Menneskeåndens inderste kerne er lys, da vores ånd er skabt af lysets Gud. Det fysiske og det astrale legeme er derimod skabt af mørket, det onde, af de faldne (de ældste; jf Vandrer mod Lyset). Ånden inkarnerer i en mørkets verden, Jorden, i mørkelegemer (astralt og fysisk), og den lærer da ved bitter nød og ved uafviselige astrale og fysiske krav og vilkår tilskyndet indefra af mørkedrifter og mørkeinstinkter, at egenkærlighed er nødvendig for overlevelsen. Disse krav søges opfyldte ved hele selvopholdelsesdriftens styrke, selvopholdelsesdriften, der ifølge Vandrer mod Lyset skriver sig direkte fra mørket. Men dog er vi inderst inde i åndelig forstand lys fra Guds hånd, og dermed er vores inderste natur ikke egenkærlighed, men næstekærlighed, kærlighed til dualen og til Gud, en samlet evne til at elske, som det imidlertid for næstekærlighedens vedkommende tager lang tid – mange inkarnationer – at folde ud til sin fulde skønhed.
Vi rummer alle ved mørkedrifter og mørkeinstinkter indre (astrale) realiteter, der bremser eller helt kan hindre vores inderste lyspotentiale i at udfolde sig; hver mand er sig selv nærmest. Selvopholdelsesdrift, egenkærlighed og magtbegær danner sammen med andre mørkedrifter, mørkeinstinkter og mørkefænomener en uhellig alliance, der kan drage ånden nedad. Og dog vil enhver menneskeånd med tiden langsomt, næsten umærkeligt, ved åndens naturlige vækst og forædling – ved det guddommelige element, der tildeles ethvert vordende menneske ved undfangelsen; ved en stadigt stigende opmærksomhed på og lydhørhed overfor samvittighedens (skytsåndens) ledelse og tilskyndelser – åndeligt og ved sin livsførelse bevæge sig væk fra den rå egenkærlighed og henimod næstekærligheden og kærlighedens mange andre manifestationer og udslag og former.
Da intet sinker os mere på vores vandring mod lyset og Gud end den indbyrdes strid og krig (mere om det nedenfor), gælder det først og fremmest om – hvis vi ønsker at understøtte den naturlige vandring bort fra egenkærligheden og henimod næstekærligheden, lyset – at skabe en varig fred mellem alle nationer og alle mennesker. Spørgsmålet om krig og fred er i første række et politisk og økonomisk spørgsmål – i sin dybeste grund dog et etisk spørgsmål i forhold til menneskers evne og vilje til at tilgive i stedet for at søge hævn for lidt overlast – og derfor må vi til en begyndelse søge nye politiske og økonomiske teorier og frivilligt tiltræde politiske og økonomiske reformer (ikke revolutioner som med magt og tvang søger at omstyrte det bestående; deraf opstår kun nyt fjendskab og dermed nye krige og konflikter), hvis vi ønsker at løse problemet med krig og dermed fjerne den største hindring for vores åndelige udvikling og forædling.
Den skotske økonom og filosof, Adam Smith, der regnes for en af liberalismens fædre, skrev i sit værk An inquiry into the nature and causes of the wealth of nations (1776) (Nationernes velstand) om den usynlige hånd, en tanke om, at idet ethvert menneske søger sin egen nytte ud fra egenkærlighed, arbejder det samlede antal mennesker ubevidst sammen om at skabe det fælles bedste. Dette skrev han først og fremmest med adresse til den økonomiske aktivitet og virkelighed. Hvis imidlertid økonomi er en væsentlig faktor i spørgsmålet om krig og fred, idet hvert menneske og hver nation med selvopholdelsesdriftens styrke – det vil sige ved alle midler – søger at beskytte sine økonomiske interesser og udvide sin rigdom, så er det ikke den verden vi ser. Realiteterne i verden udviser kun svage spor af det fælles bedste i den liberale nationale og globale økonomi og politik. Der er ganske få mennesker, der sidder på en meget stor del af verdens samlede rigdom og magt, og mange sulter og mange må flygte fra deres hjemlande enten fra regulær krig for at redde livet eller som følge af fattigdom og håbløse fremtidsudsigter. Den verden vi ser, er en verden i strid, krig og konflikt. Og de mennesker vi ser i verden, er mennesker, der ofte må gøre vold på det bedste i sig selv – evnen til at elske, trangen til og længslen efter næstekærlighed – for at passe ind i et politisk og økonomisk system, der fremelsker egenkærlighed med selvopholdelsesdriftens styrke, og således styrker det laveste i os, et system, som trækker os i modsat retning af og som bremser eller helt hindrer åndens naturlige vækst og forædling.
