, at de ældste alle er store, selvstændige personligheder med hver deres unikke særpræg, og at de selv må genopbygge deres personligheder gennem mange inkarnationer – under Guds ledelse – selv må sone deres mange forbrydelser mod menneskeheden, og i den forstand selv må bære deres byrder. Ingen kan bære dem for dem.

Dernæst må man forstå, at flere af dem stadig – under deres inkarnationer – ønsker enhver, der ønsker at hjælpe dem hen, hvor peberet gror, at nogle af dem stadig er stolte indtil afsind, og at de ikke spiser nådsensbrød af nogen hånd. Derfor må den, der søger at hjælpe i sit hjerte og sind føde en ægte kærlighed til dem, en kærlighed, der ikke kender til tvang og pres. Den der vil hjælpe må søge ved kærligheden at bygge en bro til det godes rige for de ældste, men samtidig forstå, at det er op til de ældste selv, hvor vidt de ønsker at træde frem på denne bro, og at de selv må gå vejen tilbage til Hjemmet og freden.

Det måske vigtigste punkt er at have motivet til at søge at hjælpe – og søge dermed at være Gud behjælpelig i denne gerning – i orden. Det nytter ikke at ville hjælpe for selv at stå godt i andres og i verdens øjne. Det nytter ikke engang at ville hjælpe af hensyn til verdensfreden. Hvis man gør det, bliver de ældste til et middel og ikke mål i sig selv, og al sådan hjælp – hvor ædelt formålet og motivet end i sig selv måtte forekomme – vil formentlig være uden effekt.

Jeg tænker, at målet og motivet for hjælpen først og fremmest må være et oprigtigt og dybfølt ønske om at mildne og lindre de ældstes lidelser og at medskabe forudsætningerne for, at deres lidelser engang helt kan ophøre. Dertil kræves en uselvisk kærlighed og deltagelse, en medleven – og tålmodighed. Motivet bør først og fremmest være at ville hjælpe de ældste for deres egen skyld.

De ældste er alle stærke og oprindeligt ædle personligheder, og de vil med deres indre storhed og med hver deres særegne karakter og ånds præg selv kunne fuldføre vandringen tilbage. Vi kan måske ved kærligheden låne dem en vandringsstav, men vejen må de selv gå.

En sidste ting jeg vil nævne er, at jeg tænker mig, at de ældste – i diskarneret tilstand – dybt fortryder og angrer deres mange forbrydelser, og af hjertet ønsker at gøre det onde, de har gjort godt igen, men at der så sker det – når de inkarnerer i et fysisk menneskelegeme med det for øje – at det mørke de tidligere har aktiveret (polariseret) ved deres synder, vender sig mod dem, og at det da er særdeles vanskeligt for dem at finde den rette vej, lysets. Men også her kan vi måske hjælpe dem ved at bede Gud om at dæmpe denne mørkets reaktion, så de lettere kan finde vej; igen med en forståelse af, at vi ikke kan gå vejen for dem og bære deres byrder. Den Almægtige vil sikkert høre en sådan bøn og bønhøre den.

Elsk din næste som dig selv. Tilgiv dine fjender. Gør mod andre hvad du vil, de skal gøre mod dig.

(Se også den foregående artikel på bloggen, Med godt skal ondt forvandles).

Gennem ukendte ætere ringer lysets sølvklokke blidt, kommer sandhed svøbt i stilhed:

Verden siger, med ondt skal ondt fordrives. Og den handler derefter. Jeg siger: Med godt skal ondt, ikke fordrives, men forvandles – til godt: Gennem medfølelse, tilgivelse, bøn.

Medfølelse; for de onde høster bittert under karma- og gengældelsesloven. Tilgivelse; for at mildne de faldnes kår. Bøn; for at vække lyset i de formørkede og forvandle deres hjerter og vilje – til kærlighed.

(Inspireret af Vandrer mod Lyset)

Over alle tinder er der ro. I alle trætoppe sporer du næppe et pust. Fuglene tier i skoven. Vent kun, snart hviler også du;- Goethe

Selv om mit livs problemer – jeg lider af en alvorlig psykisk sygdom, skizofreni – synes uløselige, må jeg fastholde, at løsningen på livets problemer findes i livet, ikke i døden – hvis jeg skal leve.

