Blog

Lyset, kærligheden og med den friheden og freden må langsomt gro frem indefra i takt med at mørket, det onde, udrenses; i et menneske som i en stat, et samfund. Tvinges lyset og freden igennem udefra ved propaganda, fanatisk mission, ved trusler eller ved militær magt, så bliver det lys vi kæmper for til det mørke vi kæmper imod.

Derfor nytter det ikke, hvis vi fx her i Danmark vil tvinge danske muslimer til at afsværge deres tro og identitet og til at antage vores værdier hvis og i den udstrækning deres værdier er uforenelige med vores andres, ligesom det ikke nytter, hvis muslimer vil tvinge andre med vold eller trusler til at antage deres værdier og tro eller til at underkaste sig.

Værdierne kan være gode nok i sig selv. Det er indlysende værdifuldt, hvis man med demokratiske idealer og idealer om frihed og retsstat søger at værne om og beskytte det enkelte menneskes værdighed og integritet, ligesom det er indlysende værdifuldt, hvis man med sin tro ønsker at fremme medmenneskelighed, tolerance, rummelighed og fred med sine medmennesker og med Gud.

Men hvis man søger at tvinge disse ægte værdier igennem udefra, kommer de aldrig til i sandhed at være vores egne værdier, på hvilken side af ´fronten´ man end står. De bliver os fremmede, noget uønsket, noget vi i vores indre om ikke i det ydre gør modstand mod, og søger at befri os for. Derfor bliver de påtvungne værdier, hvor gode de end kan være i sig selv, det sidste vi vil antage som vores egne, og dermed virker selv de bedste intentioner modsat hensigten ved tvang.

Det nytter heller ikke, hvis stater eller alliancer af stater i geopolitikken søger at tvinge sin vilje igennem militært. Tag som eksempel krigen mellem Rusland og Ukraine. Set fra russisk side vil man sige, at Vesten og NATO ved Ukraines eventuelle medlemskab af NATO og EU har overskredet en rød linje. Hertil og ikke længere. Rusland opfatter situationen som et led i NATO´ s aggressive udvidelse mod Øst, og føler sig trængt og isoleret i verdenssamfundet. Dette opfatter jeg som rationalet bag krigen set fra russisk side.

Med invasionen af Ukraine søger Rusland at tvinge sin vilje igennem militært ud fra en formodet og påstået ret til at handle som de gør. Krigen er i deres øjne retfærdig og nødvendig. Men forskellen på den russiske og den vestlige ageren i konflikten er, at NATO aldrig har tvunget nogen stat eller noget land til at tilslutte sig alliancen. Fx Polen og de baltiske lande er frivilligt og efter eget ønske gået ind i alliancen, og Ukraine ønsker tilsyneladende det samme, noget som Rusland søger med tvang at forhindre.

Lad os sige, at det lykkes Rusland at besejre Ukraine. Hvad så? Så vil Rusland stå med et land med en befolkning på mange millioner mennesker, som på ingen måde ønsker at være besat eller kontrolleret af Rusland. De vil gøre oprør, måske med en guerillataktik eller ved terror. De vil forsøge igen af ryste det russiske åg af sig med de midler de har. Så selv hvis vi med den yderste velvillighed anerkender og medgiver russerne et vist rationale og en vis retfærdighed for deres krig, så bliver resultatet dog i alle tilfælde modsat hensigten. Krigen vil ikke give Rusland fred, og den vil ikke forhindre, snarere fremskynde andre tidligere sovjetrepublikkers forsøg på at indtræde i NATO-alliancen som værn mod den russiske aggression. De vil af egen drift og efter eget ønske søge fred og beskyttelse som frie medlemmer af den vestlige alliance.

Kort: Der er ingen anden vej for lyset og det gode end at det langsomt må gro frem indefra i frihed. Søger man at tvinge lyset igennem udefra bliver det til mørke. De ægte værdier har imidlertid en styrke, som man kan forlade sig på. Man kan roligt tro så meget på værdierne, at man tør lade dem gro frem indefra i deres eget tempo. Hvis ikke man har den nødvendige tro og den nødvendige tålmodighed så man kan vente på at det sker, så ender man med at forråde sine værdier og sit inderste, sig selv.

Ved vilje og selvbeherskelse kæmper jeg ro til sejr ind i mit liv. Jeg søger skridt for skridt en løsning på livets simple ligning: Ved tanke, vilje og hjerte kan ånden med tiden og ved lyset, kærligheden vinde stadig større åndelige værdier, men til en stadig højere pris. Sådan er det, det kan ikke være anderledes.