Hvordan kan vi – om muligt – løse problemet med krig? Jeg mener at kunne præsentere en effektiv fredstanke baseret på nogle få simple tanker og principper, som jeg vil søge at samle her delvist ud fra tidligere skriverier, idet jeg starter med at belyse nogle strukturelle politiske og økonomiske forhold i forbindelse med spørgsmålet om krig og fred.
1
Med lov skal verden bygges (opskalering af domænet for den sætning fra fortalen til Jyske lov, der lyder: Med lov skal land bygges)
Hvor der er politisk og økonomisk adfærd og aktivitet, er der brug for politisk og økonomisk regulering via lovgivning, hvis vi skal undgå anarkiet og dermed potentielt krig og konflikt. Da den politiske og økonomiske adfærd og aktivitet via globaliseringen i dag er global, er der brug for global politisk og økonomisk regulering via global lovgivning. Hvis ikke en sådan regulering og magt er til stede, har vi et globalt magtvakuum, som alle enkeltaktører, enkeltmagter – særligt de stærkeste – vil søge at fylde i kamp mod hinanden, og resultatet er naturnødvendigt krig og konflikt, militært eller økonomisk eller begge dele i en kamp om verdensherredømmet og dominans. Dette ser vi i vid udstrækning i dag, fx i forholdet mellem NATO og Rusland og mellem USA og Kina.
Den globale lovgivning skal kunne håndhæves. En af svaghederne ved FN som hidtil har været det bedste bud på en ordnet og fredelig verden og på fredelig international sameksistens er, som jeg opfatter det, at FN har manglet og fortsat mangler effektive magtmidler i forhold til de internationale love, man har vedtaget.
Man har vedtaget forskellige internationale love, fx gennem konventioner, som man ikke kan håndhæve effektivt, og derfor er vi stadig i dag i stort omfang fanget i et internationalt, globalt magtvakuum og anarki med deraf følgende krig, konflikt og selvtægt fra militært stærke nationer som USA, Rusland og Israel. En anden svaghed ved FN påpeger Emery Reves i bogen Fredens anatomi derved, at FN bygger på den suveræne nationalstat som en sammenslutning af sådanne. Jeg tager nedenfor nationalstaten som problem op til en kort behandling. Efter Reves’ tanke er FN som en sammenslutning af suveræne nationalstater ikke en løsning, men en videreførelse af problemet med krig og konflikt.
Da nu videre virkeligheden i dag er, at nogle ganske få mennesker – vores politiske ledere – skæbnesvangert og potentielt fatalt kan bestemme skæbnen og livet i nutid og fremtid for alle mennesker og for alt liv på Jorden, må et rimeligt krav være, at alle mennesker har og får en stemme og en indflydelse på de vitale, politiske beslutninger, der bliver truffet, især i forhold til beslutninger om krig og fred i en tid med masseødelæggelsesvåben, og i forhold til beslutninger, der har at gøre med de klimaforandringer, som allerede er tydelige, og hvis betydning kun vil vokse i fremtiden.
Derfor peger en effektiv fredstanke – også i forhold til klimaforandringerne og de mange, der i fremtiden vil blive tvunget på flugt fra ødelagte økosystemer, hvis ikke der bliver truffet effektive, globale foranstaltninger – henimod det globale demokrati og den globale retsstat, bygget op omkring respekt for de universelle menneskerettigheder, derunder retten til liv, frihed og ejendom, samt magtens tredeling:
Verdensstaten.
