En effektiv fredstanke

Jeg mener at kunne præsentere en effektiv fredstanke baseret på nogle få simple tanker og principper, som jeg vil søge at samle her ud fra tidligere skriverier, idet jeg starter med at belyse nogle strukturelle forhold i forbindelse med spørgsmålet om krig og fred:

Hvor der er politisk og økonomisk adfærd og aktivitet, er der brug for politisk og økonomisk regulering via lovgivning, hvis vi skal undgå anarkiet og dermed potentielt krig og konflikt.

Da den politiske og økonomiske adfærd og aktivitet via globaliseringen i dag er global, er der brug for global politisk og økonomisk regulering via global lovgivning. Hvis ikke en sådan regulering og magt er til stede, har vi et globalt magtvakuum, som alle enkeltaktører, enkeltmagter – særligt de stærkeste – vil søge at fylde i kamp mod hinanden, og resultatet er naturnødvendigt krig og konflikt, militært eller økonomisk eller begge dele. Dette ser vi i vid udstrækning i dag, fx i forholdet mellem NATO og Rusland og mellem USA og Kina.

Den globale lovgivning skal kunne håndhæves. En af svaghederne ved FN som hidtil har været det bedste bud på en ordnet og fredelig verden og på fredelig international sameksistens er, som jeg opfatter det, at FN har manglet og fortsat mangler effektive magtmidler i forhold til de internationale love, man har vedtaget.

Man har vedtaget forskellige internationale love, fx gennem konventioner, som man ikke kan håndhæve effektivt, og derfor er vi stadig i dag i stort omfang fanget i et internationalt, globalt anarki med deraf følgende krig, konflikt og selvtægt fra militært stærke nationer som USA, Rusland og Israel.

Da virkeligheden i dag også er, at nogle ganske få mennesker – vores politiske ledere – skæbnesvangert og potentielt fatalt kan bestemme skæbnen og livet i nutid og fremtid for alle mennesker og for alt liv på Jorden, må et rimeligt krav være, at alle mennesker har og får en stemme og en indflydelse på de vitale, politiske beslutninger, der bliver truffet, især i forhold til beslutninger om krig og fred i en tid med masseødelæggelsesvåben, og i forhold til beslutninger, der har at gøre med de klimaforandringer, som allerede er tydelige, og hvis betydning kun vil vokse i fremtiden.

Derfor peger en effektiv fredstanke – også i forhold til klimaforandringerne og de mange, der i fremtiden vil blive tvunget på flugt fra ødelagte økosystemer, hvis ikke der bliver truffet effektive, globale foranstaltninger – henimod det globale demokrati og den globale retsstat, bygget op omkring respekt for menneskerettighederne, derunder retten til liv, frihed og ejendom, samt magtens tredeling:

Verdensstaten.

En sådan Verdensstat er ikke et intellektuelt fantasifoster eller en fiks skrivebordsidé. Den er en nødvendighed, der vokser ud af behovet for menneskelig overlevelse og alt jordisk livs nutidige og fremtidige beståen.

Historien viser, at hvor der er et politisk behov, der følger også en politisk løsning. Det så vi fx ved formuleringen af rationalet omkring nationalstaten og demokratiet, samt ved disse ideers realisering i den virkelige verden.

Den menneskelige politiske og økonomiske adfærd og aktivitet er igennem historien langsomt blevet udvidet, og derved er behovet for magtens udvidelse og centralisering i større enheder opstået sideløbende for at undgå anarki, krig, konflikt og selvtægt fra de stærkeste.

Dét så vi fx også ved overgangen fra de græske bystater til nationalstaten, ved overgangen fra de tyske hertugdømmer til den tyske nation, ved den franske nations opståen og samling under Ludwig XIV gennem primært kardinal Richelieus virke, ved dannelsen af først EF og siden EU, ved skabelsen af USA osv.

Derfor mener jeg, at en Verdensstat, som her skitseret, er nødvendig og uomgængelig. Men den bør ikke gennemtvinges eller skabes, hvis ikke et flertal af menneskene, folkene og nationerne ønsker det, og den bør ikke skabes henover hovedet på nogen.

Kun i frihed og på et fuldt oplyst grundlag bør det ske. Dette mener jeg må være i alles interesse, hvis vi skal overleve som menneskehed.

Indtil der eventuelt kan skabes global fred gennem en Verdensstat, bør vi, der lever i lande med fred, sikkerhed og velstand, behandle mennesker, der flygter fra krig, fattigdom, sult eller håbløse fremtidsudsigter, eller mennesker, der flygter som følge af klimaforandringer og global opvarmning, som vi selv ville ønske at blive behandlet, hvis vi var i flygtningenes sted, en tanke som jeg mener har basis i Guds Tanke, og som jeg har søgt at udvikle eller skitsere i skriftet Den empatiske etik.

