Blog

Som måske bekendt er Vandrer mod Lysets kernepunkt tilgivelsen af Satan (Ardor) – det første skridt på den genvej til Lyset og Gud som værket, der er sandheden åbenbaret i Guds Navn, anviser.

I Supplement I til Vandrer mod Lyset no 70 søges bibelsk tilknytningspunkt for denne tilgivelsestanke, og der henvises til buddet og ordet om, at vi bør tilgive vores fjender og til lignelsen om den fortabte søn.

Men spørgsmålet er, om tilgivelsen af den dybest faldne kan finde yderligere grund og samklang endnu nærmere kristendommens kerne?

Det mener jeg er muligt, hvis vi opfatter næstekærlighedsbuddet som den inderste og sunde kerne i kristendommen, men også i jødedom. På denne måde:

Der er næppe tvivl om, at næstekærlighedsbuddet har Guds Tanke som basis. Det anføres oprindeligt som et bud direkte fra Gud i Mosebøgerne (3. Mos. 19, 18). Og både Jesus af Nazareth og Paulus citerer og bruger ifølge Det nye Testamente dette bud som det største og første bud (Matt. 22, 37-40; Rom. 13, 9-10; Gal. 5, 14-15). Altså som det vigtigste, det mest centrale.

Af dette bud kan afledes en anden tanke, som jeg har modtaget som en inspiration i Vandrer mod Lysets forstand (ved en mindre direkte og mindre indgribende inspiration i forhold til den, der blev benyttet, da Vandrer mod Lyset blev skabt), og som jeg derfor også mener har Guds Tanke som basis, nemlig denne:

At vi bør behandle nødstedte – eller generelt ethvert menneske – som vi selv ville ønske at blive behandlet, hvis vi var i hans eller hendes sted.

Hvis vi indrømmer disse to tanker og bud universel gyldighed – men vel at mærke som bud vi har vores frihed til at følge eller lade være – og godtager deres intime forbindelse og sammenhæng, så bør vi også behandle Satan (Ardor), som vi selv ville ønske at blive behandlet, hvis vi var i hans sted.

Med andre ord: Hvordan ville vi selv ønske at blive behandlet, hvis det var en af os andre, der bar hovedansvaret for alverdens ondskab og lidelser, og vi nu var vendt hjem til Gud bøjet i sorg, anger og dyb fortvivlelse, og ydmygt havde bøjet os for hvert eneste menneske, dels igennem en beretning om, hvad præcis vi havde syndet mod alle, dels med en bøn om tilgivelse?

Ville vi – hvis vi var Ardor – så ikke ønske denne tilgivelse af hele vores hjerte, sjæl og sind?

Hvis vi siger ja til det, må vi da ikke – i frihed og uden tvang, af hele vores hjerte – tilgive denne nødstedte bror, Ardor (bror i åndelig forstand)?

På dén måde mener jeg, at tilgivelsen af Ardor kan finde samklang og forenes med næstekærlighedsbuddet.

Hvis vi vil stræbe efter at efterleve denne ædle tanke, næstekærlighedsbuddet, som jødedom og kristendom altså deler, hvis vi vil søge at elske vores næste, som vi elsker os selv, så bør vi også stræbe efter at tilgive ikke bare Ardor, men enhver der synder eller har syndet mod os.

Hvis vi vil elske vores næste som os selv, så må vi også elske Ardor – og tilgive.

Men jeg gentager: Vi bør give denne tilgivelse i frihed og uden pres og tvang; for den kærlighed der øves af tvang, har ingen værdi.

Så enkelt mener jeg, at Vandrer mod Lysets kernepunkt kan forliges med det største og ædleste i jødedom og kristendom.

Som det måske også er bekendt, så anerkender koranen og Islam de jødiske og kristne profeter.

Uanset om næstekærlighedsbuddet oprindeligt er modtaget af Moses fra Gud, eller en anden har modtaget det, så må dog buddet godtages som et ægte profetord, der stammer fra Gud, og derfor – tænker jeg – bør også muslimer anerkende det.

Hvis man som muslim gør det, så må man også – ud fra ovenstående tankerække – anerkende tanken om tilgivelsen af den dybest faldne som en tanke, der har Guds Tanke som basis – og derefter søge at efterleve den – det vil sige tilgive.

På dén måde mener jeg, at en forening af verdens herskende religioner – det ædleste og største i dem – med Vandrer mod Lysets kernepunkt er mulig.

Med andre ord: Verdensreligionerne har alle potentialet til ud fra deres egne præmisser og forståelse og traditioner at betræde Vandrer mod Lysets genvej.

(Se også artiklerne Den empatiske etik, Næstekærlighedsbuddet og den empatiske etik og Næstekærlighedsbuddet, den empatiske etik, den gyldne regel og karmaloven)

Hvad er åndelig højhed, og hvordan modtages Lysets engle, når de over himlens høje bue og hjertets dybe bro lader sig føde blandt os for at drage os ud af mørket?

Er Lysets engle vægtløs kærlighed gennem tusinde verdner og rindende tider, er de palmestrøede indtog i den hellige by, deler de mild visdom ud med rund hånd til de jublende skarer ved bjergets og den helliges fod?