En sådan Verdensstat er ikke et intellektuelt fantasifoster eller en fiks skrivebordsidé. Den er en nødvendighed, der vokser ud af behovet for menneskelig overlevelse og alt jordisk livs nutidige og fremtidige beståen. Den suveræne nationalstat, der suverænt opstiller normer for lov og ret, og som suverænt håndhæver denne lov og ret, er ikke en del af løsningen, men en del af problemet i forhold til krig og fred, idet enhver stat som nævnt internationalt opererer i et politisk og økonomisk vakuum, som alle prøver at fylde, hvilket naturnødvendigt fører til krig og konflikt. Så meget mere bliver nationalstaten som problem tydelig derved, at alskens forbrydelser mod befolkninger i totalitære stater udøves i ly af nationalstaten, hvor andre staters protest og ønsker om forbedrede forhold for civilbefolkninger afvises med henvisning til suveræniteten og med henvisning til, at der er tale om ‘interne anliggender’. Dette ser vi aktuelt fx i Kina, Rusland, Iran og Israel – ved Israels forbrydelser mod palæstinenserne, der med krigen i Gaza muligvis kvalificerer til betegnelsen forbrydelser mod menneskeheden, da den kan være et forsøg på folkedrab, et forsøg på folkedrab og forbrydelser mod menneskeheden som det jødiske folk selv har været udsat for ved omfattende og langvarige pogromer og ved Nazitysklands forsøg på at udslette dette folk.
Specifikt med hensyn til den israelsk-palæstinensiske konflikt tænker jeg, at omfanget af den vold hver part retter mod den anden er proportional med den smerte og lidelse man selv bliver påført. Jo større lidelse man påføres, jo frygteligere bliver hævnen og gengældelsen; en hævn og en gengældelse der så fører ny vold og ny lidelse over den hævnende part selv. Dette så vi fx ved de to intifadaer og som nævnt ved krigen i Gaza hvilket illustrerer, at krig og hævn ikke giver mening, ikke er rationel. Svaret på vold er vold – hvis ikke man finder ind til et punkt i hvert folk, der kan forsone og tilgive. Og dette gælder for alle krige og for alle konflikter.
Nu videre: Historien viser, at hvor der er et politisk behov, der følger også en politisk løsning. Det så vi fx tidligere ved formuleringen af rationalet omkring nationalstaten og demokratiet, samt ved disse ideers realisering i den virkelige verden.
Den menneskelige politiske og økonomiske adfærd og aktivitet er igennem historien langsomt blevet udvidet, og derved er behovet for magtens udvidelse og centralisering i større enheder opstået sideløbende for at undgå magtvakuummet og dermed anarki, krig, konflikt og selvtægt fra de stærkeste.
Dét så vi fx også ved overgangen fra de græske bystater til nationalstaten, ved overgangen fra de tyske hertugdømmer til den tyske nation, ved den franske nations opståen og samling under Ludwig XIV gennem primært kardinal Richelieus virke, ved dannelsen af først EF og siden EU, ved skabelsen af USA osv.
Derfor mener jeg, at en Verdensstat, som her skitseret, er nødvendig og uomgængelig. Men den bør ikke gennemtvinges eller skabes, hvis ikke et flertal af menneskene, folkene og nationerne ønsker det, og den bør ikke skabes hen over hovedet på nogen. Kun i frihed og på et fuldt oplyst grundlag bør det ske. Dette mener jeg må være i alles interesse, hvis vi skal overleve som menneskehed.
Indtil der eventuelt kan skabes global fred gennem en Verdensstat, bør vi, der lever i lande med fred, sikkerhed og velstand, behandle mennesker, der flygter fra krig, fattigdom, sult eller håbløse fremtidsudsigter, eller mennesker, der flygter som følge af klimaforandringer og global opvarmning, som vi selv ville ønske at blive behandlet, hvis vi var i flygtningenes sted, en tanke som jeg mener har basis i Guds Tanke, og som jeg har søgt at udvikle eller skitsere i skriftet Den empatiske etik.