Dette må være en naturlig følge af det kristne næstekærlighedsbud, og er en variant af dét; hvis ikke kærligheden kun skal være noget, der prædikes om søndagen, og forlades straks igen om mandagen og i resten af ugen; hvis kærligheden ikke kun skal være en idé uden realitet bag, men skal blive levet virkelighed.

Når eller hvis de politiske bevægelser henimod en demokratisk Verdensstat med en fri forfatning påbegyndes og kan fortsætte, vil et naturligt element i processen være en gradvis nedrustning for til sidst – når den globale fred er en realitet – at munde ud i en fuldstændig afrustning af verdens lande og nationer. Da bør al forskning i, produktion og brug af våben helt ophøre, for aldrig mere at blive genoptaget.

Hvis dette mål nås, bør vi alle bede til Gud den Almægtige om at velsigne og beskytte vores fred og vores fredspagt – for at freden på Jorden aldrig mere skal blive brudt.

Hvordan kan det økonomiske system se ud i en Verdensstat? Vil en liberal markedsøkonomi her kunne fungere, eller vil den bryde sammen, idet den liberale økonomi bygger på konkurrence, og Verdensstaten ikke har politiske og økonomiske konkurrenter?

Tænkere som Karl Marx og Martinus har argumenteret for afskaffelse af den private ejendomsret, idet de ser den som en af de fundamentale kilder til krig og konflikt, da alle klasser og individer vil søge at berige sig selv, fastholde formue og status, også selv om det sker på bekostning af andre.

Vi er ifølge disse tænkere med den private ejendomsret fanget i en konflikt med andre individer, klasser og stater (idet stater her kan opfattes som individer i det globale system eller legeme), en vedvarende kamp for at berige os selv, skaffe os penge og rigdom og dermed også magt.

I den liberale markedsøkonomi er vi ifølge Martinus fanget i en ulykkelig tilstand, hvor magt er ret (den stærke bestemmer og undertvinger alle andre), i stedet for den positive modpol, hvor ret er magt. Martinus anbefaler derfor at overføre al ejendom til Verdensstaten, som han søger at argumentere for nytten af (Livets bog, bd. 1, kap. 4). Dermed, siger han, vil vi kunne skabe global fred, idet vi da ikke længere må kæmpe mod hinanden om penge og dermed om magt.

Imidlertid er den private ejendomsret indskrevet i Menneskerettighedserklæringen (artikel 17), og jeg tror ikke, at den naturnødvendigt fører til krig og konflikt. Det er rigtigt, at vi til en vis grad stadig er fanget i en alles kamp mod alle i den liberale markedsøkonomi, også på det statslige niveau, men løsningen er efter min mening ikke at afskaffe den private ejendomsret, men derimod parallelt til det politiske niveau at indføre lov og ret også på det økonomiske område og på globalt niveau, en lov og ret, der både anerkender og beskytter kollektiv og privat ejendomsret og ikke kun den ene af de to. Dermed kan både Verdensstatens og individers rettigheder og behov tilgodeses og sikres.

Mennesker vil også i en Verdensstat efterspørge, producere og forbruge varer ud fra de menneskelige behov for mad, bolig, klæder osv, og vi vil efterspørge luksusvarer forstået som varer, der ikke er strengt nødvendige for vores overlevelse.

Produktion, køb og salg må imidlertid reguleres politisk, fx af hensyn til menneskers sikkerhed og helbred og af hensyn til klodens økologiske balance og fortsatte eksistens. Men produktion, køb og salg må også foregå i en konkurrence, for at vi ikke skal ende i en destruktiv planøkonomi, der kun gør alle fattige.

Det økonomiske system i en Verdensstat må således både tilgodese regulering og konkurrence, som vi kender det fra nationalstaten, fx Danmark, og det må anerkende og beskytte både den kollektive og den private ejendomsret.

Dette opfatter jeg som grundpillerne i en global økonomisk lov og ret, der skal modvirke kaos, den økonomiske alles kamp mod alle i et økonomisk og juridisk vakuum, som alle med alle midler søger at fylde, parallelt til det rent politiske niveau. Og jeg tænker, at denne lov og ret kan afbøde eller i hvert fald mildne noget af den krig og konflikt, der følger på økonomisk global lovløshed.

I det ovenstående har jeg søgt at skabe klarhed over nogle vigtige strukturelle forhold i forbindelse med krig og fred, og jeg har søgt at vise en mulig vej ud af al den krig, vores verden så tragisk oplever nu, og har oplevet næsten så længe som der har været mennesker på Jorden.

