Ingen sætter en lap af ukrympet stof på en gammel kappe; for så river lappen den i stykker, og hullet bliver værre. Man fylder heller ikke ung vin på gamle lædersække; for så sprænges sækkene, og vinen går til spilde, og sækkene ødelægges. Nej, man fylder ung vin på nye sække, så bevares begge dele. (Matt. 9, 16-17)
Jeg har i nogen tid haft blik og tanke rettet mod den periode i den menneskelige kultur, som skildres indgående i værket Vandrer mod Lyset: Perioden omkring anden halvdel af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede, en periode hvor kampen mellem gode og onde kræfter i den oversanselige og i den sanselige verden bragte menneskeheden frem til et klimaks, en krise, hvor det gode, lyset, endte med at sejre.
Fra året 1857 begyndte Kristus og nogle få hjælpere ifølge Vandrer mod Lyset at søge at skabe det gennembrud for lyset, som de yngste (se Vandrer mod Lyset) havde arbejdet henimod gennem millioner af år. Arbejdet blev fuldført, mørkets magt blev brudt ved, at Kristus og hans hjælpere ved menneskers bistand og medvirken vandt den dybest faldne, Satan (Ardor), tilbage til lyset og Gud i 1912. På den måde brød lyset igennem i såvel den oversanselige som i den sanselige verden (Jorden).
Dette store gennembrud for lyset fik vi mennesker kendskab til gennem skabelsen af Vandrer mod Lyset, og gennem dette værk åbenbares den genvej til lyset og Gud, som nu ligger åben for alle som en mulighed: Gennem hvert menneskes tilgivelse af den dybest faldne.
Med Kristus´ og hans hjælperes indsats bragtes en helt ny ånd til verden gennem Vandrer mod Lyset, og dette værk repræsenterer det 2. Kristi komme, som af mange er blevet os forjættet. Men da Vandrer mod Lyset ikke blev kendt og anerkendt straks værket var en realitet, har mange åndsarbejdere på en lang række felter i et billede ubevidst søgt at hælde den nye ånd på den gamle verdens lædersække (se det indledende citat fra Mattheus-evangeliet). Derved er gennembruddet i mange tilfælde blevet til et sammenbrud; den unge vin har sprængt de gamle lædersække, den gamle form, hvilket ses på en lang række åndsområder: I litteratur, filosofi, religion, videnskab, politik, musik og malerkunst. Denne bevægelse går blandt mennesker under navnet det moderne. Det moderne kan dermed både betragtes som et gennembrud og et sammenbrud.
Her i Danmark er det moderne dels blevet set netop som et gennembrud eller som et sammenbrud med hovedaktørerne Georg Brandes i litteraturens verden (gennembruddet) og Søren Krarup på det religiøse felt (sammenbruddet), hvor Krarup beskriver det moderne som en behagesyg og meningsløs ny kristen forkyndelse, der bevidst lægger afstand til det, han opfatter som den traditionelle og lødige forkyndelse, og han ser denne bevægelse som begyndende ved oplysningstiden og den franske revolution, hvor mennesket ved formuleringen af de universelle menneskerettigheder kom i centrum i stedet for Gud, og jeg ser denne bevægelses kulmination i Friedrich Nietzsches råb: Gud er død.
Det kunne være interessant at forfølge og tydeliggøre denne enkle tankefigur og opfattelsen af det modernes gennembrud eller sammenbrud ud fra detaljerede studier af de forskellige åndsområder, hvor bevægelsen er tydelig og markant. Men da jeg savner den fornødne uddannelse og detaljerede viden om de pågældende åndsfelter, kan jeg her kun antyde tanken og overlade dens eventuelle og fulde udførelse til andre med den fornødne viden.
I litteraturen ser jeg værker af Thomas Mann, James Joyce og Robert Musil som udtryk for det moderne som sammenbrud. I filosofien ser jeg ved udviklingen af den matematiske logik ved aktører som Gottlob Frege, Bertrand Russell og David Hilbert det moderne som gennembrud. I religionen ser jeg ved teosofien (Helena Petrovna Blavatsky, Alice Ann Bailey og Annie Besant), antroposofien (Rudolf Steiner) og Martinus´ kosmologi det moderne som sammenbrud, kamufleret med gyldne, men falske løfter. I videnskaben ser jeg ved Albert Einsteins formulering af relativitetsteorien og Niels Bohrs og andres kvanteteori det moderne som gennembrud, men ved andres kosmologiske teori om Big Bang som sammenbrud. I politik ser jeg ved de mange -ismer; kommunisme, nazisme, fascisme og de to verdenskrige (og senere islamismen) det moderne som sammenbrud. I musik ser jeg ved tolvtonemusikken, den atonale musik (Arnold Schönberg, Alban Berg, Anton Webern), Olivier Messians musik, og den dekadente rytmiske musik (jazz, swing, pop og rock´n roll; musik som underholdning, fest, parringsdans og kitsch) det moderne som sammenbrud. I malerkunsten ser jeg ved surrealismen med aktører som Wilhelm Freddie og Salvador Dali, det nonfigurative maleri og impressionismen det moderne som dels gennembrud, dels sammenbrud.
Men alt dette er kun antydning og kræver videre arbejde, hvis tanken skal få virkelig vægt.
Det synes dog sikkert, at mennesker ved det modernes gennembrud – i et billede med evangelisk baggrund – har hældt ny vin på gamle lædersække, hvorved gennembruddet på store stræk er blevet til et sammenbrud. Det sande gennembrud kan først komme ved anerkendelsen af den ublandede nye ånd i Vandrer mod Lyset og ved menneskers tiltrædelse af den heri anviste genvej til lyset og Gud. Herved kan vi som menneskehed hælde ny vin på nye sække, så både ånd og form kan bevares.
Udover den tanke jeg søger at skitsere her, kan sammenbrudsdelen af det moderne også ses ud fra tanken om mørkets, det ondes, proportionale reaktion på lysets vækst (mørkets reaktion på den lysimpuls, som kom til verden ved skabelsen af Vandrer mod Lyset og genvejen), samt ved æteroptegnelsernes fortsatte aktivitet (for dette; se Vandrer mod Lyset).
Højtryk, 2025
Forfatterskabet Højtryk 