Kategori: Ikke kategoriseret

Som varslet i indlægget Vandrer mod Lyset og nogle parallelle åndelige strømninger vil jeg i den kommende tid søge at forholde mig til nogle af de åndelige retninger og filosofier, der i tid omkranser Vandrer mod Lyset. 

Jeg havde egentlig tænkt mig at skrive længere enkelttekster, hvor jeg ville dykke ned i fx teosofien og Martinus´ kosmologi, og først skrive, når jeg havde læst hele fx Blavatskys, Den hemmelige lære, men afviger nu fra denne plan til fordel for kortere indlæg, som jeg skriver undervejs i læsningen af de forskellige værker og skrifter, og så også offentliggører dem undervejs, fx her på bloggen. Dette kan måske også give en mere levende, umiddelbar kvalitet og friskhed til teksterne.

Det første jeg nu vil tage fat på, er teosofien gennem et første blik på Helena Petrovna Blavatskys Den hemmelige lære, og jeg skal understrege, at der her kun er tale om et første, foreløbigt blik på værket. Jeg koncentrerer mig foreløbig kun om selve tankerne i et første indtryk. Senere kan tilløbe oplysninger om den parallelitet, jeg ser mellem Blavatsky og Johanne Agerskov som medier og personligheder, paralleliteten med hensyn til tilblivelsen af Den hemmelige lære og Vandrer mod Lyset, som Johanne Agerskov modtog, og andet.

Den første store tanke jeg udleder allerede af de første sider af Den hemmelige lære og ved at læse lidt frem i teksten er denne: Teosofien forsøger gennem esoterisk filosofi – lige som Vandrer mod Lyset – at forene al religion, filosofi og videnskab. Lige som universet har en yderside og en inderside, en ydre, sansbar side, og en indre, usynlig, har visdommen også en yderside og en inderside. Visdommens yderside repræsenteres fx ved de enkelte religioners doktriner, dogmer, ritus, praksis og helligskrifter, de hellige bøger.

Religionernes inderste kerne og fælles impuls iklædes ofte i deres ydre fremtoninger og skikkelser mytens sprog, symbolik (fx jødestjernen, korset eller halvmånen) og forskellige riter og liturgier til brug ved gudstjenesten. Dette kan opfattes som en form for tilsløring af det inderste, den inderste kerne, en tilsløring som i nogle tilfælde er nødvendig, da kendskabet til de inderste, okkulte kræfter i visdommen medfører vældige kræfter, der i hænderne på de forkerte kan være ødelæggende. Derfor åbenbares også i tiderne kun mindre dele af den oprindelige, altomfattende, fælles, indre kerne og lære og visdom.

En anden kilde til tilsløring opstår når de indviede søger at omvende eller indvie de uindviede, og visdommen således kommer i ukyndige hænder.

Al religion stammer altså ifølge Den hemmelige lære fra en fælles kilde og en fælles universel lære, visdom og sandhed. Dette flugter rigtig godt med Vandrer mod Lyset, idet vi ud fra dette værk kan sige, at al religion i sidste ende stammer fra Gud, og bliver realiseret i den jordiske verden af de personligheder, de yngste, der har lovet Gud at være behjælpelige med at lede alle til Ham/Hende, båret frem af menneskers længsel efter deres guddommelige Ophav.

Nu har jeg jo langt fra læst hele Den hemmelige lære, og jeg ved ikke, hvad der vil komme. Det må tiden vise. Men jeg tænker umiddelbart, at det ikke er så svært at udfinde den inderste kerne af enhver religion, den enkle, altomfattende visdom, som Blavatsky skriver om.

Jeg tænker, at der hvor al religion kan forenes, løber sammen, det fælles punkt, den ene, altomfattende sandhed, det største af alt er én sandhed, ét ord, én virkelighed: Kærligheden. Den helt almindelige kærlighed mellem mennesker og mellem mennesker og Gud. Enhver religion er startet ud fra denne ene, indre impuls, kærligheden, om end de hver for sig har fået forskellige, ydre udtryk, eftersom de er vandret fra den indre impuls og virkelighed til ydre skikkelse. I sidste ende er den indre, oprindelige impuls Guds og de yngstes kærlighed til mennesker (Vandrer mod Lyset).

Religionernes ydre skikkelse – og megen anden menneskelig aktivitet – skal ofte blot – eller kommer til – at sløre denne ene, indre, enkle, fælles sandhed og virkelighed og realitet – af grunde man kan læse nærmere om i Vandrer mod Lyset.

Hvis dette er rigtigt opfattet, så er livet ikke så indviklet. Det hele er udtrykt i jødedom og kristendom ved det fælles bud om næstekærlighed og kærligheden til Gud. Alt andet er støj. Unødvendigt. Vi skal eller bør elske os selv og vores medmennesker og Gud. Dét er retningen. Mod Lyset.

