Forfatterskabet Højtryk

Blog

  • Grundlagstænkning og kohærens i erkendelsesteorien

    Kohærens er et sprogvidenskabeligt begreb, der betegner sammenhængen mellem ord og sætninger i en given tekst (kohærens; af latin: cohaerere, hænge sammen; kilde: Den store Danske, opslag ”kohærens”).

    Tilsvarende bruges begrebet i erkendelsesteorien som udtryk for sammenhængen mellem forskellige tanker og udsagn (propositions) i et horisontalt, netværksbaseret vidensfelt; netværksbaseret modsat grundlagstænkningens vertikale, hierarkiske system af udsagn, hvor noget er grundlæggende, og andet bygget ovenpå dét, som ved en bygning, fx et hus med fundament, vægge, tag, vinduer osv (kilde angående grundlagstænkning og kohærens i erkendelsesteorien: Stanford encyclopedia of Philosophy; artiklen Epistemology).

    Spørgsmålet er nu: Er vores viden hierarkisk eller kohærent, er den vertikalt eller horisontalt funderet; skal vi satse på grundlagstænkningen eller på kohærensteorien for erkendelse og sandhed, eller måske på en kombination af de to?

    Det skal jeg prøve at besvare her med et eksempel: Kants erkendelsesteori som den er givet i værket Kritik af den rene fornuft.

    Vi kan forestille os en sammenhæng mellem grundlagstænkning og kohærent tænkning ved den tanke, at dele af vores viden er grundlæggende og med overbygninger, og dele af den er præsenteret ved netværk indenfor de enkelte ”etager” i bygningen (for at blive i billedet af erkendelsen som en bygning (grundlagstænkningen)), niveauer eller grundlag.

    Jeg vil altså illustrere tanken med Kants teori:

    Som jeg forstår Kants tanker, har han grundlæggende tre niveauer i erkendelsen: Den transcendentale æstetik, logik og dialektik. Fra æstetikken går han videre til logikken og derfra videre til dialektikken. Set på den måde er hans tænkning udtryk for grundlagstænkning.

    Men indenfor de tre niveauer findes en række kohærente tanker, netværk af udsagn; i billedet af erkendelsen som en bygning: Forskellige møbler. Og på den måde er hans tænkning både grundlagstænkning og kohærent.

    Fx deducerer han i æstetikken rum og tid som a priori anskuelsesformer, i logikken de tolv erkendelseskategorier og i dialektikken den rene fornufts antinomier. Disse deduktioner og tankerækker kan betragtes som kohærente indenfor de forskellige niveauer, grundlag i erkendelsen (”møbler”).

    At Kants teori så næppe holder, er en anden sag. Han indleder med at hævde, at de syntetisk a priori domme betinger erkendelsens mulighed, men da grundlaget er rum og tid, kommer han frem til, at erkendelsen ikke kan overskride enhver mulig erfaring i rum og tid.

    Og dermed er erkendelsen ikke a priori, altså uafhængig af erfaringen, men derimod betinget af den (i rum og tid). Dertil kommer, at Kants egen teori er rent teoretisk, a priori, og altså ikke er baseret på erfaring. Hans egen teori overskrider erfaringen, i hvert fald hvis vi med erfaring mener sansning og baseret på sansedata. Med Kant har vi en teori, der siger, at viden og erkendelse ikke kan overskride erfaringen, hvilket den selv gør, hvilket jo er selvmodsigende. Vi må så snarere sige, at erkendelse både kan være a priori og a posteriori, altså både kan fremkomme ved ren tænkning og ved erfaring, sansning.

    Kant synes af ende ved det, han oprindeligt reagerede imod hos Hume: At vores erkendelse grundlæggende er betinget af sansning eller erfaring (Hume: impressions; A treatise of human nature); en tanke, der genfindes hos empiristerne (fx også Locke; An essay concerning human understanding).

    Men jeg tror her at have illustreret en pointe: At vores erkendelse og viden ikke enten er udtrykt ved grundlagstænkning eller ved kohærent tænkning, men ved begge dele. Der synes ikke at være tale om et enten-eller, men et både-og.