Eller må de trænge gennem sten og råd med de bare næver til Jordens indre dyb og til kærlighedens bærende søjler og ranker, og hvis ikke de findes, da selv skabe dem af deres eget? Er de det rolige punkt, hvorimod al verdens storm og sten falder i raseri, og dog står de fast; må ikke den, der vil frelse Jorden bære den, kende dens inderste?

Yogien går enten solvejen eller månevejen. Den, der går til himlens flammende kugle, vender ikke tilbage, den anden kommer igen. Og hvem er at prise højest? Er Hjemmet og hvilen og saligheden i Lysets strålende Borg at foretrække, når så mange vandrer i mørke under tunge byrder og i lidelse? Hvor er de saliges salighed i dette?

Hvordan er da Lysets tale?

Ildsønnerne og ilddøtrene af den flammende Guddom lærte mennesker med ord at afgrænse det ubegrænsede, med tallet det uendelige og således opstod formen, figuren, talen, der kan opfattes af mennesker. Med loven gav de friheden og valget; til at følge eller bryde den. Hvis ikke vi havde ordet, tallet og med dem figuren, afgrænsningen, og hvis ikke vi havde loven, måtte den menneskelige tanke sprænges af det uendelige, og alt ville henhvirvle og opløses i kaos, urmørke.

Derfor giver den yogi eller buddha, der vandrer månevejen, og som stadig kommer igen af barmhjertighed, gennem digt og tanke ordet, tallet, figuren og loven for at give form til det formløse, for at give angsten ansigt og dermed grænse, så vi kan leve.

Yogien, buddhaen, viser vejen, mennesker vandrer den, og derfor er de lige. Ved tanker, følelser, handlinger skriver hvert menneske sit eget kapitel i Livets evige bog gennem ord, tal, figur under karmas lov. Lad os sammen gøre denne fortælling smuk.

I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden. Jorden var dengang tomhed og øde, der var mørke over urdybet, og Guds ånd svævede over vandene. Gud sagde: Der skal være lys! Og der blev lys. Gud så, at lyset var godt, og Gud skilte lyset fra mørket. Gud kaldte lyset dag, og mørket kaldte han nat. Så blev det aften, og det blev morgen, første dag. (1. Mosebog, 1, 1-5)

Livets og universets fødsel. Den store udånding.

Fra evighed og før tiden begyndte dvæled´ verdensæggets gyldne kugle i Nyx´, nattens skød. En vibration dirrer gennem uendeligheden, en stråle af lys gennemtrænger mørket, der ånder over livets slumrende vande, det rammer ægget, kimen, og danner mælkehvide masser i moderens dybder. Fader-Moder spinder et væv, hvis øverste ende er fæstet til ånden – det lys, der udgik fra det store mørke – og hvis nederste er fæstet til stoffet. Dette væv og ranke sammenbinder og bærer ved kærlighed og Guds Tanke og Vilje universet. (Sammenstillet af elementer fra Dzyâns bog, Stanze 3, Den hemmelige lære, elementer fra græsk og orfisk mytologi, samt fra Vandrer mod Lyset).

Et af de punkter hvor jeg mener, at Den hemmelige lære og Vandrer mod Lyset kan nå hinanden og mødes, er synet på verdens og universets, kosmos´ og verdensaltets, mulighed overfor deres virkelighed, og i synet på det, der binder Altet sammen og bærer det.

I Den hemmelige lære siges det, at ikke væren er absolut væren, og i Vandrer mod Lyset siges det, at alle muligheder – til godt eller ondt – fandtes i Urkosmos. Jeg tolker Den hemmelige læres tanke sådan, at ikke værens absolutte væren er det kim, det verdensæg, der som mulighed for alt før tidens begyndelse eller begyndelser lå nedsænket i mørke, og parallelt hertil altså Vandrer mod Lysets beskrivelse af Urkosmos.

Det væv, der i Den hemmelige lære binder verden og kosmos sammen, er det lys, der udgik fra det store mørke, i Vandrer mod Lyset er det lyset, kærligheden, der ved Guds Tanke og Vilje som en tråd eller ranke binder alt sammen og bærer Verdensaltet.

Ved den store udånding i Den hemmelige lære er verden gået fra mulighed til virkelighed, i Vandrer mod Lyset er Verdensaltet gået fra mulighed til virkelighed gennem Urtankens og Urviljens kamp gennem ukendte æoner og Guds emanation, fremstigen som Personlighed, ved Hans/Hendes sejr over mørket, det onde. Ved Guds sejr er livet og kærligheden bundet uopløseligt sammen i Hans/Hendes Personlighed, og er gået fra mulighed til virkelighed, fra væren til tilværelse.

Som før nævnt er en af forskellene mellem de to værker den, at i Vandrer mod Lyset er Guds kamp og sejr kun sket én gang, og kampen vil aldrig blive gentaget, mens i Den hemmelige lære er – som jeg tolker det – overgangen fra mulighed til virkelighed, fra det ene udifferentierede til det differentierede, udtryk for et evigt, kosmisk åndedrag, fra det aktive til det passive, fra dag til nat, et åndedrag, der bestandigt skifter, veksler mellem de to tilstande.

En anden forskel er, at mørket i Den hemmelige lære fortrænges ved udåndingen og bliver lys, mens lyset atter slumrer ind og bliver mørke ved indåndingen. Lys er her stof (manifesteret), og mørket er ren ånd. Lyset er en samling skygger ved udåndingen, det er ikke evigt, og det er mâyâ, illusion. I denne forståelse er mørket det egentlige, det ene udifferentierede, ren ånd. I Vandrer mod Lyset er det omvendt. (smlg her også med Martinus´ kosmologi, hvor den bevægende kraft for det kosmiske åndedrag er sult-mætheds-princippet, og hvor verden eller kosmos også bestandig veksler mellem lys og mørke, dog på stadigt højere niveauer).