Dette må være en naturlig følge af det jødisk-kristne, universelle næstekærlighedsbud, og er en variant af dét; hvis ikke kærligheden kun skal være noget, der prædikes om søndagen, og forlades straks igen om mandagen og i resten af ugen; hvis kærligheden ikke kun skal være en idé uden realitet bag, men en forpligtende tanke og levet virkelighed.
Når eller hvis de politiske bevægelser henimod en demokratisk Verdensstat med en fri forfatning påbegyndes og kan fortsætte, vil et naturligt element i processen være en gradvis nedrustning for til sidst – når den globale fred er en realitet – at munde ud i en fuldstændig afrustning af verdens lande og nationer. Da bør al forskning i, produktion, salg og brug af våben helt ophøre, for aldrig mere at blive genoptaget. Hvis dette mål nås, bør vi alle bede til Gud den Almægtige om at velsigne og beskytte vores fred og vores fredspagt – for at freden på Jorden aldrig mere skal blive brudt.
Hvordan kan det økonomiske system se ud i en Verdensstat? Vil en liberal markedsøkonomi her kunne fungere, eller vil den bryde sammen, idet den liberale økonomi bygger på konkurrence, og Verdensstaten ikke har politiske og økonomiske konkurrenter? Her en første skitse:
Tænkere som Karl Marx og Martinus har argumenteret for afskaffelse af den private ejendomsret, idet de ser den som en af de fundamentale kilder til krig og konflikt, da alle klasser og individer vil søge at berige sig selv, fastholde formue og status, også selv om det sker på bekostning af andre.
Vi er ifølge disse tænkere med den private ejendomsret fanget i en konflikt med andre individer, klasser og stater (idet stater her kan opfattes som individer i det globale system eller legeme), en vedvarende kamp for at berige os selv, skaffe os penge og rigdom og dermed også magt. I den liberale markedsøkonomi er vi ifølge Martinus fanget i en ulykkelig tilstand, hvor magt er ret (den stærke bestemmer og undertvinger alle andre), i stedet for den positive modpol, hvor ret er magt. Martinus anbefaler derfor at overføre al ejendom til Verdensstaten, som han søger at argumentere for nytten af (Livets bog, bd. 1, kap. 4). Dermed, siger han, vil vi kunne skabe global fred, idet vi da ikke længere må kæmpe mod hinanden om penge og dermed om magt.
Imidlertid er den private ejendomsret indskrevet i Menneskerettighedserklæringen (artikel 17), og jeg tror ikke, at den naturnødvendigt fører til krig og konflikt. Det er rigtigt, at vi til en vis grad stadig er fanget i en alles kamp mod alle i den liberale markedsøkonomi, også på det statslige niveau, men løsningen er efter min mening ikke at afskaffe den private ejendomsret, men derimod parallelt til det politiske niveau at indføre lov og ret også på det økonomiske område og på globalt niveau, en lov og ret, der både anerkender og beskytter kollektiv og privat ejendomsret og ikke kun den ene af de to. Dermed kan både Verdensstatens og individers rettigheder og behov tilgodeses og sikres.
Mennesker vil også i en Verdensstat efterspørge, producere og forbruge varer ud fra de menneskelige behov for mad, bolig, klæder osv, og vi vil efterspørge luksusvarer forstået som varer, der ikke er strengt nødvendige for vores overlevelse. Produktion, køb og salg må imidlertid reguleres politisk, fx af hensyn til menneskers sikkerhed og helbred og af hensyn til klodens økologiske balance og fortsatte eksistens.
Dette opfatter jeg som de første grundpiller i en global økonomisk lov og ret, der skal modvirke kaos, den økonomiske alles kamp mod alle i et økonomisk og juridisk vakuum, som alle med alle midler søger at fylde, parallelt til det rent politiske niveau. Og jeg tænker, at denne lov og ret kan afbøde eller i hvert fald mildne noget af den krig og konflikt, der følger på økonomisk global lovløshed.