  • Til de fortvivlede

    Profeten bærer vidnesbyrd til alle, der måtte tvivle om livets værdi og om, at ingen er alene i mørket. Profeten siger:

    Åndens forædling er ikke så meget stammen og kronen og blomsten og frugten over jorden, som den er en rod, der får dybere og dybere fat. Dybere og dybere fører livet mig i jorden, ned i mørket og lidelserne – i hånden og ved hjertet med min lille kerte af lys, jeg lyser for roden, leder den på vej – så træet over jorden kan sættes stadig større, stærkere og skønnere.

    Er dét livet? spørger han. Ønsker jeg dét? Eller ville det være bedre at bede Gartneren grave roden op og sænke den og stammen og grenene og blomsterne og frugten, træet, tilbage i det Skød, hvoraf det er taget, oprundet, plantet, og hvorfra det gror?

    Selv i den yderste fortvivlelse er der spor efter liv. Andre har gået her før os. Og de der har, og det vidnesbyrd de bringer, siger os: I sandhed, ingen er alene, heller ikke i det yderste mørke, i den yderste lidelse, når alle veje synes at ende.

    Profeten siger: Somme tider er livet som at gå gennem et nåleøje. Somme tider er der kun ét livspunkt, overalt omgivet af mørke, der råber: Død! Død! Men da er du dette punkt, og med dét kan du gå igennem.

    Sådan er profetens vidnesbyrd, skrevet og bragt ved den lille kertes lys, der oplyser jordens mørke og viser det ene livspunkt. Sådan taler han med bud til de fortvivlede: Ingen er alene!

  • Det mellemøstlige gehenna og djahannam (helvede)

    Hvis man vil forsøge at bygge bro og skabe fred mellem mennesker og kulturer, må man først undersøge grunden, jorden, man bygger på. Er den fast, solid og har rod? Hvad er det vi bygger på, hvorfra og hvortil?

    For at undersøge det vil jeg her forsøge at forstå noget af det, der synes at ligge i vejen for en tilnærmelse mellem Vesten og Islam og mellem Israel og palæstinenserne. Jeg tænker på den arabiske vrede, og det der følger af den i form af vold, terror og måske også bandeuvæsenet. Er den vrede, som jeg fornemmer hos mange arabere, forståelig? Det er klart, at vold og terror aldrig kan retfærdiggøres, men er vreden bag forståelig?

    Som jeg forstår det, fødes den arabiske vrede grundlæggende af Vestens politiske og økonomiske støtte til Israel, en stat i et land, som palæstinenserne mener er deres. At det er deres land, og at deres land er besat af en stat, Israel, der bruger krig, målrettede likvideringer af palæstinensiske ledere og hersker ved brud på Folkeretten.

    I Vesten lever muslimer med denne smerte og vedvarende ydmygelse, akkompagneret af daglig chikane, forhånelse af det, der for dem er helligt og stigmatisering fra samfund, der har forrådt dem dobbelt. Kvinder får revet tørklæderne af offentligt, de bliver trådt og spyttet på. Samtidig kræver den vestlige folkestemning assimilering af muslimer, men egentlig helst at de forsvinder ”hjem”, en samlet krænkelse, hvis aggressive retorik er mainstream politik, og har bredt sine vinger hen over midten i fx dansk politik og et stykke ud til venstre.

    Den muslimske smerte og ydmygelse opfatter jeg som en væsentlig del af radikaliseringens motor, og jeg opfatter det som virkeligheden, den verden vi må søge at bygge bro til.

    Da der lever et ikke ringe antal muslimer i Vesten, er den arabiske vrede en alvorlig sikkerhedsrisiko for de vestlige lande og samfund. Og hvis vi forstår den arabiske vrede, forstår at den i hvert fald til dels er forårsaget af vores handlinger og politik, så må vi for at mildne risikoen og mindske volden – ændre politik.

    Vi bør for det første ikke støtte Israel politisk og økonomisk, og dermed blive medskyldige i deres del af ansvaret for volden i Mellemøsten og andre steder, medskyldige i forbrydelser mod menneskeheden. Vi bør selvfølgelig heller ikke støtte Hamas, der er en rendyrket terrororganisation. Vi bør kun støtte ethvert tiltag til fred.