Livsoptimisten ser på værdierne, han kan tilkæmpe sig og vinde, pessimisten ser på omkostningerne, byrden. Den vise afvejer stadigt de to mod hinanden for og imod udødelighed. Gud ved alt, og altid vil Han søge at styrke ånden, også når den tvivler om livets værdi. Men svaret på om det for os hver især bærer, må vi finde i os selv. Det afgøres ikke en gang for alle, men er et stadigt spørgsmål, når vi har nået en vis grad af åndelig modenhed.

Den vise tager hverken sejr eller nederlag for givet på forhånd. Han eller hun tager kampen skridt for skridt. Men er viljen til sejr en realitet i den enkelte, vil sejren komme. Vejen er ikke givet på forhånd. Den skabes i åndelig forstand under vores fødder ved viljen mens vi går, idet tanken lyser på de veje, der fører til målet. Og den vej vi hver især følger i tro og i håb er den rette. Jeg beder da Gud styrke min og alles vilje til sejr ved lyset, kærligheden.

Udødelighed koster, fordi dens værdi er så stor. Hvem vil vel i alvor gå ned til juveleren og forlange hele forretningens beholdning af guld og ædelstene udleveret for intet, medmindre man da er røver? Hvem vil altså af Gud kræve udødelighedens salighed givet uden egen indsats, uden selv at rense sig for mørket indefra og således gøre sig værdig til det evige liv i Paradis?

Ganske vist er det det, den naive kristendom og islam hævder: Gud giver – ved Helligånden kan den kristne mene – troen og dermed frelsen til hvem Han vil og for intet. Men de tager begge fejl, om end islam i det mindste har ideen om sharia, hvorved den troende gennem (den store) jihad, hellig kamp eller anstrengelse, søger at vandre vejen til Gud. Der peges altså her trods alt på egen og selvstændig indsats.

Sandheden er, at Gud kræver noget af os: Stærk vilje til lyset, udholdenhed, selvbeherskelse, viljen til at elske. Og Han kræver at vi selv renser os indefra for mørket gennem sorg og anger, når vi har gået ad mørkets veje. Til gengæld har vi al den tid, alle de inkarnationer ved reinkarnationen vi hver især har brug for til at vandre vejen til ende. 

Samtidig har Gud nu givet os genvejen gennem åbenbaringen Vandrer mod Lyset, en genvej ad hvilken vi ved tilgivelse af den dybest faldne, Satan (Ardor), hurtigere og med færre lidelser kan nå til målet: Guds Rige, Paradis. Men Gud tvinger os ikke til at vandre denne Hans genvej. Vi må finde og fremelske barmhjertigheden, medfølelsen og viljen til at tilgive i os selv. Også her kræver Gud altså noget af os, men til gavn også for os selv. Hvis Gud tvang os til at vandre genvejen, tvang os til at tilgive, ville vejen og tilgivelsen ikke være vores egen, og den ville da være uden værdi.

Også genvejen og tilgivelsen kræver noget, koster noget; selvovervindelse, overvindelse af gammelt nag og had, at vi ser ud over os selv og lider med den lidende. Men det den koster er proportionalt med dens værdi, for os selv og for Ardor og for verden. Det er en del af livets simple ligning.

Det vestlige menneskes historie er som en dannelsesroman, hvor ånden ved videnskab, filosofi, kunst og liv langsomt river sig løs fra teologisk og politisk tvang og undertrykkelse, en frihedskamp fra alt, hvad der binder os til mørke og uvidenhed.

Indtil videre er den vundne frihed også en tomhed og rådvildhed og åndelig hjemløshed. Vi har brudt ned, men endnu ikke bygget op. Tiden er ikke til de store fortællinger, men til opgøret med dem.

Tiden er ikke til de store fortællinger, fortalt af andre. Vi vil selv fortælle og derved blive til i frihed og sandhed. Det er den moderne dannelse. I det moderne og postmoderne samfund, hvis det er realiteten, kan vi i frihed selv og sammen som modvægt til tomheden skrive kærlighedens fortælling og ved kærligheden skabe en fylde og et fællesmenneskeligt værk og rum på tværs af overbevisninger, tro, håb, viden, hvor tanken og mennesker kan leve og ikke dør i tomhed af mangel på næring.