Udånder, udstråler Gud evigt alt liv og al kærlighed, eller udåndes også Gud af det evige åndedrag, bestemt til i al evighed at fødes og dø og genopstå? Hvad er sandt? Det ved jeg ikke. Men dét ved jeg: At om sandhed dømmer hjertet bedst.

Brahmas nat

Når det lave ser mod det høje, ser det kun et mulm som under et skydække. Når det værende ser mod det ikke værende, hylles det i mâyâ, sløret, og binder krans af ord om det ordløse, for eksempel disse. Når det mangfoldige ser mod det Ene, falder tanken mod evighedens stengrund og knuses til tid og støv. Når ånd ser mod ikke ånd, og svarer digt med digt, fødes lysets søn, og verden begynder.

Før tidens morgengry hviler universet i den guddommelige tanke og i det guddommelige skød. Det udåndede kan ikke i tanken nå tilbage i tid før udåndingen, men dét før udåndingen, den absolutte Enhed eller ikke væren som er absolut væren, rummer i kim det udåndede. Ikke væren – hvisker det værende – er absolut væren, og ved dette paradoks iklæder det værende det ikke værende sin egen dragt og glans. Men det er mâyâ, illusion.

Rummet er altings kilde og udspring, selv guderne og Brahma udåndes ved det evige åndedrag som en form af det formløse. Bevidsthed er begrænsning, afgrænsning, det er bevidsthed om noget for nogen. Det evige åndedrag er absolut og ikke begrænset, derfor er det ikke bevidsthed, det kender ikke sig selv. Hvis det begrænsede skal rumme det ubegrænsede, sprænges det til vanvid.

Kun ved den højeste visdom vundet gennem æoners fødsel og død og genfødsel, bliver vi fri for personlig, begrænset eksistens, idet vi går op i det absolutte, samtidig med at vi bevarer en kontemplativ, selvanalyserende bevidsthed, som ikke er bevidsthed, begrænsning. Vi kan ophøre med at eksistere, dog stadig være, idet virkeligheden, det udåndede, ophører, synker tilbage i natten. Men muligheden består som kim i den guddommelige tanke og i det guddommelige skød; som skjulte stråler af lys og liv.

Brahma vågner

Fra evighed af var mørket overalt. I mørket var lyset; i lyset var tanken og viljen. Men tanken og viljen var ikke i mørket. I lyset var alt det godes mulighed, men i mørket var alt det ondes mulighed. Ukendte evigheder svandt. Langsomt droges tanken og viljen mod hinanden. Langsomt bredte lyset sig, det blev klarere og renere. Det blev dæmring. Ukendte evigheder svandt. Tanken og viljen droges end nærmere mod hinanden. Lyset bredte sig mere og mere, det strålede klart og skønt. Det blev morgen. Atter svandt ukendte evigheder. Tanken og viljen nærmede sig hinanden end mere. Lyset vældede frem overalt, det flammede klart, skønt og herligt. Det blev dag. Atter svandt ukendte evigheder. Tanken og viljen forenedes. Da fremsteg af lyset ved tankeviljens kraft en flammende skikkelse, et åndeligt Væsen – Gud. Men i samme stund lod Gud tolv strålende skikkelser, åndelige væsener, fremtræde af lyset. Og disse blev Guds Hjælpere, Guds Tjenere. Da begyndte tiden. (Fra Vandrer mod Lyset; her let bearbejdet).

Efter indledende og specielt i fortalen at have søgt at forklare grundprincipperne i teosofiens esoteriske filosofi, går Den hemmelige lære, som Blavatsky angiveligt modtog, først ved at se i astrallyset, dernæst ”som i en drøm” af en af Mestrene, over til at gengive og kommentere syv såkaldte Stanzer, mindre tekststykker, fra Dzyâns bog, som skal være en ældgammel visdomsbog, hvori den inderste og altomfattende visdom er givet, dog i kodesprog eller i paradoks form, hvortil kræves en nøgle for at forstå.

Et eksempel på den paradokse form er denne fra Stanze 1: Tilværelsens årsager var fjernet; det synlige, som var, og det usynlige, som er, hvilede i ikke-væren, den ene væren”.

Det, der tales om her i Stanze 1, er Brahmas, eller Guds nat, den passive, hvilende, drømmende tilstand, der går forud for enhver udånding af kosmos og universet i det, der kaldes den kosmiske evolution. Alt er i denne hviletilstand, men kun som mulighed, endnu ikke virkelighed, og derfor – tænker jeg – bruges den paradokse formel, at alt både er, og ikke er; væren er endnu ikke blevet tilværelse.

En anden mulig forklaring til den paradokse form i Stanzerne kan vi måske forstå ved en tanke fra Aristoteles, nemlig den, at vi mennesker, da vores bevidsthed og tanke er endelig, begrænset, ikke kan forstå eller opfatte det ubegrænsede, det uendelige. For alligevel at søge at forstå det, må vi begrænse det, fx gennem ord og begreber, hvorved det ikke længere er ubegrænset, uendeligt. Det vi kan opfatte, er formen, markeret ved grænsen. Men det grænseløse har jo netop ingen grænse, fx Brahma eller Gud.