    I den aktuelle situation synes fred langt væk. Som noget vi knap kan skimte fjernt i horisonten, næsten ikke engang sige ordet. Og dog kan den ligge nærmere end vi tror. Vi kan søge tilbage i historien og se, om vi der kan finde andre eksempler på folk og kulturer, der har stået stejlt og fjendtligt overfor hinanden, men hvor man alligevel til sidst har fundet en fredelig løsning.

    Jeg tænker på den indiske uafhængighedskamp og med den Mahatma Gandhi, jeg tænker på de sorte sydafrikanere og deres frihedskamp og med den Nelson Mandela, og jeg tænker på tøbruddet mellem Øst og Vest, og med det Michail Gorbatjov.

    Disse politiske ledere førte en politik, vi kan vel samlet her kalde det en ikke-volds politik, og den virkede. Den virkede fordi ved konsekvent ikke-vold bliver det politisk og moralsk umuligt for modparten, en aggressor, at blive ved med aggression og krig. Hvis en aggressor fortsætter volden og krigen overfor en modpart, der har afsvoret volden som politisk virkemiddel, mister aggressoren enhver moralsk og også politisk legitimitet, og dermed omverdenens politiske og økonomiske støtte. Og derfor vil aggressoren med nødvendighed tabe. Dette opfatter jeg som ikke-voldens hemmelighed og grunden under de ikoniske personligheder, vi forbinder med den. Personerne og resultaterne. Som var fred.

    Derfor bør nu israelere og palæstinensere ikke kappes om at være mest brutale i den igangværende krig, de burde kappes om hvem, der først standser og afsværger volden. Den part der gør det, vil sejre. Og så vil de kunne leve sammen bagefter. Fordi ikke-vold virker. Den virker også på længere sigt, fordi ikke-vold ikke har nogle moralske og etiske omkostninger, men kun fordele. Også i forhold til at knytte venskaber og ægteskaber på tværs af fronterne og dermed skabe større chance for en varig fred.

    Vold og krig er simpelthen dumt. Og det er kontraproduktivt i forhold til landenes og folkenes egentlige interesser. For både israelere og palæstinensere ser nu resultaterne af den førte politik hver for sig: Israelerne ser resultaterne af deres voldspolitik ved de raketter og den terror, der udøves mod dem, og palæstinenserne ser resultaterne af årtiers bestialsk selvmordsterrorisme ved de bomber, der hagler ned over Gaza, ser resultatet i de stakkels krigsofre, der fx må behandles for deres skader uden bedøvelse af sundhedspersonale der arbejder under umulige vilkår.

    Beviserne på at krig ikke virker og aldrig har virket befordrende på noget som helst lys i verden, at den altid kun har ført til lidelser og elendighed, ser verden og parterne i det mellemøstlige gehenna og djahannam i grufulde detaljer i dag. Og det er så meget mere tragisk som freden ligger lige for. Tag det første skridt, afsværg volden, og se freden brede sig som ringe i vandet. Tag det gerne begge parter, så I kan dele sejren. Sammen.

  • Sandhed og den radikale skepticisme

    Efter den radikale skepticisme som den er tænkt og formuleret af Pyrrhon, så findes der ingen (sikker) erkendbar sandhed. Vi kan lige så godt opgive at lede efter den. Og efter den indiske filosof, Sriharsa, kan et hvilket som helst filosofisk standpunkt mødes med sin modsætning, som kan være lige så godt (eller dårligt) begrundet, hvilket stemmer overens med den – dog mere optimistiske – hegelske logik: At Verdensånden udvikler sig frem mod sin fuldendelse gennem negation og negationers negation.

    I moderne epistemologi (erkendelsesteori) kræves det, at vores viden for at den skal kunne kvalificere til betegnelsen viden, skal være udtryk for begrundet, sand overbevisning, en begrundet overbevisning, der ikke grunder sig i held (justified true beliefs). Dette har jeg fra to artikler om erkendelsesteori på hhv Stanford encyclopedia of Philosophy og Internet encyclopedia of Philosophy.

    Men der ikke er enighed eller konsensus blandt filosoffer om hverken hvad en tilstrækkelig begrundelse for vores overbevisninger er, eller hvad sandhed er i det hele taget, hvilket igen peger tilbage mod den radikale pyrrhoniske skepticisme.