Ved den forenede tanke-vilje prøver, måler jeg nu igen stenens vægt og styrke og gennemtrængelighed, slutter ånden, så fremtids sejr bliver mulig.

Det er kamp på liv og død, det er livet: Eksistensen er ikke stenen, byrden, men det, der bærer den, livet er ikke det, der tynger, men det, der løfter døden, det er ikke kærligheden, der knuser os, men hadet, synden og døden. At udgå af eksistensen er ikke fred, ganske vist heller ikke lidelse, men ingenting.

Alt det ved jeg. Men, min Gud, jeg er træt.

Trods verdens uro og larm dvæler dog det stille, uudgrundelige dyb vi kalder Gud over og under alt. Mange vil ikke vedkende sig Gud, og gyser tilbage for Den Almægtige, eller de ler ad tanken om Ham/Hende. Men Hans/Hendes stærke Hånd beskytter og værner os ligefuldt; barnets arm rækker kun kort overfor Faderen.

Vi, der tror, skændes ud fra gamle, hellige bøger om, hvem og hvad Den Almægtige er, og vi tøver ikke med at dømme og fordømme og skænde og brænde hinanden. Men enhver kan i sit eget hjerte uden om alle traditioner mærke og fornemme udstrækningen og dybden af det stille Ocean, der overalt omgiver os, favner os, og ikke kan rokkes i sin uendelige kærlighed til os. Mærker vi dét, synker sværdet, de knyttede næver rettes ud til venskabs hånd med respekt og kærtegn.

Den uro og tumult vi ser og føler, er til alle tider kun små krusninger på overfladen af det uendelige Hav af kærlighed. Og over alt og under alt og gennem alt flyder de dybe strømme ubekymret med evighedens ro; mennesker til gudstryghed og salighed og fred.

Ved viljen undfanger tanken ideen, og føder den til verden i tale eller skrift, eller den synker i stilhed i ånden; hvis den er sand: Til åndens berigelse og ro.

Er ideen ikke sand, så er den ikke af virkelighed, og er derfor som et tomrum, et atmosfærisk lavtryk, omkring hvilket stormen raser, tankerne hvirvler, kredser, uden at kunne finde hvile.

Når den sande idé kommer synligt til verden i tale eller skrift, kan den favnes af en andens tanke ved viljen og bringer åndelig fred: Kend sandheden på den fred og fylde, den bringer, træet på dets frugt. (Se Supplement 1 til Vandrer mod Lyset, no 10).

Med benene solidt trædende i den tomme luft – snart styrtende – går mange ad regnbuen mod en krukke med guld, der stadig forrykkes for synet med skridtene fremad; en krukke med guld, der ikke findes i den ydre verden, kun i den indre.

Nogle kalder krukken magt, andre rigdom, sex, berømmelse; og i jagten på disse flygtige og bestandig flygtende fantomer og ætere snubler og forsinker mennesker sig på vejen mod den indre skats potentiale og sandt udfoldede realitet:

Den gudskabte ånd, som mennesker selv gennem millioner af år og mange liv på Jorden må helstøbe og fuldende ved kulmination til enhed af tanke og vilje og dermed åndelig renhed og helhed og upåvirkelighed af alt ondt (se Supplement 2 til Vandrer mod Lyset, no 64).

Da det onde, mørket, ifølge Vandrer mod Lyset er en kraft og magt, der kan binde og tvinge ånden, er det ondes fravær ved åndelig renhed, som ånden langsomt vinder og tilkæmper sig gennem inkarnationerne – frihed.

Derfor er den indre gyldne krukkes form frihed, indholdet kærlighed; en indre realitet, der for ånden mere og mere bliver vejen i det ydre – det levende og levede liv til salighed.

For at finde en kildes udspring må vi gå mod strømmen. Den der blot lader sig flyde med strømmen, driver viljeløst længere og længere bort fra udspringet, Ophavet.

For hvert skridt vi mennesker i åndelig betydning tager i denne verden, er der to muligheder: Et trin op ad lysets stige eller at kaste os bagover, ned i mørkets bundløse sumpe. Det er valget mellem lys og mørke, godt og ondt. Og det valg er frit.

