Af Supplement 2, no 58 (Supplement 1 & 2 udgivet i tilknytning til Vandrer mod Lyset) kan man udlede en almen lov for Lyset og mørket, en lov som vi mennesker lever under, en lovmæssighed jeg omtalte for nogle dage siden på Facebook, men som jeg dog nok her havde fået lidt galt fat på; den almene lov nemlig som kan udtrykkes i følgende ord:

Mørkets proportionale reaktion på Lysets vækst. Jo højere og stærkere Lys vi tænder, jo stærkere mørke vil vågne og gøre modstand.

Denne lovmæssighed har særdeles stor indflydelse på vores liv som mennesker og for den kamp, vi hver især kæmper mod det onde i os selv og i verden; en kamp der for hver af os kulminerer i den fuldendte sejr over mørket ved tankens og viljens sammensmeltning ved Lyset, en kulmination, der er indgående beskrevet i Supplement 2, no 64.

For den lov jeg her taler om betyder, at vi ikke kan hvile på laurbærerne – som man siger – ved vores delvise sejre, og den betyder, at kampen intensiveres frem mod kulminationen. Kampen bliver altså ikke lettere og lettere, men den sidste inkarnation vi gennemlever kan let – som følge af denne lovsmæssighed – også blive vores sværeste at gennemleve; fordi det højeste Lys vækker det dybeste mørke. (Der kan følge en eller nogle få yderligere inkarnationer på den inkarnation, hvor vores tanke og vilje kulminerer ved sammensmeltningen, indtil al syndeskyld er sonet; dette er ligeledes forklaret i Supplement 2, no 64).

Til gengæld bliver det, vi vinder ved den stadigt intensiverede kamp også større og større og mere og mere værdifuldt; fordi vi gennem kampen altså vækker stadigt større og stærkere lys. Og for hver sejr vi vinder, både ved delsejrene og ved kulminationen, tilføres – gennem den øgede lystilførsel – tanken og ånden nyt mod, nyt liv, ny kraft.

En analogi til disse forhold kan vi finde ved atletens stadigt mere intensive træning, som han eller hun er nødt til at praktisere for at blive bedre, stærkere, hurtigere; træningen bliver ikke lettere med tiden, men hårdere, stadigt mere intensiv, for at atleten bedre kan mestre sin idræt, blive stærkere og dermed præstere bedre.

Mørkets proportionale reaktion på Lysets vækst kan vi som sagt forstå ud fra det anførte skriftsted, og den sås i sin ekstrem ved Urtankens og Urviljens kæmpen sig ud af mørket frem mod Guds emanation. Vi, Guds børn, afspejler ved vores kamp denne lovmæssighed i det små, denne lovmæssighed som må ligge i selve Lysets og mørkets natur.

Det jeg nok havde fået galt fat på i mit opslag på Facebook var, at jeg her tænkte eller antydede, at lovens konsekvenser – den stedse intensiverede kamp – ville fortsætte så længe mørket er; dvs mange mange (og ukendte) evigheder fra nu.

Kampen fortsætter – tænker jeg nu (også med tekstbelæg i Supplement 2, no 64) – kun indtil kulminationen er nået og alt er sonet. Dette gælder for menneskeånderne og de ældste (se Vandrer mod Lyset). For de yngste stiller sagen sig lidt anderledes, idet de har valgt at fortsætte deres inkarnationer også efter de er kulmineret og har sonet deres syndeskyld (igen; se Supplement 2, no 64); dette for at hjælpe så meget som muligt og så længe Gud har brug for deres hjælp.

Derfor vil kampen for dem fortsætte – og intensiveres, ligesom det åndelige, mentale rum vil intensiveres, også efter kulminationen – efterhånden som de tænder Lys i verden og i mennesker, idet det Lys de tænder vil være stedse højere – og derfor proportionalt vil vække stærkere mørke.

Vi kan måske også forstå tiden fra mørkets magt blev brudt – da de yngste vandt Satan (Ardor) tilbage til Lyset og Gud i 1912 – og til nu i den forståelsesramme: På grund af det mægtige Lys de yngste – og Gud – tændte ved dette Lysets gennembrud – reagerede mørket særdeles kraftigt; og måske til dels derfor (og pgra æteroptegnelserne (se Vandrer mod Lyset)) blev det 20. århundrede og tiden til nu – det 21. århundrede – så blodigt, tragisk og uroligt på næsten alle områder af det menneskelige liv.