    Så vi står måske i en situation, hvor vi må sige, at vi intet ved – i hvert fald ikke ved med sikkerhed, jf i tillæg til den pyrrhoniske lære det sokratiske paradoks: Det eneste vi ved er, at vi intet ved.

    Men tag nu tanken: Det eneste vi ved er, at vi intet ved, eller vi ved ingenting med sikkerhed. Hvis denne tanke er sand, så ved vi heller ikke, at vi intet ved. Hvis tanken er sand, så er det en sandhed, at der ingen sandhed findes. Det vil sige, at tanken at vi intet ved er forkert, eller er løgn. Vi kan umuligt hævde, at vi intet ved, og vi må hævde med sikkerhed, med apodiktisk vished, at sandheden findes. Alt andet leder til erkendelsesteoretiske kortslutninger, paradokser og selvmodsigelser.

    Vi ved altså med nødvendighed, at sandheden eller sandhed findes. Det kan godt være, at vi ikke har fundet den (endnu), men den findes.

    Hvis Sriharsas tanke er rigtig, og sandheden ikke kan nås gennem filosofisk tanke, begrundelse og argument, så kan vi forsøge at nå sandhed – som altså findes med nødvendighed – gennem intuition og åbenbaring i Vandrer mod Lysets forstand, og kendetegnet på sandhed er da den ro og åndelige fred, der ledsager den (jf Supplement I, no 10; udgivet i tilknytning til Vandrer mod Lyset).

    Eller som jeg tidligere har forsøgt at give i et poetisk billede: Når vi hører en sandhed og tror den, er det som en blomst, der ved aften lukker sig om sin støvdrager; blomsten går til ro, og intet er mere naturligt.

    Eller i et andet billede igen: Tanken vil med løgnen ikke kunne finde ro. Den vil bestandig kredse om den som tungen om en syg tand, idet den vil forsøge at befri sig for smerten. Kun sandhed giver tanken ro.

  • Tankefelter og kontekst

    I en del af nyere sprogfilosofi antager man, at ord og begreber kun eller fortrinsvis tager betydning ud fra den kontekst, de optræder i, den såkaldte pragmatisme. Et eksempel på en sådan pragmatisme har vi i den sene Wittgensteins Filosofiske undersøgelser. 

    Parallelt til denne tænkning kan vi undersøge den tanke, at også tanker, teorier og måske logik tager betydning af kontekst; fx i form af videnskabelige og filosofiske teorier eller i form af det enkelte menneskes private tanker i kontekst.

    Vi kan da tænke, at fx den moderne materialistiske monisme, der synes at præge videnskaben i dag, kun giver mening i forhold til den tid, teorien er tænkt i, tænkt op imod, både den videnskabshistoriske, den filosofihistoriske og den almindeligt samfundshistoriske tid.

    Den materialistiske monisme er, som jeg opfatter det, tænkt i forhold til, med afsæt i, og op imod en metafysisk tradition, som nu synes opgivet, oprindeligt i forbindelse med den sproglige vending i filosofien omkring 1890 og frem, hvor vægten ikke længere lægges på store, metafysiske systemer (a la Kants og Hegels), men derimod på en undersøgelse af sproget og dets rolle i filosofiske og videnskabelige problemer.

    Den materialistiske monisme er ydermere en reaktion på religionens rolle i tænkning og liv, og er en del af et større religionskritisk projekt, hvor man søger at frigøre sig fra tanken om og troen på Gud, henimod et fokus på mennesket og den materielle verden. Fx mener man, at bevidsthed udelukkende er udtryk for fysiske processer i den fysiske hjerne, og opgiver tanken om ånd. Der findes – mener man – kun det materielle, og det åndelige er illusion. Man vil ”affortrylle” verden og videnskaben.

    I tanken her – opfattelsen af tanker og videnskab i kontekst – kan både metafysikken og materialismen opfattes som del af en større kontekst, som tankepunkter eller tankemasker i et større netværk, kontekst, felt, historie, og vi kan da betragte de enkelte bidrag til filosofien og videnskaben – og i øvrigt også til teologien – som dele af et netværk, en kontekst, et tankefelt, der tilsammen giver mening til de enkelte punkter ud fra deres placering i kontekst og felt. 