Lysets vej kræver beslutsomhed og vilje og anstrengelse og selvovervindelse. Mørket fordrer opgivenhed, svaghed i viljen, uvilje til beslutsomhed og utilbøjelighed til selvopofrelse. Lysets vej kræver en stærk vilje, mørket en svag, som Vandrer mod Lyset pioneren Knud Brønnum engang skrev i bogen Tanker over Vandrer mod Lyset. Lysets vej er den svære, men fører til salighed og fred, mørkets vej er den lette, men fører til lidelse og smerte. Lysets vej er den rette, mørkets den fejle.

I Supplement 2, no 64, udgivet i tilknytning til Vandrer mod Lyset, afhandles meningen med det jordiske liv: Vi skal her alle nå til en sammensmeltning af vores tanke og vilje ved lyset, kærligheden, en åndelig kulmination, hvorefter vi i al evighed fremstår som lysstærke individer, upåvirkelige i al evighed af mørkets kræfter og udstrålinger, gennemdannede ved livet og lyset, åndeligt helstøbte individer og væsner.

Denne åndelige sammensmeltning og kulmination indtræder, når alle de mørkekomplekser, alt det mørke vi rummer i hver vores tanke og vilje, er eliminerede og udrensede, og et af de vigtigste midler til denne eliminering og udrensning beskrives i Vandrer mod Lyset, Kommentaren til Ardors beretning, kap. IV, s. 158-159, nemlig sorgen og angeren over tænkte onde tanker eller udførte onde handlinger. Ved sorgen og angeren afpolariseres og elimineres således det åndelige mørke, de mørkekomplekser, vi gennem onde tanker eller handlinger har optaget og givet rum i vores ånd. Denne udrensningsproces og åndelige forædling forløber normalt over mange tidsevigheder, millioner af år, gennem talrige inkarnationer gennem reinkarnationen.

Til udrensningsprocessen hører også soning af onde tanker og handlinger under karma- og gengældelsesloven. Den ondskab vi ikke af os selv indser naturen af, og derfor sørger over og angrer, må vi således sone under denne lov, hvorved mørket – på en anden måde end gennem sorg og anger – afpolariseres og elimineres. Men Guds og menneskers kærlighed og barmhjertighed står over karma- og gengældelsesloven på den måde, at hvis vi oprigtigt sørger over og angrer onde tanker, vi har tænkt, eller onde handlinger vi har udført, og beder vores offer eller ofre om tilgivelse – og får den – så afpolariseres og elimineres det mørke, denne ondskab repræsenterer, hvorefter en soning under karma- og gengældelsesloven er overflødig. 

Derved kan alle mennesker yde andre en virkningsfuld hjælp på deres vandring mod lyset ved altid at være parate til at tilgive. Tilgiv jeres fjender, som det hedder efter det gamle ord ved overskriften til Ardors beretning i Vandrer mod Lyset.

For os mennesker kan det være meget vanskeligt i enhver given situation i livet at afgøre, om en given tanke eller handling er af lyset eller af mørket. Men det er alligevel muligt at udpege en helt enkel måde at finde vej på gennem alle livets forhold, en sikker måde at skelne mellem godt og ondt, en dynamisk vej, der er tilpasset enhver situation og ethvert individuelt menneske, nemlig samvittighedens vej. Det vi mennesker hører som en indre stemme, samvittigheden, er i virkeligheden skytsåndens stemme, dens råd, advarsler og vejledning i relation til godt og ondt. Idet skytsånden altid er årvågen, forstærker den således gennem sin ledelse vores egen indre sans for godt og ondt. 

Hvis vi altid er lydhøre overfor denne samvittighed, og følger dens anvisninger, råd og vejledning, farer vi aldrig vild, og vi skal da på vores doms dag (ikke den universelle dommedag, som både kristendom og islam fejlagtigt forkynder det; den individuelle doms dag, der for hvert menneske indtræder efter hver inkarnation, jordeliv) stå lige så rene overfor Gud, som da Han/Hun sendte os til vores første liv på Jorden.

