Blog

Når vi mennesker udsættes for vold eller andre overgreb – fx når vi oplever krigens gru og de lidelser, der altid følger med krig, på første hånd – så er den mest almindelige reaktion vel fordømmelse, forbandelser over voldsmanden eller krigsherren, samt et ønske og krav om hævn.

Vi har dog også mulighed for en helt anden reaktion. Vi kan træde et skridt tilbage, tage en dyb indånding, og prøve at forstå, at ved karma- og gengældelsesloven er voldsmanden og krigsherren først og fremmest sit eget offer. Han eller hun vil uvægerligt, før eller senere, rammes af de samme lidelser, som vedkommende ved sin vold har bragt over andre. Sådan er Guds lov i de tilfælde, hvor voldsmanden eller krigsherren ikke sørger over og angrer sine handlinger, og derfor ikke opnår tilgivelse fra sine ofre.

Hvis vi forstår denne lovmæssighed, som virker uanset om vi tror på den eller anerkender den eller ej, så er den naturlige reaktion ikke fordømmelse, forbandelser eller krav om hævn, men derimod medfølelse eller medlidenhed med voldsmanden. Ved den medfølende tanke skabes også en mulighed for, at lyset vågner i den formørkede voldsmands sind og hjerte, hvorefter han eller hun indstiller sine voldshandlinger, sin synd. Derfor er medfølelse og medlidenhed en del af den mulige vej til fred mellem mennesker og mellem nationer. Hvorimod fordømmelser, forbandelser og krav om hævn kun vil styrke det onde imellem os og i voldsmanden eller krigsherren, og derved føre til ny vold og ny og endnu værre krig.

Når fx Vladimir Putin og det russiske regime fører nærmest endeløse lidelser over Ukraine og ukrainerne, så er den første reaktion let fordømmelse, forbandelse og krav om hævn. Og på den måde tvinges også ellers gode kræfter over i det ondes lejr, tvinges til at bruge det ondes metoder. 

Forstår vi derimod, at Putin og de ansvarlige russiske ledere ved deres krig og vold kun bereder sig selv de samme lidelser i dette eller i kommende liv, inkarnationer, som de nu bringer over Ukraine, så har vi mulighed for i stedet for at fordømme dem at føle med dem. Og er medfølelsen, medlidenheden dyb og oprigtig, og hvis den yderligere ledsages af en dybfølt bøn om fred og frelse for de ansvarlige og for fred mellem de nu krigende parter, så kan denne medfølelse og medlidenhed og bøn muligvis vække lyset i de ansvarlige for den krig, der allerede har varet og hærget alt for længe, og dermed standse krigen. Bønnens magt er stor, for i bønnen til Gud mødes vi i ånd og vilje til lyset med den Almægtige!

Tilsvarende med krigen mellem Israel og palæstinenserne. Når vi nu ser, hvordan Israel forsøger at udføre et folkedrab på palæstinenserne, så er det let som en første reaktion at fordømme og forbande israelerne for det de gør, og det er let og såre menneskeligt for palæstinenserne at søge og kræve hævn. Men derved forværrer man kun katastrofen. For hvis palæstinenserne møder forsøget på folkedrab med vold og terror, så bringer også de de samme lidelser over sig selv i kommende jordeliv, som de da bringer over israelerne. 

Guds lov gælder for alle og i alle situationer, og den tager ikke parti for nogen voldsmand, hvor retfærdig hans sag end kan synes. Guds lov søger at afvende os fra det onde, fra volden, ved at vi selv må gennemleve de samme lidelser, vi med volden og krigen bringer over andre, så vi – smerteligt og meget konkret – forstår hvad vi gør og har gjort. Som vi sår, høster vi.

Det bedste er derfor ikke at fordømme og forbande vores fjender og søge hævn, men derimod at fremelske evnen og viljen til at føle med dem, at tilgive dem og at bede for dem så deres og vores egen høst af egne handlinger ikke skal blive for bitter og for tung at bære!

Derfor har du ingen undskyldning, du menneske, som dømmer, hvem du så er. For med din dom over andre fordømmer du dig selv; du, der dømmer, gør jo selv det samme. Og vi ved, at Guds dom med rette rammer dem, der lever sådan. (Rom. 2, 1-3)

Hvis jeg dømmer verden, dømmer jeg samtidig mig selv. For jeg er med eller mod min vilje en del af verden. Hvor meget mere gælder det så ikke for Gud? Hvis Gud dømmer verden, dømmer Han samtidig sig selv. For hvis Gud findes, må vi antage, at Han har skabt verden.