I det ovenstående har jeg søgt at skabe klarhed over nogle vigtige strukturelle forhold i forbindelse med krig og fred, og jeg har søgt at vise en mulig vej ud af al den krig, vores verden så tragisk oplever nu, og har oplevet næsten så længe som der har været mennesker på Jorden. Jeg skal i det følgende søge at belyse nogle etisk-religiøse og moralske aspekter omkring krig og fred, med vægten på krigens konsekvenser.
Krigens konsekvenser kan skarpt deles i konsekvenserne for de krigsførende parter og de ansvarlige mennesker bag krigene; mennesker der i ord eller gerning støtter, opfordrer til, forsvarer eller på anden vis aktivt tager del i krigene og dermed bliver medansvarlige for elendighederne; konsekvenserne for disse mennesker og så for krigens mange ofre. Det kan siges med få ord: Hvis ikke man ud fra almindelig menneskelig empati kan forstå og erkende al den smerte, lidelse, død og ødelæggelse man bringer over andre mennesker og andre nationer eller folk gennem krigen, og hvis ikke man ud fra denne erkendelse standser krigene, så vil enhver ansvarlig eller medansvarlig for krig på egen krop og ånd senere ved gengældelsesloven smerteligt føle denne lidelse i dens fulde omfang, idet enhver høster som man sår; de ansvarlige eller medansvarlige for krig vil således ved denne lov i kommende inkarnationer, jordeliv, udsættes for de samme lidelser, som de har bragt over andre ved krigen; ikke som en straf, men for at de – meget smerteligt og konkret – fuldt ud kan forstå, hvad de har gjort og forstå krigens sande, grufulde natur.
Derfor er der en intim forbindelse mellem konsekvenserne af krig for én selv og for andre. De konsekvenser for andre man måske nægter at forstå naturen og omfanget af, vil uvægerligt ramme én selv som ansvarlig eller medansvarlig for krig, og de vil ramme én med renter og renters rente. Ikke alene vil man i henhold til gengældelsesloven som ansvarlig eller medansvarlig for krig rammes af de samme lidelser, man har bragt over andre, man vil også af Gud få pålagt den bod for sine ugerninger at frelse lige så mange mennesker fra en brat død i fremtidige liv på Jorden, inkarnationer, frelse lige så mange liv, som man har taget direkte eller indirekte gennem krigen – før man selv kan vandre videre mod lyset og Gud.
Derfor hviler krigen og dens uvæsen som en mægtig forbandelse over menneskeheden, og intet sinker os som nævnt mere på vores vandring mod lyset end den (se fx Kristi tale i Vandrer mod Lyset). Da imidlertid Gud ikke tvinger nogen til at gøre det rette, ikke tvinger os til en almindelig og global fredsslutning, så må enhver gøre op med sig selv og sin samvittighed, om krig er noget man kan forsvare over for sig selv og sin skæbne at befatte sig med, eller om dog ikke fred er den bedste løsning. Om ikke for sine medmenneskers skyld så bør enhver vælge freden for sin egen.
Når alt dette er sagt, må der tilføjes fredens første og vigtigste forudsætning: At vi som mennesker og menneskehed virkelig ønsker og vil freden. Hvis ikke dette ønske og denne vilje er til stede og til stede i tilstrækkeligt omfang, vil alle forsøg på at skabe fred ved at ændre vores politiske strukturer og vores måder at organisere vores samfund på formentlig være forgæves. Den allervigtigste forudsætning for global fred er dog, at vi som menneskehed betræder den genvej til lyset og Gud, som Vandrer mod Lyset anviser: Gennem tilgivelsen af den dybest faldne, Ardor (Satan). Hvis ikke flertallet og med tiden alle mennesker formår at give denne tilgivelse – ud fra en forståelse af Ardors lidelser, hans sorg og hans anger over alt det, han har forbrudt imod os, hvilket han redegør for i sin beretning i Vandrer mod Lyset – vil formentlig også alle fredsbestræbelser mennesker imellem være forgæves, eller vil kun kunne bære lykkelig frugt i begrænset omfang.