Vi har også begreberne det ubegrænsede og det uendelige, men ved selve disse ord og begreber begrænses det ubegrænsede, og vores ord og begreber bliver da på en måde pr definition misvisende eller utilstrækkelige. Vores erkendelse af det absolutte eller ubegrænsede, uendelige bliver gennem vores ord og begreber mâyâ, illusion. Derfor får det ubegrænsede i sproget paradoksets form for at søge at gøre det tilgængeligt for den menneskelige tanke.

I syv Stanzer fra Dsyâns bog beskrives syv stadier, der hver for sig varer en evighed, i det, der kaldes den kosmiske evolution. Denne kosmiske evolution består af Brahmas eller Guds udånding og indånding, hvor ved udåndingen Brahma udånder en tanke, der bliver til kosmos eller universet og alt, der findes deri. Ved denne udånding skaber Brahma ikke egentlig noget, men viser kun forskellige aspekter af sig selv, fx ånd, krop, tid, dyr, mineraler osv. (smlg med Martinus´ kosmologi og Spinozas Etik om den ene selvberoende substans og dennes fremtrædelsesformer).

Rummet, den evige moder, der er årsag til alt uden selv at have en årsag, slumrer i hviletilstanden, og tiden findes ikke. Tiden er en illusion, knyttet til bevidsthed, og da der i hviletilstanden ingen bevidsthed findes, er der heller ingen bevidsthed tidens illusion kan opstå i. Lidelse og forløsning (nirvana) findes heller ikke, for der er ingen til at lide eller forløses. De syv veje til salighed (nirvana), de store årsager til lidelse, nidâna (årsager til tilværelsen), og mâyâ er ikke.

Rummet er i hviletilstanden udifferentieret, og den første differentiering ved Brahmas udånding er ånden, derefter stoffet. Ånd, sjæl og krop er en treenighed, hvis syntese er livet. Englene, Ah-hi eller Dhyân-Chohaner, i det åndelige hierarki er manifestationer af den guddommelige tanke og vilje, der kommer til udtryk ved Brahmas udånding. Hierarkiet opstår ved, at alt liv, hvortil også regnes mineraler, atomer og dyr, gennemgår alle stadier af liv.

Jeg håber her at have gengivet indholdet i Stanze 1, med kommentarer, i det mindste nogenlunde korrekt. For den der er fortrolig med Vandrer mod Lyset, min reference, vil det antagelig hurtigt fremgå, at der er visse ligheder og forskelle mellem Den hemmelige lære og Vandrer mod Lyset.

En af forskellene er, at i Den hemmelige lære beskrives den kosmiske evolution som en evig udånding og indånding, en aktiv og en passiv periode eller tilstand, et evigt åndedræt, der gentages fra evighed til evighed uden begyndelse og ende. En udånding og en indånding der dog sker på stadigt højere og dybere niveauer, mens kampen fra mørke til Lys for Urtanken og Urviljen, og Guds sejr og emanation i Vandrer mod Lyset siges at være foregået én gang, og at denne kamp aldrig vil gentages. Sejren er evig.

En anden forskel er, at der i Den hemmelige læres hviletilstand kun er mørke, i Vandrer mod Lyset både Lys og mørke, godt og ondt (se også indlægget Vandrer mod Lyset og teosofien. Kosmogoni). Udsagnet i Den hemmelige lære nuanceres dog ved, at der her siges, at set fra ét perspektiv, det guddommelige, var der i Urtilstanden kun lys, men at dette oprindelige lys af den menneskelige tanke opfattes som mørke. Jeg håber denne tanke er rigtigt opfattet.

Der er altså visse forskelle mellem de to værker, men hvad der er rigtigst, må læseren selv afgøre.

Venligt at høre, mildt at dømme.

Med dette citat fra Shakespeare (Henry V, prologen) indleder Helena Petrovna Blavatsky sit værk, Den hemmelige lære, og det er et godt og velvalgt citat, som jeg vil prøve at efterleve, nu hvor jeg prøver at forstå og skrive om værket. For en ordens skyld skal jeg sige, at jeg læser værket i dansk oversættelse af Adyar-udgaven (1962) ved Sigrid Møller, udgivet på Strubes Forlag, 1980.

Straks skal det siges, at det på en måde er misvisende at kalde værket Blavatskys, for det har en særegen tilblivelsesproces, der er parallel til den, der blev fulgt ved skabelsen af Vandrer mod Lyset. Blavatsky så således – hedder det i afsnittet først i bogen, Hvordan ”Den hemmelige lære” blev skrevet – manuskriptet i astrallyset, en arbejdsform, der dog snart blev for vanskelig, hvorefter hun fik det forevist ”som i en drøm” af en af Mestrene.

Blavatsky siger selv i samme afsnit af bogen med et citat fra Michel Montaigne: Mine herrer, jeg har blot bundet en buket af blomster, jeg har samlet, og af mit eget har jeg ikke bidraget andet end den snor, der holder dem sammen. Værket er efterfølgende fremkommet som et mosaikarbejde af det, hun således modtog, parallelt til Johanne Agerskov, det medie, der modtog Vandrer mod Lyset, og som i fortalen til dette værk siger, at hun ikke egenmægtigt har slettet noget eller lagt noget som helst til de meddelelser, der blev givet hende ved tankeinspiration af oversanselige intelligenser. 