Nogle mener endda, at Gud har skabt alt der findes, og har bestemt verdens gang fra evighed til evighed. Hvis Gud dømmer verden, hvor meget tungere hviler da ikke dommen over Ham selv?

Hvis Gud dømmer mig eller blot et eneste menneske, dømmer jeg Ham. For hvordan tingene end hænger sammen; hvis Gud findes, så må jeg antage, at Han i hvert fald i åndelig forstand har skabt også mig. Jeg har uanset hvad ikke skabt mig selv. Guds dom over mig eller et hvilket som helst andet menneske er derfor Guds dom over sig selv.

Men – Gud dømmer ikke verden og fordømmer ikke mennesker. Mennesker dømmer og fordømmer med svig mennesker i Guds navn. Gud elsker, og kærligheden kender ikke til fordømmelse. Gud velsigner. Gud tilgiver, når vi angrer. Aldrig har Gud dømt og forbandet noget menneske, og aldrig vil Han gøre det.

Lad dét være sandheden sagt i Guds navn, og lad dét være dommen; ikke over mennesker, ikke over verden, ikke over Gud, men over de såkaldt hellige bøger og religioner, hvormed mennesker dømmer og forbander, forfølger og skænder og brænder hinanden, de hellige bøger, der ved dommen dømmer og ugyldiggør sig selv, og som dybest set hverken er Gud eller mennesker værdige.

Inspireret af Goethes dannelsesroman Wilhelm Meisters læreår.

Det det kommer an på for et menneske er ikke de luftslotte vi skaber og henlægger til en fjern fremtid med vores fantasi, vores længsel, men de hænder vi rører verden med og forandrer den med lige nu. Idet vi danner verden, danner verden os.

Alt er med til at danne os som mennesker, men det er farligt at gøre sig selv for nøje regnskab med det, med den indre dannelse. Det kan både føre til selvovervurdering, hovmod, og til følelser af mindreværd.

Ikke ved introspektion, men først og fremmest gennem aktivitet og handling kommer vi til syne for os selv og for andre. Det vigtigste er ikke optagethed af den indre dannelse, men medmennesket.

Goethe peger med sin dannelsesroman ud i verden, ud i livet, ud blandt mennesker og bort fra lønkammeret, det indre, hvor vi er alene og kan fortvivle.

Jeg har tilbragt det meste af mit liv med at søge et grundlag, et hvilepunkt for tanke og følelse; grundlaget for det værende, for verden, for erkendelsen, for moralen. Grundlaget for det hele er Gud; nu, ja, så: Videre!

Hvilepunktet, ligevægten, er ikke i forestillingen, og jeg hører Gud sige: Du skal ikke drømme livet, men leve det. Verden begynder for enden af dine hænder.

I mit hjerte er sorgen og lidelsen urolige gæster, livet og kærligheden er herrer, der søger at bringe fred og orden til huse. Mit hjerte, stedet for livsmod, Gud Herren styrker det, når Han ser min vilje til lyset.

Jeg søger en balance mellem ydre og indre værd og værdi; ikke at forkrøble det indre i stræben efter ydre glans, og ikke at ødelægge og ringeagte det ydre i stræben efter indre værdier og visdom. Der hvor jeres skat er, der er jeres hjerte. Min skat, mit hjerte er i balancen mellem de to.

Nogle siger, at erkendelse findes i det ydre, andre i det indre; jeg søger erkendelsen begge steder i en balance. Nogle siger, at hjernen er det vigtigste, andre at det er hjertet; jeg søger en balance mellem viden og visdom, så ingen af dem modsiger eller ringeagter den anden.

Nogle siger, at verden er god, andre at den er ond. Den menneskelige verden er som mennesker er og gør den til på godt og ondt.

Nogle mener, at livet er godt, andre at det er ondt. Nogle drømmer livet, andre lever det. De lykkelige frygter døden, de ulykkelige frygter livet og at det aldrig vil finde ende. Jeg holder livet i den højre hånd, døden i den venstre, de vejer lige tungt, sådan holder jeg balancen på den smalle line, jeg går på.