Muligvis vil dog til en begyndelse en tilstrækkelig klar bevidsthed om krigens fatale følger – særligt for de ansvarlige for krig (ved karma- og gengældelsesloven) – kunne vække ønsket om og viljen til fred. Om ikke andet så når de ansvarlige engang skal høste frugten af den sæd, de selv har sået. Dette kommer ingen udenom. Vi må ønske og ville freden, den må gro frem indefra, og kan ikke dikteres eller påtvinges udefra og mod menneskers vilje, fx gennem måske uønskede politiske og strukturelle ændringer ved skabelsen af en Verdensstat, der i så fald kun ville bevirke et overtryk i den menneskelige psykiske fauna, og videreføre krigens usalige kultur og virkelighed. Men er viljen til stede, kan Verdensstaten være i det mindste en del af vejen til fred.
Krig er langt under vores niveau og potentiale som mennesker og som menneskehed. Vi kan gøre det bedre. Vi kan gøre det meget bedre. Vi kan søge først at vække ønsket om og viljen til fred gennem en henvisning til og opmærksomhed på karma- og gengældelsesloven, eller vi kan minde om den gudgivne kerne vi alle bærer i os, og som vi vel alle dybest set ønsker og længes efter at se udfoldet i dens fulde skønhed: Evnen og viljen til at elske vores medmennesker og til at tilgive vores fjender, herunder specielt Ardor. Hvis vi sår denne kerne i den fællesmenneskelige jord, vil den spire og bære frugt, og da vil vi nå målet, hvis målet og ønsket er fred. For hvor kærligheden hersker, hersker freden.
2
Fra egenkærlighed ved selvopholdelsesdrift til næstekærlighed
Som Georg Brandes skriver et sted i sine værker, så overgik de vestlige samfund omkring reformationstiden fra at være feudale samfund styret af konge og adel til at være pengesamfund styret af kapital og økonomiske interesser. Samfundene forandredes da fra det feudale til at være borgerlige samfund, og denne forandring kan vel også siges at udgøre overgangen fra det klassiske over middelalder og renæssance og reformation til det moderne samfund.
Hvis nu altså den dominerende drivende kraft i det moderne samfund er penge og økonomiske kræfter og interesser, så er det også disse kræfter, denne magt, der foreskriver de politiske kræfter og interesser, den magt, der så at sige skaber politikken, herunder geopolitikken, og det er da også denne magt, pengene, der sammen med det nuværende globale magtvakuum skaber tilstandene af krig eller fred. Penge er ikke et neutralt medium for udveksling af varer og tjenesteydelser, men er selve den magt, der ved samfundenes og individernes selvopholdelsesdrift og egenkærlighed med endnu kun svage spor af næstekærlighed skaber samfundene og deres indbyrdes harmoni eller konflikt. Enhver borger og enhver virksomhed og enhver stat ønsker at maksimere sin rigdom på penge, og hvor de økonomiske interesser trues, foreskriver pengemagten ved selvopholdelsesdriften krig eller andre tvangsindgreb for at sikre interesserne og rigdommen. Alt dette sker i et internationalt globalt magtvakuum uden lov og ret og dermed uden konsekvenser.
Parallelt til det billede jeg før har givet angående magten og dens naturlige tendens til ekspansion som de ringe i vandet, der opstår når vi kaster en sten i en sø, og hvor skæringspunkterne mellem ringene i vandet hvis flere kaster samtidigt (de forskellige samtidigt eksisterende magtpunkter; fx stater eller alliancer af stater) er billede på den turbulens og ufred, der opstår idet enhver stat eller alliance søger at udvide sin magt og indflydelse maksimalt (ringene der breder sig i vandet), så kan der gives et tilsvarende billede af økonomien og pengene: Enhver borger, virksomhed og stat søger ved selvopholdelsesdriftens styrke – det vil sige med alle midler – maksimal rigdom – ringene breder sig i vandet – og hvor ringene nødvendigvis må mødes og skære hinanden, opstår turbulens i form af krig eller konflikt.
Disse to billeder kan ses som udtryk for politiske og økonomiske naturlove knyttet til vores nuværende system, og de hænger naturligt sammen i det moderne pengesamfund, hvor magt og penge er om ikke identiske så intimt forbundne derved at det ene fører det andet med sig. Penge er magt, og magt er penge.