Efter den klassiske dannelsesromans skabelon, hjemme-ude-hjem, idyl-konflikt-ny harmoni, kan vi finde fælles hjem i kærligheden, så ånden ikke forbliver hjemløs og forvirret.

Det er muligt, at mennesker nu søger at drive Gud og dermed ånden ud af verden, eller at mennesker søger tilbage til nu forældede trosformer i reaktion mod kaos og rodløshed, at mennesker med det forståeligt søger tryghed og værn mod de trusler, der omgiver os, og som vi lever med. Men fortid er fortid, og den kan ikke genoplives, kun leve i erindringen.

Vi driver Gud ud af verden, eller fortaber os i minder; lad os i stedet leve kærligheden ind i verden, søge dens blide, skærmende vinger og ved den blive virkelige. Vi kan gå mod kærlighedens strøm i forsøget på at finde dens udspring, forstå den, leve den. På den måde kan Gud komme ind i verden for første gang i menneskets historie, ikke med bål og brand og illusion og dogme og løgn, men som en levende, tryg og varm og nær realitet i sandhed; det er ikke Gud, der er død, men de gamle trosformer, det er ikke tro, der kan frelse os, men kærlighed:

Den der søger kærlighed, finder før eller siden Gud.

Den stærke, rolige flod vi kalder kærlighed, strømmer gennem denne verden på et leje af sten og ral og støv, og selv den mindste urenhed kan piske strømmen til hvirvel og oprør. Men floden strømmer uanset. Jeg går mod strømmen for at finde dens udspring, og finder Gud.

Den brusende, vilde strøm vi kalder lidelse, raser gennem mig ved nat og ved dag. Jeg går mod også denne strøm for at finde dens udspring, og finder Satan. Gud rører mit hjerte med sin Vinge, og jeg forstår og tilgiver.

Jeg tænker, at kun tilgivelsen med tiden kan standse lidelsen, Satans (Ardors) og min, så kærligheden kan flyde frit gennem os på roligt leje med sin velsignelse til liv og fred.

(For navnet Ardor; se værket Vandrer mod Lyset)

For hvert fremskridt for lyset følger en reaktion, hvor ånden vil opgive alt. Gud er det næste skridt, det næste åndedrag og tegnet til liv.

Der er dage, hvor Vandrer mod Lysets ord om den langvarige, bitre kamp mod mørket, det onde, for mig giver perfekt mening. Dog, vi er ikke skabt til nederlag, men til sejr, og der er en vej, om end den er lang og stenet og støvet.

Jeg har dage, hvor jeg om lykken tænker: Hvad er lykken andet end den fortid, hvor jeg troede den mulig? 

Nej, lad nu bitterheden fare og trætheden vige. Hvad er lykken andet end den Gud, der forstår alt, som tilgiver alt, hvad er lykken andet end den Gud, der længes efter at modtage mig, når kampen er kæmpet til ende, og vejen til den evige salighed med dens byrder har bragt mig til mine længslers mål?

Da Gud skabte min ånd, nedlagde Han kærlighedens sædkorn i mit hjerte; mit hjerte, der folder sig om velsignelsen, modtager den, kernen spirer og gror, og den skal vokse til ædeltræ i det liv, der er i al evighed.

I det er en byrde og en glæde, livet lærer mig at bære byrden med glæde, og derved vinder jeg evigt ny styrke.

Hvis jeg søger lettelse, forløsning, frelse i det ydre, i den anden, tynges, bindes, taber jeg mit indre, mig selv. Forløsning kommer til mig indefra ved stadigt at søge at bære livets byrde med glæde, og derved bliver velsignelsen i det indre til vejen i det ydre i en evig vandring mod lyset:

Livet som evig velsignelse ved kærligheden.

Anette Kristensen har på Vandrer mod Lyset Forum på Facebook delt en stramt komponeret og sammenhængende tekst, Menneskeåndens fødsel, (første artikel af tre planlagte), der bringer overblik og oplysning fra De tre gyldne Frugter om nogle vigtige punkter for os mennesker. Hun dokumenterer følgende kronologi ud fra spredte oplysninger i værkerne:

Der har levet mennesker på Jorden i omtrent fem millioner år. Fra menneskelegemets skabelse gik der ca 1 million år inden nogle af de ældste bad Gud om at hjælpe deres skabninger og gøre dem delagtige i det evige liv. Fra den stund fik mennesket tanke og vilje, dvs ånd. Fra omkring samme tidspunkt for ca fire millioner år siden begyndte de yngste at inkarnere som mennesker blandt mennesker på Jorden, idet de med Kristus i spidsen overtog ledelsen af de ældstes mislykkede skabninger. Fra de yngste overtog ledelsen af menneskene og til det lykkedes dem at bryde mørkets magt ved at vinde Ardor (Satan) tilbage til lyset og Gud i 1912 gik der altså omkring fire millioner år. 