Vandrer mod Lyset er også derefter – parallelt til Den hemmelige lære – fremkommet som et mosaikarbejde, hvor svarene på forskellige spørgsmål, stillet af en lille kreds omkring Agerskovs, blev givet fra oversanselig side, og derefter ordnet i en bestemt rækkefølge efter de oversanselige intelligensers vejledning og anvisning (se Efterskriften til værket).

Jeg skal her forsøge at forstå og gengive den skabelsesberetning eller kosmogoni, der udfoldes i Den hemmelige lære så åbent og loyalt jeg kan, og dermed også forklare nogle af teosofiens grundprincipper, som de er formuleret i den esoteriske filosofi i dette værk. Derefter vil jeg gengive Vandrer mod Lysets forklaring på det samme spørgsmål. Hvor der kan forekomme afvigelser og forskelligheder mellem de to værker, vil og kan jeg ikke for læseren afgøre, hvilken kosmogoni der er mest sand eller sandsynlig – om nogen af dem – men overlade dette til læserens selvstændige vurdering, alt efter hvad den enkeltes indre sans, samvittighed, tilsiger ham eller hende.

Verden, kosmos – siger Den hemmelige lære – pulserer eller ånder ud og ind i en evig cyklus af aktivitet, bevægelse, og passivitet, ubevægelighed. Udåndingen og indåndingen er Brahmas (Guds) dage og nætter. Ved udåndingen vågner bevidsthed, verdensånden og intelligensen, deriblandt menneskers ånd og bevidsthed, ved indåndingen indslumrer de igen, og “svæver drømmene over vandene” (smlg. 1. Mosebog, 1, 1-2). Ved udåndingen dannes også stoffet og dets bevægelse, og universet får en sansbar, ydre, konkret form, om end det er uendeligt. 

Vi mennesker bevæger os i forskellige verdensaldre gennem inkarnationerne og reinkarnationerne fra de laveste til de højeste livsformer; fra mineraler over planter og mennesker til ærkeengle (smlg. Martinus´ kosmologi). 

Vi mennesker kan ikke rigtig forstå Brahmas nætter eller Guds passive, slumrende tilstand, da vi er led i Bevidsthedens eller Åndens udstrømning, emanation, dens vågne tilstand. Når vi forsøger at forstå nætterne, gør vi det fra den vågne tilstand, som når vi søger at tolke vores drømme. Resultatet bliver ofte uklart og måske misvisende. Ånd kan ikke forstå ikke-ånd, det værende ikke det ikke-værende.

Verdens, kosmos´, evige pulseren eller åndedræt foregår på stadigt højere niveauer (smlg. igen med Martinus. Smlg også med moderne videnskabelige teorier om Big Bang og Multiverset), og den er evig uden begyndelse og ende.

Vandrer mod Lysets kosmogoni er lidt anderledes. Her siges det, at Gud fra evighed var Urtanke og Urvilje, adskilte, men at de fra et vist tidspunkt, eller rettere ved tidens begyndelse, rakte mod hinanden ved kærligheden og dermed mod Livet, og efter en kamp mellem Lys og mørke, godt og ondt, i ukendte evigheder, sejrede Lyset, kærligheden, og Gud fremstod, emanerede sig selv, som Lysets behersker og mørkets besejrer. Denne sejr er evig, og kampen vil aldrig blive gentaget. Den tid vil komme, hvor der intet mørke mere findes overhovedet i kosmos, og vi mennesker, Guds børn i åndelig forstand, deltager i den kosmiske udrensning af mørket ved vores egen og selvstændige kamp mod denne urkraft.

Ved denne kosmogoni giver det mening at sige, at Tanke og Vilje sammen med kærligheden og livet er verdens bevægende principper, og dermed også at de er kernen i den inderste visdom, verdens bevægende og bærende kræfter og principper. I sidste ende bærer kærligheden alt, da Tanken og Viljen i løbet af deres kamp ud af mørket, og ved Guds sejr og emanation ved Tankens og Viljens harmoniske forening, er blevet koncentrationer af Lyset, hvis essens er kærlighed (se indlægget Vandrer mod Lyset og teosofien. Et første blik). Samtidig er Tanke, Vilje, Lys og kærlighed uerkendelige for mennesker i deres inderste kerner, og det udgør en principiel grænse for vores viden. Vi vil dog fortsætte vores udvikling og åndelige vækst og forædling i al evighed i en evig vandring mod Lyset.

Efter at Gud emanerede sig selv, skabte Han/Hun (Gud er i Vandrer mod Lyset lige så meget en kvindelig som en mandlig Personlighed) et mægtigt Rige til bolig for sig selv, sine Tjenere og de senere tilkomne Guds børn, englene. Engang vil alle mennesker også modtages i dette Rige, som vi normalt kalder Paradis, af Gud selv, når vi har overvundet mørket, det onde, og har fuldendt vores udvikling i Lysets verdner. Dette Rige, Paradis, er skabt og gennemsyret af Lyset og dermed af kærligheden, da kærlighed altså er Lysets essens.