Som nævnt har jeg tidligere givet den etiske tanke, at vi bør behandle vores medmennesker, som vi selv ville ønske at blive behandlet, hvis vi var i hans eller hendes sted (Den empatiske etik). Kort og formuleret som et bud, som jeg som også nævnt mener har basis i Guds Tanke og i Guds kærlighed lyder det: Behandl den anden som du selv ville ønske at blive behandlet, hvis du var i den andens sted.
Dette bud som er universelt og har gyldighed for alle mennesker, og som er en variant af næstekærlighedsbuddet og den gyldne regel (gør mod andre hvad du vil, de skal gøre mod dig), mener jeg kan udvides fra det personlige, individuelle plan til også at gælde det politiske, det mellemstatslige niveau – indtil vi eventuelt har fået skabt en demokratisk Verdensstat med en fri forfatning (se del 1 i denne artikel). Da kommer buddet og princippet til at lyde: Enhver stat bør behandle enhver anden stat, som den selv ville ønske at blive behandlet, hvis den selv var i den anden stats sted. Også denne version af buddet mener jeg har universel gyldighed, og at den har basis i Gud den Almægtiges Tanke.
Hermed udelukkes selvfølgelig al mellemstatslig krig og alle militære invasioner af andre lande, da intet land ønsker at blive invaderet eller ødelagt militært og med magt. Men det byder os også at søge og måske finde en anden tilgang til de forskellige landes og staters økonomiske samkvem. I dag er det jo sådan, at alle lande (eller grupper af lande) med selvopholdelsesdriftens styrke ruster sig til økonomisk konkurrence med andre lande med det formål at berige sig selv mest muligt, og derved skabe de rigeste og bedste samfund at leve i. Men hvor nogle ved denne konkurrence vinder, er der uvægerligt andre, der taber. Og disse økonomiske nederlag for nogle samfund betyder fattigdom, og derved øges risikoen for krig eller borgerkrig, også for krig mod de økonomisk succesrige lande, der kan lægges for had som årsagen til fattigdommen og de lidelser, der følger med fattigdom. Derfor er konkurrencen med dens vindere og tabere ikke i noget lands eller noget folks egentlige interesse.
Hvis dette er rigtigt, så bør vi søge et globalt økonomisk system, en global økonomisk lov og ret, der formentlig kun kan realiseres indenfor Verdensstatens ramme, hvor det ikke gælder om at berige sig selv og sit eget samfund mest muligt – på andres bekostning – men derimod om at berige alle mest muligt til fælles rigdom og velfærd og sikkerhed, et system, hvor alle vinder og ingen taber. Et sådant systems virkeliggørelse løber dog ind i den vanskelighed, som menneskets biologiske og genetiske kodning for konkurrence udgør. Efter Charles Darwins evolutionsteori overlever således de bedst tilpassede i konkurrence med andre individer af samme art eller af andre arter. Derfor vil man, hvis man forsøger med ét slag at skabe et ”perfekt” politisk og økonomisk system eller samfund, der som den russiske tænker og anarkist, Pjotr Kropotkin, tænkte det skulle bygge på menneskekærlighed og næstekærlighed, uvægerligt havne i diktaturet, idet man så ville være nødt til at gøre vold mod den menneskelige natur. Man ville være nødt til at undertrykke alt det, der er egenkærligt og kun har sigte på den enkeltes bedste, ikke fællesskabets. Dette var vel de kommunistiske diktaturers virkelighed og tragedie. ”Det perfekte samfund” nu og her er derfor nødvendigvis en dystopi, en tragedie for mennesker, om end det søges med de bedste intentioner. Omvendt vil et system, der kun tilgodeser egenkærligheden ved selvopholdelsesdrift som fx det ultraliberale samfund, nødvendigvis skabe det rene barbari og anarki.