    Tanker, teorier og hele paradigmer giver måske kun eller overvejende mening ud fra den kontekst, de optræder i, og den overordnede kontekst kan vi da kalde den menneskelige tænkning og videnskab som sådan; alt hvad mennesker nogensinde har tænkt, troet, håbet og levet.

    Det er således ikke sikkert, at vi tænker og udvikler filosofi og videnskab og tro lineært fra A til B, men derimod tænker og udvikler bidrag i netværk, kontekst, felt, historie.

    Men om denne tanke – der ved første øjekast kan virke triviel, idet den kun tilsyneladende gentager selve begreberne om filosofihistorie, videnskabshistorie og religionshistorie – er frugtbar og brugbar, og i givet fald i hvilket omfang, kan kun yderligere undersøgelser, udvikling, perspektivering og præcisering afgøre.

  • Kald det kærlighed

    (Meditationer)

    I litteraturen er kærlighed undertiden et onde vi ikke kan leve med, og ikke uden. Kærlighed er da evnen og måske viljen til at gøre fortræd. Hos fx Proust, Singer og Morante er mennesker rovdyr i kærlighed: 

    Som i pop- og trivialkulturen, fx i musikken, kaster vi vores skarpe kroge i menneskehavet ved catchy hooklines, udspekulerede plots, der blot knytter en knude, for så at opløse den igen, skygger, der bagtaler kærligheden, chokerer og forarger ved deres mørke:

    Kærligheden som en stærk, mørk, tjærefyldt flod, en blues, en sø hvis vande vi besværger for at undslippe eller nå eller bringe til hvile, det mørke, upåvirkede, vandspejl, der uroligt bliver liggende. Smerte, lidelse, kærligheden som en kvinde, der går i havet, en sandhed, der skrives i vand uden at efterlade andet spor end det skrig, der ledsager nedgangen, undergangen, et skrig, der snart forsvinder, bliver til intet, som var det aldrig til.

    Sådan bagtaler litteraturen undertiden kærligheden, lyver den sort. Selv den litteratur vi kalder den store, og kalder den stor netop for dens løgn og smerte, lyver, omtegner afgrund til bjergtinde, lyver kærligheden kilde til sjælsødelæggende sorg, forrevne sjæle og knuste sind, lyver kærligheden en knusende magt vi tilbeder, søger og frygter.

    Når nu kærlighed er noget helt andet. Enkel, varm, usammensat, almindelig, nærende, opbyggende, tryg, nær. Et træ, der langsomt vokser fra kerne og gren til kvist og blomst, fra jord til himmel, fra menneske til Gud; hjertet dybt i himlen, frygtet – og med urette – af os i kulgruben, hvorfra vi kun ser dens skygge, selv kun skygger.

    Kærlighed er sol – ikke måne – en sol, der spreder skygger uden selv at kaste skygge, en sol, der kalder blomsten og træet frem af jordens mørke, trange skød, til livet.

    Men vi er skygger, der kan frygte lyset og Solen, frygte vores tilintetgørelse ved gennemlysning gennem kærligheden, frygte livet, skyggernes død.

    Når nu kærlighed er noget helt andet.

  • Kristi Tale og Menneskerettighedserklæringen

    Noget af det ædleste stykke politisk arbejde der nogensinde er blevet udført er efter min opfattelse affattelsen og vedtagelsen af Menneskerettighedserklæringen. Erklæringen blev til på verdens ruiner efter 2. verdenskrigs katastrofe og blev vedtaget i 1948.

    En anden – og efter min opfattelse parallel – tekst Kristi Tale i Vandrer mod Lyset blev til endnu tidligere; talen blev angiveligt modtaget og nedskrevet i 1914, altså på tærsklen til 1. verdenskrigs katastrofe.

    Når jeg nævner de to tekster og hævder dem parallelle, er det dels på grund af den høje ånd, der præger dem hver for sig, og dels fordi de har som fælles mål at skabe universel, global fred, kærlighed, forståelse og fordragelighed mellem alle mennesker. 