Mange løftes af kærlighed, mange knuses. Kræfter der ligner kærlighed, men som kan sprænge sind og hjerte, er den dybe skygge kærligheden kaster, idet dens lys rammer min ufuldkommenhed. Tilsammen tegner de det hele billede, det bedste og det værste i ét, det jeg er.

Vi mennesker, Guds børn i åndelig forstand, er i Gud, som Gud er i os. Vi er i åndelig forstand forenede med Gud ved Hans/Hendes Tanke, Vilje og hjerte, og dog er vi selvstændigt bevidste personligheder. Gud har ved skabelsen af vores ånd optaget hver af os i sin livgivende Tanke, og vi fastholdes i livet og eksistensen ved Guds Vilje og kærlighed, som det beskrives i Vandrer mod Lyset.

Ved personlighedens afgrænsning mod Gud – idet vi ikke er ét med Gud, men er i Ham/Hende som perler kan være i et smykkeskrin – løber kærlighedens dybt rindende kilde. Ikke blot Guds Rige, men Gud selv er midt iblandt os ved kærligheden. Guds kærlighed til os er uendelig, vores er begrænset; dog udvikler den sig og tiltager for os evigt.

Skal vi derfor søge et tegn på og bevis for Almagtens, Guds, eksistens, så skal vi ikke se udad, men indad; til vores inderste i ånd og hjerte hvor vi vil finde det, vi søger. Kender vi vores inderste, kender vi Gud. Gud er ikke i en eller anden fjern fremtid eller evighed, men i os alle lige nu og til enhver tid. Evigheden begynder hele tiden.

Kender vi Gud, kender vi også Guds veje, som er kærlighed. I evigheder kan vi vandre ad kærlighedens veje, idet vi gennem sorg og anger fjerner alt det mellem os, som ikke er af Gud og kærlighed, så Gud og Riget kan leve i os i deres fulde glans; og når målet er nået og skyggen er væk da vandre videre ad Guds, kærlighedens veje i det liv, der er i al evighed i evig salighed i det fuldkomne lyskosmos, hvor mørket, det onde, ikke er længere.

For evige tider siden påbegyndtes lysets gerning på Jorden blandt mennesker, og den tog sin begyndelse med dig, Messias, den salvede. I de jordiske tiders morgen da du sammen med dine brødre og søstre lovede at hjælpe os mennesker og bringe os til hvile i Guds favn sagde Gud Herren den Almægtige til dig:

Min søn, du var først rede til at bringe lyset til Jorden. Ved dig er denne lysets gerning begyndt, ved dig skal den og fuldbringes. Dig giver jeg magt til at lede menneskene frem gennem talrige jordeliv, til du siger dem løs fra Jorden, at de kunne vandre videre ad lysere og lykkeligere veje. Og dine brødre og søstre skulle alle lyde dig. Men jeg, din Fader, vil stå ved din side, at du ikke skal blive træt. Og når tidens fylde kommer, da skal du bringe menneskene det største af alt: Kærligheden; thi du skal lære dem at elske hverandre, lære dem at gøre godt mod alle, der lider. Og jeg, din Fader, vil lede dig under dine jordelivsvandringer.

Tider kom og tider svandt. Da kom den stund, hvor du, Messias, skulle indfri dit løfte til Herren, den stund hvor du skulle bringe os kærligheden, skulle bringe os fred. I onde tider fødtes du til verden, og du fødtes i trange kår af fattige forældre. Mennesker led nød, og de trængte til meget. Mørke og lidelser var overalt. Dine tanker var rene, Gud styrkede dit hjerte og styrkede dit mod. Ved dag og ved nat lød Guds milde stemme i dit indre, og Han sagde dig, at du var Messias, den lovede, den længe ventede. Du ville bringe os fred, bringe os det vi trængte til, bringe os kærligheden, og du ville bryde mørkets magt.

Og du gjorde som Herren bød, du bragte os kærligheden. Hvordan gjorde du det? Skrev du lange filosofiske bøger, kom du med indviklede og sindrige argumenter, ville du overbevise os, ville du omvende os? Nej. Du gjorde det langt enklere, langt mægtigere: Du bragte kærligheden til verden og til mennesker ved at elske verden og mennesker.