Af den oprindelige, enkle, røde ledetråd danner vi ofte gennem religioner og filosofier sammenfiltrede garnnøgler og knytter tilsyneladende uopløselige knuder, mens vi skændes og strides om, hvem der har fat i den lange ende. Og svaret er måske, at det har vi alle sammen.

Måske finder vi ikke kun sandheden og visdommen i studerekammeret ved kunstigt lys, men først og sidst ude under Solen i den inderste kerne og realitet – blandt mennesker.

For alle menneskelivets områder gælder det, at de bliver sært gennemsigtige på baggrund af det værk, Michael Agerskov udgav i 1920, Vandrer mod Lyset. Det gælder fx på det historiske og det politiske område, og det gælder på det religiøse, spirituelle og filosofiske åndsfelt.

Det jeg vil tage op her, er specielt det religiøse og det spirituelle område af menneskelivet. De etablerede verdensreligioner er direkte eller indirekte behandlet i Vandrer mod Lyset,specielt kristendommen. Og jeg har selv tidligere forsøgt at bruge en særlig metode i forbindelse med en gennemgang af verdensreligionen islam, nemlig at filtrere denne religion gennem det billede af Gud, der tegnes i Vandrer mod Lyset; Gud som Lysets og kærlighedens Almagt. Jødedommen er også til dels behandlet i værket.

Det der imidlertid ikke er behandlet i Vandrer mod Lyset, er de som det synes parallelle åndelige strømninger – fraregnet spiritismen, der behandles indgående – der opstod nogenlunde samtidig med dette værk, dvs omkring sidste halvdel af det 19. århundrede, og mange af det 20. og nu det 21. århundredes religiøse og spirituelle udviklinger og bidrag. Jeg tænker her først og fremmest på teosofien, antroposofien, Martinus´ kosmologi, bogen ”Kursus i mirakler”, og af senere forfattere, Peter Kjærulffs og Eckhart Tolles arbejder og værker.

Disse parallelle åndelige strømninger ser jeg under den synsvinkel og den tanke, jeg har forsøgt at formulere i indlægget Mørkets proportionale reaktion på Lysets vækst; altså som mørkets, det ondes, modoffensiv, svar og reaktion på det mægtige Lys, der blev tændt med Vandrer mod Lyset; samt ud fra den tanke jeg har formuleret i indlægget, Mørkets, det ondes, janusansigt, den tanke, at mørket har et ”lyst” og et rent sort perspektiv, aspekt eller ansigt. Jeg har også tidligere søgt at formulere denne sidste tanke som et udtryk for mørkets dobbeltaspekt.

Men dette mit syn baserer sig kun på et første indtryk, et indtryk der særligt er dannet i forbindelse med min årelange deltagelse i diverse messer af alternativ art, Krop-Sind-Ånd-messerne og Mystikkens univers i København, hvor jeg har stået på en stand som repræsentant for Vandrer mod Lyset. Mit syn og første indtryk, der også baserer sig på en flygtig læsning af diverse forfattere (Kjærulffs tanker har jeg dog studeret indgående), kan være forkert. Det vil jeg gerne prøve at undersøge i den kommende tid. Altså om disse parallelle åndelige strømninger er udtryk for Lys eller for mørke (forklædt som Lys), og om det er berettiget eller uretfærdigt at dømme dem som udtryk for det onde.

Jeg ønsker ikke at dæmonisere nogen, eller udstille nogle forfattere og religiøse eller spirituelle ledere og deres tilhængere, men vil søge at tilgå emnet med den samme venlighed, respekt og imødekommenhed, som jeg selv ønsker at møde, når jeg står frem i verden med min tro, min viden, mit håb og mine drømme. De åndelige retninger jeg her omtaler, er jo vel fundament for nogle menneskers liv, de kan være en kilde til glæde og fred, eller de kan markere en alvorlig søgen efter mening, sandhed og fylde i livet. Og som sådan fordrer omgangen med dem respekt og varsomhed.

Der er altså for mig tale om en balancegang: At holde fast i mit eget grundlag, Vandrer mod Lyset, uden samtidig at dæmonisere nogle mennesker, der måske simpelthen bare tænker, tror og håber anderledes end jeg. Med andre ord: Holde fast i både grundlaget og venligheden og åbenheden. For – som jeg selv tidligere har formuleret det: Hvad er sandheden værd, hvis ikke den bæres af kærlighed til mennesker? En sandhed der ikke bæres af kærlighed, kan man godt være foruden, og jeg vil derfor i relation til de parallelle åndelige strømninger søge at bringe Lys og sandhed med kærlighed, venlighed og respekt, og så poste de eventuelle frugter af denne bestræbelse i form af tekster andetsteds her på min hjemmeside og blog.

Dersom sandheden udtales i Guds Navn, da må mørket, det onde, vige.