    I Kristi Tales 2. del er udgangspunktet hvad det enkelte menneske uanset livsstilling og situation kan gøre for sit land og andre mennesker for at vi kan leve netop i indbyrdes fred, tolerance, kærlighed og forståelse. Ånden i talens 2. del har en parallel i J. F. Kennedys ord: Spørg ikke, hvad samfundet kan gøre for dig, men hvad du kan gøre for samfundet.

    I Menneskerettighedserklæringen er fokus et lidt andet; nemlig hvad samfundet kan gøre og er forpligtet til for at beskytte individets, borgernes, universelle rettigheder, værdighed, liv og sikkerhed. Dette opregnes i erklæringens 30 artikler; fx retten til liv, frihed, sikkerhed, arbejde, retten til at ytre sig frit, lighed for loven osv.

    Dermed supplerer de to tekster hinanden ved dels at tilsige os, hvad vi kan gøre for vores land, dels hvad vores land kan og bør gøre for os med den universelle, globale fred som fælles mål, og vi kan sige, at teksterne hver for sig, med hvert sit udgangspunkt, udtrykker og forpligter os på essensen af Den gyldne Regel (som kendes i en række traditioner, fx Jesu Bjergprædiken (Matt. 5-7); gør kun mod andre, hvad du vil, andre skal gøre mod dig) og næstekærlighedsbuddet; dette oprindeligt – og sikkert med rette – tillagt Gud i Det gamle Testamente (3. Mos. 19,18):

    Da ethvert individ, enhver borger og ethvert samfund vel ønsker, at der gøres godt mod det – og ikke ondt – må både individ og samfund gøre godt mod – elske – andre individer og samfund. 

    Individet, borgeren, må elske sit land og vise denne kærlighed i gerning, i handling, fx gennem samfundsnyttigt arbejde eller på en af de andre måder, Kristus nævner i sin tale, ligesom ethvert samfund må gøre godt mod – elske – enhver borger, ethvert individ, og også vise denne kærlighed eller gode vilje i handling ved fx at sikre og beskytte individets universelle rettigheder, som opregnes i Menneskerettighedserklæringen.

    Jeg tror det ikke forkert eller for højstemt at sige, at med Kristi Tale og Menneskerettighedserklæringen smelter himmelsk og jordisk ånd sammen i to af de ædleste kulturprodukter, der nogensinde er skabt. De viser hver for sig og tilsammen en vej, fredens; det er op til os som menneskehed at gå den.

    (Kristi Tale kan – sammen med hele Vandrer mod Lyset – downloades som gratis pdf-fil på Vandrer mod Lysets Forlags hjemmeside; Menneskerettighedserklæringen kan downloades som gratis pdf-fil via menneskeret.dk)

  • Tanke og idé

    Om tankers og ideers ontologiske status

    Hvad er en tanke? Hvad er en idé? Eksisterer tanker og ideer, og i givet fald i hvilken forstand?

    Ved disse spørgsmål er der tråde helt tilbage til Platon og hans idé om ideverdenen og fænomenverdenen (og dens skyggebilleder af ideerne), og til middelalderens universaliestrid; striden om, hvorvidt ideer eller almenbegreber eksisterer og i givet fald hvordan. Der er også tråde helt op til nutidens moderne fænomenologi og begrebet om intentionalitet og dermed om – eller snarere hvordan – vi kan vi tænke på ting, der ikke eksisterer, fx romanfigurer, bjerge af guld, enhjørninger, julemanden osv?

    Kan vi tænke ting, ideer, der kun eksisterer som ideer, og ikke som fysiske genstande i tid og rum? Får ideer eksistens idet vi tænker dem? Er ideer tankens eller tankers indhold eller måske essens eller mening, og eksisterer de idet tanken eksisterer?

    Der er her også tråde til diskussionen om ånd og materie, og om ånd (sjæl) og legeme.

    Er tanker og ideer fysiske, fx repræsenteret ved eller identiske med elektro-kemiske processer i den fysiske hjerne, sådan som moderne bevidsthedsfilosofi synes at mene og antage bredt, eller er tanker og ideer åndelige processer (i sin oprindelighed lysprocesser) i den åndelige hjerne, sådan som man kan tænke det ud fra Vandrer mod Lyset?