Virkeligheden er, tænker jeg med baggrund i Vandrer mod Lyset, at mennesket hverken er rent egenkærligt eller rent næstekærligt, men at vi alle er på vej fra mørke til lys, hvilket vi her kan oversætte ved, at vi er på vej fra egenkærlighed ved selvopholdelsesdrift og henimod næstekærlighed. Derfor må en konstruktiv og hensigtsmæssig ny politisk og økonomisk teori og praksis afspejle denne virkelighed, hvis den skal være i overensstemmelse med vores natur, det vil sige, at det mest hensigtsmæssige er langsomme, gradvise og langsigtede politiske og økonomiske reformer – fx i retning af skabelsen af en Verdensstat med en fri forfatning – der har øje for og respekt for den menneskelige natur, samt bevidsthed om hvor vi kommer fra, egenkærlighed, og hvor vi skal hen, skridt for skridt, næstekærlighed eller det fælles bedste, hvor alle vinder og ingen taber.
I øvrigt er vi ikke kun biologisk og genetisk kodede for egenkærlighed, men også for samarbejde og symbiose, idet grupper af individer af samme eller af forskellig art undertiden er eller skaber de bedst tilpassede individer i forhold til, hvad individet er på egen hånd. De succesfulde samfund både i menneskeverdenen og i dyreverdenen tyder på, at dette er rigtigt. Så også biologisk understøttes vi indefra af konstruktive kræfter, der trækker i retning af fællesskab og næstekærlighed; vores biologi rummer både kræfter, der peger mod konkurrence og mod samarbejde.
3
Frihed er det ondes fravær
Vigtigere og stærkere end de rent biologiske realiteter og kræfter i mennesker, menneskets biologiske livsspor, er det åndelige spor, hvormed jeg mener, at vi alle – for de fleste dog nok ubevidst – ved vores liv på Jorden foretager og gennemlever en åndelig, astral og fysisk renselsesproces, en udrensning indefra for mørke og mørkekomplekser. Ved denne langsomme og gradvise udrensning for mørke bliver vi i samme grad som udrensningen skrider frem mere og mere frie, idet mørket er en åndelig, astral og fysisk verdenskraft og verdensmagt, der kan binde og tvinge ånden, personligheden. Da dette er en af mørkets grundegenskaber, kan vi sige, at frihed er det ondes fravær.
Lyset derimod sætter mennesket fri, og da lyset ved mørkets udrensning vinder stadig større styrke, og da lysets essens er kærlighed, så betyder selvudrensningen indefra samtidig, at vi bedre og bedre formår at elske, at udvise næstekærlighed, og det er også derfor jeg siger, at vi som mennesker og som menneskehed bevæger os bort fra egenkærlighed ved selvopholdelsesdrift og henimod kærlighed og næstekærlighed. Da alt i lyset er fremgang, eller – for en tid – stilstand, understreger det blot sandheden i tanken om den menneskelige langsomt men stadigt fremadskridende udvikling og forædling, og at denne forædling er udtryk for en åndelig naturlov. Udviklingen, forædlingen, lader sig ikke standse.
Menneskers mål og potentiale er kærlighed og dermed også fred. De evindelige krige er ikke udtryk for vores sande karakter og dybeste anlæg. Vi er skabt af lysets Gud af kærlighed til kærlighed. Langsomt må vi hver især udfolde den indre guddommelige kerne af lys, som Gud har nedlagt i vores ånd og hjerte, udfolde den ved vores frie vilje til at ville lyset, kærligheden, det gode, og udfolde den gennem kamp mod mørket, det onde, i os selv og mellem os mennesker indbyrdes. Vi er skabt til sejr i denne kamp. Kampen kræver indsats, stærk vilje og selvbeherskelse, og den koster undertiden smerte og lidelse, men det vi kan vinde ved tålmodigt at kæmpe kampen til sejr, er prisen værd: Åndelig helstøbthed og den evige salighed, fred og lykke i Guds Rige, Paradis (for den åndelige helstøbthed, tanke-vilje-enheden; se Supplement II til Vandrer mod Lyset, no 64).
Højtryk, 2025 (revideret og udvidet 2026)
Forfatterskabet Højtryk 