Gennem tiderne har kristendommen fra sin første begyndelse med Paulus´ udlægning af Jesu liv og død vækket ikke så få ædle og ophøjede følelser blandt mennesker, de kristne. Mange føler og mener at forstå, at de overfor Kristus står overfor Gud selv. Mange vækkes til denne tro gennem evangeliet, når ordet prædikes og høres, eller når man læser i bibelen. Andre vækkes på anden vis.

Står vi ved Kristus virkelig overfor Gud? Er Kristus Gud?

I De tre gyldne Frugter (en samlebetegnelse for Hilsen til Danmark, Vandrer mod Lyset med supplementer og Forsoningslæren og genvejen) siges det, at det ikke er tilfældet, og at de kristne gennem tilbedelsen af Kristus som Gud lægger en tung vægt på Kristi skuldre, samt at man med denne tilbedelse dagligt korsfæster ham, sådan som man har gjort det de sidste 2000 år.

Selv siger Kristus i sin tale til os mennesker i Forsoningslæren og genvejen blandt andet: Mennesker! Alle I, der elske og tilbede mig, I vide ikke, hvilken sorg og smerte I dagligen forvolder mig. I vide det ikke; thi vidste I det, da vilde min sorg, min smerte give genklang i eders hjerter. Jeg vil ikke klage for eder over den byrde, I have givet mig at bære; thi vor Fader har hjulpet mig at bære den. Ja, sandelig, Han har båret den for mig, thi ellers var jeg segnet under byrdens vægt! Og hvilken byrde er det ikke! I have gjort mig, eders ældre broder, til eders Gud! Hvor kunne I gøre det? Bære I ikke alle i eders hjerte et billede af eders Gud, eders ånds Fader? Jeg spørger eder, føle I ikke, at jeg langtfra svarer til dette billede?

Der er ingen tvivl om, at mange kristne elsker og ærer Kristus af deres ganske hjerte, men det sker altså lidt på falske betingelser, da Kristus ikke er Gud, og ikke har sonet alverdens synd gennem sit liv, død på korset og den påståede fysiske opstandelse, og Kristus har ikke gennem dette åbnet vejen til frelse for alle, der tror. Dette siger jeg i Gud Herren den Almægtiges Navn.

I stedet for tilbedelsen af Kristus som Gud, bør vi mennesker løfte guddomsbyrden af hans skuldre, og elske ham som vores ældre bror (i åndelig forstand), der gennem sin kærlighed til os har påtaget sig at lede os alle til Lyset og Gud. Vi bør forstå, at Kristus er frelseren, ikke i kraft af sin død og ”opstandelse”, men gennem sin kærlighed til os, og derved at det var ham, der var hovedmanden bag det gennembrud for Lyset, der skete i 1912, da Kristus ved Guds hjælp brød mørkets magt ved at vinde den dybest faldne, Satan (Ardor), tilbage til Lyset og Gud (for dette; se Vandrer mod Lyset).

Hvis vi mennesker ud fra disse tanker løfter guddomsbyrden af Kristi skuldre, og derved svarer på hans kærlighed til os som vi bør, da først kan vi få det rette forhold til ham, og da vil han lettes i sin gerning, og han vil glædes inderligt og måske elske os endnu mere. Og er end hans, Kristi kærlighed til os mennesker, kun at regne for et fnug mod det hele univers i sammenligning med Guds kærlighed til os, da er den dog rig, dyb og ægte (jf Forsoningslæren og genvejen).

Blandt kendere og tilhængere af værket Vandrer mod Lyset er der gennem tiden blevet ført mange stridigheder og åndelige kampe, der har ført til venskabers forlis, forbitrelse og indbyrdes fordømmelser. Og derved ligner vi de første kristne, som de er beskrevet i Vandrer mod Lyset, Ardors beretning, kap. 34. Også de stredes om mangt og meget, og ingen ville bøje sig.

De glemte alle at bede Gud om at vejlede dem, og at holde indbyrdes fred, glemte Kristi kærlige ord elsker hverandre, glemte den kærlighed, der må følge og grunde alt arbejde for Lyset på Jorden. Og derved vandt mørket indpas hos dem, og overskyggede med tiden den kærlighed, de givetvis alle bar i deres ånd og hjerte, og som de søgte at bringe til Jorden og til mennesker.

Glemmer også vi, der kender og elsker Vandrer mod Lyset, at bede Gud stå os bi? Har mørket også vundet indpas hos os ved vores indbyrdes uforsonlighed? Må vi også med rette sige, at ingen af os vil bøje sig, at også vi er rede til at fordømme og smede – i kærlighedens navn? Måske kommer sandheden for en dag, men hvad er det værd, hvis vi i denne proces begraver kærligheden?

Vi strides om mange ting. Fx om Bispebrevets ægthed eller uægthed, strides om Modersolenes bevægelser i verdensrummet, strides om det formålstjenlige eller forkastelige ved at opspore og offentliggøre fotografier af Johanne og Michael Agerskov, der jo stod så centralt i frembringelsen af Vandrer mod Lyset, strides om nutidige mediers arbejder og deres lødighed eller uægthed, om deres rod i Lyset eller i mørket.