    I begge tilfælde er tankers og ideers ontologiske status afgjort, idet vi da kan sige, at tanker og ideer som værende enten fysiske eller åndelige, eksisterer som netop fysiske eller åndelige processer i tid og rum. Tanker og ideer har virkelig og reel eksistens, hvilket verdensbillede vi end bekender eller tror på eller har en begrundet mening om, eksistens som enten repræsenteret ved eller identiske med fysiske, elektro-kemiske, processer i den fysiske hjerne, eller ved åndelige (lys-)processer i den åndelige hjerne.

    Jeg tænker mig, at dette spørgsmål har været så længe om at finde sin afklaring – hvis denne gives her – fordi det først, efter hvad jeg ved, er i moderne tid, at man har opdaget de fysiske hjerneprocesser og deres mulige indflydelse på og betydning for vores tanker og bevidsthedsliv.

    Og det er først i starten af det 20. århundrede man med Vandrer mod Lyset har fundet en dybere grund for forståelsen af et af de mest fundamentale filosofiske spørgsmål overhovedet.

    Note: Ved moderne bevidsthedsfilosofi tænker jeg på epifænomenalismen, integreret informationsteori for bevidsthed, højere ordens teorier for bevidsthed, kvanteteorier for bevidsthed, bevidsthedsteorier med udgangspunkt i neurovidenskab, teorier om bevidsthed som repræsentation; og man kunne sikkert finde andre moderne teorier for bevidsthed, som antager dens grundlæggende fysiske natur.

  • Den menneskelige mentale og eksistentielle inerti

    …alle store tanker gror langsomt i menneskenes sind; fra et brev af Michael Agerskov til Hr. Nielsen, c. 29.5.1927

    Lige som det kræver en fysisk resulterende kraft at ændre et fysisk legemes bane, kræver det en mental resulterende kraft at ændre det mentales bane for et menneske og for en kultur. Og lige som det ved de fysiske forhold delvist er afhængigt af det legemes masse, hvis bane man vil ændre, hvor megen kraft der skal til en given ændring, er det afhængigt af det mentale forholds eller fænomens styrke og rodfæstethed, hvor megen kraft der skal til for at ændre et menneskes eller en hel kulturs bane.

    Den mentale, resulterende kraft der skal til for at ændre det mentale for et menneske eller en kultur, er vel ofte (altid?) viljen.

    Vi kan af denne sammenhæng – hvis tanken er rigtig – til dels forstå, hvorfor fx Vandrer mod Lyset har og har haft så store problemer med at bryde igennem til offentligheden og til almen anerkendelse; fordi tanken og tankerne her er så store, og fordi man forsøger med værket at ændre hele menneskehedens samlede verdensbillede, er den fornødne kraft og vilje tilsvarende stor, hvis dette skal kunne lade sig gøre.

    Dertil kommer, at menneskets vilje er fri. Derfor afhænger gennembruddet ikke udelukkende af den vilje, som værkets talsmænd kan præstere, men også af modtagernes modtagelighed og egen vilje.

    Af eksempler fra litteraturen på denne mentale og eksistentielle inerti kan vi også nævne Marcel Prousts beskrivelser i hovedværket, På sporet af den tabte tid, hvor forfatteren et sted skriver, at et menneske, der sover, vil søge at bibeholde søvntilstanden, og tilsvarende for det vågne menneske, som undertiden kan have svært ved at falde i søvn, idet den vågne tilstand – måske ubevidst – søges forlænget og bevaret. 

    Og Proust skriver meget om vanen og vanens magt; det kræver energi, kraft og vilje – over tid – at ændre en vane, hvilket afholder nogle mennesker fra bare at forsøge. Det er lettere – og energimæssigt billigere – at gøre som man plejer.

    Men plejer er ikke altid det bedste. Nogle gange må der nyt til. Og dette nye – fx sandheden – kræver vilje og kraft og indsats for at bryde den menneskelige mentale og eksistentielle inerti.

  • Vandrer mod Lysets vigtighed i dag

    Er Vandrer mod Lyset i dag et vedkommende og vigtigt budskab? Eller er det ligegyldigt? Hvad har det – om noget – at sige os af betydning?

    For mig at se er det så nærværende og vigtigt et budskab som nogensinde. Først og fremmest i værkets radikale lære om tilgivelse.