Her skal det dog straks siges, at fordi der er så meget mørke i vores jordiske verden, kan intet menneske være syndefrit. Selv ikke en Jesus af Nazareth var uden synd. Mørket angriber os således både indefra (gennem ånden og den astrale genpart) og udefra (gennem mørket i de jordiske omgivelser, æteroptegnelserne og andre menneskers mørke) med en styrke, så ingen helt kan undgå undertiden at handle mod sin samvittighed, og på den måde skabe mørkekomplekser i sin ånd ved synd. Det vigtige er dog retningen: Mod en større og større lydhørhed overfor samvittigheden, og en større og større vilje til ikke bare at lytte til, men også at følge den.

Med Vandrer mod Lyset er der herudover blevet åbnet op for en mulig genvej til Gud, lyset og Paradis – til åndelig renhed og helstøbthed – nemlig gennem tilgivelsen af den dybest faldne, Satan (Ardor). I slutningen af sin beretning i værket, beder han, Ardor, således alle mennesker om tilgivelse for alt det, han har syndet mod enhver af os, og ved af hjertet at skænke ham denne tilgivelse, afpolariseres og elimineres alt det mørke, der ellers strømmer mellem ham og os, det mørke som kan gøre vores liv så vanskeligt at gennemleve og så svært at finde en konstruktiv vej i, og som kan bringe os så mange og så forskelligartede lidelser, sorger og bekymringer.

Tilgivelsen af Ardor er således det første skridt på den genvej til lyset og Gud – en genvej til fred for den enkelte og mellem alle mennesker, til verdensfreden – som Vandrer mod Lyset anviser.

Gennem sorg, anger og tilgivelse, gennem samvittighedens vej, gennem kærlighed og barmhjertighed, går da vejen og genvejen for hvert menneske til gennemdannelse ved lyset, kærligheden, den vej og genvej, der før eller senere helt vil rense vores ånd for mørke og ondskab – hvorved vores tanke og vilje smelter sammen til en enhed ved kulminationen; og vi kan da vandre videre ad lysere og lykkeligere veje i den oversanselige verden, indtil vi når Guds Rige, Paradis, hvor Gud selv vil modtage os og byde os velkommen ud fra sin rige, sin dybe og uendelige kærlighed.

Når lyset rammer menneskelig ufuldkommenhed, jordens sten, kaster det sorgens og lidelsens skygger, og deraf vokser vi. Dog, jeg har tænkt og skrevet nok om det mørke i livet, jeg søger det næste skridt, hvortil, hvorhen brænder eksistensens flamme nu?

Jeg forsager de lette løsninger på svære problemer, jeg træder frem på jorden under mig i tillid til at den bærer, den grund og vej jeg selv skaber ved tankens klarhed og viljens fasthed med retning mod hjertets renhed og åndens ro.

På dén måde kondenserer tanken ved viljen til dråbe omkring kærlighedens idé, gør den virkelig og drypper øjeblikke af pludselig glæde i mit bæger.

Hvis man som menneske erkender, at ens eget liv er af umålelig værdi, må man også anerkende enhver andens tilsvarende værdi. Hvis det er sandt, hvad Vandrer mod Lyset siger, og hvad vel alle religioner vedkender sig, at vi som mennesker åndeligt eller legemligt eller begge dele er skabt af Gud, så er sagen klar. Livet er da af Gud, og som sådan af umålelig, ikke bare uendelig, værdi. Og det er evigt, i det mindste i åndelig forstand.

At tage et liv – også hvis det er ens eget – er da at tilintetgøre en umålelig værdi. Det er at gå mod Guds kærlighed og vilje, da Han har skabt os, og dermed tilkendegiver, at Han ønsker, at vi skal leve. At tage et liv er at sætte sig i umålelig gæld til Gud. Den eneste måde vi kan betale denne gæld på – siger Vandrer mod Lyset – er ved karma- og gengældelsesloven i nye inkarnationer at frelse lige så mange liv fra en brat død, som man har taget. Dette gælder også for de liv, der tages ved provokeret abort eller eutanasi, aktiv dødshjælp.