Jeg har selv mange gange betrådt intolerancens og fordømmelsens usalige veje og stier, jeg er ikke selv for god, og ikke uskyldig. Men nu spørger jeg: Når vi nu kender beretningen om de første kristne, og hvor de gik vild – trods alle gode forsætter og ønsker om at bringe Lys, klarhed og sandhed til menneskers erkendelse – bør så ikke vi være de første til at gå en anden vej, gå hinanden i møde, mødes som brødre og søstre, og fremfor alt: Bede Gud vejlede os og være med os, så vi kan begrave striden, og så kærlighedens frø og kerne i stedet?

Vi ønsker vel alle at bringe Lyset til Jorden, og Lysets essens er jo kærlighed. Hvis derfor vi strider for Lyset og sandheden, men misrøgter kærligheden, går vi da ikke selv vild? Må vi da ikke bede Gud være med os og vejlede os, at Lyset og kærligheden kan sejre?

Mørkets proportionale reaktion på Lysets vækst er en universel lovmæssighed, som vi i sin ekstrem har set, og stadig ser, i de reaktioner der er kommet på det store lysgennembrud, der fandt sted i 1912, da det lykkedes Lysets magter at vinde den dybest faldne, Ardor (Satan), tilbage til Lyset og Gud.

Denne begivenhed markerer det største lysgennembrud, der nogensinde er forekommet på Jorden, en begivenhed af universel betydning og omfang, der er nøje beskrevet i Vandrer mod Lyset. Med denne begivenhed blev mørkets magt brudt.

Reaktionerne fra mørket er da heller ikke udeblevet, og disse reaktioner har formentlig forskellige kilder; fx fra mørket generelt som blind urkraft, nu dog uden egen ledende og skabende intelligens, fra de ældste, der nu inkarnerer under Guds ledelse, og fra æteroptegnelserne (for dette; se Vandrer mod Lyset).

Reaktionerne spænder vidt i kulturen og i de menneskelige samfund. Mørkets reaktioner er som tyktflydende understrømme i det lys, der brød igennem i 1912, og hvis ikke vi som mennesker formår at holde fast i fundamentet, det vil først og fremmest sige i Vandrer mod Lyset og her da særligt i vigtigheden af tilgivelsen af Ardor, så føres vi til havs af understrømmene og drukner i diverse dekadente filosofier, kunstområder, produkter angiveligt af mediumistisk indhold men af tvivlsom karaktér og kvalitet, moderne, men dekadent spiritualitet, der blot er en ny form for gudløs materialisme, dekadent videnskabelighed, ateisme, krig og konflikt, polarisering af landenes befolkninger, racisme, intolerance og meget andet.

At blive stående i strømmen og ikke lade sig rive med og føres til havs påhviler især de mennesker, der allerede nu kender og anerkender og forstår Vandrer mod Lyset og dens enestående betydning for hele menneskeheden. Vi ser dog også blandt disse ofte velbegavede og etisk velfunderede mennesker nu som før den stærke understrøm og afdrift fra fundamentet.

Udover de nævnte områder af den menneskelige kultur ser vi afdriften hos mennesker, der fx påstår, at æteroptegnelserne er væk eller nu er uvirksomme – hvilket kan føre til en falsk og ubegrundet optimisme, der netop gør os sårbare overfor dem, ved at vi måske bliver mindre agtpågivende overfor vores samvittighed. Og vi ser afdriften og understrømmen gribe fat i mennesker, der fx påstår, at Vandrer mod Lyset nu simpelthen er forældet eller irrelevant.

Den samlede understrøm og dens styrke og omfang ligner en modoffensiv fra det onde, en modoffensiv som fx også viste sig helt tæt ved roden af Vandrer mod Lyset, i form af det såkaldte Bispebrev, som Johanne Agerskov, det medie som oprindeligt modtog Vandrer mod Lyset, selv udsendte (se min artikel Mod Bispebrevet eller fx Georg Jørgensens og Sverre Avnskogs arbejder om emnet).

Men vejen igennem denne modoffensiv er at stå fast. Blive ved fundamentet. Ikke lade strømmen feje benene væk under os. Være meget opmærksomme på og agtpågivende overfor hver vores samvittighed. Stå sammen. Så skal vi nok overvinde også dette.

Den mulighed at Lyset kan bryde synligt igennem i vores verden indenfor en overskuelig årrække i og med den almindelige og almenmenneskelige anerkendelse af Vandrer mod Lyset, anser jeg stadig for en mulighed (jf Supplement II til Vandrer mod Lyset, no 56). Det bliver måske den korte vej. Men det er op til os selv. Det kræver at vi står fast og står sammen.

Valget er frit, og det er vores.