Sandelig, du bragte os det største af alt, og vi skulle have lønnet dig anderledes end vi gjorde. Hvordan skulle vi have modtaget dig, hvordan skulle vi have æret dig, som du fortjente? Skulle vi have givet dig skønne slotte, guld og ædelstene i bunker, skulle vi have givet dig al jordisk magt og herlighed? Nej. Vi skulle have givet dig noget langt vægtigere, noget langt mere værdifuldt, noget som samtidig ethvert barn har råd til at give: Vores kærlighed. Vi skulle have elsket dig, som du elskede os.

Sådan gik det ikke, men sådan kan det blive. I åbenbaringen Vandrer mod Lyset strækker du igen dine hjælpende hænder ud mod os, og du siger her, at om end vi vil vedblive med at gå mørkets veje og endnu engang vende os bort fra dig, så skal vi aldrig gå alene. Du følger os, som Gud følger os. Med dette dit andet komme har vi igen chancen for at ære dig som du æres bør ved vores kærlighed. Der er altid en chance til.

Du vil ikke overbevise os, ikke omvende os, ikke gøre os til noget vi ikke er, og ikke vil være. Du vil blot bringe os fred ved kærligheden. Også de faldne vil du hjælpe. Du vil ikke kæmpe med magt og vælde mod dem, men give også dem fred, ikke for verdens eller for Guds skyld, end ikke for verdensfredens skyld, men for deres egen. Du bryder ikke ind ad lukkede døre til huse, hvor du ikke er velkommen. Du banker på og venter og ser. Bliver der ikke lukket op for dig nu, går du bort i sorg, men du kommer igen. Ingen skal gå lidelsernes vej alene.

Min bøn til Gud skal i din ånd være, at mennesker vil lukke deres døre, deres hjerter op nu og modtage dig med glæde og værdighed og kærlighed dem til ære og gavn. Min bøn er, at du vil bringe alle til hvile i den Almægtiges åbne favn som du har lovet det i de jordiske tiders morgen. Lad det blive sådan! Sådan bliver det!

(Messias=Jesus af Nazareth, Kristus)

Lyset, kærligheden og med den friheden og freden må langsomt gro frem indefra i takt med at mørket, det onde, udrenses; i et menneske som i en stat, et samfund. Tvinges lyset og freden igennem udefra ved propaganda, fanatisk mission, ved trusler eller ved militær magt, så bliver det lys vi kæmper for til det mørke vi kæmper imod.

Derfor nytter det ikke, hvis vi fx her i Danmark vil tvinge danske muslimer til at afsværge deres tro og identitet og til at antage vores værdier hvis og i den udstrækning deres værdier er uforenelige med vores andres, ligesom det ikke nytter, hvis muslimer vil tvinge andre med vold eller trusler til at antage deres værdier og tro eller til at underkaste sig.

Værdierne kan være gode nok i sig selv. Det er indlysende værdifuldt, hvis man med demokratiske idealer og idealer om frihed og retsstat søger at værne om og beskytte det enkelte menneskes værdighed og integritet, ligesom det er indlysende værdifuldt, hvis man med sin tro ønsker at fremme medmenneskelighed, tolerance, rummelighed og fred med sine medmennesker og med Gud.

Men hvis man søger at tvinge disse ægte værdier igennem udefra, kommer de aldrig til i sandhed at være vores egne værdier, på hvilken side af ´fronten´ man end står. De bliver os fremmede, noget uønsket, noget vi i vores indre om ikke i det ydre gør modstand mod, og søger at befri os for. Derfor bliver de påtvungne værdier, hvor gode de end kan være i sig selv, det sidste vi vil antage som vores egne, og dermed virker selv de bedste intentioner modsat hensigten ved tvang.

Det nytter heller ikke, hvis stater eller alliancer af stater i geopolitikken søger at tvinge sin vilje igennem militært. Tag som eksempel krigen mellem Rusland og Ukraine. Set fra russisk side vil man sige, at Vesten og NATO ved Ukraines eventuelle medlemskab af NATO og EU har overskredet en rød linje. Hertil og ikke længere. Rusland opfatter situationen som et led i NATO´ s aggressive udvidelse mod Øst, og føler sig trængt og isoleret i verdenssamfundet. Dette opfatter jeg som rationalet bag krigen set fra russisk side.