Hvilken af de to kosmogonier man finder rigtigst, må som sagt være op til den enkelte at afgøre. At de er forskellige, er der ingen tvivl om. Måske har andre helt andre bud. For mig personligt ser det ud til, at en af forskellene er kærligheden. Jeg ser den i den ene, og ikke i den anden – med det forbehold at min læsning og forsøg på forståelse af Den hemmelige lære indtil videre kun omfatter bogen til og med fortalen. Min opfattelse kan således være en misforståelse og fejlagtig, utilstrækkelig. Andre kan naturligvis have andre vurderinger.

Som varslet i indlægget Vandrer mod Lyset og nogle parallelle åndelige strømninger vil jeg i den kommende tid søge at forholde mig til nogle af de åndelige retninger og filosofier, der i tid omkranser Vandrer mod Lyset. 

Jeg havde egentlig tænkt mig at skrive længere enkelttekster, hvor jeg ville dykke ned i fx teosofien og Martinus´ kosmologi, og først skrive, når jeg havde læst hele fx Blavatskys, Den hemmelige lære, men afviger nu fra denne plan til fordel for kortere indlæg, som jeg skriver undervejs i læsningen af de forskellige værker og skrifter, og så også offentliggører dem undervejs, fx her på bloggen. Dette kan måske også give en mere levende, umiddelbar kvalitet og friskhed til teksterne.

Det første jeg nu vil tage fat på, er teosofien gennem et første blik på Helena Petrovna Blavatskys Den hemmelige lære, og jeg skal understrege, at der her kun er tale om et første, foreløbigt blik på værket. Jeg koncentrerer mig foreløbig kun om selve tankerne i et første indtryk. Senere kan tilløbe oplysninger om den parallelitet, jeg ser mellem Blavatsky og Johanne Agerskov som medier og personligheder, paralleliteten med hensyn til tilblivelsen af Den hemmelige lære og Vandrer mod Lyset, som Johanne Agerskov modtog, og andet.

Den første store tanke jeg udleder allerede af de første sider af Den hemmelige lære og ved at læse lidt frem i teksten er denne: Teosofien forsøger gennem esoterisk filosofi – lige som Vandrer mod Lyset – at forene al religion, filosofi og videnskab. Lige som universet har en yderside og en inderside, en ydre, sansbar side, og en indre, usynlig, har visdommen også en yderside og en inderside. Visdommens yderside repræsenteres fx ved de enkelte religioners doktriner, dogmer, ritus, praksis og helligskrifter, de hellige bøger.

Religionernes inderste kerne og fælles impuls iklædes ofte i deres ydre fremtoninger og skikkelser mytens sprog, symbolik (fx jødestjernen, korset eller halvmånen) og forskellige riter og liturgier til brug ved gudstjenesten. Dette kan opfattes som en form for tilsløring af det inderste, den inderste kerne, en tilsløring som i nogle tilfælde er nødvendig, da kendskabet til de inderste, okkulte kræfter i visdommen medfører vældige kræfter, der i hænderne på de forkerte kan være ødelæggende. Derfor åbenbares også i tiderne kun mindre dele af den oprindelige, altomfattende, fælles, indre kerne og lære og visdom.

En anden kilde til tilsløring opstår når de indviede søger at omvende eller indvie de uindviede, og visdommen således kommer i ukyndige hænder.

Al religion stammer altså ifølge Den hemmelige lære fra en fælles kilde og en fælles universel lære, visdom og sandhed. Dette flugter rigtig godt med Vandrer mod Lyset, idet vi ud fra dette værk kan sige, at al religion i sidste ende stammer fra Gud, og bliver realiseret i den jordiske verden af de personligheder, de yngste, der har lovet Gud at være behjælpelige med at lede alle til Ham/Hende, båret frem af menneskers længsel efter deres guddommelige Ophav.

Nu har jeg jo langt fra læst hele Den hemmelige lære, og jeg ved ikke, hvad der vil komme. Det må tiden vise. Men jeg tænker umiddelbart, at det ikke er så svært at udfinde den inderste kerne af enhver religion, den enkle, altomfattende visdom, som Blavatsky skriver om.

Jeg tænker, at der hvor al religion kan forenes, løber sammen, det fælles punkt, den ene, altomfattende sandhed, det største af alt er én sandhed, ét ord, én virkelighed: Kærligheden. Den helt almindelige kærlighed mellem mennesker og mellem mennesker og Gud. Enhver religion er startet ud fra denne ene, indre impuls, kærligheden, om end de hver for sig har fået forskellige, ydre udtryk, eftersom de er vandret fra den indre impuls og virkelighed til ydre skikkelse. I sidste ende er den indre, oprindelige impuls Guds og de yngstes kærlighed til mennesker (Vandrer mod Lyset).

Religionernes ydre skikkelse – og megen anden menneskelig aktivitet – skal ofte blot – eller kommer til – at sløre denne ene, indre, enkle, fælles sandhed og virkelighed og realitet – af grunde man kan læse nærmere om i Vandrer mod Lyset.

Hvis dette er rigtigt opfattet, så er livet ikke så indviklet. Det hele er udtrykt i jødedom og kristendom ved det fælles bud om næstekærlighed og kærligheden til Gud. Alt andet er støj. Unødvendigt. Vi skal eller bør elske os selv og vores medmennesker og Gud. Dét er retningen. Mod Lyset.

Af den oprindelige, enkle, røde ledetråd danner vi ofte gennem religioner og filosofier sammenfiltrede garnnøgler og knytter tilsyneladende uopløselige knuder, mens vi skændes og strides om, hvem der har fat i den lange ende. Og svaret er måske, at det har vi alle sammen.