Som led i det bebudede kursskifte for mit forfatterskab – tilbage til rødderne, dvs Vandrer mod Lyset (se indlægget Ved en korsvej) – vil jeg her gentage en tanke vedrørende de etablerede religioner, jeg for år tilbage formulerede, nemlig den, at tilhængere af jødedom, kristendom og islam og også af hinduismen og til dels buddhismen kan og bør rense deres tro, praksis og hellige skrifter ved at filtrere gudsbilledet i de forskellige trosretninger og religioner gennem billedet af Gud som Lysets og kærlighedens Almagt, dvs gennem det billede af Gud, som gives i Vandrer mod Lyset.

Væk må alle tanker om Gud som den straffende, hævnende og fordømmende Almagt, den lunefulde ”Gud” som mennesker kun tør nærme sig i frygt og bæven og med passende ofre enten fysisk eller som ofring af fornuft og frihed og integritet, og væk må tanken om de mange guder. Ind må billedet af den varme, nære og trygge Gud og Fader, som alle kan nærme sig i tro, tillid og kærlighed under hjertets inderlige hengivelse eller gennem bønnen og tilliden til at den høres og bønhøres, når bønnen bedes af ganske ånd, hjerte og sind.

Ud må alle tanker om mennesket som notorisk syndefuldt og skyldigt og elendigt og uværdigt for Gud, og ind må tanken om menneskets åndelige, guddommelige oprindelse og værdighed, ind må tanken om Guds Rige, Paradis, der åbnes for enhver, når vi har fuldendt vores åndelige udvikling, og vandret vejen til Lyset og Gud til ende, ind må tanken om at vi da vil modtages i Guds åbne Favn som værdige børn af Gud, som myndige der vinder værdighed og integritet og åndelig vægt og fylde ved at lære det onde at kende og at overvinde det gennem talrige jordiske inkarnationer, genfødsler.

Dette siger jeg til alle, hvad enten man kalder sin Gud Jahve, Jesus, Kristus, Den treenige Gud, Allah eller kalder Gud ved andre navne. Mine ord gælder jer alle, og jeg taler i Gud Herren den Almægtiges Navn. I skulle vide, at er jeres navne for Gud end forskellige, så er Herren dog én og den samme for alle. Og vi skulle ikke strides med hinanden om, hvem der forstår den Almægtige bedst, og hvem der rettelig tilhører ”Guds udvalgte flok” og hvem ikke. For vi tilhører alle Gud, og Han/Hun er alles ånds Fader og Skaber, og Gud længes efter os.

Ved at kæmpe mod hinanden og kriges i den Almægtiges hellige Navn vanhelliger vi Gud, der gav os livet. Vi bør følges hånd i hånd som brødre og søstre, og vi bør ikke kæmpe mod hinanden, men sammen kæmpe mod den fælles fjende, mørket, det onde, dét der falsk peger på medmennesket og siger: Dét er fjenden, dét der vækker striden mellem os, dét der falsk siger disse er de hellige, disse ikke. For alle mennesker har del i det hellige, det er i vores ånds inderste, vores ånd er skabt af det, og til det skal vi engang vende tilbage – til det liv i lykke og salighed, der er i al evighed.

Dette hellige er Lyset, kærligheden. Så enkelt er det. Vi behøver ikke være professorer i filosofi eller kvantefysik, vi behøver ikke at udmærke os med det ene eller det andet, vi behøver ikke at være rige, eller hvis vi er rige, da at bortgive alle vores rigdomme for at tækkes Gud og vinde retfærdighed. Vi er gode nok. Det ene fornødne er at elske og at følge sin samvittighed, idet vi gennem kærligheden og ud fra vores indre sans for godt og ondt søger at højne og forædle vores ånd. For kærligheden er alle lige. For Gud er alle lige.

Gennem Vandrer mod Lyset kalder Gud på os, kalder på alle mennesker, og Gud længes. Hvornår vil vi svare Ham?

Vandrer mod Lyset er fundamentet for det arbejde, der siden værkets første fremkomst i 1920 er pågået med at bringe åndens lys til Jorden. Det har siden min tidlige ungdom også været mit eksistentielle og religiøse udgangspunkt, og hovedinspirationen til min virksomhed som forfatter.

Mit forfatterskab har gennem tiden undergået visse ændringer, og fokus for det har skiftet. I 2007 foretog jeg en sådan drejning eller ændring, idet jeg – inspireret af en drøm – erkendte, at jeg havde fokuseret for meget på min personlige lidelse – jeg lever med en alvorlig sindslidelse – og for lidt på de evige sandheder, som bringes i Vandrer mod Lyset.

Den del af forfatterskabet der lå forud for 2007 kan vel nok have haft værdi for enkelte, især for mennesker der som jeg selv lider på forskellig vis, men tankerne deri er falmet og er hurtigt afblomstret, idet de savnede den nødvendige åndelige vægt og ballast og almenmenneskelige interesse.