Man kan tilføje den oplysning, der gives i Kommentaren til Ardors beretning i Vandrer mod Lyset, s. 162, at de ældste arbejdede henved to millioner år på menneskelegemernes skabelse, til det lykkedes dem at frembringe levedygtige væsner, de første mennesker.

Det vil sige, at der er gået henved syv millioner år fra det tidspunkt, hvor Ardor ifølge sin beretning siger til de øvrige ældste: ‘Disse skabninger (udyrene; min bemærkning; cpo) kunne vi ikke lede; thi vi have ingen magt dertil. Men lad os nu udføre vor tanke: At danne og skabe jordiske væsner i vor egen lignelse’…osv. (Ardors beretning, s. 10). Fra de ældste besluttede at skabe menneskelegemerne til i dag, er der altså gået omkring syv millioner år.

Forandringer udføres kun ved at menneskene selv bliver anderledes, skriver Georg Brandes i et skrift om Henrik Ibsen (Samlede skrifter, bd. 18, Fra mange tider og lande). Skal verden derfor ændres til det bedre, må mennesker ændres til det bedre. Skal verden ændres fra grunden til det gode, må mennesker ændres fra grunden. Kun derved kan vores samfund, dets institutioner og vores love blive gode og menneskevenlige og retfærdige.

Det kan være. Men sandheden er måske snarere denne: Vi skal ikke ændre os til noget, vi ikke er, men finde ind til den grund, der ligger dybest i os, og som altid har være der: Kærligheden. Vi skal ikke blive anderledes, men blive os selv sådan som vi i åndelig forstand er skabt af Gud med alle de rige anlæg og muligheder til at elske, som Han/Hun har nedlagt i enhver af os.

Vi skal bremse støjen, alt det der forvirrer og gør os til noget andet, end vi er, finde ind til det stille punkt i kernen hvor livets kilde rinder. Vi skal ikke lægge til, men trække fra, alt det os fremmede. Gud har i os sået kerner til kærlighed, vi skal folde den ud i verden. Vi skal bort fra egenkærlighed, der ved selvopholdelsesdriften kun søger egen fordel og overlevelse ved alle midler, og hen til næstekærlighed, der ikke kun søger sit eget eller andres, men det fælles bedste.

Til det har vi evigheden. Kampen afgøres ikke i ét liv men over mange gennem reinkarnationen og gennem millioner af år. Vi skal ikke pludseligt og nu og her blive anderledes, men over evigheder blive os selv. Den bedre verden er undervejs, og den kan ikke standses. Den bedre verden ligger i svøb til enhver tid og i os selv. Vi folder den ud, idet vi folder os selv ud, og det er livet.

(Skrevet med hovedinspiration fra Vandrer mod Lyset)

Ved livsskel og tidsskel, ved lysets tidehverv, samler min ånd sig igen om dens kerne til et kraftpunkt, der gør fremtids sejr mulig. Jeg føler livets kræfter og mærker tidens vægt, det skal ske, livet er muligt ved kærlighedens realitet, en ny vej åbner sig ved Guds velsignelse.

Mildt og kærligt kommer da Guds ord, kaldet, jeg lægger det til hjerte: Tag hverken sejr eller nederlag for givet på forhånd, men gå vejen skridt for skridt som livet vil det. Lad din tanke mødes med min Tanke, og lad din vilje mødes med min Vilje, følg dit hjertes vej; da vil du vinde sejr!

Overalt mellem mennesker løber de bespottelige ord: Menneskers tro er gudernes frelse, ved menneskers tro lever eller dør de. Varsomt sænker Gud da sin kerne i mit hjerte, blidt lyder Hans sandhed og Hans bud:

De store vise er større tåber, men også dem skal du elske, ikke dømme, at du ikke selv skal dømmes og dit hjerte forvitre. Spørg kun mennesker: Hvordan forløses vi andet end ved kærlighed, ved at gøre kærligheden virkelig som livet?

Søg ved mig at åbne et rum hvori du selv og andre kan leve frit, og luk det ikke med strid. Lad det være jeres vej til saligheden.