Med invasionen af Ukraine søger Rusland at tvinge sin vilje igennem militært ud fra en formodet og påstået ret til at handle som de gør. Krigen er i deres øjne retfærdig og nødvendig. Men forskellen på den russiske og den vestlige ageren i konflikten er, at NATO aldrig har tvunget nogen stat eller noget land til at tilslutte sig alliancen. Fx Polen og de baltiske lande er frivilligt og efter eget ønske gået ind i alliancen, og Ukraine ønsker tilsyneladende det samme, noget som Rusland søger med tvang at forhindre.

Lad os sige, at det lykkes Rusland at besejre Ukraine. Hvad så? Så vil Rusland stå med et land med en befolkning på mange millioner mennesker, som på ingen måde ønsker at være besat eller kontrolleret af Rusland. De vil gøre oprør, måske med en guerillataktik eller ved terror. De vil forsøge igen af ryste det russiske åg af sig med de midler de har. Så selv hvis vi med den yderste velvillighed anerkender og medgiver russerne et vist rationale og en vis retfærdighed for deres krig, så bliver resultatet dog i alle tilfælde modsat hensigten. Krigen vil ikke give Rusland fred, og den vil ikke forhindre, snarere fremskynde andre tidligere sovjetrepublikkers forsøg på at indtræde i NATO-alliancen som værn mod den russiske aggression. De vil af egen drift og efter eget ønske søge fred og beskyttelse som frie medlemmer af den vestlige alliance.

Kort: Der er ingen anden vej for lyset og det gode end at det langsomt må gro frem indefra i frihed. Søger man at tvinge lyset igennem udefra bliver det til mørke. De ægte værdier har imidlertid en styrke, som man kan forlade sig på. Man kan roligt tro så meget på værdierne, at man tør lade dem gro frem indefra i deres eget tempo. Hvis ikke man har den nødvendige tro og den nødvendige tålmodighed så man kan vente på at det sker, så ender man med at forråde sine værdier og sit inderste, sig selv.

Ved vilje og selvbeherskelse kæmper jeg ro til sejr ind i mit liv. Jeg søger skridt for skridt en løsning på livets simple ligning: Ved tanke, vilje og hjerte kan ånden med tiden og ved lyset, kærligheden vinde stadig større åndelige værdier, men til en stadig højere pris. Sådan er det, det kan ikke være anderledes.

Livsoptimisten ser på værdierne, han kan tilkæmpe sig og vinde, pessimisten ser på omkostningerne, byrden. Den vise afvejer stadigt de to mod hinanden for og imod udødelighed. Gud ved alt, og altid vil Han søge at styrke ånden, også når den tvivler om livets værdi. Men svaret på om det for os hver især bærer, må vi finde i os selv. Det afgøres ikke en gang for alle, men er et stadigt spørgsmål, når vi har nået en vis grad af åndelig modenhed.

Den vise tager hverken sejr eller nederlag for givet på forhånd. Han eller hun tager kampen skridt for skridt. Men er viljen til sejr en realitet i den enkelte, vil sejren komme. Vejen er ikke givet på forhånd. Den skabes i åndelig forstand under vores fødder ved viljen mens vi går, idet tanken lyser på de veje, der fører til målet. Og den vej vi hver især følger i tro og i håb er den rette. Jeg beder da Gud styrke min og alles vilje til sejr ved lyset, kærligheden.

Udødelighed koster, fordi dens værdi er så stor. Hvem vil vel i alvor gå ned til juveleren og forlange hele forretningens beholdning af guld og ædelstene udleveret for intet, medmindre man da er røver? Hvem vil altså af Gud kræve udødelighedens salighed givet uden egen indsats, uden selv at rense sig for mørket indefra og således gøre sig værdig til det evige liv i Paradis?

Ganske vist er det det, den naive kristendom og islam hævder: Gud giver – ved Helligånden kan den kristne mene – troen og dermed frelsen til hvem Han vil og for intet. Men de tager begge fejl, om end islam i det mindste har ideen om sharia, hvorved den troende gennem (den store) jihad, hellig kamp eller anstrengelse, søger at vandre vejen til Gud. Der peges altså her trods alt på egen og selvstændig indsats.