Senere igen foretog jeg en ny ændring af fokus, idet jeg tænkte, at jeg – som flere andre – når udgangspunktet er Vandrer mod Lyset let kommer til at tænke, skrive og tale i en slags lukket rum uden forbindelse til verden. Et ekkokammer hvor vi prædiker for de omvendte, ikke for syndere for at bruge en gammel, bibelsk term.

Jeg søgte da at bringe en forbindelse og en dialog mellem de to verdner – Guds og menneskers – ved at forholde mig til den almindelige åndshistorie med hovedpunkt i filosofien. Dette kan vel også have en vis værdi, men resultatet har været, at jeg har brugt en mængde tid på studier af filosofiske værker, og har måske forsømt grundlaget, Vandrer mod Lyset, en smule. Døgnet har jo stadig kun 24 timer.

Samtidig må jeg erkende, at en del af motivationen for studierne af åndshistorien har været at høste bifald og anerkendelse, og nu stiller jeg mig selv det grundlæggende spørgsmål: Vil jeg tjene Gud eller søge bifald fra mennesker, vil jeg vedblive gennem måske dybsindige læsninger af filosofien at søge ”det palmestrøede indtog i staden” og verden, eller holde mig tro mod fundamentet?

Hvis jeg vælger at fortsætte kursen mod dialog mellem Gud og mennesker med den motivation at vinde berømmelse og anerkendelse og bifald, så har Gud ingen brug for mig i relation til at bringe åndens lys til Jorden og til mennesker. Dette erkender jeg klart. Og dette ville markere en fortsat afdrift fra det væsentlige. Derfor skifter mit forfatterskab nu igen fokus – det vil jeg i hvert fald bestræbe mig på.

Det bliver et skifte tilbage til fundamentet, Vandrer mod Lyset. Det bliver igen hovedfokus. Formålet er at bringe lys og klarhed og at øse af de uendelige og evige åndens livskilder, som værket er så rigt på. Til dette arbejde har jeg et klart eksempel til efterfølgelse i den norske Vandrer mod Lyset forsker og ekspert, Sverre Avnskog, der i artikel efter artikel og i skrift efter skrift holder sig tro mod udgangspunktet for lysarbejdet på Jorden. Interesserede kan læse Avnskogs skrifter på vandrermotlyset.net og på toward-the-light.net.

Jeg vil søge at vise, at det virkelig er sandt, at Lyset er brudt igennem i vores verden i og med Vandrer mod Lysets fremkomst og realitet og alt det, der ligger bag denne kendsgerning: At det i starten af det 20. århundrede lykkedes Lysets magter at vinde mørkets fyrste, Satan (Ardor), tilbage til Lyset og Gud, hvorfor det også lykkedes at bringe en god del af åndens evige sandheder uforfalskede til verden og til menneskers kendskab og viden.

Samtidig vil jeg søge at pege på den genvej til Lyset og Gud, som åbnedes som mulighed for alle mennesker, da mørkets magt blev brudt: Gennem tilgivelse af den dybest faldne (Ardor), og alt der knytter sig hertil.

Men frem for noget vil jeg søge at holde mig fri af den samtids- og fremtidspessimisme, der ifølge Avnskog kan gøre os sårbare overfor æteroptegnelsernes fortsatte aktivitet og realitet (for æteroptegnelser; se Vandrer mod Lyset). Dermed vil jeg søge at tegne et billede af verden og virkeligheden præget af håb, tro og tillid, hvilket kan være med til at skabe den bedre verden, der virkelig er mulig. For er ikke den, der kun ser mørke, blind?

Lyset er brudt igennem i vores verden. Djævelens trone står tom. Gud kalder gennem Vandrer mod Lyset på alle mennesker, Hans/Hendes uendeligt elskede børn. Lad os svare Ham/Hende. Gud er kun en tanke og en bøn væk. Gud er tryg og varm og nær. Der er, som en anden Vandrer mod Lyset kender engang sagde det, ikke noget at være bange for. Gud kalder på os. Hører I det ikke?

En ikke uvæsentlig del af Aristoteles´ filosofi og metafysik drejer sig om sondringen mellem en tings stof og dens form, den såkaldte hylomorfisme. En tings stof er fx mursten og træ for et hus, dets form er det færdige hus. Derfor kalder Aristoteles også en tings stof for mulighed eller potentialitet, mens tingens færdige form, fx huset, er virkelighed eller aktualitet. Mursten og træ har muligheden for at blive til et hus, og det færdige hus er den virkeliggjorte form. En given ting er en sammensætning eller enhed (compound) af stof og form. De eksempler Aristoteles nævner andrager overvejende eller kun ydre ting og objekter.

Med Vandrer mod Lyset kan den eventuelle gyldighed af Aristoteles´ metafysik, eller i hvert fald dele af den, imidlertid fordobles, idet den kan rykkes ind i det enkelte menneske og dets bevidsthed, og altså ikke kun gælde for de ydre skikkelser og former.