Måske finder vi ikke kun sandheden og visdommen i studerekammeret ved kunstigt lys, men først og sidst ude under Solen i den inderste kerne og realitet – blandt mennesker.

For alle menneskelivets områder gælder det, at de bliver sært gennemsigtige på baggrund af det værk, Michael Agerskov udgav i 1920, Vandrer mod Lyset. Det gælder fx på det historiske og det politiske område, og det gælder på det religiøse, spirituelle og filosofiske åndsfelt.

Det jeg vil tage op her, er specielt det religiøse og det spirituelle område af menneskelivet. De etablerede verdensreligioner er direkte eller indirekte behandlet i Vandrer mod Lyset,specielt kristendommen. Og jeg har selv tidligere forsøgt at bruge en særlig metode i forbindelse med en gennemgang af verdensreligionen islam, nemlig at filtrere denne religion gennem det billede af Gud, der tegnes i Vandrer mod Lyset; Gud som Lysets og kærlighedens Almagt. Jødedommen er også til dels behandlet i værket.

Det der imidlertid ikke er behandlet i Vandrer mod Lyset, er de som det synes parallelle åndelige strømninger – fraregnet spiritismen, der behandles indgående – der opstod nogenlunde samtidig med dette værk, dvs omkring sidste halvdel af det 19. århundrede, og mange af det 20. og nu det 21. århundredes religiøse og spirituelle udviklinger og bidrag. Jeg tænker her først og fremmest på teosofien, antroposofien, Martinus´ kosmologi, bogen ”Kursus i mirakler”, og af senere forfattere, Peter Kjærulffs og Eckhart Tolles arbejder og værker.

Disse parallelle åndelige strømninger ser jeg under den synsvinkel og den tanke, jeg har forsøgt at formulere i indlægget Mørkets proportionale reaktion på Lysets vækst; altså som mørkets, det ondes, modoffensiv, svar og reaktion på det mægtige Lys, der blev tændt med Vandrer mod Lyset; samt ud fra den tanke jeg har formuleret i indlægget, Mørkets, det ondes, janusansigt, den tanke, at mørket har et ”lyst” og et rent sort perspektiv, aspekt eller ansigt. Jeg har også tidligere søgt at formulere denne sidste tanke som et udtryk for mørkets dobbeltaspekt.

Men dette mit syn baserer sig kun på et første indtryk, et indtryk der særligt er dannet i forbindelse med min årelange deltagelse i diverse messer af alternativ art, Krop-Sind-Ånd-messerne og Mystikkens univers i København, hvor jeg har stået på en stand som repræsentant for Vandrer mod Lyset. Mit syn og første indtryk, der også baserer sig på en flygtig læsning af diverse forfattere (Kjærulffs tanker har jeg dog studeret indgående), kan være forkert. Det vil jeg gerne prøve at undersøge i den kommende tid. Altså om disse parallelle åndelige strømninger er udtryk for Lys eller for mørke (forklædt som Lys), og om det er berettiget eller uretfærdigt at dømme dem som udtryk for det onde.

Jeg ønsker ikke at dæmonisere nogen, eller udstille nogle forfattere og religiøse eller spirituelle ledere og deres tilhængere, men vil søge at tilgå emnet med den samme venlighed, respekt og imødekommenhed, som jeg selv ønsker at møde, når jeg står frem i verden med min tro, min viden, mit håb og mine drømme. De åndelige retninger jeg her omtaler, er jo vel fundament for nogle menneskers liv, de kan være en kilde til glæde og fred, eller de kan markere en alvorlig søgen efter mening, sandhed og fylde i livet. Og som sådan fordrer omgangen med dem respekt og varsomhed.

Der er altså for mig tale om en balancegang: At holde fast i mit eget grundlag, Vandrer mod Lyset, uden samtidig at dæmonisere nogle mennesker, der måske simpelthen bare tænker, tror og håber anderledes end jeg. Med andre ord: Holde fast i både grundlaget og venligheden og åbenheden. For – som jeg selv tidligere har formuleret det: Hvad er sandheden værd, hvis ikke den bæres af kærlighed til mennesker? En sandhed der ikke bæres af kærlighed, kan man godt være foruden, og jeg vil derfor i relation til de parallelle åndelige strømninger søge at bringe Lys og sandhed med kærlighed, venlighed og respekt, og så poste de eventuelle frugter af denne bestræbelse i form af tekster andetsteds her på min hjemmeside og blog.

Dersom sandheden udtales i Guds Navn, da må mørket, det onde, vige.

Gennem tiderne har kristendommen fra sin første begyndelse med Paulus´ udlægning af Jesu liv og død vækket ikke så få ædle og ophøjede følelser blandt mennesker, de kristne. Mange føler og mener at forstå, at de overfor Kristus står overfor Gud selv. Mange vækkes til denne tro gennem evangeliet, når ordet prædikes og høres, eller når man læser i bibelen. Andre vækkes på anden vis.

Står vi ved Kristus virkelig overfor Gud? Er Kristus Gud?

I De tre gyldne Frugter (en samlebetegnelse for Hilsen til Danmark, Vandrer mod Lyset med supplementer og Forsoningslæren og genvejen) siges det, at det ikke er tilfældet, og at de kristne gennem tilbedelsen af Kristus som Gud lægger en tung vægt på Kristi skuldre, samt at man med denne tilbedelse dagligt korsfæster ham, sådan som man har gjort det de sidste 2000 år.