    Tilgivelse, forsoning og forening af menneskeheden i en tid, hvor vi i hvert fald i Vesten synes delte og polariserede som nogensinde.

    Tilgivelse, forsoning og forening af os i en tid, hvor vi råder over våben med potentiale til at udslette alt liv på Jorden og tilintetgøre menneskeheden.

    Tilgivelse frem for aggression og hævn. Forsoning i stedet for splittelse og polarisering. Forening og et venligt og varmt møde mellem de forskellige kulturer, traditioner og folk, frem for indbyrdes fjendskab og den største hammers politik og magt.

    Vandrer mod Lyset lærer, at vi i princippet kan føre aggressionen og historien om vold og uret tilbage til de første mennesker. Derfor kan vi altid hente argumenter for krig og konflikt i historien. Hvis det er det vi vil.

    Men er det det? Vandrer mod Lyset lærer videre, at historien om vold og dermed fald kan føres endnu længere tilbage i historien ved at berette om nogle hændelser i den oversanselige verden, der fandt sted før mennesket trådte ind på den jordiske scene; det, der i den kristne religion kaldes syndefaldet.

    I den kristne tro har vi myten om faldet, Vandrer mod Lyset beretter om virkeligheden og historien bag myten. Nogle meget højtstående, åndelige personligheder, de ældste, faldt i tidernes morgen for mørket. Og disse ældstes anfører eller leder, Ardor (Satan), stod i spidsen for det forløb, faldet, der ledte til skabelsen af det fysiske og dødelige menneskelegeme med alt hvad det indebar og indebærer af synd, lidelser og død.

    Til de ældstes fald – for evigheder siden – kan historien om vold, krig og konflikt føres tilbage. Det er som et spil domino, hvor en brik (Ardor) i tidernes morgen faldt, væltede, og rev alle senere brikker med sig i faldet.

    Det er virkeligheden bag syndefaldsmyten og voldens første begyndelse. Et fald der for så vidt stadig er i gang ved krigens og konfliktens stadige hærgen i vores verden; og et fald som vil fortsætte indtil vi griber kernen i Vandrer mod Lyset:

    At tilgive ham, Ardor, og de øvrige ældste, for derved at sætte kærlighed og barmhjertighed i stedet for hævn, fordømmelse og vold.

    Og dermed er Vandrer mod Lyset så aktuel og vedkommende som nogensinde i dag, hvor vi synes på vej til at udslette os selv gennem militær supermagt og en mulig økologisk og klimamæssig katastrofe, idet tilgivelsen af dem, der bærer hovedansvaret for elendigheden og de katastrofer, der lurer, som måske det eneste kan slukke verdensbranden.

    Vi kan derved vælge enten tilgivelse eller fortsat vold, vi kan lade os rive med i faldet som brikker i et globalt spil domino, eller vi kan standse faldet og krigen og forenes i en barmhjertig tilgivelse af de faldne.

    Men alt må ske ad frivillighedens vej. Den vej – genvejen – som Gud gennem Vandrer mod Lyset peger på, må vi vandre i frihed. Gud tvinger ingen til at vandre ad sine veje, og tvang løser ingen problemer; den hører det onde til.

    For at vejen kan blive i sandhed vores, må vi vandre den frivilligt og i selvstændighed. Ellers er det ikke vores vej. Gud oplyser vejen gennem Vandrer mod Lyset, så vi kan se den, men vi må selv gå den og gå den i frihed. Om det ønskes. Men at gå den er i vores egen interesse – da den netop er en kortere vej, en genvej – til Gud, til freden, til saligheden. En vej mod større fuldkommenhed med færre lidelser og elendighed, en vej til større fred, kærlighed og velsignelse.

    Vandrer mod Lyset – og gennem den tilgivelsen af de faldne, de, der vækker strid og fjendskab, også i dag – er måske det eneste, der kan bringe os ud af den sump, vi står i fare for at synke i.

    Og dermed er Vandrer mod Lyset et frelsende budskab. Hvis vi tager den til os. Hvis vi modtager den i den ånd den er givet. Hvis vi anerkender den som menneskehed. Det er op til os selv, og op til os hver især.

    (Denne artikel er også tilgængelig på min forfatterside på Facebook)