Vi kan således med Vandrer mod Lyset tænke, at tanken som sådan, tanken i sig selv som fænomen og begreb, er stof – forstået som mulighed (potentialitet) – for de enkelte tanker, som er ækvivalente med Aristoteles´ begreb om de fysiske former (aktualitet). Hermed får vi en hylomorfisk model af bevidstheden, at altså også bevidsthed lader sig beskrive og forklare som en sammensætning eller enhed af stof og form.

Denne tanke bygger på de meddelelser, der gives i Vandrer mod Lyset s. 149 (stykket med småt) og s. 147, hvor det dels siges, at lys og mørke er partikler, dels at tanke og vilje er koncentrationer af Lyset i deres oprindelse, dvs fra Guds skabelse af menneskets ånd. Da tanke og vilje altså i deres oprindelse er koncentrationer af Lyset, er de også udtryk for stof, da de er dannet af partikler, idet vi her forstår stof i en udvidet betydning, den der gives s. 149 om både Lys- og mørkepartiklerne.

Den videre gyldighed af Aristoteles´ metafysik, idet vi altså rykker den ind i det enkelte menneske, omfatter også begrebet om tilblivelse og tilintetgørelse, idet tanker opstår ud fra tankens stof, og ”går til grunde”, idet tanker kommer og går i en evig strømmen. Tanker bliver dog her næppe til intet, men lagres som minder eller farver og meddanner vores karaktér og personlighed, som det siges i Vandrer mod Lyset, Kommentaren, s. 151, Oversigten, s. 251-252 og s. 264. (Se også Aristoteles´ skrift Om tilblivelse og tilintetgørelse).

Det er videre muligt at rykke Aristoteles´ tanker om de forskellige årsagstyper, den materielle, formelle, virkende og finale årsag, ind i menneskets tanke og bevidsthed.  Den materielle årsag til disse tanker, nedfældet i disse ord, er fx min tanke, den formelle årsag den skikkelse tankerne tager i det jeg her skriver, idet min tanke undfanger tankerne ved min vilje, og jeg skriver ordene, den virkende årsag er mig, som tænker og skriver inspireret af Aristoteles og Vandrer mod Lyset, og den finale årsag, hensigten, er at skabe erkendelse (se Aristoteles´ Metafysik og fx artiklen Aristotle on Causality på Stanford encyclopedia of Philosophy).

For overskuelige indføringer i Aristoteles´ filosofi og metafysik, se også fx artiklerne Aristotle og Aristotle´s metaphysics på Stanford encyclopedia of Philosophy.

For Aristoteles handler fysikken og andre almindelige videnskaber om det værende, metafysikken (førstefilosofien) derimod om det værende som værende (Aristoteles, Metafysik). Tilsvarende handler fysik og andre videnskaber om erkendelse, metafysik om erkendelse som erkendelse.

Derfor er metafysik for Aristoteles den primære og mest grundlæggende af alle videnskaber, det fundament som alle andre videnskaber står på. Hvis dette fundament rokkes eller helt er fraværende rokkes hele videnskaben og dermed al menneskelig erkendelse. Derfor er der også i dag brug for metafysisk afklaring, en afklaring som Aristoteles for sin del søger i sin Metafysik.

Aristoteles´ forsøg på en afklaring rummer den tanke, at substansen er det grundlæggende for det værende som værende, mens kontradiktionsprincippet og princippet om den udelukkede midte er det grundlæggende for erkendelsen som erkendelse.

Substans er for Aristoteles essens, almenheder, art og subjekt (se også artiklen Aristotle´s metaphysics på Stanford encyclopedia of Philosophy), men han siger i øvrigt, at der er lige så mange typer af det værende, som der er kategorier: 1) substans 2) kvantitet 3) kvalitet 4) relationer 5) sted 6) tid 7) position 8) besiddelse 9) handling 10) påvirkning (jf Kategorier).

Til at erkende det værende som værende og erkendelse som erkendelse udvikler Aristoteles logikken (Organon) som redskab til disse erkendelser.

I sin etik udvikler Aristoteles tanken om den gyldne middelvej som dydens vej til lykke, noget enhver søger ifølge ham (Den nikomakhæiske etik; dydsetikken).

Nu – alt dette kan vel være rigtigt og sandt. Men jeg tænker, at vi kan formulere en langt enklere vej til sand erkendelse og ret handlen (erkendelse og etik), hvis vi tager udgangspunkt i Vandrer mod Lyset, en vej der er lettere at forstå og følge, og som vi kan gøre operabel i vores hverdag, uden at vi behøver være geniale filosoffer eller slå op i diverse filosofiske og logiske mesterværker.

Denne vej bygger på den enkle tanke: At hjertet giver tanken indhold og viljen retning, og derfor er det grundlæggende i erkendelse og etik hjertet. For at erkende sandt og handle ret må vi da følge og søge at rense vores hjerte, dvs vores kærlighed.

Til det brug har vi først og fremmest sorgen og angeren over vores fejlgreb og synd, dvs de tilfælde hvor vi har handlet mod vores samvittighed, mod bedre viden (jf Vandrer mod Lyset, Kommentaren, s. 158-159).