Selv siger Kristus i sin tale til os mennesker i Forsoningslæren og genvejen blandt andet: Mennesker! Alle I, der elske og tilbede mig, I vide ikke, hvilken sorg og smerte I dagligen forvolder mig. I vide det ikke; thi vidste I det, da vilde min sorg, min smerte give genklang i eders hjerter. Jeg vil ikke klage for eder over den byrde, I have givet mig at bære; thi vor Fader har hjulpet mig at bære den. Ja, sandelig, Han har båret den for mig, thi ellers var jeg segnet under byrdens vægt! Og hvilken byrde er det ikke! I have gjort mig, eders ældre broder, til eders Gud! Hvor kunne I gøre det? Bære I ikke alle i eders hjerte et billede af eders Gud, eders ånds Fader? Jeg spørger eder, føle I ikke, at jeg langtfra svarer til dette billede?

Der er ingen tvivl om, at mange kristne elsker og ærer Kristus af deres ganske hjerte, men det sker altså lidt på falske betingelser, da Kristus ikke er Gud, og ikke har sonet alverdens synd gennem sit liv, død på korset og den påståede fysiske opstandelse, og Kristus har ikke gennem dette åbnet vejen til frelse for alle, der tror. Dette siger jeg i Gud Herren den Almægtiges Navn.

I stedet for tilbedelsen af Kristus som Gud, bør vi mennesker løfte guddomsbyrden af hans skuldre, og elske ham som vores ældre bror (i åndelig forstand), der gennem sin kærlighed til os har påtaget sig at lede os alle til Lyset og Gud. Vi bør forstå, at Kristus er frelseren, ikke i kraft af sin død og ”opstandelse”, men gennem sin kærlighed til os, og derved at det var ham, der var hovedmanden bag det gennembrud for Lyset, der skete i 1912, da Kristus ved Guds hjælp brød mørkets magt ved at vinde den dybest faldne, Satan (Ardor), tilbage til Lyset og Gud (for dette; se Vandrer mod Lyset).

Hvis vi mennesker ud fra disse tanker løfter guddomsbyrden af Kristi skuldre, og derved svarer på hans kærlighed til os som vi bør, da først kan vi få det rette forhold til ham, og da vil han lettes i sin gerning, og han vil glædes inderligt og måske elske os endnu mere. Og er end hans, Kristi kærlighed til os mennesker, kun at regne for et fnug mod det hele univers i sammenligning med Guds kærlighed til os, da er den dog rig, dyb og ægte (jf Forsoningslæren og genvejen).

Blandt kendere og tilhængere af værket Vandrer mod Lyset er der gennem tiden blevet ført mange stridigheder og åndelige kampe, der har ført til venskabers forlis, forbitrelse og indbyrdes fordømmelser. Og derved ligner vi de første kristne, som de er beskrevet i Vandrer mod Lyset, Ardors beretning, kap. 34. Også de stredes om mangt og meget, og ingen ville bøje sig.

De glemte alle at bede Gud om at vejlede dem, og at holde indbyrdes fred, glemte Kristi kærlige ord elsker hverandre, glemte den kærlighed, der må følge og grunde alt arbejde for Lyset på Jorden. Og derved vandt mørket indpas hos dem, og overskyggede med tiden den kærlighed, de givetvis alle bar i deres ånd og hjerte, og som de søgte at bringe til Jorden og til mennesker.

Glemmer også vi, der kender og elsker Vandrer mod Lyset, at bede Gud stå os bi? Har mørket også vundet indpas hos os ved vores indbyrdes uforsonlighed? Må vi også med rette sige, at ingen af os vil bøje sig, at også vi er rede til at fordømme og smede – i kærlighedens navn? Måske kommer sandheden for en dag, men hvad er det værd, hvis vi i denne proces begraver kærligheden?

Vi strides om mange ting. Fx om Bispebrevets ægthed eller uægthed, strides om Modersolenes bevægelser i verdensrummet, strides om det formålstjenlige eller forkastelige ved at opspore og offentliggøre fotografier af Johanne og Michael Agerskov, der jo stod så centralt i frembringelsen af Vandrer mod Lyset, strides om nutidige mediers arbejder og deres lødighed eller uægthed, om deres rod i Lyset eller i mørket.

Jeg har selv mange gange betrådt intolerancens og fordømmelsens usalige veje og stier, jeg er ikke selv for god, og ikke uskyldig. Men nu spørger jeg: Når vi nu kender beretningen om de første kristne, og hvor de gik vild – trods alle gode forsætter og ønsker om at bringe Lys, klarhed og sandhed til menneskers erkendelse – bør så ikke vi være de første til at gå en anden vej, gå hinanden i møde, mødes som brødre og søstre, og fremfor alt: Bede Gud vejlede os og være med os, så vi kan begrave striden, og så kærlighedens frø og kerne i stedet?

Vi ønsker vel alle at bringe Lyset til Jorden, og Lysets essens er jo kærlighed. Hvis derfor vi strider for Lyset og sandheden, men misrøgter kærligheden, går vi da ikke selv vild? Må vi da ikke bede Gud være med os og vejlede os, at Lyset og kærligheden kan sejre?