Jeg skal i det følgende søge at belyse nogle etisk-religiøse og moralske aspekter omkring krig og fred, med vægten på krigens konsekvenser.

Krigens konsekvenser kan skarpt deles i konsekvenserne for de krigsførende parter og de ansvarlige mennesker bag krigene; mennesker der i ord eller gerning støtter, opfordrer til, forsvarer eller på anden vis aktivt tager del i krigene og dermed bliver medansvarlige for elendighederne; konsekvenserne for disse mennesker og så for krigens mange ofre.

Det kan siges med få ord: Hvis ikke man ud fra almindelig menneskelig empati kan forstå og erkende al den smerte, lidelse, død og ødelæggelse man bringer over andre mennesker og andre nationer eller folk gennem krigen, og hvis ikke man ud fra denne erkendelse standser krigene, så vil enhver ansvarlig eller medansvarlig for krig på egen krop og ånd senere ved gengældelsesloven smerteligt føle denne lidelse i dens fulde omfang, idet enhver høster som man sår.

Derfor er der en intim forbindelse mellem konsekvenserne af krig for én selv og for andre. De konsekvenser for andre man måske nægter at forstå naturen og omfanget af, vil uvægerligt ramme én selv som ansvarlig eller medansvarlig for krig, og de vil ramme én med renter og renters rente.

Ikke alene vil man i henhold til gengældelsesloven som ansvarlig eller medansvarlig for krig rammes af de samme lidelser, man har bragt over andre, man vil også af Gud få pålagt den bod for sine ugerninger at frelse lige så mange mennesker fra en brat død i fremtidige liv på Jorden, inkarnationer, frelse lige så mange liv, som man har taget direkte eller indirekte gennem krigen – før man selv kan vandre videre mod Lyset og Gud.

Derfor hviler krigen og dens uvæsen som en mægtig forbandelse over menneskeheden, og intet sinker os mere på vores vandring mod Lyset end den (se fx Kristi tale i Vandrer mod Lyset).

Da imidlertid Gud ikke tvinger nogen til at gøre det rette, ikke tvinger os til en almindelig og global fredsslutning, så må enhver gøre op med sig selv og sin samvittighed, om krig er noget man kan forsvare over for sig selv og sin skæbne at befatte sig med, eller om dog ikke fred er den bedste løsning. Om ikke af andre grunde, så bør enhver vælge freden – for sine medmenneskers, men særligt for sin egen skyld.

Når alt dette er sagt, må der tilføjes fredens første og vigtigste forudsætning: At vi som mennesker og menneskehed virkelig ønsker og vil freden. Hvis ikke dette ønske og denne vilje er til stede og til stede i tilstrækkeligt omfang, vil alle forsøg på at skabe fred ved at ændre vores politiske strukturer og vores måder at organisere vores samfund på være forgæves.

Muligvis vil en tilstrækkelig klar bevidsthed om krigens fatale følger – særligt for de ansvarlige for krig (ved karma- og gengældelsesloven) – kunne vække dette ønske om og vilje til fred. Om ikke andet så når de ansvarlige engang skal høste frugten af den sæd, de selv har sået. Dette kommer ingen udenom.

Vi må ønske og ville freden, den må gro frem indefra, og kan ikke dikteres eller påtvinges udefra og mod menneskers vilje, fx gennem måske uønskede politiske og strukturelle ændringer ved skabelsen af en Verdensstat, der i så fald kun ville bevirke et overtryk i den menneskelige psykiske fauna, og videreføre krigens usalige kultur og virkelighed. Men er viljen til stede, kan Verdensstaten være i det mindste en del af vejen til fred.

Krig er langt under vores niveau og potentiale som mennesker og som menneskehed. Vi kan gøre det bedre. Vi kan gøre det meget bedre. Vi kan søge at vække ønsket om og viljen til fred gennem en henvisning til og opmærksomhed på karma- og gengældelsesloven, eller vi kan minde om den gudgivne kerne vi alle bærer i os, og som vi vel alle dybest set ønsker og længes efter at se udfoldet i dens fulde skønhed: Evnen og viljen til at elske vores medmennesker og til at tilgive vores fjender.

Hvis vi sår denne kerne i den fællesmenneskelige jord, vil den spire og bære frugt, og da vil vi nå målet, hvis målet og ønsket er fred. For hvor kærligheden hersker, hersker freden.

(I dette indlæg henter jeg udover fra værket Vandrer mod Lyset, Karl Marx og Martinus også inspiration fra Emery Reves bog Fredens anatomi).

Højtryk, 2025