Men man behøver ikke at være troende for at anerkende livets umålelige værdi og for ud fra denne tanke at værne og pleje livet som det mest dyrebare, der findes. For med hvilken sandsynlighed er livet da for det ikke-troende perspektiv opstået, og med hvilken sandsynlighed er netop du og jeg – og enhver anden – i universets og Jordens milliard årige eksistens undfanget og født til livet ud af uendeligt mange andre muligheder for stoffets, atomernes, kombinationer? Måske ville vi aldrig være blevet født som netop os, du og jeg, hvis bare ét eller to atomer var kombineret anderledes i kroppen eller hjernen, eller hvis blot ét eller to atomer manglede, eller var erstattede af andre. 

Sandsynligheden for at netop vi på de givne vilkår og med de givne forudsætninger ville vinde eksistens går for den ikke-troende mod nul, og derfor går værdien mod uendeligt, det umålelige. Også for den ikke-troende kan livet være mirakuløst, da du og jeg og enhver anden eksisterer og lever som en kendsgerning, som fuldbyrdede realiteter. Derfor er det at tage et liv også for den ikke-troende at tilintetgøre en umålelig værdi, det er at tilintetgøre et livets mirakel og at gøre verden uendeligt meget fattigere, at tilføre den et ulægeligt sår. Døden selv kan, når den kommer naturligt, for den ikke-troende være den skygge, der giver livets billede en umålelig dybde og skønhed, tanken om den kan være det salt, der giver livet dets smag og næring.

Hvis livets værdi er umålelig, hvad er det da vi gør, troende og ikke-troende, når vi tager liv, når vi fører krig og tager tusinder af liv eller flere, hvad er det vi gør, når vi udtænker, producerer, sælger og bruger våben mod hinanden? Hvilken sag – det være sig NATO´ s udvidelse, amerikansk eller russisk trang til ekspansion, zionisme, væbnet palæstinensisk modstand mod staten Israel, indførelse af det islamiske kalifat, tilintetgørelse eller bevarelse af det iranske præstestyre – kan bære tabet af blot ét menneskeliv?

Ved den forenede tankevilje søger jeg verdens grundfjeld, kærligheden og dens natur, søger grunden til, at den synes både at være paradis og helvede, det bedste og det værste, hvordan den løfter og styrter ånden, søger at forstå dens dobbeltnatur, der lokker og skræmmer, frelser et menneske og kaster det i afgrunden. Stående ved klippens rand spørger jeg:

Hvad er din natur, kærlighed, hvem er du? Kærligheden svarer: Den dobbelthed du længes efter og frygter, er mig fremmed og mig grundforskellig: Mit dobbeltbillede i mørket, det onde, ved rusen – forelskelsen – og døden. Begge er knyttede til kroppen – forelskelsen gennem forplantningen – og de er derfor dødelige, men de kan ikke tænkes væk, som kroppen ikke kan tænkes væk. Tragedien, smerten, lidelsen forsvinder ikke ved erkendelse, men er endelig, bliver til intet ved døden, når du ikke søger den selv.

Udødelig er jeg, siger kærligheden, derfor er jeg en sjælden og dog helt almindelig gæst i den endelige, dødelige verden. Jeg er den stille varme, der bærer dit hjerte, jeg er dig nær som luften, der ilter dit blod og giver dig liv ved åndedrættet, jeg er hånden, der bærer verden, uset og dog kendt af alle, jeg er den tryghed du finder hinsides angstens afgrund, døden ved tabet.

Ved mig står eller vakler eksistensen, siger kærligheden, står og fæstnes uløseligt til livets streng, når mennesker søger mig i dem selv, trues og vakler, når de søger mig først i andre. Da finder de kun mit dobbelte vrængbillede i mørket: Når mennesker med eksistensen som indsats søger deres eksistens, hvor den ikke er, i en anden, som havde de den ikke, eller som havde de mistet det, de ikke kan miste. Jeg, kærligheden, begynder og ender i hver enkelt selv, jeg er din eksistens, jeg er eksistensen.

Livets strøm peger mod verden, mit udløb, siger kærligheden, går du mod strømmen, finder du til sidst mit udspring: Gud, og ved Ham er jeg livets alfa og omega. Frygt ikke, frygt kun skyggen du kaster, når du vender dig bort, siger kærligheden ved den Almægtige, den varme, den trygge, den nære.