Set på den måde er hjerte og samvittighed det grundlæggende og første for sandhed og etik, ret handlen, dvs vejen til lykke og fred. Dette mener jeg er en enklere vej til et godt liv, og en vej der kan tilpasses den enkelte og til alle situationer. En dynamisk vej – som livet selv.

I sin Metafysik søger Aristoteles et grundlag for såvel eksistensen som for erkendelsen. På begge områder må der foreligge et vist grundlag, en første årsag eller et første princip, hvis ikke vores forståelse af eksistens og erkendelse skal ende i en uendelig regres, og således gøre vores erkendelse umulig eller ugyldig.

Således – siger Aristoteles – må der foreligge en første årsag til eksistensen, til det værende. Hvis ikke der foreligger en sådan første årsag, er der ingen årsager overhovedet, og dermed heller ingen virkninger. Årsagskæden kan ikke fortsætte uendeligt bagud i tid (Metafysik, II. Lille alpha, 2). Hvis vi medgiver, at der findes virkninger, må der også findes årsager til disse virkninger. Hvis endvidere verden og dens ting og objekter og forhold til enhver tid er virkninger, må der til disse virkninger svare årsager, der altså ikke kan fortsætte uendeligt bagud i tid.

Da verden og dens ting, objekter og forhold eksisterer og er virkninger, må der findes årsager til disse virkninger, og hvis der altså findes årsager, må der også findes en første årsag, en første årsagsløs årsag til verden og det værende.

Med Vandrer mod Lyset vil vi sige, at denne første årsagsløse årsag er Gud; eller mere præcist: Urkosmos, dvs Urtanke, Urvilje, Urlys og Urmørke. Vi kan føre analysen endnu videre ved at sige, at Tanken (Urtanken) er den første årsagsløse årsag, idet Ardor indleder sin beretning i Vandrer mod Lyset ved at sige, at Tanken (Urtanken) er altings ophav.

Videre med Vandrer mod Lyset kan vi sige, at verden forstået som virkning eller virkninger, dvs verden forstået som bevægelse og forandring, har sin første årsag i Viljen, (Urviljen), der satte verden i bevægelse ved den første dragning ind mod Lyset (jf Vandrer mod Lyset, Kommentaren, kap. 1). Hermed kan Viljen siges at være den første ubevægede bevæger (Aristoteles).

Set på denne måde er altså Tanken altings ophav ontologisk, dvs med hensyn til det værende som værende (Aristoteles), mens Viljen er bevægelsens og forandringens ophav, den første bevæger.

Dette være sagt om verdens ontologiske grundlag, dvs det grundlæggende for det værende som værende.

Med hensyn til erkendelsen og dens grundlag identificerer Aristoteles et grundlæggende princip i form af kontradiktionsprincippet, som han formulerer sådan: ”Den samme bestemmelse kan umuligt både gælde og ikke gælde om det samme på samme tid og i samme henseende” (Metafysik, IV. 3; hele stykket om kontradiktionsprincippet: IV. 3-6).

Et andet sted (Metafysik, IV. 6) siger Aristoteles, at bevisførelsens grundsætning, dvs kontradiktionsprincippet, ikke selv kan bevises. Hvis man kræver bevis også for denne sætning, er den ikke en grundsætning for bevisførelsen, og ophæver således begrebet om det, vi søger, hvis vi søger et grundlag for erkendelsen. Og ligesom i det ontologiske grundspørgsmål må man standse et sted, for ikke at ende i en uendelig regres, og således ugyldiggøre al erkendelse, eller gøre erkendelsen umulig.

Med andre ord: Hvis ikke begrundelserne standser et sted, findes der – parallelt til det ontologiske grundspørgsmål – ingen begrundelser og dermed erkendelse overhovedet. Altså: Hvis vi medgiver at verden findes og at vi kan erkende noget om den, må både verdens eksistens og vores erkendelse af den have et grundlag, en første årsag og begyndelsesgrund (Aristoteles), hvis ikke vi både ontologisk og erkendelsesteoretisk (epistemologisk) skal havne i en uendelig regres.

Med Vandrer mod Lyset vil vi sige, at den fælles første årsag og begyndelsesgrund for både eksistens og erkendelse er Tanken (Urtanken) (jf den citerede udtalelse af Ardor i værket), mens Viljen (Urviljen) som nævnt er den første bevæger og kilde til al bevægelse og forandring og dermed også for tid.

Hvordan og i hvilken forstand Tanken således er altings ophav og grundlag, hører ind under det, der i Vandrer mod Lyset kaldes gåden om det uskabte, en gåde som endnu er uløst, og som først kan løses, når Vandrer mod Lyset forhåbentlig i en ikke for fjern fremtid vinder sin almindelige udbredelse og fællesmenneskelige anerkendelse (jf Supplement II til Vandrer mod Lyset, no 56).