Sandheden er, at Gud kræver noget af os: Stærk vilje til lyset, udholdenhed, selvbeherskelse, viljen til at elske. Og Han kræver at vi selv renser os indefra for mørket gennem sorg og anger, når vi har gået ad mørkets veje. Til gengæld har vi al den tid, alle de inkarnationer ved reinkarnationen vi hver især har brug for til at vandre vejen til ende. 

Samtidig har Gud nu givet os genvejen gennem åbenbaringen Vandrer mod Lyset, en genvej ad hvilken vi ved tilgivelse af den dybest faldne, Satan (Ardor), hurtigere og med færre lidelser kan nå til målet: Guds Rige, Paradis. Men Gud tvinger os ikke til at vandre denne Hans genvej. Vi må finde og fremelske barmhjertigheden, medfølelsen og viljen til at tilgive i os selv. Også her kræver Gud altså noget af os, men til gavn også for os selv. Hvis Gud tvang os til at vandre genvejen, tvang os til at tilgive, ville vejen og tilgivelsen ikke være vores egen, og den ville da være uden værdi.

Også genvejen og tilgivelsen kræver noget, koster noget; selvovervindelse, overvindelse af gammelt nag og had, at vi ser ud over os selv og lider med den lidende. Men det den koster er proportionalt med dens værdi, for os selv og for Ardor og for verden. Det er en del af livets simple ligning.

Det vestlige menneskes historie er som en dannelsesroman, hvor ånden ved videnskab, filosofi, kunst og liv langsomt river sig løs fra teologisk og politisk tvang og undertrykkelse, en frihedskamp fra alt, hvad der binder os til mørke og uvidenhed.

Indtil videre er den vundne frihed også en tomhed og rådvildhed og åndelig hjemløshed. Vi har brudt ned, men endnu ikke bygget op. Tiden er ikke til de store fortællinger, men til opgøret med dem.

Tiden er ikke til de store fortællinger, fortalt af andre. Vi vil selv fortælle og derved blive til i frihed og sandhed. Det er den moderne dannelse. I det moderne og postmoderne samfund, hvis det er realiteten, kan vi i frihed selv og sammen som modvægt til tomheden skrive kærlighedens fortælling og ved kærligheden skabe en fylde og et fællesmenneskeligt værk og rum på tværs af overbevisninger, tro, håb, viden, hvor tanken og mennesker kan leve og ikke dør i tomhed af mangel på næring.

Efter den klassiske dannelsesromans skabelon, hjemme-ude-hjem, idyl-konflikt-ny harmoni, kan vi finde fælles hjem i kærligheden, så ånden ikke forbliver hjemløs og forvirret.

Det er muligt, at mennesker nu søger at drive Gud og dermed ånden ud af verden, eller at mennesker søger tilbage til nu forældede trosformer i reaktion mod kaos og rodløshed, at mennesker med det forståeligt søger tryghed og værn mod de trusler, der omgiver os, og som vi lever med. Men fortid er fortid, og den kan ikke genoplives, kun leve i erindringen.

Vi driver Gud ud af verden, eller fortaber os i minder; lad os i stedet leve kærligheden ind i verden, søge dens blide, skærmende vinger og ved den blive virkelige. Vi kan gå mod kærlighedens strøm i forsøget på at finde dens udspring, forstå den, leve den. På den måde kan Gud komme ind i verden for første gang i menneskets historie, ikke med bål og brand og illusion og dogme og løgn, men som en levende, tryg og varm og nær realitet i sandhed; det er ikke Gud, der er død, men de gamle trosformer, det er ikke tro, der kan frelse os, men kærlighed:

Den der søger kærlighed, finder før eller siden Gud.

Den stærke, rolige flod vi kalder kærlighed, strømmer gennem denne verden på et leje af sten og ral og støv, og selv den mindste urenhed kan piske strømmen til hvirvel og oprør. Men floden strømmer uanset. Jeg går mod strømmen for at finde dens udspring, og finder Gud.

Den brusende, vilde strøm vi kalder lidelse, raser gennem mig ved nat og ved dag. Jeg går mod også denne strøm for at finde dens udspring, og finder Satan. Gud rører mit hjerte med sin Vinge, og jeg forstår og tilgiver.

Jeg tænker, at kun tilgivelsen med tiden kan standse lidelsen, Satans (Ardors) og min, så kærligheden kan flyde frit gennem os på roligt leje med sin velsignelse til liv og fred.

(For navnet Ardor; se værket Vandrer mod Lyset)